„Babylon den Store er faldet!“
Kapitel 30
„Babylon den Store er faldet!“
1. Hvad bekendtgør den anden engel, og hvem eller hvad er Babylon den Store?
GUDS domstime er kommet! Lyt derfor til det guddommelige budskab: „Og endnu en engel, nummer to, fulgte efter og sagde: ’Hun er faldet! Babylon den Store er faldet, hun som har fået alle nationerne til at drikke af sin utugts harmes vin!’“ (Åbenbaringen 14:8) For første gang, men ikke sidste, retter Åbenbaringen opmærksomheden mod Babylon den Store. Dette Babylon vil senere, i kapitel 17, blive beskrevet som en vellystig skøge. Hvem eller hvad er det? Som vi skal se, er det et verdensomspændende imperium af religiøs art, et bedragerisk system som Satan har udtænkt, hvormed han kæmper mod Guds kvindes afkom. (Åbenbaringen 12:17) Babylon den Store er hele den falske religions verdensimperium. Det omfatter alle de religioner og trosretninger der viderefører det gamle Babylons religiøse lærepunkter og skikke og lægger dets ånd for dagen.
2. (a) Hvordan gik det til at den babyloniske religion blev spredt til alle dele af jorden? (b) Hvad er det mest fremtrædende afsnit af Babylon den Store, og hvornår blev dette en magtfuld organisation?
2 Det var i Babylon Jehova for over 4000 år siden skred ind mod bygningen af Babelstårnet ved at forvirre tårnbyggernes sprog. De forskellige sproggrupper blev spredt til jordens ender og tog de falske lærdomme og skikke med sig som danner grundlaget for de fleste religioner den dag i dag. (1 Mosebog 11:1-9) Babylon den Store er den religiøse del af Satans organisation. (Jævnfør Johannes 8:43-47.) Det mest fremtrædende afsnit af dette religiøse imperium er i dag den frafaldne kristenhed, der opstod som en magtfuld, lovløs organisation i det fjerde århundrede efter Kristus, med trosbekendelser og ceremonier der ikke stammer fra Bibelen men hovedsagelig fra babylonisk religion. — 2 Thessaloniker 2:3-12.
3. Hvordan kan det siges at Babylon den Store er faldet?
3 Her vil nogle måske spørge: ’Hvordan kan engelen bekendtgøre at Babylon den Store er faldet, når religionen stadig har stor indflydelse på jorden?’ Tænk imidlertid på hvad der skete efter at fortidens Babylon var faldet i 539 f.v.t. Da fik israelitterne frihed til at vende tilbage til deres hjemland og genoprette den sande tilbedelse dér. Den omstændighed at det åndelige Israel blev genrejst i 1919 og blev velsignet med en herlig åndelig velstand der varer ved og øges den dag i dag, er derfor et vidnesbyrd om at Babylon den Store faldt i det år. Det har ikke længere magt til at holde Guds folk nede. Desuden har det fået store vanskeligheder inden for sine egne rækker. Siden 1919 er dets korruption, uærlighed og umoralitet blevet afsløret for enhver. I det meste af Europa kommer folk ikke meget i kirkerne mere. Vanæret for øjnene af dem som har kærlighed til Guds sandhedsord, venter Babylon den Store nu så at sige i dødscellen på eksekveringen af Jehovas retfærdige dom.
Babylons beskæmmende fald
4-6. På hvilken måde har Babylon den Store „fået alle nationerne til at drikke af sin utugts harmes vin“?
4 Lad os undersøge de nærmere omstændigheder i forbindelse med Babylon den Stores beskæmmende fald. Engelen fortæller os her at „Babylon den Store ... har fået alle nationerne til at drikke af sin utugts harmes vin“. Hvad vil det sige? Det hentyder til sejr eller erobring. Jehova sagde for eksempel til Jeremias: „Tag dette bæger med forbitrelsens vin af min hånd og lad alle nationerne som jeg sender dig til, drikke det. Og de skal drikke og svaje frem og tilbage og handle forrykt på grund af sværdet som jeg sender iblandt dem.“ (Jeremias 25:15, 16) I det sjette og det syvende århundrede f.v.t. brugte Jehova fortidens Babylon til at udgyde et symbolsk trængselsbæger som mange nationer måtte drikke, deriblandt det frafaldne Juda, sådan at endog hans eget folk blev ført i fangenskab. Senere faldt Babylon selv, fordi dets konge hovmodede sig mod Jehova, „himmelens Herre“. — Daniel 5:23.
