Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Bibelens storslåede tema

Bibelens storslåede tema

Kapitel 2

Bibelens storslåede tema

Fortolkning af Bibelen De hemmeligheder der er nedfældet i Åbenbaringsbogen har længe været en gåde for oprigtige bibellæsere. En dag, når Guds tid var inde, ville deres betydning blive klarlagt, men hvordan, hvornår og for hvem? Kun Guds ånd kunne løfte sløret når den fastsatte tid var nær. (Åbenbaringen 1:3) Da ville de hellige hemmeligheder blive åbenbaret for Guds nidkære trælle på jorden, så de kunne blive styrket til at gøre hans domme kendt. (Mattæus 13:10, 11) Vi hævder ikke at de forklaringer der fremsættes i denne bog er ufejlbarlige. Ligesom Josef i fortiden siger vi: „Tilkommer det ikke Gud at give tydninger?“ (1 Mosebog 40:8) På den anden side er vi fuldt overbevist om at forklaringerne stemmer overens med Bibelen som helhed, idet de viser hvor bemærkelsesværdigt de guddommelige profetier er blevet opfyldt af verdensbegivenhederne i vor skæbnesvangre tid.

1. Hvad går Jehovas storslåede hensigt ud på?

 ET ORDSPROG i Bibelen lyder: „Afslutningen på en sag er bedre end begyndelsen på den.“ (Prædikeren 7:8) Det er i Åbenbaringens bog vi læser om den dramatiske gennemførelse af Jehovas storslåede hensigt, der går ud på at han vil hellige sit navn over for al skabningen, sådan som han igen og igen erklærede ved en af sine profeter i fortiden: „De skal vide at jeg er Jehova.“ — Ezekiel 25:17; 38:23.

2. Hvilken tilfredsstillende kundskab kan vi opnå ved at læse Åbenbaringen og nogle af de tidligere bøger i Bibelen?

2 Ligesom den sejrrige afslutning på denne sag er skildret i Åbenbaringens bog, er begyndelsen på den beskrevet for os i nogle af de tidligere bøger i Bibelen. Når vi undersøger denne beretning vil vi få forståelse af de stridsspørgsmål der er involveret og få et overblik over den gradvise gennemførelse af Guds hensigt. Dette er meget tilfredsstillende, og det vil sikkert bevæge os til handling så vi kan få en andel i den storslåede fremtid der venter menneskeheden. (Salme 145:16, 20) Det vil derfor være meget passende at vi her tager et tilbageblik over Bibelens baggrund og tema, så vi kan have det altafgørende stridsspørgsmål som hele menneskeheden nu er stillet over for, i tanke, og vide hvordan Gud tydeligt har erklæret at han vil afgøre dette spørgsmål.

3. Hvilken profeti i Første Mosebog anslår temaet for hele Bibelen, også Åbenbaringen?

3 Bibelens første bog, Første Mosebog, fortæller om „begyndelsen“ og beskriver frembringelsen af Guds jordiske skaberværk med mennesket som kronen på værket. Bogen indeholder også den første guddommelige profeti, der blev udtalt af Gud selv i Edens have for rundt regnet 6000 år siden. Gennem en slange var den første kvinde, Eva, netop blevet bedraget, og hun havde overtalt sin mand, Adam, til at gøre hende følgeskab i overtrædelsen af Jehovas lov ved at spise af „træet til kundskab om godt og ondt“. Da Gud afsagde dommen over det syndige menneskepar sagde han til slangen: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden og mellem dit afkom og hendes afkom. Han skal knuse hovedet på dig, og du skal knuse hælen på ham.“ (1 Mosebog 1:1; 2:17; 3:1-6, 14, 15) Denne profeti anslår temaet for hele Bibelen, også Åbenbaringen.

4. (a) Hvad skete der med vore første forældre efter at Gud havde udtalt den første profeti? (b) Hvilke spørgsmål giver profetien anledning til, og hvorfor er det nødvendigt at kende svarene?

