Gå direkte til indholdet

© Kim, Hyun-tae/iNaturalist. Licensed under CC-BY-4.0

STÅR DER EN DESIGNER BAG?

De japanske løvfrøers koordinerede kvæk

De japanske løvfrøers koordinerede kvæk

 Hannerne hos de japanske løvfrøer er kendt for deres karakteristiske kvæk, som bare bliver ved og ved i en tilsyneladende helt tilfældig rytme. Men faktisk kan man identificere de enkelte hanner selv i en stor larmende gruppe af frøer. I Japan har forskere der studerer frøerne, fundet frem til hemmeligheden bag – i virkeligheden er den måde hanfrøerne kvækker på, slet ikke tilfældig men yderst koordineret.

 Tænk over følgende: Hannerne laver lyde for at tiltrække hunner. Lydene kommer fra frøens stemmebånd og bliver forstærket af den resonans der skabes i kvækkeposen, som er en oppustelig pose på frøens hals.

 Hvordan er det muligt at skelne hanfrøernes kvæk fra hinanden? Forskere har fundet ud af at deres parringskald er meget koordinerede. Frøerne kvækker ikke i munden på hinanden, men i en helt specifik rækkefølge. Den effektive teknik gør at frøernes parringskald lyder som et stort kor, men de individuelle stemmer overlapper ikke hinanden. Ved at koordinere deres kald sparer frøerne også energi, og de kan tage en lille pause før det igen bliver deres tur til at kvække.

 Den koordinerede måde de japanske løvfrøer kvækker på, har inspireret forskere der arbejder med trådløs kommunikation. Ved at studere frøernes parringskald har de udviklet komplicerede matematiske formler der kan forbedre timingen for dataoverførsler så de enkelte datapakker ikke blokerer for hinanden. På den måde får man en mere stabil dataoverførsel og nedsætter energiforbruget.

 Hvad mener du? Er de japanske løvfrøers evne til at skabe et kor af velkoordinerede parringskald et resultat af en evolution, eller står der en designer bag?