5 Babylon den Store har også vundet sejre eller foretaget erobringer, men som regel med mere underfundige midler. Det har „fået alle nationerne til at drikke“ ved at optræde som en skøge, ved at bedrive religiøs utugt med dem. Det har lokket politiske herskere til at indgå alliancer og knytte venskaber med det. Ved hjælp af religiøse fristelser er det lykkedes det at øve politisk, kommerciel og økonomisk undertrykkelse. Det har anstiftet religiøs forfølgelse, religionskrige og korstog, såvel som nationale krige, af rent politiske og kommercielle årsager. Og det har helliget disse krige ved at forbinde dem med Guds vilje.
6 Religionens rolle i det 20. århundredes krige og politiske anliggender er almindeligt kendt — for eksempel i det shintoistiske Japan, det hinduistiske Indien, det buddhistiske Vietnam og det „kristne“ Nordirland og Latinamerika, for ikke at tale om hvordan feltpræsterne på begge sider af fronten i de to verdenskrige tilskyndede unge mænd til at myrde hinanden. Et klassisk eksempel på Babylon den Stores flirten er den andel det havde i den spanske borgerkrig fra 1936 til 1939, hvori mindst 600.000 mennesker blev dræbt. Denne blodsudgydelse blev sat i gang af tilhængere af den katolske gejstlighed og deres medforbundne, delvis fordi kirkens rigdom og stilling var truet af Spaniens lovlige regering.
7. Hvad har været Babylon den Stores vigtigste angrebsmål, og hvilke metoder har det taget i anvendelse?
7 Da Babylon den Store er den religiøse del af Satans afkom, har det altid gjort Jehovas „kvinde“, „det Jerusalem som er oventil“, til sit særlige angrebsmål. I det første århundrede blev det tydeligt at menigheden af de salvede kristne var kvindens afkom. (1 Mosebog 3:15; Galaterne 3:29; 4:26) Babylon den Store forsøgte ihærdigt at besejre denne rene menighed ved at forlede den til at begå religiøs utugt. Apostlene Paulus og Peter advarede om at mange ville bukke under og at følgen ville blive et stort frafald. (Apostelgerninger 20:29, 30; 2 Peter 2:1-3) Jesu budskaber til de syv menigheder vidnede om at Babylon den Store hen imod slutningen af Johannes’ liv havde haft et vist held med sine forsøg på at fordærve menigheden. (Åbenbaringen 2:6, 14, 15, 20-23) Men Jesus havde allerede vist hvor langt det ville få lov at gå.
Hveden og ukrudtet
8, 9. (a) Hvad viste Jesu lignelse om hveden og ukrudtet? (b) Hvad skete der „mens folkene sov“?
8 I sin lignelse om hveden og ukrudtet talte Jesus om en mand der såede god sæd i en mark. Men da „folkene sov“ kom en fjende og oversåede marken med ukrudt. Resultatet var at hveden blev skjult af ukrudtet. Jesus forklarede lignelsen med disse ord: „Den der sår den gode sæd er Menneskesønnen; marken er verden; den gode sæd, det er rigets sønner; men ukrudtet er den ondes sønner, og fjenden der såede det, er Djævelen.“ Han viste derpå at hveden og ukrudtet ville få lov til at vokse sammen indtil „afslutningen på tingenes ordning“, hvor englene ville samle det symbolske ukrudt fra. — Mattæus 13:24-30, 36-43.
9 Det som Jesus og apostlene Paulus og Peter advarede om, skete. „Mens folkene sov“, enten efter at apostlene var sovet ind i døden eller da de kristne tilsynsmænd blev døsige med hensyn til at vogte Guds hjord, begyndte et babylonisk frafald at spire inden for selve menigheden. (Apostelgerninger 20:31) Snart var ukrudtet helt dominerende og skjulte hveden. I en række århundreder så det ud som om kvindens afkom var fuldstændig overvældet af det store Babylon.