4 Straks efter at Gud havde udtalt denne profeti, viste han vore første forældre ud af Eden. Nu kunne de ikke længere se frem til at leve evigt i Paradiset; de måtte leve resten af deres liv på den uopdyrkede jord udenfor. Dødsstraffen var udtalt over dem, og deres børn ville blive født som syndere. (1 Mosebog 3:23–4:1; Romerne 5:12) Men hvad betyder den profeti der blev udtalt i Eden? Hvem drejer den sig om? Hvilken forbindelse har den med Åbenbaringen? Hvad har den at sige os i dag? Hvis vi personligt skal undslippe følgerne af den tragiske begivenhed der fik Jehova til at udtale profetien, er det af afgørende betydning at vi kender svarene på disse spørgsmål.

Dramaets hovedpersoner

5. Hvordan berørte det Guds suverænitet og hans navn at slangen bedrog Eva, og hvordan vil denne strid blive afgjort?

5 Profetien i Første Mosebog 3:15 var henvendt til slangen som havde løjet for Eva og sagt til hende at hun ikke ville dø hvis hun var ulydig, men at hun ville blive selvstændig, ja en gudinde. Derved havde slangen gjort Jehova til en løgner og insinueret at menneskene kunne forbedre deres lod ved at forkaste hans overherredømme. (1 Mosebog 3:1-5) Jehovas suverænitet var blevet draget i tvivl og hans gode navn smudset til. Åbenbaringens bog beskriver hvordan den retfærdige Dommer, Jehova, benytter Riget ved sin søn, Jesus Kristus, til at hævde sin suverænitet og rense sit navn for forsmædelse. — Åbenbaringen 12:10; 14:7.

6. Hvem viser Åbenbaringen det var der talte til Eva gennem en slange?

6 Var „slangen“ som Gud talte til, blot en bogstavelig slange? Nej. Åbenbaringen viser os at det var en ondsindet åndeskabning der talte gennem slangen. Det var „den store drage ..., slangen fra fortiden, der kaldes Djævelen og Satan, som vildleder hele den beboede jord“ der „forførte Eva med sin underfundighed“. — Åbenbaringen 12:9; 2 Korinther 11:3.

7. Hvoraf fremgår det at kvinden i Første Mosebog 3:15 hører til i den åndelige verden?

7 Første Mosebog 3:15 taler dernæst om „kvinden“. Var det Eva? Det mente hun måske selv. (Jævnfør Første Mosebog 4:1.) Men der kunne ikke bestå noget langvarigt fjendskab mellem Eva og Satan, eftersom Eva døde for over 5000 år siden. Og eftersom Slangen som Jehova henvendte sig til, var en usynlig åndeskabning, må vi forvente at kvinden også hører til den åndelige verden. Dette bekræftes i Åbenbaringen 12:1, 2, som viser at det er en symbolsk kvinde, nemlig Jehovas himmelske organisation af åndeskabninger. — Se også Esajas 54:1, 5, 13.

To slags afkom som modstår hinanden

8. Hvorfor bør vi være dybt interesserede i det der nu siges om to slags afkom?

8 Derefter nævnes der to slags afkom i Første Mosebog 3:15. De bør interessere os stærkt, for de er uløseligt knyttet til det store stridsspørgsmål om retten til det suveræne herredømme over jorden. Det angår os alle, hvad enten vi er unge eller gamle. Hvilken af de to slags afkom går du ind for?

9. Hvem er tydeligvis en del af Slangens afkom?

9 Først er der Slangens afkom. Hvem er det? Det omfatter tydeligvis de andre åndeskabninger der sluttede sig til Satan i oprøret og som til sidst blev kastet ned til det jordiske domæne sammen med ham. (Åbenbaringen 12:9) Eftersom Satan, eller Beelzebul, er „dæmonernes hersker“, er det tydeligt at de udgør hans usynlige organisation. — Markus 3:22; Efeserne 6:12.

