Kapitel 6

En hellig hemmelighed afsløres

1. Hvordan bør vi reagere på det strålende billede der præsenteres i Åbenbaringen 1:10-17?

 SYNET af den ophøjede Jesus er i sandhed ærefrygtindgydende. Hvis vi havde oplevet det sammen med apostelen Johannes, ville vi uden tvivl også være blevet overvældet af den strålende herlighed og have kastet os til jorden, ligesom han gjorde. (Åbenbaringen 1:10-17) Beskrivelsen af dette storslåede inspirerede syn er blevet bevaret for at anspore os til handling i dag. Ligesom Johannes bør vi vise ydmyg værdsættelse af alt hvad synet symboliserer. Måtte vi altid vise ærbødig respekt for Jesus i hans stilling som konge, ypperstepræst og dommer. — Filipperne 2:5-11.

„Den Første og den Sidste“

2. (a) Med hvilken titel præsenterer Jesus sig? (b) Hvad sigter Jehova til når han siger: „Jeg er den første og jeg er den sidste“? (c) Hvad hentyder Jesu titel „den Første og den Sidste“ til?

² Vor ærefrygt bør dog ikke blive til sygelig frygt, til dyb rædsel. Som apostelen videre fortæller, beroligede Jesus ham. „Og han lagde sin højre hånd på mig og sagde: ’Vær ikke bange. Jeg er den Første og den Sidste og den levende.’“ (Åbenbaringen 1:17b, 18a) I Esajas 44:6 beskriver Jehova med rette sig selv som den ene og eneste almægtige Gud, idet han siger: „Jeg er den første og jeg er den sidste, og ud over mig er der ingen Gud.“ a Når Jesus præsenterer sig med titlen „den Første og den Sidste“ gør han ikke krav på at være ligestillet med Jehova, den store Skaber. Han anvender en titel som Gud med rette har skænket ham. I Esajas’ bog fremsatte Jehova en erklæring om sin uforlignelige stilling som den sande Gud. Han er den evige Gud,  og ud over ham er der i virkeligheden ingen Gud. (1 Timoteus 1:17) I Åbenbaringen taler Jesus om den titel han har fået, en titel der sigter til hans særlige opstandelse.

3. (a) I hvilken forstand var Jesus „den Første og den Sidste“? (b) Hvad menes der med at Jesus har „dødens og Hades’ nøgler“?

³ Jesus var „den Første“ af menneskeslægten der blev oprejst til udødeligt, åndeligt liv. (Kolossenserne 1:18) Desuden er han „den Sidste“ der bliver oprejst på denne måde af Jehova selv. Derved er han blevet „den levende“ der „lever i evighedernes evigheder“. Han er udødelig. I denne henseende ligner han sin udødelige Fader, der kaldes „den levende Gud“. (Åbenbaringen 7:2; Salme 42:2) For alle andre af menneskeslægten er Jesus selv „opstandelsen og livet“. (Johannes 11:25) I overensstemmelse med dette siger han til Johannes: „Jeg var død, men se! jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har dødens og Hades’ nøgler.“ (Åbenbaringen 1:18b) Jehova har givet ham myndighed til at oprejse de døde. Det er derfor Jesus kan sige at han har nøglerne til at åbne portene for dem der er lukket inde i døden og Hades (graven). — Jævnfør Mattæus 16:18.

4. Hvilken befaling gentager Jesus, og til gavn for hvem?

⁴ Jesus gentager her sin befaling til Johannes: „Skriv derfor ned hvad du har set og det som er og det som skal ske efter dette.“ (Åbenbaringen 1:19) Hvilke spændende oplysninger vil Johannes bekendtgøre i det følgende, til belæring for os?

