Gå direkte til indholdet

UNGE SPØRGER

Hvor ansvarsbevidst er jeg?

Hvor ansvarsbevidst er jeg?

 Bedøm dig selv!

  •  Jeg er ... altid, for det meste, nogle gange eller aldrig

    •  ærlig

    •  pålidelig

    •  punktlig

    •  flittig

    •  velorganiseret

    •  hjælpsom

    •  fair

    •  respektfuld

    •  omsorgsfuld

  •   Hvilken af disse egenskaber er din stærkeste?

     Bliv ved med at vise denne egenskab. – Filipperne 3:16.

  •   Hvilken egenskab skal du arbejde mest på?

 Følgende oplysninger vil hjælpe dig til at gøre fremskridt på dette område.

 Hvad vil det sige at være ansvarsbevidst?

 Folk der er ansvarsbevidste, opfylder deres forpligtelser i hjemmet, i skolen og i samfundet. De er klar over at de skal stå til ansvar for deres handlinger. Så når de gør noget forkert, indrømmer de det, siger undskyld og forsøger at gøre skaden god igen.

 Bibelen siger: “Enhver skal ... bære sin egen ansvarsbyrde.” – Galaterne 6:5.

 Hvorfor skal jeg være ansvarsbevidst?

  En der er ansvarsbevidst, bruger sine evner og færdigheder på en god måde, og det er mere sandsynligt at vedkommende vil blive værdsat, behandlet som en voksen og få større frihed og ansvarsopgaver.

 Bibelen siger: “Ser du en mand som er dygtig til sit arbejde? Han skal stilles for konger.” – Ordsprogene 22:29.

  En der er ansvarsbevidst, er normalt gavmild og har ofte lettere ved at få nære venner.

 Bibelen siger: “Gør jer det til en regel at give, så vil man give til jer.” – Lukas 6:38.

  En der er ansvarsbevidst, glæder sig over at udrette noget og har en passende følelse af stolthed, og det giver ham større selvtillid.

 Bibelen siger: “Lad enhver prøve sin egen gerning, og så kan han have grund til at rose sig i forhold til sig selv alene.” – Galaterne 6:4.

 Hvordan kan jeg blive mere ansvarsbevidst?

 Som en hjælp til at besvare det spørgsmål kan du se på følgende udtalelser. Hvilken af dem beskriver bedst dine følelser?

 “Det er frustrerende at blive behandlet som et lille barn og ikke kan være væk en time uden at skulle rapportere til mor og far!” – Kerri.

 “Mine forældre lader mig som regel gå ud med mine venner uden problemer.” – Richard.

 “Når jeg ser hvad andre unge på min alder har lov til, tænker jeg: ‘Wauw! Hvorfor må jeg ikke det for mine forældre?’” – Anne.

 “Mine forældre lader mig stort set gøre hvad jeg har lyst til. Jeg er glad for at de giver mig så stor frihed.” – Marina.

 Pointen: Nogle unge har større frihed end andre. Hvad kan denne forskel skyldes?

 Faktum: Hvor stor frihed du har, hænger ofte sammen med hvor stor tillid du har gjort dig fortjent til.

 Overvej for eksempel hvad to af ovennævnte unge har at sige.

 Richard: “Engang var mine forældre skeptiske med hensyn til om jeg kunne håndtere mere frihed. Men nu stoler de på mig fordi jeg har brugt min frihed på en ansvarsbevidst måde. Jeg lyver ikke over for mine forældre om hvor jeg tager hen, eller om hvem jeg skal være sammen med. Normalt fortæller jeg mine forældre hvad mine planer er, uden at de behøver at spørge mig.”

 Marina: “Jeg har løjet for mine forældre to gange i mit liv, og begge gange blev jeg afsløret. Fra da af har jeg altid været ærlig over for mine forældre. For eksempel fortæller jeg dem altid hvad jeg laver, og jeg ringer altid til dem når jeg er i byen. Nu har de meget større tillid til mig.”

Hvad er vigtigst for dig – pligter eller fornøjelser?

 Vil du gerne i højere grad behandles som Richard og Marina? Så analysér dig selv på følgende områder:

DERHJEMME

  •   Udfører du trofast dine tildelte pligter?

  •   Kommer du altid hjem til den aftalte tid?

  •   Behandler du dine forældre og søskende med respekt?

 Hvilke af disse ting skal du eventuelt arbejde på?

 Bibelen siger: “Vær lydige mod jeres forældre.” – Efeserne 6:1.

DIN UDDANNELSE

  •   Laver du dine lektier til tiden?

  •   Gør du en indsats for at få bedre karakterer?

  •   Har du gode lektievaner?

 Hvilke af disse ting skal du eventuelt arbejde på?

 Bibelen siger: “Visdom er en beskyttelse.” (Prædikeren 7:12) En god uddannelse vil hjælpe dig til at tilegne dig visdom.

DIT OMDØMME

  •   Er du ærlig over for dine forældre og andre?

  •   Er du ansvarsbevidst med dine penge?

  •   Har du ry for at være en man kan stole på?

 Hvilke af disse ting skal du eventuelt arbejde på?

 Bibelen siger: ‘Ifør dig den nye personlighed.’ (Efeserne 4:24) Du kan gøre fremskridt med hensyn til dine egenskaber og dit omdømme.

 Forslag: Vælg et område hvor du skal gøre fremskridt. Tal med andre som er gode til dette, og bed dem om et godt råd. Notér hvad du specifikt vil gøre for at arbejde på denne egenskab, og hold så øje med dine fremskridt i en måned. Lav en optegnelse over dine succeser og nederlag. Når måneden er forbi, kan du se hvilke fremskridt du har gjort.