Gå direkte til indholdet

FORKLARING AF BIBELVERS

Lukas 1:37 – “Intet er umuligt for Gud”

Lukas 1:37 – “Intet er umuligt for Gud”

 “Der er intet som Gud siger, der er umuligt for ham.” – Lukas 1:37, Ny Verden-Oversættelsen.

 “Intet er umuligt for Gud.” – Lukas 1:37, den danske autoriserede oversættelse.

Hvad betyder Lukas 1:37?

 Den Almægtige Gud kan gøre ting der er helt umulige set fra menneskers perspektiv. Intet kan forhindre ham i at gøre det han har sagt eller lovet.

 Det græske ord der her er gengivet med “som Gud siger”, kan sigte til et “ord” eller en “udtalelse” en kommer med – i det her tilfælde Gud. Det græske ord kan også sigte til noget der sker som følge af det Jehova a Gud har sagt. Fordi Guds ord altid går i opfyldelse, kan Lukas 1:37 også gengives: “Guds løfter kan ikke slå fejl” eller “For Gud er ingenting umuligt”. De her oversættelser af den oprindelige græske tekst gengiver den samme grundlæggende sandhed: Alt hvad Gud siger og lover, vil blive opfyldt, for ingenting er umuligt for ham. – Esajas 55:10, 11.

 Mange andre steder i Bibelen bruges der lignende udtryk om Guds løfter. For eksempel forudsagde Jehova gennem en engel at Abrahams barnløse hustru, Sara, ville blive gravid i sin alderdom. Og Gud tilføjede: “Er noget for usædvanligt for Jehova?” (1. Mosebog 18:13, 14) Patriarken Job tænkte dybt over noget af det Gud havde skabt, og nåede frem til den her konklusion: “Intet som du sætter dig for, er umuligt for dig.” (Job 42:2) Og da Jesus’ disciple gav udtryk for at de var i tvivl om de kunne leve op til det Gud forventede af dem, mindede Jesus dem om at “for Gud er alting muligt”. – Matthæus 19:25, 26. b

Hvad er baggrunden for Lukas 1:37?

 Det var en engel ved navn Gabriel der sagde det der står i Lukas 1:37, og ordene var henvendt til en ung jødisk jomfru der hed Maria. Gabriel havde lige fortalt hende at hun skulle føde “Den Højestes Søn”, og at hun skulle “give ham navnet Jesus”. Han ville blive konge i Guds rige, som ville være ved magten for evigt. – Lukas 1:26-33; Åbenbaringen 11:15.

 Maria spurgte englen hvordan det skulle kunne lade sig gøre når hun var ugift og ‘ikke havde været sammen med en mand’. (Lukas 1:34, 35) Gabriel svarede at Gud ville gøre brug af sin hellige ånd, sin virksomme kraft. Da Maria fik meddelelsen, levede Jesus i himlen som en åndeskabning. Jehova ville bruge sin hellige ånd og ved hjælp af den overføre sin Søns liv fra himlen til Marias livmoder. (Johannes 1:14; Filipperne 2:5-7) Det var på den måde Maria mirakuløst blev gravid. For at styrke Marias tro på Guds kraft fortalte englen hende at hendes slægtning Elisabeth for nylig var blevet gravid selvom hun var gammel, og nu ventede en søn. Hun og hendes mand, Zakarias, var barnløse fordi Elisabeth ikke havde kunnet få børn. (Lukas 1:36) Den søn de fik, er ham vi kender som Johannes Døber, og Jehova havde på forhånd profeteret om den tjeneste han skulle udføre. – Lukas 1:10-16; 3:1-6.

 Så det var altså baggrunden for det englen Gabriel sagde i Lukas 1:37, og måske havde han både Maria og Elisabeth i tanke. De samme ord forsikrer os i dag om at Jehova altid vil holde sine løfter. Et af de løfter er at han vil erstatte alle menneskers regeringer med sit himmelske rige, hvor hans Søn, Jesus Kristus, vil herske som konge og indføre retfærdighed. – Daniel 2:44; 7:13, 14.

 Se den her korte video for at få et overblik over Lukasevangeliet.