Alle mennesker har et navn. Er det så ikke rimeligt at antage at Gud også har et navn? Brugen af navne er unægtelig et vigtigt aspekt ved menneskers indbyrdes venskab. Burde det samme ikke gælde når det drejer sig om vores venskab med Gud?

 I Bibelen siger Gud: “Jeg er Jehova. Det er mit navn.” (Esajas 42:8) Selvom han også har mange titler, såsom “Gud den Almægtige”, “Suveræne Herre” og “Skaber”, viser han sine tjenere ære ved at han lader dem bruge sit personlige navn når de henvender sig til ham. – 1 Mosebog 17:1; Apostelgerninger 4:24; 1 Peter 4:19.

 Der er mange bibeloversættelser der bruger Guds personlige navn i Anden Mosebog 6:3, hvor der står: “I sin tid viste jeg mig for Abraham, Isak og Jakob som Gud den Almægtige, men ved mit navn Jehova gjorde jeg mig ikke kendt for dem.”

 På dansk har formen Jehova været brugt om Guds navn i århundreder. Der er mange hebraiskkyndige der foretrækker stavemåden “Jahve”, men Jehova er den form af navnet der er almindeligt kendt. Den første del af Bibelen blev ikke skrevet på dansk, men på hebraisk, et sprog som læses fra højre mod venstre. På dette sprog staves Guds navn med fire konsonanter, יהוה. Disse fire hebraiske bogstaver – der translittereres JHWH – kaldes i almindelighed for tetragrammet.