FORKLARING AF BIBELVERS
Esajas 42:8 – “Jeg er Herren”
“Jeg er Jehova, det er mit navn. Jeg giver ikke min herlighed til nogen anden, og den tilbedelse der tilkommer mig, giver jeg ikke til gudebilleder.” – Esajas 42:8, Ny Verden-Oversættelsen.
“Jeg er Herren, det er mit navn! Ingen afguder kan sammenlignes med mig, og det er mig og ikke dem, der skal æres. – Esajas 42:8, Bibelen på Hverdagsdansk.
Hvad betyder Esajas 42:8?
Gud fortæller os hvad hans navn er, og han tilføjer at han ikke deler pris eller ære med afguder.
Gud gav sig selv dette egennavn, som oftest oversættes med “Jehova” på dansk. a (2. Mosebog 3:14, 15) Selvom Guds navn forekommer næsten 7.000 gange i Det Gamle Testamente (De Hebraisk-Aramæiske Skrifter), er der mange oversættelser der erstatter det med titlen “Herren” (nogle gange i versaler). Vi finder et eksempel på det i Salme 110:1, der profetisk henviser til både Jehova og Jesus. I den danske autoriserede oversættelse står der: “Herren sagde til min herre.” (Apostlenes Gerninger 2:34-36) Ny Verden-Oversættelsen fjerner enhver forvirring der kunne være om de to “Herrer”, ved at indsætte Guds navn der hvor det hører til. I den står der: “Jehova sagde til min Herre: ‘Sæt dig ved min højre hånd indtil jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder.’”
En række bibelforskere mener at Guds navn betyder “Han får til at blive”. Det er kun den sande Gud der kan leve op til det navn, for det er kun ham der kan få sig selv eller sine skabninger til at blive hvad som helst der er nødvendigt for at gennemføre hans hensigt.
Som vores Skaber og den eneste sande Gud er det udelukkende Jehova der fortjener at blive tilbedt. Der er ikke nogen andre eller noget andet der har ret til vores tilbedelse, og det gælder også afguder og afgudsbilleder. – 2. Mosebog 20:2-6; 34:14; 1. Johannes 5:21.
Hvad er baggrunden for Esajas 42:8?
I de indledende vers af Esajas, kapitel 42, forudsagde Jehova hvilket arbejde hans “udvalgte” ville udføre. Han sagde at denne godkendte tjener ville “bringe retfærdighed ud til nationerne”. (Esajas 42:1) Om dette løfte sagde Gud: “Nu forkynder jeg nye ting. Før de spirer frem, fortæller jeg jer om dem.” (Esajas 42:9) Profetien om den “udvalgte” spirede frem, eller gik i opfyldelse, flere hundrede år senere da Messias, eller Kristus, kom og udførte sin tjeneste her på jorden. – Matthæus 3:16, 17; 12:15-21.
Esajas 42:8 i andre oversættelser
“Jeg er Jahve, det er mit navn! Jeg giver ikke min ære til nogen anden eller min pris til gudebillederne.” – Den danske autoriserede oversættelse af 1992.
“Jeg er Jahve, det er mit Navn! Min Ære giver jeg ej til en Anden, eller mit Ry til Gudebilleder.” – Fr. Buhls oversættelse, 1910.
a Guds navn består på hebraisk af fire konsonanter der ofte på dansk skrives som JHWH. Nogle danske oversættelser gengiver Guds navn med “Jahve”. Du kan få flere oplysninger i Tillæg A4, “Guds navn i De Hebraiske Skrifter”, i studieudgaven af Ny Verden-Oversættelsen af Bibelen.