Stjernerne og lampestanderne

5. Hvilken forklaring giver Jesus på „de syv stjerner“ og „de syv lampestandere“?

⁵ Johannes har set Jesus midt iblandt syv guldlampestandere med syv stjerner i sin højre hånd. (Åbenbaringen 1:12, 13, 16) Nu forklarer Jesus hvad dette betyder: „Angående den hellige hemmelighed om de syv stjerner som du så på min højre hånd, og om de syv guldlampestandere: De syv stjerner betyder syv menigheders engle, og de syv lampestandere betyder syv menigheder.“ — Åbenbaringen 1:20.

6. Hvad symboliserer de syv stjerner, og hvorfor blev budskaberne specielt stilet til disse?

⁶ ’Stjernerne’ er de syv menigheders „engle“. I Åbenbaringen symboliserer stjerner undertiden bogstavelige engle, men Jesus ville næppe bruge en jordisk sekretær til at skrive til usynlige åndeskabninger. De „stjerner“ der nævnes her, må derfor være jordiske tilsynsmænd eller ældste i menighederne, opfattet som Jesu sendebud. b Budskaberne bliver stilet til stjernerne, da det er dem der har til opgave at føre tilsyn med Jehovas hjord. — Apostelgerninger 20:28.

7. (a) Betød dét at Jesus kun henvendte sig til én engel i hver menighed at der kun var én ældste i hver menighed? Begrund svaret. (b) Hvem er de syv stjerner i Jesu højre hånd i virkeligheden et symbol på?

⁷ Jesus henvender sig kun til én „engel“  i hver menighed. Vil det sige at hver menighed kun har én ældste? Nej. Allerede på Paulus’ tid var der ikke blot én men flere ældste i menigheden i Efesus. (Åbenbaringen 2:1; Apostelgerninger 20:17) På Johannes’ tid, da budskaberne blev sendt til de syv stjerner for at blive oplæst for menighederne (deriblandt menigheden i Efesus), må stjernerne derfor have stået for alle som var medlemmer af ældsterådene i Jehovas salvede menighed. På samme måde oplæser tilsynsmændene i dag breve som de modtager fra Det Styrende Råd, bestående af salvede tilsynsmænd der tjener under Jesu ledelse. De lokale ældsteråd må sørge for at Jesu vejledning bliver fulgt af menighederne. Vejledningen er jo ikke kun til ældsterådene, men til alle som er tilsluttet menighederne. — Se Åbenbaringen 2:11a.

8. Hvad betyder det at de ældste er i Jesu højre hånd?

⁸ Eftersom Jesus er menighedens hoved kan de ældste med rette siges at befinde sig i hans højre hånd, det vil sige under hans myndighed og ledelse. (Kolossenserne 1:18) Han er overhyrden og de er underhyrder. — 1 Peter 5:2-4.

9. (a) Hvad repræsenterer de syv lampestandere, og hvorfor er dette et passende symbol? (b) Hvad har synet uden tvivl mindet apostelen Johannes om?

⁹ De syv lampestandere er de syv menigheder som Johannes sender Åbenbaringsbogen til: Efesus, Smyrna, Pergamum, Tyatira, Sardes, Filadelfia og Laodikea. Hvorfor bliver menigheder fremstillet som lampestandere? Fordi de kristne, både som enkeltpersoner og kollektivt som menigheder, skal ’lade deres lys skinne for folk’ i denne formørkede verden. (Mattæus 5:14-16) Desuden var lampestandere en del af udstyret i Salomons tempel. At menighederne betegnes som lampestandere har uden tvivl mindet Johannes om at hver lokal menighed af salvede i billedlig forstand er „Guds tempel“, et sted hvor Guds ånd har bolig. (1 Korinther 3:16) Endvidere tjener medlemmerne af den salvede menighed i modbilledet til den jødiske tempelordning som „et kongeligt præsteskab“ i Jehovas store åndelige tempelordning, hvori Jesus er ypperstepræsten og hvor Jehova personligt bor i det Allerhelligste i himmelen. — 1 Peter 2:4, 5, 9; Hebræerne 3:1; 6:20; 9:9-14, 24.