10. Hvordan viser Bibelen at der også er andre som hører med til Satans afkom?

10 Desuden sagde Jesus til sin tids jødiske religiøse ledere: „I er fra jeres fader Djævelen, og I vil gerne gøre hvad jeres fader ønsker.“ (Johannes 8:44) Ved deres modstand mod Guds søn viste disse religiøse ledere at de også kom fra Satan. De var en del af Satans afkom, idet de tjente ham som deres symbolske fader. Mange andre mennesker har op gennem historien vist hvor de hører til ved at gøre Satans vilje, især ved at modstå og forfølge Jesu disciple. Disse mennesker kan kollektivt betegnes som Satans synlige organisation på jorden. — Se Johannes 15:20; 16:33; 17:15.

Hvem kvindens afkom er

11. Hvad åbenbarede Gud op gennem tiden vedrørende kvindens afkom?

11 Til sidst taler profetien i Første Mosebog 3:15 om kvindens afkom. Mens Satan var i færd med at udvikle sit afkom, traf Jehova forberedelser til at hans „kvinde“, hans hustrulignende himmelske organisation, en dag kunne frembringe et afkom. I løbet af en periode på omkring 4000 år åbenbarede han gradvis for lydige, gudfrygtige mennesker flere og flere enkeltheder vedrørende det afkom der skulle komme. (Esajas 46:9, 10) Abraham, Isak, Jakob og andre fik løfte om at afkommet ville fremstå i deres slægtslinje, og kunne i tro se hen til at løftet ville gå i opfyldelse. (1 Mosebog 22:15-18; 26:4; 28:14) Satan og hans håndlangere forfulgte ofte sådanne Jehovas tjenere på grund af deres urokkelige tro. — Hebræerne 11:1, 2, 32-38.

12. (a) Hvornår og ved hvilken begivenhed fremtrådte den der i første række udgjorde kvindens afkom? (b) I hvilken hensigt blev Jesus salvet?

12 Omsider, i år 29 efter vor tidsregning, fremstillede det fuldkomne menneske Jesus sig ved Jordanfloden og blev døbt. Jehova avlede ham med hellig ånd og sagde: „Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.“ (Mattæus 3:17) Dette viste at Jesus var blevet udsendt fra Guds åndelige organisation i himmelen. Desuden blev han ved denne handling salvet som den vordende konge i det himmelske rige som ville genoprette herredømmet over jorden i Jehovas navn og dermed én gang for alle afgøre stridsspørgsmålet om det suveræne herredømme. (Åbenbaringen 11:15) Jesus er således den der i første række udgør kvindens afkom. Han er den forudsagte Messias. — Jævnfør Galaterbrevet 3:16; Daniel 9:25.

13, 14. (a) Hvorfor skulle det ikke overraske os at kvindens afkom omfatter mere end blot én fremtrædende person? (b) Hvor mange har Gud udvalgt fra menneskeslægten til at være den sekundære del af afkommet, og hvilken slags organisation udgør de? (c) Hvem tjener nu i samhørighed med dette afkom?

13 Skulle kvindens afkom blot bestå af én fremtrædende person? Hvordan var det med Satans afkom? Ifølge Bibelen kom Satans afkom til at bestå af et stort antal onde engle og gudvanærende mennesker. Det skulle derfor ikke overraske os at Gud har besluttet at udvælge 144.000 trofaste fra menneskeslægten til at være præstelige medregenter med det messianske afkom, Jesus Kristus. Det er dem Åbenbaringen sigter til når den siger at Djævelen i sit fjendskab mod Guds hustrulignende organisation „gik bort for at føre krig mod de øvrige af hendes afkom“. — Åbenbaringen 12:17; 14:1-4.

14 I Bibelen kaldes de salvede kristne Jesu brødre, og som hans brødre har de samme Fader og samme moder som han. (Hebræerne 2:11) Deres Fader er Jehova Gud. Deres moder må derfor være „kvinden“, Guds hustrulignende himmelske organisation. Derved bliver de en sekundær del af afkommet, mens Kristus Jesus er den primære del. Menigheden af disse åndsavlede kristne på jorden udgør Guds synlige organisation der tjener under hans hustrulignende organisation i himmelen, hvor de vil blive forenet med Kristus Jesus ved deres opstandelse. (Romerne 8:14-17; Galaterne 3:16, 29) Millioner af andre får som ikke hører til afkommet, samles nu fra alle nationer for at tjene sammen med Guds organisation på jorden. Er du et af disse andre får? Da kan du med glæde se frem til evigt liv i et jordisk paradis. — Johannes 10:16; 17:1-3.