10. Hvad var der sket i 1870’erne, og hvordan reagerede Babylon den Store på dette?
10 I 1870’erne var et antal salvede kristne begyndt at gøre nogle beslutsomme forsøg på at frigøre sig fra Babylon den Stores skøgevæsen. De tog afstand fra falske dogmer som kristenheden havde hentet fra hedenskabet og brugte frimodigt Bibelen til at forkynde at hedningernes tider ville udløbe i 1914. Babylon den Stores vigtigste redskab, kristenhedens gejstlighed, modsatte sig disse tilløb til genoprettelse af den sande tilbedelse. Under den første verdenskrig benyttede den sig af krigshysteriet til at forsøge at udslette denne lille gruppe trofaste kristne. I 1918, da deres virksomhed var næsten standset, så det ud til at Babylon den Store havde haft heldet med sig. Det havde tilsyneladende sejret over dem.
11. Hvad resulterede det gamle Babylons fald i?
11 Som tidligere nævnt, led den stolte by Babylon et katastrofalt fald i 539 f.v.t. Da hørtes råbet: „Hun er faldet! Babylon er faldet!“ Verdensrigets hovedsæde var faldet for Medo-Persiens hære under Kyros den Store. Skønt byen som sådan blev stående, var dens fald fra magtens tinde virkeligt nok, og det førte til at dens jødiske fanger blev givet fri. De vendte tilbage til Jerusalem for at genoprette den rene tilbedelse dér. — Esajas 21:9; 2 Krønikebog 36:22, 23; Jeremias 51:7, 8.
12. (a) Hvordan kan det siges at Babylon den Store er faldet i vor tid? (b) Hvoraf fremgår det at Jehova fuldstændig har forkastet kristenheden?
12 I vor tid er råbet om at Babylon den Store er faldet, også blevet hørt! Den babyloniske kristenheds midlertidige sejr i 1918 blev vendt til nederlag i 1919 da resten af de salvede, Johannesskaren, blev genrejst ved en åndelig opstandelse. Babylon den Store var faldet i den forstand at det ikke længere kunne holde Guds folk i fangenskab. Ligesom græshopper sværmede Kristi salvede brødre op af afgrunden, rede til handling. (Åbenbaringen 9:1-3; 11:11, 12) De udgjorde den nutidige „trofaste og kloge træl“, og Herren satte dem over alt hvad han ejede på jorden. (Mattæus 24:45-47) At de blev brugt på denne måde viste at Jehova nu havde forkastet kristenheden, til trods for at den hævdede at repræsentere ham på jorden. Den rene tilbedelse blev genoprettet, og vejen var åben for at fuldføre arbejdet med at besegle resten af de 144.000 — de øvrige af kvindens, Babylon den Stores ældgamle fjendes, afkom. Alt dette varslede et knusende nederlag for denne sataniske religiøse organisation.
De helliges udholdenhed
13. (a) Hvad bekendtgør den tredje engel? (b) Hvilken dom fælder Jehova over dem der modtager vilddyrets mærke?
13 Nu taler den tredje engel. Hør! „Og endnu en engel, nummer tre, fulgte efter dem og sagde med høj røst: ’Hvis nogen tilbeder vilddyret og dets billede og modtager et mærke på sin pande eller på sin hånd, så skal han også drikke af Guds harmes vin som er skænket ufortyndet i hans vredes bæger.’“ (Åbenbaringen 14:9, 10a) Af Åbenbaringen 13:16, 17 fremgik det at de der på Herrens dag ikke tilbad vilddyrets billede ville blive udsat for lidelser, ja endog døden. Nu erfarer vi at Jehova har besluttet at dømme dem der „har mærket, vilddyrets navn eller dets navns tal“. De vil blive tvunget til at drikke et bittert ’vredesbæger’ med Jehovas harme. Hvad vil dette betyde for dem? Da Jehova i 607 f.v.t. tvang Jerusalem til at drikke „forbitrelsens bæger“, erfarede byen „hærgen og sammenbrud, sult og sværd“ for babyloniernes hånd. (Esajas 51:17, 19) Når de der tilbeder jordens politiske magter og deres billede, De Forenede Nationer, kommer til at drikke af bægeret med Jehovas vrede, vil resultatet også blive til ulykke for dem. (Jeremias 25:17, 32, 33) De vil blive fuldstændig tilintetgjort.
