Hvordan beder man til Gud? Skal man altid bede Fadervor?
Hvad Bibelen siger
Bønnen Fadervor hjælper os til at forstå hvad vi kan bede til Gud om. Grunden til at Jesus udtalte ordene i bønnen, var at disciplene havde sagt til ham: “Herre, lær os at bede.” (Lukas 11:1) Men Fadervor er ikke den eneste bøn Gud vil lytte til. a Faktisk var Jesus’ tanke med bønnen at den skulle være et eksempel på hvordan man kan bede bønner der glæder Gud.
I den her artikel:
Hvordan lyder Fadervor?
Bønnen Fadervor, som er nedskrevet i Matthæus 6:9-13, lyder ikke helt ens i forskellige oversættelser af Bibelen. Her er to eksempler:
Ny Verden-Oversættelsen: “Vores Far i himlene, lad dit navn blive helliget. Lad dit rige komme. Lad din vilje ske på jorden, ligesom i himlen. Giv os det brød vi har behov for i dag. Og tilgiv os vores gæld til dig, ligesom vi har tilgivet dem der er kommet i gæld til os. Hjælp os så vi ikke giver efter for fristelser, og befri os fra den onde.”
Den danske autoriserede oversættelse: “Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde.” b
Hvad betyder ordene i Fadervor?
Det Jesus sagde, stemte altid med det der stod i Skrifterne. Derfor kan andre passager i Bibelen hjælpe os til at forstå ordene i Fadervor.
“Vores Far i himlene”
Det er helt på sin plads at vi kalder Gud for “vores Far”, for det er ham der har skabt os og givet os livet. – Esajas 64:8.
“Lad dit navn blive helliget”
Der er al mulig grund til at ære Guds navn, Jehova, og behandle det som noget helligt. Vi kan være med til at hellige navnet ved at fortælle andre om Guds fantastiske egenskaber og de ting han vil gøre i fremtiden. – Salme 83:18; Esajas 6:3.
“Lad dit rige komme”
Guds rige er en regering i himlen, og Jesus er Kongen i Riget. Jesus ønskede at vi skulle bede om at det rige må regere over hele jorden. – Daniel 2:44; Åbenbaringen 11:15.
“Lad din vilje ske på jorden, ligesom i himlen”
Der er hverken død eller ondskab i himlen, og på samme måde er det Guds vilje, eller hensigt, at jorden skal være et sted hvor mennesker kan leve evigt i fredelige og trygge omgivelser. – Salme 37:11, 29.
“Giv os det brød vi har behov for i dag”
På Jesus’ tid var brød en helt basal fødevare. Vi må huske at vi er helt afhængige af at vores Skaber dækker vores grundlæggende behov. – Apostlenes Gerninger 17:24, 25.
“Tilgiv os vores gæld til dig, ligesom vi har tilgivet dem der er kommet i gæld til os”
I den her sammenhæng sigter ordet “gæld” egentlig til de synder vi begår. (Lukas 11:4) Alle mennesker begår fejl og har derfor brug for tilgivelse. Men hvis vi gerne vil have at Gud skal tilgive os, må vi også være indstillet på at tilgive dem der synder imod os. – Matthæus 6:14, 15.
“Hjælp os så vi ikke giver efter for fristelser, og befri os fra den onde”
Jehova Gud frister os aldrig til at gøre noget der er forkert. (Jakob 1:13) Det er ‘den onde’ der frister os, nemlig Satan Djævelen, og i Bibelen kaldes han direkte for “Fristeren”. (1. Johannes 5:19; Matthæus 4:1-4) Vi beder Jehova om at hjælpe os til at stå imod når vi bliver fristet til at gøre noget forkert.
Kan man kun bede til Gud ved at sige Fadervor?
Fadervor er et eksempel på hvordan man kan bede. Det var ikke Jesus’ tanke at den skulle gentages som en remse. Lige før han bad Fadervor, sagde Jesus: “Når I beder, skal I ikke sige det samme igen og igen.” (Matthæus 6:7) Da han ved en anden lejlighed gav et eksempel på hvordan man kan bede, brugte han ikke præcis de samme ord. – Lukas 11:2-4.
Det bedste vi kan gøre når vi beder til Gud, er at fortælle ham hvad vi tænker og føler. – Salme 62:8.
Hvordan skal vi bede?
Fadervor er en god skabelon for hvordan vi kan bede bønner som Gud vil lytte til. Her er nogle eksempler på hvordan Fadervor harmonerer med andre bibelvers om bøn.
Bed kun til Gud
Bibelvers: “Uanset hvad det drejer sig om, skal I lægge jeres ønsker frem for Gud gennem bøn og anråbelse samtidig med at I siger tak.” – Filipperne 4:6.
Med andre ord: Vi skal bede til Gud – ikke til Jesus, Maria eller helgener. De indledende ord “Vores Far” understreger at vi kun skal bede til Jehova Gud.
Bed om noget der er i overensstemmelse med Guds vilje
Bibelvers: “Gud vil høre os uanset hvad vi beder om, når det er i overensstemmelse med hans vilje.” – 1. Johannes 5:14.
Med andre ord: Vi kan bede om hvad som helst så længe det stemmer overens med Guds vilje, eller hensigt. I Fadervor fremhævede Jesus hvor vigtig Guds vilje er, ved at bruge udtrykket “lad din vilje ske”. Vi kan finde ud af hvad der er Guds vilje med jorden og os mennesker, ved at undersøge Bibelen.
Bed om ting der bekymrer dig
Bibelvers: “Kast din byrde på Jehova, og han vil holde dig oppe.” – Salme 55:22.
Med andre ord: Gud vil gerne høre om de ting der går os på. Jesus anmodede om nogle personlige ting i Fadervor, og derfor kan vi også bede om hjælp til at få dækket vores basale behov, om vejledning når vi skal træffe vigtige beslutninger, om styrke når vi kæmper med et svært problem, og om tilgivelse for vores synder. c
a Jesus og hans disciple bad for eksempel andre bønner der indeholdt andre tanker end ordene i Fadervor. – Lukas 23:34; Filipperne 1:9.
b I den danske autoriserede oversættelse afsluttes Fadervor med ordene: “For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.” Denne lovprisning, der også findes i andre bibeloversættelser, kaldes også en doxologi. The Jerome Biblical Commentary siger imidlertid: “Doxologien ... findes ikke i de mest pålidelige [håndskrifter].”
c Nogle der føler at de har brug for Guds tilgivelse, har måske så stor skyldfølelse at de holder sig tilbage fra at bede til Gud. Men til dem siger Jehova: “Kom nu her og lad os få afgjort sagerne imellem os.” (Esajas 1:18) Han vil ikke afvise dem der virkelig ønsker at blive tilgivet.