Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

En kamp med to glubske vilddyr

En kamp med to glubske vilddyr

Kapitel 28

En kamp med to glubske vilddyr

Ottende syn — Åbenbaringen 13:1-18

Emne: Det syvhovedede vilddyr, det tohornede vilddyr og vilddyrets billede

Tiden for opfyldelsen: Fra Nimrods tid frem til den store trængsel

1, 2. (a) Hvad siger Johannes om dragen? (b) Hvordan beskriver Johannes i symbolske vendinger en organisation som dragen gør brug af?

 DEN store drage er blevet kastet ned til jorden! Vort studium af Åbenbaringen viser os klart at hverken Slangen eller hans dæmonengle nogen sinde igen vil få adgang til himmelen. Men vi er endnu ikke færdige med ham der „kaldes Djævelen og Satan, som vildleder hele den beboede jord“. Beretningen går nu videre med at give en mere indgående beskrivelse af det middel Satan bruger i sin kamp mod ’kvinden og hendes afkom’. (Åbenbaringen 12:9, 17) Johannes siger om denne slangeagtige drage: „Og den stillede sig på sandet ved havet.“ (Åbenbaringen 13:1a) Lad os derfor standse op og undersøge de metoder og midler dragen anvender.

2 De hellige himle er ikke længere belemret med Satans og hans dæmoners tilstedeværelse. Disse onde ånder er blevet kastet ud af himmelen og begrænset til jordens nærhed. Dette er uden tvivl årsagen til den vældige fremgang spiritismen har i dag. Den listige slange opretholder stadig en fordærvet åndelig organisation. Men bruger han også en synlig organisation til at vildlede menneskene? Johannes fortæller: „Og jeg så et vilddyr stige op af havet med ti horn og syv hoveder og på sine horn ti diademer, og på sine hoveder gudsbespottelige navne. Og vilddyret som jeg så, var ligesom en leopard, men dets fødder var som en bjørns, og dets mund var som en løves mund. Og dragen gav dyret sin magt og sin trone og stor myndighed.“ — Åbenbaringen 13:1b, 2.

3. (a) Hvilke glubske dyr så profeten Daniel i nogle syner? (b) Hvad symboliserede de store dyr i Daniel 7?

3 Hvad skildrer dette besynderlige dyr? Bibelen giver selv svaret. Før Babylons fald i 539 f.v.t. så den jødiske profet Daniel nogle syner hvori der forekom en række glubske dyr. I Daniel 7:2-8 beskriver han fire dyr der kommer op af havet — det første lignede en løve, det andet en bjørn, det tredje en leopard, og „se: Et fjerde dyr, frygtindgydende og skrækkeligt og overmåde stærkt ... og det havde ti horn“. Dette svarer forbløffende nøje til det vilddyr Johannes så omkring år 96. Dette vilddyr havde også træk tilfælles med en løve, en bjørn og en leopard, og havde ti horn. Hvad skildrer de store dyr Daniel så? Han forklarer: „Disse store dyr ... er fire konger der skal fremstå af jorden.“ (Daniel 7:17) Ja, dyrene repræsenterer „konger“ eller politiske magter på jorden.

4. (a) Hvad skildrede vædderen og gedebukken i Daniel 8? (b) Hvad betød det at gedebukkens store horn blev brudt af og der voksede fire horn frem i stedet?

4 I et andet syn så Daniel en tohornet vædder der blev stødt omkuld af en gedebuk med et stort horn. Engelen Gabriel forklarede ham hvad det betød: „Vædderen ... er Mediens og Persiens konger, og den lådne buk er Grækenlands konge.“ Gabriel forudsagde videre at gedebukkens store horn ville blive brudt af og fire horn vokse frem i stedet. Dette blev opfyldt over 200 år senere, da Alexander den Store døde og hans rige blev delt i fire, som blev styret af fire af hans generaler. — Daniel 8:3-8, 20-25. a

5. (a) Hvilke betydningsnuancer indeholder det græske ord for „dyr“ eller „rovdyr“? (b) Hvad symboliserer vilddyret i Åbenbaringen 13:1, 2 med dets syv hoveder?

5 Det står således klart at den inspirerede Bibels Forfatter betragter jordens politiske magter som dyr. Hvilken slags dyr? En bibelkommentator kalder vilddyret i Åbenbaringen 13:1, 2 et „udyr“, og tilføjer: „Vi kan her godkende alle de betydningsnuancer der ligger i θηρίον [thēriʹon, det græske ord for „dyr“ eller „rovdyr“], som for eksempel et grusomt, ødelæggende, skrækkeligt, glubsk, osv. uhyre.“ b Dette er en udmærket beskrivelse af det blodbesudlede politiske system hvormed Satan har behersket menneskeheden. Vilddyrets syv hoveder står for seks fremtrædende verdensriger som havde optrådt i bibelhistorien frem til Johannes’ tid — Ægypten, Assyrien, Babylon, Medo-Persien, Grækenland og Rom — og en syvende verdensmagt der ifølge profetien ville fremstå senere. — Jævnfør Åbenbaringen 17:9, 10.