Det store frafald

10. Hvad skete der med den jødiske ordning og dens tilhængere i år 70?

¹⁰ Da Johannes skrev Åbenbaringen havde kristendommen bestået i godt og vel 60 år. Den havde overlevet 40 års uafbrudt forfølgelse fra jødedommens side, hvorefter den jødiske ordning havde fået et dødsstød i år 70, da jøderne mistede deres nationale identitet og det der nærmest var en afgud for dem — templet i Jerusalem.

11. Hvorfor var det betimeligt at overhyrden advarede menighederne om den tendens der var under udvikling?

 ¹¹ Apostelen Paulus havde imidlertid forudsagt at der ville opstå et frafald blandt de salvede kristne, og Jesu budskaber viser at dette frafald allerede var under udvikling på den aldrende Johannes’ tid. Johannes var den sidste af dem der holdt frafaldet tilbage, den sidste af dem der virkede som et bolværk mod dette samlede forsøg fra Satans side på at fordærve kvindens afkom. (2 Thessaloniker 2:3-12; 2 Peter 2:1-3; 2 Johannes 7-11) Det var derfor i rette tid at Jehovas overhyrde skrev til de ældste i menighederne for at advare dem om den tendens der var under udvikling og tilskynde de oprigtige til at stå fast for retfærdigheden.

12. (a) Hvordan udviklede frafaldet sig i århundrederne efter Johannes’ tid? (b) Hvordan blev kristenheden til?

¹² Vi ved ikke hvordan menighederne i år 96 reagerede på Jesu budskaber. Men vi ved at frafaldet tog fart efter Johannes’ død. De „kristne“ holdt op med at bruge Jehovas navn og udskiftede det med „Herren“ eller „Gud“ i de håndskrevne bibeludgaver. I det fjerde århundrede havde den falske lære om treenigheden vundet indpas i menighederne. I samme periode antog man læren om en udødelig sjæl. Til sidst blev „kristendommen“ af den romerske kejser Konstantin godkendt som statsreligion; det blev begyndelsen til kristenheden, hvor kirken og staten delte regeringsmagten i tusind år. Det var nemt at blive „kristen“ under de nye forhold. Hele folkestammer tilpassede deres hedenske opfattelser så de stemte med en version af den „kristne“ religion. Mange af kristenhedens ledere blev undertrykkende politiske tyranner som gennemtvang deres frafaldne opfattelser ved hjælp af sværdet.

13. Hvad skete der, til trods for at Jesus havde advaret imod sektvæsen?

¹³ Jesu ord til de syv menigheder blev fuldstændig ignoreret af de kristne som var på vej ud i frafaldet. Jesus havde tilskyndet efeserne til at genoplive den kærlighed de havde i begyndelsen. (Åbenbaringen 2:4) Men kristenhedens medlemmer, som ikke længere var forenede i kærligheden til Jehova, udkæmpede voldsomme krige og forfulgte hinanden grusomt. (1 Johannes 4:20) Jesus havde advaret menigheden i Pergamum mod sektvæsen. Men allerede i det andet århundrede opstod der sekter, og i dag er kristenheden opdelt i tusinder af indbyrdes kævlende sekter og trossamfund. — Åbenbaringen 2:15.

14. (a) Hvad gjorde de navnkristne, selv om Jesus havde advaret dem imod at befinde sig i en åndelig dødstilstand? (b) Hvordan stillede de navnkristne sig til Jesu advarsel mod afgudsdyrkelse og umoralitet?

¹⁴ Jesus havde advaret Sardesmenigheden imod at være åndeligt død. (Åbenbaringen 3:1) Men de navnkristne glemte snart at gøre kristne gerninger og overlod det vigtige forkyndelsesarbejde til en lille, betalt præsteklasse. Jesus havde advaret menigheden i Tyatira mod afgudsdyrkelse og utugt. (Åbenbaringen 2:20) Men kristenheden godkendte åbent brugen af billeder og fremmede tilmed mere underfundige former for afgudsdyrkelse som nationalisme og materialisme. Og selv om den somme tider har prædiket imod umoralitet, har den altid tolereret umoralske medlemmer.