Fjendskabet under udvikling

15. (a) Beskriv udviklingen af Satans afkom blandt såvel mennesker som engle. (b) Hvad skete der med Satans afkom under vandfloden på Noas tid?

15 Satans jordiske afkom begyndte at vise sig meget tidligt i menneskehedens historie. Kain, det første menneske der blev født, „var af den onde og slog sin broder [Abel] ihjel“. (1 Johannes 3:12) Senere talte Enok om at Jehova ville komme „med sine hellige titusinder for at eksekvere dom over alle og bevise at alle de ugudelige var skyldige i alle deres ugudelige gerninger som de havde øvet på en ugudelig måde, og i alle de chokerende ord som ugudelige syndere havde udtalt imod ham“. (Judas 14, 15) Desuden var der oprørske engle som sluttede sig til Satan og blev en del af hans afkom. De „forlod deres egen bolig“ i himmelen for at materialisere sig i kødelige legemer og gifte sig med menneskedøtrene. De frembragte et overmenneskeligt bastardafkom af tyranner. Verden blev fyldt med vold og ondskab, med det resultat at Gud udslettede den i Vandfloden. De eneste mennesker der overlevede, var den trofaste Noa og hans familie. De ulydige engle — nu dæmoner under Satans herredømme — blev tvunget til at forlade deres dødsdømte menneskehustruer og bastardbørn. De dematerialiserede sig og vendte tilbage til åndeverdenen, hvor de afventer eksekveringen af Guds snarlige dom over Satan og hans afkom. — Judas 6; 1 Mosebog 6:4-12; 7:21-23; 2 Peter 2:4, 5.

16. (a) Hvilken tyran trådte frem på skuepladsen efter Vandfloden, og hvordan viste han at han var en del af Satans afkom? (b) Hvordan krydsede Gud tårnbyggernes planer?

16 Kort efter Vandfloden fremtrådte der en tyran ved navn Nimrod på jorden. Bibelen beskriver ham som „en vældig jæger i opposition til Jehova“ — i sandhed en del af slangens afkom. Ligesom Satan afslørede han en oprørsk ånd og byggede byen Babel eller Babylon i trods mod Jehovas hensigt, som var at menneskene skulle spredes og fylde jorden. Babylons pragtstykke skulle have været et stort tårn hvis top nåede op i himmelen. Men Gud krydsede tårnbyggernes planer. Han forvirrede deres sprog og ’spredte dem derfra over hele jordens flade’, men lod byen Babylon blive stående. — 1 Mosebog 9:1; 10:8-12; 11:1-9.

Der opstår politiske magter

17. Hvilket fordærvet samfundselement opstod efterhånden som menneskeslægten voksede, og hvilke store imperier fremkom som følge heraf?

17 I Babylon opstod der samfundselementer som var i opposition til Jehovas suveræne herredømme. Et af disse elementer var det politiske. Efterhånden som menneskeslægten voksede, var der andre ærgerrige mennesker som fulgte Nimrods eksempel og tilrev sig magt. Det ene menneske begyndte at udøve myndighed over det andet til skade for det. (Prædikeren 8:9) På Abrahams tid blev Sodoma og Gomorra og nabobyerne således underlagt konger fra Sinear og andre fjerne lande. (1 Mosebog 14:1-4) Dygtige hærførere og organisatorer opbyggede vældige imperier hvorved de skaffede sig rigdom og ære. Bibelen omtaler nogle af disse, deriblandt Ægypten, Assyrien, Babylon, Medo-Persien, Grækenland og Rom.

18. (a) Hvordan stillede Guds tjenere sig til de politiske herskere? (b) Hvordan har politiske myndigheder undertiden tjent Guds interesser? (c) Hvordan har mange herskere tydeligt vist at de hører til Slangens afkom?