14. Hvad kommer de der tilbeder vilddyret og dets billede til at erfare før de tilintetgøres, og hvordan beskriver Johannes dette?
14 Inden dette sker, må de der har dyrets mærke imidlertid lide den pine der er forbundet med Jehovas misbilligelse. Om den der tilbeder vilddyret og dets billede siger engelen til Johannes: „Og han skal pines med ild og svovl for de hellige engles øjne og for Lammets øjne. Og deres pines røg stiger op i evighedernes evigheder, og de har ingen hvile dag og nat, de som tilbeder vilddyret og dets billede, og enhver som modtager dets navns mærke.“ — Åbenbaringen 14:10b, 11.
15, 16. Hvad ligger der i ordene „ild og svovl“ i Åbenbaringen 14:10?
15 Nogle har taget denne omtale af ild og svovl som et bevis på at der findes et brændende helvede. Men et kort blik på en tilsvarende profeti viser hvad der virkelig ligger i disse ord i denne sammenhæng. Tilbage på Esajas’ tid advarede Jehova edomitterne om at deres nation ville blive straffet på grund af deres fjendskab mod Israel. Han sagde: „Edoms regnfloder skal forvandles til beg, og dets støv til svovl; og dets land skal blive som brændende beg. Nat eller dag — den slukkes ikke; til fjerne tider vil røgen fra den stige op. Fra generation til generation vil det være udtørret; aldrig i evighed vil nogen færdes i det.“ — Esajas 34:9, 10.
16 Blev Edom kastet i et mytisk helvede for at brænde dér for evigt? Naturligvis ikke. Men nationen blev fjernet fra verdensskuepladsen lige så grundigt som hvis den var blevet fortæret af ild og svovl. Det endelige resultat af straffen var ikke evig pine, men at Edom blev ’tomt, øde og til intet’. (Esajas 34:11, 12) Dette skildres levende ved røgen der ’stiger op til fjerne tider’. Når et hus brænder ned, bliver der ved med at komme røg fra asken et stykke tid efter at flammerne er døet bort, og denne røg fortæller tilskuerne at der har været en ødelæggende brand. Guds folk husker den dag i dag den belæring der er forbundet med Edoms ødelæggelse. På denne symbolske måde stiger røgen fra dets brand stadig op.
17, 18. (a) Hvordan vil det gå dem der modtager vilddyrets mærke? (b) På hvilken måde bliver de der tilbeder vilddyret, pint? (c) I hvilken forstand ’stiger deres pines røg op i evighedernes evigheder’?
17 De der har vilddyrets mærke vil også blive tilintetgjort fuldstændigt, som ved ild. Som det vises senere i profetien, vil deres lig få lov at ligge ubegravede på jorden så fugle og andre dyr kan æde dem. (Åbenbaringen 19:17, 18) Det er derfor tydeligt at de ikke rent bogstaveligt lider pine for evigt! Hvordan bliver de da ’pint med ild og svovl’? I den forstand at forkyndelsen af sandheden afslører dem og advarer dem om Guds kommende dom. Derfor bagvasker de Guds folk, og hvor de har mulighed for det, overtaler de snedigt det politiske vilddyr til at forfølge og endda dræbe Jehovas Vidner. Til sidst vil disse modstandere blive udslettet som med ild og svovl. Da vil ’deres pines røg stige op i evighedernes evigheder’ i den forstand at Guds dom over dem vil tjene som en prøvesten i det tilfælde at Jehovas retmæssige suverænitet nogen sinde igen skulle blive udfordret. Dette stridsspørgsmål vil være blevet afgjort én gang for alle, for tid og evighed.