6. (a) Med hensyn til hvad har vilddyrets syv hoveder taget føringen? (b) Hvordan benyttede Jehova Rom til at eksekvere sin dom over den jødiske tingenes ordning, og hvordan gik det de kristne der var i Jerusalem?

6 Der har ganske vist været andre verdensriger i historien foruden disse syv — ligesom det vilddyr Johannes så, også bestod af en krop foruden de syv hoveder og ti horn. Men de syv hoveder repræsenterer de syv fremtrædende magter der, én efter én, har taget føringen med hensyn til at undertrykke Guds folk. I år 33, da Rom var dominerende, benyttede Satan dette af vilddyrets hoveder til at dræbe Guds søn. På den tid overlod Gud den troløse jødiske tingenes ordning til sig selv, og nogle år senere, i år 70, lod han Rom eksekvere den dom han havde fældet over nationen. Det sande Guds Israel, menigheden af salvede kristne, var lykkeligvis blevet advaret om dette, og de der befandt sig i Jerusalem og Judæa var flygtet i sikkerhed på den anden side af Jordanfloden. — Mattæus 24:15, 16; Galaterne 6:16.

7. (a) Hvad skulle der ske ved afslutningen på tingenes ordning, da Herrens dag begyndte? (b) Hvad viste vilddyrets syvende hoved sig at symbolisere?

7 Ved slutningen af det første århundrede var mange af menighedens medlemmer imidlertid gledet bort fra sandheden, og den sande kristne hvede, „rigets sønner“, var ved at blive kvalt af ukrudtet, „den ondes sønner“. Men da afslutningen på tingenes ordning begyndte, dukkede de salvede kristne igen op som en organiseret gruppe. På Herrens dag skulle de retfærdige „skinne så klart som solen“. Den kristne menighed blev derfor organiseret til at udføre et arbejde. (Mattæus 13:24-30, 36-43) Da fandtes Romerriget ikke længere. Verdensskuepladsen var domineret af det vældige Britiske Imperium sammen med Amerikas magtfulde Forenede Stater. Denne dobbeltverdensmagt viste sig at være vilddyrets syvende hoved.

8. Hvorfor burde det ikke chokere os at den angloamerikanske dobbeltverdensmagt sammenlignes med et dyr?

8 Er det ikke uhyrligt at identificere de herskende politiske magter med et vilddyr? Det hævdede nogle modstandere under den anden verdenskrig, da Jehovas Vidners status, både som organisation og som enkeltpersoner, blev angrebet i alverdens retssale. Men stop en gang! Bruger staterne ikke selv vilde dyr som nationale symboler? Taler man for eksempel ikke om den britiske løve, den amerikanske ørn og den kinesiske drage? Hvorfor skulle nogen så kunne indvende noget imod at Bibelens guddommelige Forfatter også bruger dyr til at symbolisere verdensmagter?

9. (a) Hvorfor bør vi ikke gøre indsigelse mod Bibelens ord om at det er Satan der har givet vilddyret dets store myndighed? (b) Hvordan beskrives Satan i Bibelen, og hvordan øver han indflydelse på verdens regeringer?

9 Og hvorfor skulle nogen kunne indvende noget imod Bibelens ord om at det er Satan der har givet vilddyret dets store myndighed? Det er jo Gud der har erklæret dette, og for ham er ’nationerne som en dråbe fra en spand og som det fine støv på vægtskåle’. Disse nationer gjorde bedre i at søge Guds gunst end at tage anstød af den måde hans profetiske ord beskriver dem på. (Esajas 40:15, 17; Salme 2:10-12) Satan er ikke en mytisk skikkelse der piner afdøde sjæle i et brændende helvede. Et sådant sted findes ikke. Satan beskrives tværtimod i Bibelen som „en lysets engel“ — en mesterbedrager der har stor indflydelse i politiske anliggender. — 2 Korinther 11:3, 14, 15; Efeserne 6:11-18.

10. (a) Hvad betegner det at der på hvert af de ti horn var et diadem? (b) Hvad symboliserer de ti horn og de ti diademer?

10 Vilddyret har ti horn på sine syv hoveder. De fire hoveder havde måske hver ét horn og de tre hoveder hver to horn. Desuden var der på hornene ti diademer. I Daniels bog skal antallet af horn på de frygtindgydende dyr udlægges bogstaveligt. Vædderens to horn repræsenterede således et verdensrige bestående af to partnere, Medien og Persien, mens gedebukkens fire horn repræsenterede de fire samtidigt eksisterende riger der opstod af Alexander den Stores græske verdensrige. (Daniel 8:3, 8, 20-22) Men på det dyr Johannes så, lader det til at hornenes antal skal opfattes symbolsk. (Jævnfør Daniel 7:24; Åbenbaringen 17:12.) De ti horn repræsenterer det samlede antal suveræne stater som udgør hele Satans politiske organisation. Alle disse horn er voldelige og aggressive, men som antydet ved de syv hoveder, udøves overherredømmet kun af ét verdensrige ad gangen. De ti diademer antyder at alle suveræne stater udøver herskermagt samtidig med tidens dominerende stat eller verdensmagt.

