HJÆLP TIL FAMILIEN | FORÆLDREROLLEN
Beskyt dit barn mod pornografi
“Det var ikke fordi vi ikke vidste hvor farlig pornografi er, for det var vi godt klar over, men det var ikke gået op for os hvor let vores datter kunne blive eksponeret for det.” – Nicole.
Hvad du må vide
Børn kan blive eksponeret for pornografi i en tidlig alder. Undersøgelser viser at gennemsnitsalderen for hvornår børn første gang ser pornografi, nu er 11 år.
Børn kan støde på pornografi uden selv at have opsøgt det. For eksempel kan det være de ser noget pornografisk mens de søger efter noget helt andet på nettet, eller mens de er på de sociale medier. Reklamer for pornografi kan poppe op mens de spiller online. Pornografi findes i mange forskellige former, og de mest almindelige er billeder og videoer. Men der findes også meget erotisk materiale på skrift eller som lydpodcasts, alt sammen noget det er nemt at finde på nettet.
Noget andet der kan ske, er at nogle sender pornografisk materiale til børn elektronisk, for eksempel gennem beskedapps. I en undersøgelse hvor man spurgte over 900 unge, svarede omkring 90 procent af pigerne og omkring 50 procent af drengene at de regelmæssigt modtog nøgenbilleder og -videoer fra deres klassekammerater.
Pornografi indeholder ofte vold. Den mest populære og let tilgængelige pornografi indeholder ofte et element af vold, hvor kvinder som regel er ofre.
Pornografi skader børn. Studier viser at børn der bliver eksponeret for pornografi, er mere tilbøjelige til at:
klare sig dårligt i skolen
udvikle angst, depression og lavt selvværd
se det som helt normalt at presse andre til seksuelle handlinger
Pointen: Børn er sårbare over for de skadelige virkninger pornografi har, og deres forældre er de bedste til at beskytte dem.
Princip fra Bibelen: “De bud jeg giver jer i dag, skal I have i jeres hjerte, og I skal indprente dem i jeres børn og tale om dem når I sidder i jeres hus, og når I går på vejen, og når I lægger jer, og når I står op.” – 5. Mosebog 6:6, 7.
Hvordan du kan beskytte dit barn mod pornografi
Sæt dig ind i tingene. Tænk over hvornår og hvor der er risiko for at dit barn bliver eksponeret for pornografi. Har han a for eksempel adgang til internettet i frikvartererne uden at der er nogen voksne til stede?
Sæt dig godt ind i sikkerhedsindstillingerne på hans smartphone, og kend de apps han bruger, og de spil han spiller. For eksempel kan man i nogle apps sende beskeder der automatisk bliver slettet efter kort tid, og det gør at upassende beskeder, billeder og videoer ikke kan spores. Og flere og flere onlinespil giver spilleren mulighed for at se pornografi og endda at deltage i virtuelle seksuelle handlinger som en del af spillet.
“Jeg har af erfaring lært at det er vigtigt at kende sit barns smartphone godt, at vide hvordan man beskytter barnet med forældrestyring på telefonen, og hvordan man holder øje med hvad ens barn bruger enheden til.” – David.
Princip fra Bibelen: “Den kloges hjerte har lyst til kundskab.” – Ordsprogene 18:15.
Gør alt hvad du kan, for at beskytte dit barn mod pornografi. Gør noget konkret for at mindske risikoen. For eksempel kan du indstille dit barns telefon og alle andre enheder i hjemmet så der bliver blokeret for upassende indhold. Slå forældrestyring til. Og kend alle dit barns passwords.
“Det har virkelig hjulpet os at kunne slå forældrestyring til på alle vores enheder, begrænse hvad vores søn kunne bruge vores smart-tv til, og kende pinkoden til hans smartphone.” – Maurizio.
“Jeg lader ikke mine drenge se videoer inde på deres værelse mens døren er lukket. Når de skal i seng, får de ikke lov til at tage deres enheder med ind på værelset.” – Gianluca.
Princip fra Bibelen: “Den kloge ser faren og søger i sikkerhed.” – Ordsprogene 22:3.
Forbered dit barn på risikoen for at blive eksponeret. “Nogle forældre undgår at tale med deres barn om pornografi fordi de overbeviser sig selv om at barnet aldrig vil få et problem med det,” siger en mor der hedder Flavia. Andre forældre tænker måske: ‘Hvis jeg nævner noget om pornografi, bliver mit barn måske bare nysgerrig.’ Men det er farligt at tænke sådan. Kloge forældre vil hjælpe deres barn til at kende farerne ved pornografi før de bliver eksponeret for det. Hvordan kan du gøre det?
Lær mindre børn hvad de skal gøre hvis der pludselig dukker billeder eller videoer op de ikke skal se på. For eksempel kan de lukke øjnene eller slukke deres enhed. Og sig at de skal tale med dig om hvad de har set eller hørt. b
“Vi begyndte at tale med vores søn om farerne ved pornografi allerede da han var lille. Da han var omkring 11, begyndte der at poppe pornografiske reklamer op mens han spillede et spil han havde downloadet på sin smartphone. Samtidig kom der chatbeskeder op hvor han blev opfordret til at sende billeder af sig selv. Fordi vi i forvejen havde talt om hvad han skulle gøre, kom han med det samme og fortalte hvad der var sket.” – Maurizio.