18 Hvem forkynder det pinefulde budskab i dag? Husk at de symbolske græshopper har myndighed til at pine de mennesker der ikke har Guds segl på deres pander. (Åbenbaringen 9:5) Det er åbenbart dem der, under englenes ledelse, forvolder pinen. De symbolske græshopper er så vedholdende med deres angreb at „de som tilbeder vilddyret og dets billede, og enhver som modtager dets navns mærke“ ikke har nogen hvile, hverken dag eller nat. Og efter at de til sidst er blevet udslettet, vil det vældige vidnesbyrd om denne hævdelse af Jehovas suverænitet, „deres pines røg“, stige op i evighedernes evigheder. Måtte Johannesskaren holde ud indtil denne hævdelse er fuldbyrdet! Det er som engelen slutter med at sige: „Her gælder det de helliges udholdenhed, de som holder sig til Guds bud og Jesu tro.“ — Åbenbaringen 14:12.
19. Hvorfor kræves der udholdenhed af de hellige, og hvad fortæller Johannes som styrker dem?
19 De hellige viser udholdenhed ved at tilbede Jehova med udelt hengivenhed gennem Jesus Kristus. Deres budskab er ikke populært. Det medfører modstand, forfølgelse og i nogle tilfælde døden. Men de bliver styrket af det næste Johannes fortæller: „Og jeg hørte en stemme fra himmelen sige: ’Skriv: Lykkelige er de døde som dør i samhørighed med Herren fra nu af. Ja, siger ånden, lad dem hvile fra deres slid, for det de har gjort, følger med dem.’“ — Åbenbaringen 14:13.
20. (a) Hvordan stemmer det løfte Johannes fremsætter, med det Paulus forudsiger om tiden for Jesu nærværelse? (b) Hvilket særligt privilegium får de af de salvede som dør efter at Satan er kastet ud af himmelen?
20 Dette løfte stemmer overens med følgende profeti af Paulus angående Jesu nærværelse: „De som er døde i samhørighed med Kristus skal opstå først. Derefter skal vi som lever og som bliver tilbage [de salvede som stadig er i live på Herrens dag], sammen med dem rykkes bort i skyer for at møde Herren i luften.“ (1 Thessaloniker 4:15-17) Efter at Satan var kastet ud af himmelen opstod først de som var døde i samhørighed med Kristus. (Jævnfør Åbenbaringen 6:9-11.) Derefter får de af de salvede som dør i løbet af Herrens dag, et særligt privilegium. Deres opstandelse til åndeligt liv i himmelen vil finde sted „i et nu, i et øjeblik“. (1 Korinther 15:52) Hvor vidunderligt er dette ikke! Og deres retfærdige gerninger vil fortsætte uden afbrydelse i den himmelske verden.
Jorden høstes
21. Hvad fortæller Johannes om „jordens høst“?
21 Andre vil også få glæde af denne domsdag. Johannes fortæller videre: „Og jeg så, og se! en hvid sky, og på skyen sad en ligesom en menneskesøn, med en guldkrone på sit hoved og en skarp segl i sin hånd. Og en anden engel [den fjerde] kom ud fra tempelhelligdommen og råbte med høj røst til ham som sad på skyen: ’Gå i gang med din segl og høst, for timen er kommet til at høste, for jordens høst er overmoden.’ Og han som sad på skyen svang sin segl over jorden, og jorden blev høstet.“ — Åbenbaringen 14:14-16.
22. (a) Hvem er det der sidder på den hvide sky og har en guldkrone på hovedet? (b) Hvornår finder høstens højdepunkt sted, og hvordan?
22 Der er ingen tvivl om hvem det er der sidder på den hvide sky. Eftersom han ligner en menneskesøn og har en guldkrone på hovedet, er det tydeligvis Jesus, den messianske konge som Daniel også så i et syn. (Daniel 7:13, 14; Markus 14:61, 62) Men hvilken høst er det der forudsiges her? Mens Jesus var på jorden, sammenlignede han arbejdet med at gøre disciple med en høst hvor marken var menneskehedens verden. (Mattæus 9:37, 38; Johannes 4:35, 36) Denne høst når sit højdepunkt på Herrens dag, når Jesus er blevet kronet til konge og eksekverer dom på sin Faders vegne. Hans regeringstid siden 1914 falder altså sammen med den glædelige indhøstning. — Jævnfør Femte Mosebog 16:13-15.