11. Hvad ligger der i at vilddyret på sine hoveder har „gudsbespottelige navne“?

11 Vilddyret har „på sine hoveder gudsbespottelige navne“. Det fremsætter påstande som vidner om stor respektløshed for Jehova Gud og Jesus Kristus. Det har brugt Guds og Kristi navne som et dække for at nå politiske mål; det har samarbejdet med falsk religion, ja endda ladet gejstlige tage del i politiske processer. Der sidder for eksempel biskopper i det engelske overhus. Katolske kardinaler har tidligere spillet en fremtrædende politisk rolle i Frankrig og Italien, og katolske præster har i de senere år påtaget sig politiske embeder i Latinamerika. Stater trykker religiøse slagord, som for eksempel „VI STOLER PÅ GUD“, på deres pengesedler, og på mønterne hævder de at deres regenter har Guds godkendelse ved for eksempel at sige at de hersker „af Guds nåde“. Alt dette er i virkeligheden gudsbespotteligt, for det er forsøg på at trække Gud ind i den besudlede nationalistiske, politiske arena.

12. (a) Hvad betyder det at vilddyret stiger op af „havet“, og hvornår begyndte det at dukke op? (b) Hvad indebærer det at dragen giver det symbolske vilddyr sin store myndighed?

12 Vilddyret kommer op af „havet“, som er et passende symbol på de urolige masser hvorfra menneskestyret udspringer. (Esajas 17:12, 13) Dette vilddyr begyndte at stige op af det urolige menneskehav helt tilbage på Nimrods tid (omkring det 21. århundrede f.v.t.), da en postdiluviansk tingenes ordning som var i opposition til Jehova begyndte at tage form. (1 Mosebog 10:8-12; 11:1-9) Men det sidste af dets syv hoveder er først dukket helt frem her på Herrens dag. Læg også mærke til at det var dragen der „gav dyret sin magt og sin trone og stor myndighed“. (Jævnfør Lukas 4:6.) Dyret er Satans politiske frembringelse blandt menneskemasserne. Satan er i sandhed „denne verdens hersker“. — Johannes 12:31.

Dødshugget

13. (a) Hvilken katastrofe kommer vilddyret ud for tidligt på Herrens dag? (b) Hvorfor berører det hele vilddyret at ét af dets hoveder får et dødshug?

13 Tidligt på Herrens dag kommer vilddyret ud for en katastrofe. Johannes fortæller: „Og jeg så et af dets hoveder ligesom såret til døde, men dets dødshug blev lægt, og hele jorden fulgte med beundring efter vilddyret.“ (Åbenbaringen 13:3) Dette vers siger at et af vilddyrets hoveder fik et dødshug, men i vers 12 fremstilles det som om det var hele dyret det gik ud over. Hvordan kan det være? Jo, dyrets hoveder har ikke alle magt samtidig. De har efter tur spillet herrer over menneskeheden, specielt over Guds folk. (Åbenbaringen 17:10) Ved begyndelsen af Herrens dag optræder således kun ét hoved, det syvende, som dominerende verdensmagt. Et dødshug rettet mod dette hoved er til stor fare for hele vilddyret.

14. Hvornår blev dødshugget tildelt, og hvordan beskriver en officer fra den første verdenskrig dets virkning på Satans vilddyr?

14 Hvad var dette dødshug? Senere kaldes det et sværdhug, og sværd er et symbol på krig. Dette sværdhug, som dyret fik tidligt på Herrens dag, må sigte til den første verdenskrig, som hærgede Satans politiske vilddyr og tappede det for kræfter. (Åbenbaringen 6:4, 8; 13:14) Forfatteren Maurice Genevoix, der var officer under denne krig, sagde siden om den: „Alle er enige om at mene at der kun er få datoer i menneskehedens historie som har haft samme betydning som den 2. august 1914. Først blev Europa og kort efter næsten hele menneskeheden kastet ud i en frygtelig affære. Konventioner, overenskomster, morallove — alle grundvoldene vaklede; fra den ene dag til den anden blev alt draget i tvivl. Affæren skulle komme til at overstige både instinktive forudanelser og fornuftbegrundede forventninger. Enorm, kaotisk og uhyggelig som den var, trækker den os stadig med i sit kølvand.“ — Maurice Genevoix, medlem af Académie Française, citeret i bogen Promise of Greatness (1968).

15. I hvilken forstand fik vilddyrets syvende hoved et dødshug?

15 For vilddyrets dominerende, syvende hoved var denne krig en katastrofe. Sammen med andre europæiske nationer mistede Storbritannien et forfærdende antal af sine unge mænd. I ét slag alene, slaget ved floden Somme i 1916, blev 420.000 engelske soldater dræbt eller såret, mens 194.000 franske og 440.000 tyske soldater blev dræbt eller såret — et samlet antal på over 1.000.000! Økonomisk blev Storbritannien — sammen med resten af Europa — også rystet. Det vældige Britiske Imperium vaklede og kom aldrig helt på fode igen. Ja, denne krig, som 28 førende lande tog del i, bragte i virkeligheden hele verden til at vakle som havde den fået et dødsstød. Den 4. august 1979, nøjagtig 65 år efter krigens udbrud, skrev bladet The Economist, der udkommer i London: „I 1914 mistede verden en sammenhæng som det aldrig siden er lykkedes den at genvinde.“