18 Jehova tolererede disse politiske magters eksistens, og hans tjenere viste dem relativ lydighed når de levede i lande som var underlagt deres herredømme. (Romerne 13:1, 2) Til tider tjente politiske myndigheder endog til fremme af Guds hensigter eller til beskyttelse af hans folk. (Ezra 1:1-4; 7:12-26; Apostelgerninger 25:11, 12; Åbenbaringen 12:15, 16) Mange politiske herskere har imidlertid på det grusomste modarbejdet den sande tilbedelse og således tydeligt vist sig at være en del af Slangens afkom. — 1 Johannes 5:19.

19. Hvordan skildres verdensmagterne i Åbenbaringens bog?

19 Menneskers styre er i de fleste tilfælde kommet sørgeligt til kort med hensyn til at bringe menneskene lykke eller at løse deres problemer. Jehova har tilladt menneskene at forsøge sig med enhver styreform, men han billiger ikke korruption eller misregimente. (Ordsprogene 22:22, 23) I Åbenbaringen fremstilles de undertrykkende verdensmagter under ét som et stolt og forfærdende vilddyr. — Åbenbaringen 13:1, 2.

En selvisk handelsverden

20, 21. Hvilket andet samfundselement må regnes med til Satans onde afkom, og hvorfor?

20 I nær tilknytning til de politiske ledere opstod der en samfundsgruppe som beskæftigede sig med uærlig forretning og vareomsætning. Af beretninger som er fundet i det gamle Babylons ruiner fremgår det at forretningstransaktioner hvor andres uheldige situation blev groft udnyttet, var meget almindelige dengang. Verdens købmænd er vedblevet med at søge selvisk vinding til den dag i dag, hvor der i mange lande er nogle få som er meget rige, mens hovedparten af befolkningen må leve i fattigdom. I dette industrialiserede århundrede har fabrikanter og forretningsfolk skaffet sig stor profit ved at forsyne de politiske magter med store lagre af djævelske våben, deriblandt masseødelæggelsesvåben der nu er årsag til stor bekymring. Sådanne grådige forretningsmagnater og andre af deres slags må sammen med ’militærtribunerne’ og ’de stærke mænd’ regnes med til Satans onde afkom. De er alle en del af den jordiske organisation som Gud og Kristus dømmer værdig til udslettelse. — Åbenbaringen 19:18.

21 Til den fordærvede politiske verden og den grådige handelsverden må der føjes et tredje velkendt element af det jordiske menneskesamfund som også fortjener Guds ugunstige dom. Hvad er det for et element? Du vil nok blive overrasket over hvad Åbenbaringen siger om dette.

Babylon den Store

22. Hvilken form for religion opstod i det gamle Babylon?

22 Opførelsen af det gamle Babylon var ikke kun et politisk foretagende. Eftersom byen blev grundlagt i trods mod Jehovas suverænitet, var der religion med i spillet. Ja, det gamle Babylon blev ligefrem et afgudsdyrkelsens udspring. Dets præster fremholdt gudvanærende lærdomme, som for eksempel at mennesket har en sjæl der lever videre efter døden og at der i den hinsides verden findes et evigt pinested som beherskes af dæmoner. De fremelskede tilbedelse af skabninger og af et utal af guder og gudinder. De fandt på myter som skulle forklare jordens og menneskets oprindelse og foretog nedværdigende ritualer og ofringer som skulle sikre menneskers og markers frugtbarhed og skaffe sejr i krig.

23. (a) Hvad tog folk med sig da de spredtes fra Babylon, og med hvilket resultat? (b) Hvilket navn bruger Åbenbaringen til at betegne den falske religions verdensimperium? (c) Hvad har den falske religion altid kæmpet imod?