23. (a) Fra hvem lyder beskeden om at høsten kan begynde? (b) Hvilken høst har fundet sted fra 1919 frem til nu?
23 Selv om Jesus er konge og dommer, venter han på besked fra sin Gud, Jehova, før han begynder at høste. Denne besked kommer fra „tempelhelligdommen“ og bliver overbragt af en engel. Jesus adlyder straks. Først lader han sine engle, fra og med 1919, fuldføre indhøstningen af de 144.000. (Mattæus 13:39, 43; Johannes 15:1, 5, 16) Dernæst finder indhøstningen af den store skare andre får sted. (Johannes 10:16; Åbenbaringen 7:9) Historien viser at der mellem 1931 og 1935 var mange af disse andre får som begyndte at vise sig. I 1935 lod Jehova så Johannesskaren forstå hvem den store skare i Åbenbaringen 7:9-17 i virkeligheden var, og fra da af blev der lagt stor vægt på indsamlingen af denne skare. I år 2005 var dens antal nået op over seks millioner, og det øges fortsat. Den der ligner en menneskesøn har i sandhed fået en stor og glædelig høst i denne endens tid. — Jævnfør Anden Mosebog 23:16; 34:22.
Jordens vintræ trædes ned
24. Hvad har den femte engel i hånden, og hvad råber den sjette engel?
24 Når høsten til frelse er fuldført, er tiden inde til en anden høst. Johannes beretter: „Og en anden engel igen [den femte] kom ud fra tempelhelligdommen som er i himmelen, og også han havde en skarp segl. Og en anden engel igen [den sjette] kom ud fra alteret, og han havde myndighed over ilden. Og han råbte med høj røst til ham som havde den skarpe segl, og sagde: ’Gå i gang med din skarpe segl og indhøst klaserne på jordens vintræ, for dets druer er blevet modne.’“ (Åbenbaringen 14:17, 18) De himmelske engle har fået meget at gøre med at skille de gode fra de onde under høsten på Herrens dag!
25. (a) Hvad fremgår af den omstændighed at den femte engel kom ud fra tempelhelligdommen? (b) Hvorfor er det på sin plads at befalingen om at begynde høsten overbringes af en engel der „kom ud fra alteret“?
25 Den femte engel kommer fra Jehovas nærhed i tempelhelligdommen; den afsluttende høst finder derfor også sted i overensstemmelse med Jehovas vilje. Befalingen til engelen om at gå i gang med arbejdet lyder gennem en anden engel, der „kom ud fra alteret“. Dette har stor betydning, for de trofaste sjæle under alteret havde spurgt: „Hvor længe, suveræne Herre, du hellige og sande, vil du afholde dig fra at dømme og hævne vort blod på dem som bor på jorden?“ (Åbenbaringen 6:9, 10) Med indhøstningen af jordens vintræ bliver denne anmodning om hævn imødekommet.
26. Hvad er „jordens vintræ“?
26 Men hvad er „jordens vintræ“? I De Hebraiske Skrifter blev den jødiske nation omtalt som Jehovas vinstok. (Esajas 5:7; Jeremias 2:21) Jesus Kristus og de der kommer til at tjene sammen med ham i Guds rige, bliver også omtalt som et vintræ. (Johannes 15:1-8) Det der fremhæves i denne sammenhæng er at et vintræ bærer frugt, og det sande kristne vintræ har båret rigelig frugt til Jehovas pris. (Mattæus 21:43) „Jordens vintræ“ må derfor være Satans efterligning af dette ægte vintræ, hans fordærvede, synlige regeringssystem på jorden med dets forskellige ’klaser’ af dæmonisk frugt som er blevet frembragt gennem århundrederne. Babylon den Store, hvori den frafaldne kristenhed indtager en meget fremtrædende plads, har øvet stor indflydelse på dette giftige vintræ. — Jævnfør Femte Mosebog 32:32-35.