16. Hvordan viste De Forenede Stater sig under den første verdenskrig at være en del af en dobbeltverdensmagt?

16 Samtidig gav den store krig, som den blev kaldt, De Forenede Stater mulighed for at træde klart frem som en del af den angloamerikanske verdensmagt. I krigens første år holdt den offentlige opinion De Forenede Stater ude af konflikten. Men som historikeren Esmé Wingfield-Stratford skriver, var det „alt sammen et spørgsmål om hvorvidt Storbritannien og De Forenede Stater i denne alvorlige krisetid ville glemme deres uoverensstemmelser for at lade [deres] langt tungere vejende enhed og gensidige tillidsforhold komme til udtryk“. Og det gjorde de. I 1917 stillede De Forenede Stater sine ressourcer og sit mandskab til rådighed for at forstærke de allieredes vaklende krigsindsats. Derved kom det syvende hoved, Storbritannien og De Forenede Stater i forening, ud af krigen som sejrherrer.

17. Hvordan gik det Satans jordiske system efter krigen?

17 Efter krigen var verden forandret i bund og grund. Satans jordiske system forvandt det ødelæggende dødshug og blev mægtigere end nogen sinde og opnåede folks beundring på grund af sin evne til at komme til kræfter igen.

18. Hvordan kan det siges at menneskeheden i almindelighed er ’fulgt med beundring efter vilddyret’?

18 Historikeren Charles L. Mee junior skriver: „Den gamle ordens sammenbrud [forårsaget af den første verdenskrig] var et nødvendigt forspil til udbredelsen af selvstyre, til befrielsen af nye nationer og klasser og til opnåelsen af frihed og uafhængighed.“ I denne efterkrigsperiode var det i særlig grad vilddyrets syvende hoved, som nu var blevet lægt og havde Amerikas Forenede Stater i den dominerende rolle, der tog føringen. Dobbeltverdensmagten blev den største fortaler for både Folkeforbundet og De Forenede Nationer. Amerikas Forenede Stater førte med sin politiske magt an i en udvikling der i år 2005 havde ført de mere privilegerede lande frem til en højere levestandard, videnskabelig sygdomsbekæmpelse og en avanceret teknologi. Ja, det havde endda sat tolv mænd på månen. Det er derfor intet under at menneskeheden i almindelighed er ’fulgt med beundring efter vilddyret’.

19. (a) Hvordan er menneskeheden gået et skridt videre end til at beundre vilddyret? (b) Hvem har ubestridt myndighed over alle jordens riger, og hvordan ved vi det? (c) Hvordan uddelegerer Satan myndighed til vilddyret, og hvilken virkning har dette haft på de fleste mennesker?

19 Menneskeheden nøjes imidlertid ikke med at beundre vilddyret. Johannes siger videre: „Og man tilbad dragen fordi den havde givet myndigheden til vilddyret, og man tilbad vilddyret med ordene: ’Hvem er ligesom vilddyret, og hvem kan føre krig mod det?’“ (Åbenbaringen 13:4) Da Jesus var på jorden hævdede Satan at have myndighed over alle jordens riger. Jesus bestred ikke dette; tværtimod omtalte han selv Satan som verdens hersker, og nægtede at tage del i datidens politik. Johannes skrev senere om de sande kristne: „Vi ved at vi er af Gud, men hele verden ligger i den ondes magt.“ (1 Johannes 5:19; Lukas 4:5-8; Johannes 6:15; 14:30) Satan uddelegerer myndighed til vilddyret, og han gør det på et nationalistisk grundlag. I stedet for at være forenet i den guddommelige kærligheds bånd, er menneskeheden derfor blevet splittet af stamme-, race- og nationalstolthed. Langt de fleste mennesker tilbeder i virkeligheden den del af vilddyret som har myndighed i det land hvor de tilfældigvis bor. Derved er hele dyret genstand for beundring og tilbedelse.

20. (a) I hvilken forstand tilbeder folk vilddyret? (b) Hvorfor tager kristne som tilbeder Jehova Gud, ikke del i denne tilbedelse af vilddyret, og hvis eksempel følger de?

20 Tilbedelse i hvilken forstand? I den forstand at folk lader kærligheden til deres land komme forud for kærligheden til Gud. De fleste mennesker elsker det land de er født i. Sande kristne vil også som gode borgere vise respekt for de styrende og de nationale symboler, overholde lovene og yde et positivt bidrag til fremme af samfundets og deres medmenneskers velfærd. (Romerne 13:1-7; 1 Peter 2:13-17) Men de kan ikke vise ét land blind hengivenhed i modsætning til alle andre. „Ret eller uret — det er mit fædreland,“ er ikke en kristen talemåde. Kristne der tilbeder Jehova Gud kan derfor ikke være med til at yde nogen del af vilddyret patriotisk tilbedelse, for det ville være det samme som at tilbede dragen — hvorfra dyret har fået sin myndighed. De kan ikke beundrende spørge: „Hvem er ligesom vilddyret?“ De følger derimod Mikaels eksempel — han hvis navn betyder „Hvem er som Gud?“ — ved at gå ind for Jehovas universelle suverænitet. Til Guds fastsatte tid vil denne Mikael, Kristus Jesus, føre krig mod vilddyret og besejre det, ligesom han sejrede over Satan ved at drive ham ud af himmelen. — Åbenbaringen 12:7-9; 19:11, 19-21.

