Hvad siger Bibelen om nutidens påskeskikke?
Hvad Bibelen siger
Den måde mange kristne fejrer påsken på i dag, er ikke baseret på Bibelen, men bygger på en tradition der er baseret på oldtidens frugtbarhedsritualer. Overvej følgende.
Navn. Kristenhedens påske kaldes på engelsk Easter. Om det ord siger Encyclopædia Britannica: “Oprindelsen af det engelske ord Easter er ukendt; den angelsaksiske præst Beda Venerabilis fra det 8. århundrede afledte det af navnet på den angelsaksiske forårsgudinde Eostre.” Andre sporer ordet tilbage til Astarte, den fønikiske frugtbarhedsgudinde med den babyloniske modpart Ishtar.
Harer, kaniner. Brugen af disse som frugtbarhedssymboler “stammer fra de gamle hedenske europæiske og mellemøstlige forårsfester med deres ceremonier og symbolik.” – Encyclopædia Britannica.
Æg. Ifølge et opslagsværk er legen med at søge efter påskeæg, som skulle være lagt af påskeharen, “ikke kun en børneleg, men et levn fra en frugtbarhedsrite”. (Funk & Wagnalls Standard Dictionary of Folklore, Mythology and Legend) Nogle kulturer så det dekorerede påskeæg “som frugtbarhedsgivende, som sundhedsgivende og som noget, der skulle afværge noget ondt”. – Højtider og fester.
Ny påskedragt. “Det blev betragtet som uhøfligt og derfor ulykkebringende at hilse den skandinaviske forårsgudinde, Ostara, i alt andet end nye klæder.” – The Giant Book of Superstitions.
Gudstjenester ved solopgang. Disse er blevet forbundet med de riter som af fortidens soltilbedere “blev udført ved forårsjævndøgn for at byde solen og dens store livsfornyende kraft velkommen”. – Celebrations – The Complete Book of American Holidays.
En bog om højtider beskriver på en god måde påskeskikkenes oprindelse: “Der er ingen tvivl om at kirken i sin første tid overtog disse gamle, hedenske skikke og ‘kristnede’ dem.” – The American Book of Days.
Bibelen advarer mod at man tilbeder Gud ved at følge traditioner eller skikke der ikke har hans behag. (Markus 7:6-8) Som der står i Andet Korintherbrev 6:17: “‘Skil jer ud,’ siger Jehova, ‘og hold op med at røre det urene.’” Den måde de fleste kristne fejrer påsken på i dag, er præget af hedenske skikke som de der ønsker at glæde Gud, må undgå.