27. (a) Hvad sker der efter at engelen med seglen har indhøstet jordens vintræ? (b) Hvilke profetier i De Hebraiske Skrifter viser hvor omfattende høsten er?
27 Dommen skal eksekveres! „Og engelen svang sin segl over jorden og indhøstede jordens vintræ, og han kastede det i Guds harmes store vinperse. Og vinpersen blev trådt uden for byen, og blod kom ud af vinpersen og stod helt op til hestenes bidsler på en strækning af et tusind og seks hundrede stadier.“ (Åbenbaringen 14:19, 20) Jehovas vrede mod dette vintræ er blevet gjort kendt for længe siden. (Zefanias 3:8) En profeti i Esajas’ bog efterlader ingen tvivl om at hele nationer vil blive udslettet når vinpersen trædes. (Esajas 63:3-6) Joel forudsagde også at vældige „skarer“, hele nationer, ville blive trampet ned og ødelagt i „vinpersen“ i „afgørelsens lavning“. (Joel 3:12-14) I sandhed en vældig høst hvis lige aldrig vil forekomme igen! Ifølge Johannes’ syn bliver ikke kun druerne men hele det symbolske vintræ indhøstet og kastet i vinpersen, hvor det bliver trådt ned. Jordens vintræ bliver altså fældet og knust og vil aldrig kunne vokse frem igen.
28. Hvem bliver jordens vintræ trådt ned af, og hvad betyder det at vinpersen bliver „trådt uden for byen“?
28 Vinpersen i synet trædes af heste, for der siges at blodet som trædes ud af vintræet, når „helt op til hestenes bidsler“. Eftersom begrebet „heste“ normalt sigter til krigshandlinger, må det være en tid med krig. De himmelske hære der følger Jesus i den endelige krig mod Satans tingenes ordning, siges at træde „Guds, den Almægtiges, vredes harmes vinperse“. (Åbenbaringen 19:11-16) Det er tydeligvis dem der nedtræder jordens vintræ. Vinpersen bliver trådt „uden for byen“, det vil sige uden for det himmelske Zion. Det er meget passende at jordens vintræ bliver trådt ned på jorden. Men det vil også ske „uden for byen“ i den forstand at de tilbageværende af kvindens afkom, som repræsenterer det himmelske Zion på jorden, ikke vil lide nogen overlast. De vil sammen med den store skare være i sikkerhed inden for Jehovas jordiske organisationsordning. — Esajas 26:20, 21.
29. Hvor dyb er blodstrømmen fra vinpersen, hvor lang er den, og hvad vidner dette om?
29 Handlingen i dette syn danner en parallel til beskrivelsen i Daniel 2:34, 44, hvor Guds rige skildres som en sten der knuser de jordiske riger. Der finder en tilintetgørelse sted. Blodstrømmen fra vinpersen er meget dyb — den når op til hestenes bidsler — og den løber på en strækning af 1600 stadier. * Dette vældige tal, som man får ved at gange kvadratet på fire med kvadratet på ti (4 x 4 x 10 x 10), viser på en eftertrykkelig måde at vidnesbyrdet om ødelæggelsen vil kunne ses på hele jorden. (Esajas 66:15, 16) Ødelæggelsen vil være fuldstændig og uigenkaldelig. Satans vintræ på jorden vil aldrig i evighed skyde rod igen! — Salme 83:17, 18.
30. Hvilken slags frugter bærer Satans vintræ, og hvad bør vi være fast besluttede på?
30 Da vi lever så langt fremme på endens tid som vi gør, har synet af disse to indhøstninger overordentlig stor betydning for os. Vi behøver kun at se os omkring for at få øje på frugterne på Satans vintræ. Aborter og andre former for mord; homoseksualitet, ægteskabsbrud og andre former for umoralitet; uærlighed og mangel på naturlig hengivenhed — alle sådanne ting gør denne verden ond og fordærvet i Jehovas øjne. Satans vintræ bærer „giftplanters og malurts frugt“. Dets ødelæggende og afguderiske færd vanærer menneskehedens store Skaber. (5 Mosebog 29:18; 32:5; Esajas 42:5, 8) Hvilken forret er det ikke at samarbejde med Johannesskaren i indhøstningen af de sunde frugter som Jesus frembringer til Jehovas pris! (Lukas 10:2) Måtte vi alle være besluttede på at vi aldrig vil lade os besmitte af denne verdens vintræ, og måtte vi således undgå at blive trampet ned sammen med jordens vintræ når Jehovas ugunstige dom eksekveres.