Fører krig mod de hellige

21. Hvordan beskriver Johannes den måde Satan dirigerer vilddyret på?

21 Den listige Satan havde i sinde at bruge vilddyret til sit eget formål. Johannes forklarer dette: „Og der blev givet det en mund som talte store ord og bespottelser, og der blev givet det myndighed til at virke i toogfyrre måneder. Og det åbnede sin mund med bespottelser imod Gud, for at spotte hans navn og hans bolig, ja dem der bor i himmelen. Og der blev givet det at føre krig mod de hellige og at sejre over dem, og der blev givet det myndighed over hver stamme og hvert folk og hvert tungemål og hver nation. Og alle de som bor på jorden vil tilbede det, enhver af dem som ikke fra verdens grundlæggelse har sit navn skrevet i den livets skriftrulle som tilhører det slagtede lam.“ — Åbenbaringen 13:5-8.

22. (a) Hvilken periode sigter de 42 måneder til? (b) Hvordan blev de salvede kristne ’besejret’ i løbet af de 42 måneder?

22 De 42 måneder der nævnes her, synes at svare til de tre og et halvt år hvori de hellige plages af et horn som vokser frem på et af dyrene i Daniels profeti. (Daniel 7:23-25; se også Åbenbaringen 11:1-4.) Fra slutningen af 1914 til et stykke ind i 1918, mens de krigsførende nationer bogstavelig talt flåede i hinanden som vilde dyr, blev borgerne i disse nationer presset til at tilbede vilddyret, til at dyrke nationalismens religion og endda til at være rede til at dø for deres land. Dette pres medførte store lidelser for mange af de salvede, som følte at de først og fremmest skyldte Jehova Gud og hans søn, Kristus Jesus, deres lydighed. (Apostelgerninger 5:29) Deres prøvelser nåede et højdepunkt i juni 1918, da de blev ’besejret’. I De Forenede Stater blev Vagttårnsselskabets fremtrædende ledere og nogle af deres nærmeste medarbejdere med urette fængslet, og deres kristne brødres organiserede forkyndelse blev i høj grad hæmmet. Vilddyret, som havde „myndighed over hver stamme og hvert folk og hvert tungemål og hver nation“, foretog indgreb mod Guds gerning overalt i verden.

23. (a) Hvad er „den livets skriftrulle som tilhører det slagtede lam“, og hvad er skredet frem mod sin fuldendelse siden 1918? (b) Hvorfor var enhver sejr som Satans synlige organisation tilsyneladende måtte vinde over „de hellige“, kun en tom sejr?

23 Dette så ud som en sejr for Satan og hans organisation. Men det kunne ikke gavne dem på længere sigt, for ingen i Satans synlige organisation havde sit navn skrevet i „den livets skriftrulle som tilhører det slagtede lam“. Denne skriftrulle indeholder i billedlig forstand navnene på dem der skal herske sammen med Jesus i hans himmelske rige. De første navne blev skrevet i den ved pinsen i år 33. Og i årene siden da, er flere og flere navne blevet tilføjet. Siden 1918 er beseglingen af de resterende af de 144.000 rigsarvinger skredet frem mod sin fuldendelse. Snart vil de alle have deres navn uudsletteligt skrevet i Lammets skriftrulle. Men ingen af modstanderne som tilbeder vilddyret vil få sit navn skrevet i denne skriftrulle. Enhver sejr de tilsyneladende måtte vinde over „de hellige“, er derfor kun en tom, midlertidig sejr.

24. Hvad opfordrer Johannes dem der har dømmekraft til at høre, og hvad betyder de ord der høres, for Guds folk?

24 Johannes opfordrer nu dem der har dømmekraft, til at høre godt efter: „Hvis nogen har øre, så lad ham høre.“ Derefter fortsætter han med at sige: „Hvis nogen er bestemt til fangenskab, går han bort til fangenskab. Hvis nogen vil dræbe med sværd, skal han dræbes med sværd. Her gælder det de helliges udholdenhed og tro.“ (Åbenbaringen 13:9, 10) Jeremias skrev noget lignende i årene forud for 607 f.v.t., for at vise at eksekveringen af Jehovas domme over den troløse by Jerusalem ikke kunne afværges. (Jeremias 15:2; se også Jeremias 43:11; Zakarias 11:9.) Da Jesus stod over for sin store prøvelse, gjorde han det klart for sine disciple at de ikke måtte gå på kompromis idet han sagde: „Alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.“ (Mattæus 26:52) På samme måde må Guds folk nu på Herrens dag holde fast ved de bibelske principper. Der vil ikke være nogen redning i sidste øjeblik for dem der bliver ved med at tilbede vilddyret. Vi vil alle behøve udholdenhed og en urokkelig tro for at kunne overleve den forfølgelse og de prøvelser der ligger forude. — Hebræerne 10:36-39; 11:6.