Princip fra Bibelen: “Oplær barnet til at følge den vej han skal gå; så vil han ikke forlade den, selv når han bliver gammel.” – Ordsprogene 22:6, fodnote.
Hjælp ældre børn til at modstå fristelsen til at se, lytte til eller læse noget pornografisk. Når du har taget en snak med dit barn, kunne du hjælpe ham til at udarbejde en kontrakt, eller aftale, hvor han skriver ned hvad I er blevet enige om, hvordan han vil reagere hvis han bliver eksponeret for pornografi, og hvorfor han vil reagere på den måde. Få ham også til at skrive ned hvilke konsekvenser det vil få hvis han med vilje ser pornografi, for eksempel at han vil miste sin selvrespekt, miste sine forældres tillid og skade sit forhold til Gud. c
“Når børnene bliver ældre, så hjælp dem til at modstå fristelsen til at se pornografi ved at lære dem at se de langsigtede konsekvenser det ville have.” – Lauretta.
“Hvis vores børn både forstår farerne ved pornografi og hvad Jehova synes om det, vil det være lettere for dem at afvise det.” – David.
Princip fra Bibelen: “Visdom er en beskyttelse.” – Prædikeren 7:12.
Tal sammen. I modsætning til hvad de fleste tror, vil børn faktisk gerne tale med deres forældre om emner der har at gøre med sex, derunder pornografi. “Det altoverskyggende budskab fra børn er: snak om det tidligt, og gør det ofte,” siger Dame Rachel de Souza, børnenes kommissær i England. “Børn vil gerne have en samtale om tingene på et niveau der passer til deres alder, og efterhånden som de bliver ældre, vil der være nye aspekter de gerne vil tale om.”
“Da jeg voksede op, var der nogle emner mine forældre aldrig talte med mig om. Jeg ville ønske vi havde haft en mere åben kommunikation. Nu hvor jeg selv er blevet mor, gør jeg hvad jeg kan for af og til at tale med mine børn om sex på en naturlig og afslappet måde.” – Flavia.
Hvis dit barn er blevet eksponeret for pornografi
Bevar roen. Hvis du finder ud af at dit barn har set, lyttet til eller læst noget pornografisk, så forsøg at kontrollere din reaktion. Barnet er måske allerede ked af det, chokeret eller føler skyld over det der er sket. Hvis du reagerer vredt, vil du kun gøre ham endnu mere ked af det, og dit barn vil måske miste lysten til at betro sig til dig i fremtiden.
Princip fra Bibelen: “En klog mand holder sine ord tilbage, og en mand med dømmekraft bevarer roen.” – Ordsprogene 17:27.
Find ud af hvad der er sket. Gå ikke bare ud fra at du ved hvad der er sket, men stil spørgsmål for at finde ud af hvordan dit barn blev eksponeret for pornografi. Var der for eksempel nogen der sendte billedet til ham, eller fandt han det selv? Er det første gang det er sket, eller har han set pornografi før? Var enheden han brugte, indstillet til at blokere upassende indhold, eller var der slået forældrestyring til? Hvis ja, forsøgte han så at komme uden om blokeringerne? Husk: Dit mål er at få dit barn til at åbne sig, ikke at afhøre ham.
Princip fra Bibelen: “Tankerne i en mands hjerte er som vand der ligger dybt, men en mand med god dømmekraft kan hente dem frem.” – Ordsprogene 20:5.
Gør noget. Hvis det for eksempel var et uheld at dit barn stødte på noget pornografisk, er du måske nødt til at lave nogle justeringer i forældrestyringen eller i de blokeringer der er på hans enhed.
Hvis det viser sig at han bevidst har opsøgt pornografi, så fortæl ham på en kærlig men direkte måde hvor alvorligt det han har gjort, er, og hvilke konsekvenser det vil få. Giv dit barn lyst til at gøre det rigtige og afvise pornografi ved at tale med ham om bibelvers som for eksempel Job 31:1, Salme 97:10 og Salme 101:3. d Og fortæl ham at du en gang om ugen vil tjekke hvordan det går med ham, både for at se hvilke fremskridt han har gjort, og for at se om der er andre ting du kan gøre for at hjælpe ham.
Princip fra Bibelen: “Irritér ikke jeres børn, men bliv ved med at opdrage og tilskynde dem sådan som Jehova ønsker.” – Efeserne 6:4.
a I artiklen omtaler vi barnet som hankøn, men principperne gælder for begge køn.
b Find forslag til hvordan du kan tale med dit barn om sex på en måde der passer til hans alder, i artiklen “Hvordan kan forældre lære deres børn om sex?”
c Få nogle idéer til hvad kontrakten kunne indeholde, i arbejdsskemaet “Hvordan man afviser pornografi”.
d I kan også sammen gennemgå artiklen “Hvorfor afvise pornografi?”