FORKLARING AF BIBELVERS
Johannes 3:16 – “Gud elskede nemlig verden så højt”
“Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte Søn for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men få evigt liv.” – Johannes 3:16, Ny Verden-Oversættelsen.
“Gud elskede nemlig verden så højt, at han ofrede sin eneste søn for, at den, der tror på ham, ikke skal dø, men få evigt liv.” – Johannes 3:16, Bibelen 2020.
Hvad betyder Johannes 3:16?
Gud elsker os og ønsker at vi skal leve evigt. Derfor sendte han sin Søn, Jesus Kristus, til jorden, og mens Jesus var på jorden, udrettede han meget. For eksempel lærte han sine disciple om sin Gud og Far. (1. Peter 1:3) Han gav også sit liv for os mennesker. Og for at få evigt liv må vi have tro på Jesus.
Guds store kærlighed kommer til udtryk i ordene “han gav sin enestefødte Søn”. a Jesus var en helt særlig søn af Gud. Hvordan det? Han er den eneste der er skabt direkte af Gud. (Kolossenserne 1:17) Han er “den førstefødte af alle skabninger”. (Kolossenserne 1:15) Alle andre skabninger, også de andre engle, blev skabt ved hjælp af ham. Selvom Jehova b Gud elskede Jesus meget højt, var han villig til at sende ham “for at tjene og give sit liv som en løsesum i bytte for mange”. (Matthæus 20:28) Jesus gennemgik store lidelser og døde for at befri os fra synd og død, som vi har arvet fra det første menneske, Adam. – Romerne 5:8, 12.
At have tro på Jesus kræver mere end bare at tro på at han har levet, og anerkende hvad han gjorde for os. Vi må vise vores tro på Guds Søn ved at adlyde ham og følge i hans fodspor. (Matthæus 7:24-27; 1. Peter 2:21) Bibelen siger: “Den der tror på Sønnen, har evigt liv. Den der ikke adlyder Sønnen, skal ikke se livet.” – Johannes 3:36.
Hvad er baggrunden for Johannes 3:16?
Jesus kom med den her udtalelse i en samtale med en jødisk religiøs leder der hed Nikodemus. (Johannes 3:1, 2) I den samtale gav Jesus nogle detaljer om Guds rige c og det at blive “født igen”. (Johannes 3:3) Han forudsagde også hvordan han ville dø. “Menneskesønnen [må] nødvendigvis hæves op [hænges op på en pæl] for at enhver som tror på ham, kan få evigt liv.” (Johannes 3:14, 15) Derefter fremhævede han at det er Guds store kærlighed til mennesker der gør det muligt at få evigt liv. Til sidst forklarede Jesus at for at få evigt liv må vi vise tro og gøre det Gud synes om. – Johannes 3:17-21.
a Det græske ord der er oversat med “enestefødte”, er monogenes, et ord der er blevet defineret som “den eneste, ... den eneste af sin slags, unik.” – A Greek-English Lexicon of the New Testament and Other Early Christian Literature, s. 658.
b Jehova er Guds navn. – Salme 83:18.
c Guds rige, der også bliver kaldt “himlenes rige”, er en regering i himlen. (Matthæus 10:7; Åbenbaringen 11:15) Gud udnævnte Kristus til at være konge i det rige. Guds rige vil gennemføre Guds hensigt med jorden. (Daniel 2:44; Matthæus 6:10) Se artiklen “Hvad er Guds rige?” for at få flere oplysninger.