Det tohornede vilddyr

25. (a) Hvordan beskriver Johannes et andet symbolsk vilddyr der træder frem på verdensskuepladsen? (b) Hvad betyder det at det nye vilddyr har to horn og at det stiger op af jorden?

25 Men nu viser der sig et andet vilddyr på verdensskuepladsen. Johannes beretter: „Og jeg så et andet vilddyr stige op af jorden, og det havde to horn ligesom et lam, men det begyndte at tale som en drage. Og det udøver det første vilddyrs hele myndighed for dets øjne. Og det får jorden og dem der bor på den til at tilbede det første vilddyr, hvis dødshug blev lægt. Og det gør store tegn, så det endog får ild til at komme ned fra himmelen til jorden for menneskenes øjne.“ (Åbenbaringen 13:11-13) Dette vilddyr har to horn, der antyder et partnerskab mellem to politiske magter. Og der siges at det kommer op af jorden, ikke op af havet. Det udspringer altså af Satans allerede grundfæstede jordiske tingenes ordning. Det må være en verdensmagt som allerede findes og som optræder i en betydningsfuld rolle på Herrens dag.

26. (a) Hvad er det tohornede vilddyr, og hvilken forbindelse har det til det oprindelige vilddyr? (b) I hvilken forstand er det tohornede dyrs horn som et lams, og hvordan er dyret „som en drage“ når det taler? (c) Hvad tilbeder nationalistiske mennesker i virkeligheden, og hvad er nationalisme blevet sammenlignet med? (Se fodnoten.)

26 Hvem kan det være? Den angloamerikanske verdensmagt — den samme magt som det første vilddyrs syvende hoved, men i en særlig rolle! At det i synet skilles ud som et selvstændigt vilddyr hjælper os til klarere at se hvordan det handler uafhængigt på verdensskuepladsen. Dette symbolske tohornede vilddyr består af to politiske magter som eksisterer side om side, uafhængigt af hinanden, men som samarbejder med hinanden. At det har to horn „ligesom et lam“ antyder at det giver sig ud for at være mildt og fredeligt, at have en oplyst form for regering som hele verden bør se hen til. Men det taler „som en drage“ på den måde at det anvender pres og trusler og endda direkte vold de steder hvor dets form for herredømme ikke accepteres. Det har ikke tilskyndet folk til at underlægge sig Guds rige under Guds lams herredømme, men snarere til at tjene Satans, den store drages, interesser. Det har fremmet en hadfyldt, splittende nationalisme som i virkeligheden er en tilbedelse af det første vilddyr. c

27. (a) Hvilken indstilling lægger det tohornede vilddyr for dagen ved at det får ild til at komme ned fra himmelen? (b) Hvordan betragter mange det tohornede vilddyrs moderne modstykke?

27 Dette tohornede vilddyr gør store tegn; det får endog ild til at komme ned fra himmelen. (Jævnfør Mattæus 7:21-23.) Dette tegn minder os om Guds profet Elias, der foranstaltede en styrkeprøve med ba’alsprofeterne. Da han kaldte ild ned fra himmelen i Jehovas navn, beviste det ud over enhver tvivl at han var en sand profet og at ba’alsprofeterne var falske. (1 Kongebog 18:21-40) Ligesom disse ba’alsprofeter mener det tohornede vilddyr at det har tilstrækkelige forudsætninger for at virke som profet. (Åbenbaringen 13:14, 15; 19:20) Det hævder jo at have besejret ondskabens kræfter i de to verdenskrige og have vundet over den såkaldte gudløse kommunisme! Ja, mange betragter det tohornede vilddyrs moderne modstykke som en frihedens vogter og en kilde til materielle goder.

Vilddyrets billede

28. Hvordan viser Johannes at det tohornede vilddyr ikke er så uskyldigt som dets horn måtte give det indtryk af?

28 Er dette tohornede vilddyr så uskyldigt som dets lammehorn synes at antyde? Johannes siger videre: „Og det vildleder dem der bor på jorden ved de tegn der blev givet det at gøre for vilddyrets øjne, mens det siger til dem der bor på jorden at de skal lave et billede af det vilddyr som havde sværdhugget og dog kom til live igen. Og der blev givet det at give vilddyrets billede åndedræt, så vilddyrets billede både kunne tale og få alle dem dræbt som ikke på nogen måde ville tilbede vilddyrets billede.“ — Åbenbaringen 13:14, 15.

29. (a) Hvad er formålet med vilddyrets billede, og hvornår blev dette billede lavet? (b) Hvorfor er vilddyrets billede ikke en livløs statue?

29 Hvad er „vilddyrets billede“, og hvad er dets formål? Dets formål er at fremme tilbedelsen af det syvhovedede vilddyr som det er et billede af, og dermed i virkeligheden at sikre vilddyrets eksistens. Dette billede bliver lavet efter at det syvhovedede vilddyr er kommet sig efter sværdhugget, det vil sige efter afslutningen af den første verdenskrig. Det er ikke en livløs statue, som den Nebukadnezar lod opstille på Durasletten. (Daniel 3:1) Det tohornede vilddyr giver dette billede åndedræt så det kan leve og spille en rolle i verdenshistorien.

30, 31. (a) Hvad viser historiens forløb at dette billede symboliserer? (b) Er nogen blevet dræbt fordi de har nægtet at tilbede dette billede? Forklar.