[Fodnote]
^ par. 29 1600 stadier svarer til cirka 300 kilometer. — Åbenbaringen 14:20, fodnoten i studieudgaven af Ny Verden-Oversættelsen.
[Studiespørgsmål]
[Ramme på side 208]
„Hendes utugts vin“
En fremtrædende del af Babylon den Store er den romersk-katolske kirke. Kirken styres af paven i Rom og hævder at hver enkelt pave er apostelen Peters efterfølger. Læs her hvad der oplyses om nogle af disse såkaldte efterfølgere:
Formosus (891-96): „Ni måneder efter hans død blev hans lig taget op af den pavelige krypt og stillet for retten for en ’rædselssynode’ hvor Stefan [den nye pave] førte forsædet. Den afdøde pave blev anklaget for at have tragtet for ærgerrigt efter det pavelige embede, og alle hans handlinger blev erklæret ugyldige. ... Liget blev afført de pavelige klæder; højre hånds fingre blev hugget af.“ — New Catholic Encyclopedia.
Stefan VI (896-97): „I løbet af få måneder [efter rettergangen mod Formosus’ lig] gjorde en voldsom reaktion ende på pave Stefans pontifikat; han blev frataget de pavelige insignier, fængslet og kvalt.“ — New Catholic Encyclopedia.
Sergius III (904-11): „Hans to nærmeste forgængere ... blev kvalt i fængselet. ... I Rom blev han støttet af Theophylactus-familien, med en af hvis døtre, Marozia, han menes at have fået en søn (den senere pave Johannes XI).“ — New Catholic Encyclopedia.
Stefan VII (928-31): „I de sidste år af sit pontifikat havde pave Johannes X ... pådraget sig Marozias, Roms Donna Senatrix’, vrede, og var blevet fængslet og myrdet. Marozia overdrog derefter pavedømmet til pave Leo VI, som døde efter 6 1⁄2 måned i embedet. Han efterfulgtes af Stefan VII, sandsynligvis ved Marozias indflydelse. ... I sine to år som pave var han en magtesløs person under Marozias herredømme.“ — New Catholic Encyclopedia.
Johannes XI (931-35): „Efter Stefan VII’s død ... fik Marozia af Theophylactus’ hus sin søn Johannes, en ung mand i begyndelsen af tyverne, valgt til pave. ... Som pave var Johannes domineret af sin moder.“ — New Catholic Encyclopedia.
Johannes XII (955-64): „Han var næppe atten år gammel, og samtidige beretninger samstemmer vedrørende hans mangel på interesse for det åndelige, hans hang til lave glæder og hans hæmningsløst udsvævende liv.“ — The Oxford Dictionary of Popes.
Benedikt IX (1032-44; 1045; 1047-48): „Han er kendt for to gange at have solgt paveværdigheden til sin gudfader og derefter at have krævet embedet tilbage igen.“ — The New Encyclopædia Britannica.
I stedet for at følge den trofaste Peters eksempel har disse og andre paver øvet en ond og skadelig indflydelse. De tillod at kirken som de styrede, pådrog sig blodskyld, lå under for en Jesabel-indflydelse og blev fordærvet af åndelig og legemlig utugt. (Jakob 4:4) I 1917 fremstillede bibelstudenternes bog Den fuldbyrdede Hemmelighed mange af disse forhold i skarpe detaljer. Dette var en af de måder hvorpå datidens bibelstudenter ’slog jorden med al slags plage’. — Åbenbaringen 11:6; 14:8; 17:1, 2, 5.
[Illustration på side 206]
Kristus på tronen udfører med engles hjælp en domsgerning
[Illustration på side 207]
Efter Babylons fald i 539 f.v.t. blev dets fanger frigivet
