UNGE SPØRGER
Hvad kan jeg gøre hvis jeg er deprimeret?
Det kan virkelig hjælpe dig hvis du lægger en god plan for hvordan du vil håndtere det.
Hvad ville du gøre?
Tænk over de her situationer:
Der er ikke længere noget der gør Jennifer glad. Hun græder hver dag, tilsyneladende uden grund. Hun holder sig for sig selv og spiser næsten ingenting. Det er svært for hende at sove og at koncentrere sig. Jennifer tænker: ‘Hvad er det der sker med mig? Bliver jeg nogensinde mig selv igen?’
Mark plejede at være en flittig og dygtig elev. Men nu hader han skolen, og hans karakterer er dårlige. Han har ikke energi til de sportsgrene han plejede at dyrke. Hans venner undrer sig. Hans forældre er bekymret. Er det bare en fase – eller er det noget mere alvorligt?
Har du det tit ligesom Jennifer eller Mark? Hvis ja, hvad kan du så gøre? Du kunne prøve en af de her to muligheder:
Prøve at håndtere det alene
Tale med en voksen du har tillid til
Mulighed A er måske fristende, især hvis du ikke har lyst til at snakke med nogen. Men er det den bedste løsning? Bibelen siger: “To er bedre stillet end én ... For hvis en af dem falder, kan den anden rejse sin fælle op. Men hvad med den enlige der falder uden at der er en anden til at rejse ham op?” – Prædikeren 4:9, 10.
Forestil dig at du er faret vild i et område med meget kriminalitet. Det er mørkt, og der står skumle typer på hvert gadehjørne. Hvad ville du gøre? Du kunne prøve at finde vej alene. Men ville det ikke være klogere at bede en du har tillid til, om hjælp?
Depression kan sammenlignes med det farlige område. En midlertidig følelse af nedtrykthed kan selvfølgelig forsvinde af sig selv. Men hvis du føler dig deprimeret i længere tid, er det bedst at få hjælp.
PRINCIP FRA BIBELEN: “Den der holder sig for sig selv, ... farer frem mod al praktisk visdom.” – Ordsprogene 18:1.
Fordelen ved mulighed B – at tale med en af dine forældre eller en anden voksen du har tillid til – er at du kan få gavn af erfaringen fra en der har prøvet at håndtere svære følelser.
Måske siger du: ‘Men mine forældre aner ikke hvordan det er at have de her følelser!’ Men ved du det med sikkerhed? Selv hvis det de kom ud for som teenagere, er noget andet end det du oplever, var deres følelser måske de samme. Og det kan være at de kender en udvej!
PRINCIP FRA BIBELEN: “Er der ikke visdom hos oldinge og forstand i en lang række dage?” – Job 12:12.
Pointen: Hvis du betror dig til en forælder eller en anden voksen du har tillid til, vil du sikkert få et råd der virker.
Hvad hvis det kræver lægebehandling?
Hvis du føler dig deprimeret hver dag, fejler du måske noget der kræver behandling; måske har du en klinisk depression.
Som teenager kan symptomerne på klinisk depression minde meget om almindelig nedtrykthed, men følelserne vil sandsynligvis være mere voldsomme og vedvarende. Hvis du er voldsomt nedtrykt og det bliver ved, så overvej at tale med dine forældre om at blive tjekket af en læge.
PRINCIP FRA BIBELEN: “De raske trænger ikke til læge, men det gør de syge.” – Mattæus 9:12.
Hvis du har en klinisk depression, skal du ikke være flov over det. Depression blandt unge er meget udbredt, og det kan behandles! Dine rigtige venner vil ikke tænke dårligt om dig.
Tip: Vær tålmodig. Det tager tid at komme over en depression, og du kan godt regne med at der vil komme både gode og dårlige dage. a
Handlingsplan til at få det bedre
Uanset om du har behov for lægebehandling eller ej, er der nogle ting du kan gøre for at håndtere vedvarende nedtrykthed. For eksempel kan motion, sund kost og den rigtige mængde søvn hjælpe dig til at kontrollere dine følelser (Prædikeren 4:6; 1 Timoteus 4:8) Måske vil du også have gavn af at skrive ned hvilke følelser du har, dine mål for at få det bedre, tilbagefald og sejre.
Uanset om du har en klinisk depression eller bare gennemgår en følelsesmæssigt svær tid, så husk: Ved at tage imod hjælp fra andre og selv gøre noget for at få det bedre kan du håndtere en depression.
Vers fra Bibelen der kan hjælpe
“Nær er Jehova hos dem med sønderbrudt hjerte, og han frelser dem der er knust i ånden.” – Salme 34:18.
“Kast din byrde på Jehova, og han vil sørge for dig. Han vil aldrig tillade at den retfærdige vakler.” – Salme 55:22.
“Jeg, Jehova din Gud, griber din højre hånd, jeg er den der siger til dig: ‘Vær ikke bange. Jeg vil hjælpe dig.’” – Esajas 41:13.
“Vær ... aldrig bekymrede for dagen i morgen.” – Mattæus 6:34.
“Lad i alt jeres anmodninger blive gjort kendt for Gud ... og Guds fred, som overgår al forstand, vil ved Kristus Jesus beskytte jeres hjerter og jeres sind.” – Filipperne 4:6, 7.
a Hvis du overvejer at tage dit eget liv, så søg straks hjælp hos en voksen du har tillid til. Se artiklen “Hvorfor leve videre?” i Vågn op! for april 2014 for at få mere information.