30 Historiens forløb viser at dette billede er den organisation der blev foreslået, fremmet og støttet af Storbritannien og De Forenede Stater og som i begyndelsen var kendt under navnet Folkeforbundet. Længere fremme i Åbenbaringen, i det 17. kapitel, vil den blive skildret under et andet symbol, nemlig som et levende, selvstændigt eksisterende skarlagenrødt vilddyr. Dette internationale organ ’taler’, idet det pralende hævder at være den eneste der kan bringe menneskeheden fred og sikkerhed. Men i virkeligheden er det blot blevet et forum for medlemsnationernes udveksling af verbale tirader og fornærmelser. Det har truet enhver nation der ikke bøjer sig for dets myndighed, med boykotning eller bandlysning — en levende død. Folkeforbundet ekskluderede ligefrem nationer der ikke ville følge dets ideologi. Ved begyndelsen af den store trængsel vil dette billedes militaristiske „horn“ optræde i en ødelæggende rolle. — Åbenbaringen 7:14; 17:8, 16.

31 Siden den anden verdenskrig har vilddyrets billede — nu i form af De Forenede Nationer — også dræbt bogstaveligt. For eksempel blev der i 1950 sat FN-styrker ind i krigen mellem Nordkorea og Sydkorea. Sammen med sydkoreanerne dræbte FN-styrkerne skønsmæssigt 1.420.000 nordkoreanere og kinesere. Og fra 1960 til 1964 gjorde FN-styrker aktiv tjeneste i Congo (Kinshasa). Desuden er nogle af verdens ledere, deriblandt paverne Paul VI og Johannes Paul II, vedblevet med at forsikre at dette billede er menneskets sidste og bedste håb for fred. Hvis menneskene ikke tjener dét, påstår de, vil menneskeslægten udslette sig selv. Derved får de i billedlig forstand alle de mennesker dræbt som nægter at gå ind for dette billede og at tilbede det. — 5 Mosebog 5:8, 9.

Vilddyrets mærke

32. Hvordan fortæller Johannes at Satan får de politiske dele af sin synlige organisation til at forvolde lidelser for de tilbageværende af Guds kvindes afkom?

32 Johannes ser nu Satan dirigere med de politiske dele af sin synlige organisation så de forårsager de største lidelser for dem der er tilbage af Guds kvindes afkom. (1 Mosebog 3:15) Han vender tilbage til at beskrive selve vilddyret: „Og det foranlediger med tvang over for alle, de små og de store, og de rige og de fattige, og de frie og trællene, at man giver disse et mærke på deres højre hånd eller på deres pande, og at ingen skal kunne købe eller sælge undtagen den der har mærket, vilddyrets navn eller dets navns tal. Her gælder det visdom: Lad den der har forstand udregne vilddyrets tal, for det er et menneskes tal; og dets tal er seks hundrede og seksogtres.“ — Åbenbaringen 13:16-18.

33. (a) Hvad er vilddyrets navn? (b) Hvad bliver tallet seks forbundet med? Forklar.

33 Vilddyret har et navn, og dette navn er et tal: 666. Tallet seks bliver forbundet med Jehovas fjender. En filister af refaitternes slægt var „af usædvanlig størrelse“, og han havde „seks fingre på hver hånd og seks tæer på hver fod“. (1 Krønikebog 20:6) Kong Nebukadnezar opstillede en guldbilledstøtte der var seks alen bred og tres alen høj for at forene alle sine embedsmænd i den samme gudsdyrkelse. Da Guds tjenere nægtede at tilbede guldbilledstøtten, lod kongen dem kaste i en brændende ildovn. (Daniel 3:1-23) Seks er mindre end syv, som står for fuldstændighed set med Guds øjne. Et sekstal gentaget tre gange betegner derfor grov ufuldkommenhed.

34. (a) Hvad fremgår af den omstændighed at vilddyrets tal er „et menneskes tal“? (b) Hvorfor er 666 et passende navn for Satans verdensomspændende politiske system?

34 Et navn fortæller noget om en person. Hvad fortæller dette tal da om vilddyret? Johannes siger at det er „et menneskes tal“, ikke en åndeskabnings, så navnet er med til at bekræfte at vilddyret er jordisk og symboliserer menneskers regering. Ligesom seks mangler noget i forholdet til syv, sådan er 666 — seks gentaget og forstærket tre gange — et passende navn for verdens gigantiske politiske system der i den grad mangler noget i at leve op til Guds norm for fuldkommenhed. Verdens politiske vilddyr hersker enerådende under talnavnet 666, mens storpolitikken, den organiserede religion og højfinansen holder det i gang som en undertrykker af menneskeheden og en forfølger af Guds folk.