23 Da menneskene fra Babylon spredtes ud over jorden i de forskellige sproggrupper, tog de den babyloniske religion med sig. På denne måde blev ritualer og opfattelser som svarede til dem der fandtes i det gamle Babylon, udbredt blandt de oprindelige indbyggere i Europa, Afrika, Amerika, Det Fjerne Østen og øgrupperne i det sydlige Stillehav, og mange af disse opfattelser holdes i hævd den dag i dag. Åbenbaringen omtaler derfor meget passende den falske religions verdensimperium som en by der kaldes Babylon den Store. (Åbenbaringen, kapitlerne 17, 18) Overalt hvor den falske religion er blevet sået, har den avlet undertrykkende præsteskaber, overtro, uvidenhed og umoralitet. Den har været et magtfuldt redskab i Satans hånd. Babylon den Store har altid bittert bekæmpet den sande tilbedelse af den suveræne Herre Jehova.

24. (a) Hvordan blev Slangen i stand til at „knuse hælen“ på kvindens afkom? (b) Hvorfor beskriver profetien blot dette som en hæl der knuses?

24 En særlig forkastelig del af Slangens afkom, nemlig farisæerne og de skriftlærde i det første århundredes jødedom, gik foran med hensyn til at forfølge og til sidst myrde den der i første række repræsenterede kvindens afkom. På denne måde lykkedes det Slangen at „knuse hælen“ på afkommet. (1 Mosebog 3:15; Johannes 8:39-44; Apostelgerninger 3:12, 15) Hvorfor beskrives dette blot som en hæl der knuses? Fordi det kun berørte ham en kort tid her på jorden. Skaden var ikke permanent, for Jehova oprejste Jesus på den tredje dag og ophøjede ham til liv på det åndelige plan. — Apostelgerninger 2:32, 33; 1 Peter 3:18.

25. (a) Hvordan har den herliggjorte Jesus allerede grebet ind over for Satan og hans engle? (b) Hvornår vil Satans jordiske afkom blive fjernet? (c) Hvad vil det betyde når Guds kvindes afkom knuser Satans, slangens, hoved?

25 Den herliggjorte Jesus Kristus tjener nu ved Guds højre hånd og dømmer Jehovas fjender. Han har allerede grebet ind over for Satan og hans engle og har kastet dem ned og begrænset deres virkefelt til jorden — hvilket er grunden til de mange veer vi har oplevet i vor tid. (Åbenbaringen 12:9, 12) Som forudsagt vil Satans jordiske afkom blive fjernet når Gud eksekverer dommen over Babylon den Store og alle andre dele af Satans organisation på jorden. Til sidst vil Guds kvindes afkom, Jesus Kristus, knuse Satans, den listige gamle slanges, hoved. Det vil betyde at han tilintetgøres fuldstændigt, så han ikke længere kan øve nogen som helst indflydelse på menneskenes anliggender. — Romerne 16:20.

26. Hvorfor er det yderst vigtigt for os at undersøge profetierne i Åbenbaringen?

26 Hvordan vil alt dette finde sted? Det er det der bliver afdækket eller afsløret for os i Åbenbaringsbogen i Bibelen. Det er åbenbaret i en række syner bestående af levende tegn eller symboler. Lad os ivrigt undersøge denne magtfulde profetiske bog. Vi bliver i sandhed lykkelige hvis vi hører og overholder Åbenbaringens ord! Gør vi det, vil vi ære den suveræne Herre Jehovas navn og få del i hans evige velsignelser. Læs derfor videre og giv agt på det du lærer. Det kan betyde frelse for dig under de afgørende begivenheder der snart vil indtræffe i menneskehedens historie.

[Studiespørgsmål]

[Ramme/illustration på side 13]

Gamle forretningsdokumenter i kileskrift

I bogen Hammurabis Lov ved G. Howardy (København, 1936) nævnes hen ved 300 love som blev samlet af Hammurabi i fortidens Babylon. Det fremgår af disse love at det var nødvendigt at gribe ind over for den grove uærlighed der åbenbart prægede handelsverdenen dengang. Et eksempel herpå er denne bestemmelse: „Naar en Mand køber Guld eller Sølv, Slave eller Slavinde, Okse, Faar eller Æsel, eller hvad nævnes kan, af en fribaarens Søn eller en fribaarens Slave uden Vidne eller Kontrakt eller modtager det til Opbevaring, saa er den Mand en Tyv og skal lide Døden.“