15. Hvad afslører Jesu ord til de syv menigheder vedrørende kristenhedens trossamfund, og hvad har kristenhedens gejstlige vist sig at være?

¹⁵ Jesu ord til de syv menigheder afslører altså at ingen af kristenhedens trossamfund kan være det folk Jehova har udvalgt. Tværtimod har kristenhedens gejstlige været de mest fremtrædende medlemmer af Satans afkom. Apostelen Paulus omtalte dem under ét som ’den lovløse’ og forudsagde at deres nærværelse „ifølge Satans virke [ville være] ledsaget af enhver kraftig gerning og løgnagtige tegn og undere og af ethvert uretfærdigt bedrag“. — 2 Thessaloniker 2:9, 10.

16. (a) Hvem nærede kristenhedens ledere et særligt had til? (b) Hvad skete der i middelalderen inden for kristenheden? (c) Ændrede det protestantiske oprør, eller reformationen, noget ved kristenhedens optræden?

¹⁶ Samtidig med at kristenhedens ledere, de religiøse såvel som de verdslige, hævdede at  være hyrder for Guds hjord, nærede de et særligt had til enhver som afslørede deres ubibelske handlinger eller som forsøgte at tilskynde folk til at læse i Bibelen. Johan Hus og bibeloversætteren William Tyndale blev forfulgt og dræbt som martyrer. I den mørke middelalder nåede frafaldet et højdepunkt med den djævelske katolske inkvisition. Enhver som betvivlede kirkens lære eller myndighed blev nådeløst undertrykt, og i tusindvis af såkaldte kættere blev torteret til døde eller brændt på bålet. Således forsøgte Satan at sikre sig at ethvert sandt afkom af Guds hustrulignende organisation hurtigt blev knust. Da det protestantiske oprør, eller reformationen, fandt sted (fra 1517 og fremefter), viste mange protestantiske kirker en tilsvarende intolerance. De pådrog sig også blodskyld ved at dræbe dem der forsøgte at være loyale over for Gud og Kristus. ’Helliges blod’ blev udgydt i mængde. — Åbenbaringen 16:6; jævnfør Mattæus 23:33-36.

Afkommet består

17. (a) Hvad forudsagde Jesus i sin lignelse om hveden og ukrudtet? (b) Hvad skete der i 1918, og hvem blev henholdsvis forkastet og godkendt?

¹⁷ I sin lignelse om hveden og ukrudtet forudsagde Jesus det åndelige mørke der ville råde mens kristenheden havde overtaget. Under hele det århundredlange frafald ville der dog være enkelte hvedelignende kristne, enkelte som var ægte salvede. (Mattæus 13:24-29, 36-43) Da Herrens dag gryede i oktober 1914 var der derfor stadig sande kristne på jorden. (Åbenbaringen 1:10) Det ser ud til at Jehova kom til sit åndelige tempel for at holde dom cirka tre og et halvt år senere, i 1918, ledsaget af Jesus som „pagtens sendebud“. (Malakias 3:1; Mattæus 13:47-50) Da var tiden inde til at Herren endeligt ville forkaste de falske kristne og sætte ’den trofaste og kloge trælleskare’ over ’alt hvad han ejede’. — Mattæus 7:22, 23; 24:45-47.