35. Hvad vil det sige at man får vilddyrets navn som et mærke på sin pande eller på sin højre hånd?

35 Hvad vil det sige at blive mærket på panden eller på sin højre hånd med vilddyrets navn? Da Jehova gav israelitterne sin lov, sagde han til dem: „I skal fæste disse mine ord til jeres hjerte og jeres sjæl og binde dem som et tegn på jeres hånd, og de skal tjene som et pandesmykke mellem jeres øjne.“ (5 Mosebog 11:18) Det betød at israelitterne hele tiden måtte holde sig denne lov for øje, så den prægede alle deres handlinger og tanker. De 144.000 salvede siges at have Faderens navn og Jesu navn skrevet på deres pander. Dette viser at de tilhører Jehova Gud og Jesus Kristus. (Åbenbaringen 14:1) Som en efterligning af dette anvender Satan vilddyrets dæmoniske mærke. Enhver der giver sig af med almindelige dagligdags aktiviteter som at købe eller sælge, bliver presset til at gøre tingene på samme måde som vilddyret, for eksempel i forbindelse med at fejre helligdage. Det forventes at de tilbeder vilddyret, lader det beherske deres liv, så de kan modtage dets mærke.

36. Hvilke vanskeligheder er de der nægter at modtage vilddyrets mærke blevet udsat for?

36 De der nægter at modtage vilddyrets mærke har haft vedvarende vanskeligheder. Det begyndte i 1930’erne med at de måtte udkæmpe mange slag i retssalene og udholde voldelige pøbeloverfald og anden form for forfølgelse. I de totalitære lande blev de sat i koncentrationslejre, hvor mange døde. Siden den anden verdenskrig har utallige unge mænd måttet afsone lange fængselsstraffe, og nogle er blevet torteret og dræbt, fordi de nægter at opgive deres kristne neutralitet. I andre lande er kristne rent bogstaveligt forhindret i at købe eller sælge; nogle er ude af stand til at eje fast ejendom; andre bliver voldtaget, myrdet eller jaget ud af deres fødeland. Hvorfor? Fordi de af samvittighedsgrunde nægter at købe et politisk partikort. d — Johannes 17:16.

37, 38. (a) Hvorfor er det vanskeligt for dem der nægter at bære vilddyrets mærke at leve i verden? (b) Hvem bevarer deres uangribelighed, og hvad er de besluttede på at gøre?

37 Nogle steder på jorden er religionen så indgroet i samfundslivet at enhver der står frem for Bibelens sandheder bliver forstødt af familie og tidligere venner. Der skal en stærk tro til at holde ud under sådanne omstændigheder. (Mattæus 10:36-38; 17:22) I en verden hvor flertallet tilbeder materiel rigdom og hvor uærligheden florerer, har sande kristne ofte måttet vise ubetinget tillid til at Jehova ville sørge for dem når de fulgte retskaffenhedens vej. (Salme 11:7; Hebræerne 13:18) I en verden som er fyldt med umoralitet kræver det stor beslutsomhed at bevare renheden. Kristne der bliver syge kommer ofte ud for at læger og sygeplejersker lægger pres på dem for at få dem til at overtræde Guds lov om blodets hellighed; i nogle tilfælde må de endda modsætte sig dommerkendelser som strider mod deres tro. (Apostelgerninger 15:28, 29; 1 Peter 4:3, 4) Og i disse dage med stigende arbejdsløshed bliver det vanskeligere og vanskeligere for sande kristne at undgå arbejde som vil indebære at de mister deres uangribelighed over for Gud. — Mika 4:3, 5.

38 Ja, det er svært for dem der ikke har vilddyrets mærke at leve i verden. Det er derfor en enestående demonstration af Jehovas magt og velsignelse at de tilbageværende af kvindens afkom, foruden de mere end seks millioner medlemmer af den store skare, bevarer deres uangribelighed på trods af det store pres der lægges på dem for at få dem til at overtræde Guds love. (Åbenbaringen 7:9) Måtte vi alle enigt ud over hele jorden fortsætte med at lovprise Jehova og holde hans retfærdige veje i hævd, idet vi nægter at modtage vilddyrets mærke. — Salme 34:1-3.

[Fodnoter]

a Dette er behandlet mere indgående på siderne 165-79 i bogen Giv agt på Daniels profeti!, udgivet af Jehovas Vidner.

b The Interpretation of St. John’s Revelation af R. C. H. Lenski, siderne 390, 391.

c Kommentatorer har bemærket at nationalisme i realiteten er en religion. Nationalistiske mennesker tilbeder derfor i virkeligheden den del af vilddyret som er repræsenteret af det land de bor i. Om nationalismen i De Forenede Stater læser vi: „Nationalismen, betragtet som en religion, har meget tilfælles med andre store religiøse systemer i fortiden ... Den moderne religiøse nationalist vedkender sig at han er afhængig af sin egen nationale gud. Han føler behovet for Hans mægtige hjælp. Han ser i Ham kilden til sin egen fuldkommenhed og lykke. Han underlægger sig Ham i strengt religiøs forstand. ... Nationen opfattes som evig, og dens loyale sønners død bidrager blot til dens udødelige hæder og ære.“ — Carlton J. F. Hayes, citeret på side 359 i bogen What Americans Believe and How They Worship af J. Paul Williams.

d Se for eksempel Watchtower for 1. september 1971, side 520; 15. maj 1980, side 10; Vagttårnet for 15. september 1974, side 420; 1. september 1975, side 397; 1. maj 1979, side 19; 1. september 1979, side 7.

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 195]

Der blev givet det at give vilddyrets billede åndedræt