18. Hvilken „time“ kom i 1914, og hvad var tiden inde til at trællen måtte gøre?

¹⁸ Det var også på dette tidspunkt at denne træl måtte vise de ting der stod skrevet i Jesu budskaber til de syv menigheder, særlig opmærksomhed, som det fremgår af  budskabernes indhold. Jesus henviser for eksempel til at han kommer for at dømme menighederne, en dom der begyndte i 1918. (Åbenbaringen 2:5, 16, 22, 23; 3:3) Han taler om at beskytte menigheden i Filadelfia mod „prøvelsens time, som skal komme over hele den beboede jord“. (Åbenbaringen 3:10, 11) Denne „prøvelsens time“ indtraf da Herrens dag begyndte i 1914, hvorefter de kristne blev prøvet med hensyn til deres loyalitet mod Guds oprettede rige. — Jævnfør Mattæus 24:3, 9-13.

19. (a) Hvad står de syv menigheder for i dag? (b) Hvem har i stort tal sluttet sig til de salvede kristne, og hvorfor tager Jesu vejledning og de tilstande han beskriver, også sigte på dem? (c) Hvordan bør vi betragte Jesu budskaber til de syv menigheder i det første århundrede?

¹⁹ Jesu ord til menighederne tager altså i særlig grad sigte på tiden efter 1914. Her står de syv menigheder for alle menighederne af salvede kristne på Herrens dag. I løbet af de sidste 70 år eller mere har de salvede kristne som Johannes var et billede på, desuden fået tilslutning af et stort antal troende hvis håb er at leve evigt i det jordiske paradis. Vejledningen fra den herliggjorte Jesus Kristus og de tilstande han fandt ved sin inspektion af de syv menigheder, gælder i samme grad disse troende, da der kun findes én norm for retfærdighed og trofasthed som alle Jehovas tjenere må leve op til. (2 Mosebog 12:49; Kolossenserne 3:11) Jesu budskaber til de syv menigheder i Lilleasien i det første århundrede er altså ikke blot af historisk interesse. De betyder liv eller død for hver enkelt af os. Lad os derfor lytte opmærksomt til Jesu ord.

[Fodnoter]

[Studiespørgsmål]

[Ramme på side 32]

En prøvelsens og dommens tid

Jesus blev døbt og salvet som vordende konge ved Jordanfloden omkring oktober år 29. Tre og et halvt år senere, i år 33, kom han til templet i Jerusalem og jog dem ud der gjorde det til en røverhule. Dette synes at danne en parallel til den tid der gik fra Jesus blev indsat på tronen i himmelen i oktober 1914 indtil han kom for at inspicere dem der bekendte sig som kristne da dommen begyndte med Guds hus. (Mattæus 21:12, 13; 1 Peter 4:17) I begyndelsen af 1918 mødte Jehovas folks arbejde for Riget stor modstand. Det var en prøvelsens tid over hele jorden, og de frygtsomme blev sigtet fra. I maj 1918 forårsagede kristenhedens gejstlighed at Vagttårnsselskabets ledere blev fængslet, men ni måneder senere blev de løsladt. Senere frafaldt man de falske anklager der var blevet rettet imod dem. Fra 1919 var Guds folks organisation, prøvet og lutret, atter aktiv og forkyndte nidkært Jehovas rige ved Kristus Jesus som menneskehedens eneste håb. — Malakias 3:1-3.

Da Jesus indledte sin inspektion i 1918 fik kristenhedens gejstlige uden tvivl en ugunstig dom. De havde ikke alene anstiftet forfølgelse af Guds folk, men havde også pådraget sig svær blodskyld ved at støtte de stridende nationer under den første verdenskrig. (Åbenbaringen 18:21, 24) Derefter knyttede de deres forhåbninger til det menneskeskabte Folkeforbund. Sammen med hele den falske religions verdensimperium havde kristenheden fra 1919 fuldstændig mistet Guds gunst.

[Kort på side 28, 29]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

EFESUS

SMYRNA

PERGAMUM

TYATIRA

SARDES

FILADELFIA

LAODIKEA

[Illustrationer på side 31]

Kristenhedens kirker pådrog sig stor blodskyld ved at forfølge og dræbe dem der oversatte, læste eller blot ejede Bibelen