Kapitel 7

Genopliv den første kærlighed

EFESUS

1. Hvilken menighed er Jesu første budskab henvendt til, og hvad minder han tilsynsmændene om?

 JESU første budskab er henvendt til menigheden i Efesus, som dengang var en blomstrende havneby på Lilleasiens kyst, ikke langt fra øen Patmos. Jesus befaler Johannes: „Skriv til menighedens engel i Efesus: Dette siger han som holder de syv stjerner i sin højre hånd, han som vandrer midt iblandt de syv guldlampestandere.“ (Åbenbaringen 2:1) Ligesom i de seks øvrige budskaber henleder Jesus her opmærksomheden på et træk som understreger hans myndighed. Han minder tilsynsmændene i Efesus om at alle ældste er underlagt hans beskyttende tilsyn og at han inspicerer alle menighederne. Han udøver fortsat denne kærlige myndighed helt frem til vor tid. Han våger over de ældste og vogter omsorgsfuldt alle som er tilsluttet menighederne. Og nu og da justerer han menighedsordningen, sådan at lyset kan skinne klarere. Ja, Jesus er overhyrden over Guds hjord. — Mattæus 11:28-30; 1 Peter 5:2-4.

2. (a) Hvilke positive ting roste Jesus Efesermenigheden for? (b) Hvilken vejledning fra apostelen Paulus havde de ældste i Efesus åbenbart fulgt?

² Jesus indleder sit budskab med at rose menigheden varmt — et mønster han følger i fem af sine syv budskaber. Han siger til efeserne: „Jeg kender dine gerninger og dit slid og din udholdenhed, og jeg ved at du ikke kan døje onde mennesker, og at du har prøvet dem som siger at de er apostle men ikke er det, og at du har fundet at de er løgnere. Du viser også udholdenhed, og du har døjet for mit navns skyld og er ikke blevet træt.“ (Åbenbaringen 2:2, 3) Mange år tidligere havde apostelen Paulus advaret de ældste fra Efesus om at der ville fremstå „undertrykkende ulve“, frafaldne som ville forstyrre hjorden, og han havde sagt til disse ældste at de skulle ’holde sig vågne’, ligesom han selv utrætteligt gjorde. (Apostelgerninger 20:29, 31) Eftersom Jesus nu roser dem for deres slid og udholdenhed og for at de ikke er blevet trætte, må de have fulgt denne vejledning.

3. (a) Hvordan har „falske apostle“ forsøgt at vildlede de trofaste i vore dage? (b) Hvilken advarsel gav Peter angående frafaldne?

³ På Herrens dag er der også nu og da fremstået „falske apostle“ som ’fremfører fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig’. (2 Korinther 11:13; Apostelgerninger 20:30; Åbenbaringen 1:10) De ser noget godt i alle de indbyrdes modstridende, sekteriske trosretninger, hævder at Gud ikke har en organisation, og benægter at Jesus modtog regeringsmagt i 1914. De opfylder profetien i Andet Petersbrev 3:3, 4: „I de sidste dage vil der komme folk som angriber med latterliggørelse og som vandrer efter deres egne ønsker og siger: ’Hvor er denne hans lovede nærværelse? Fra den dag vore forfædre sov ind i døden, er alt jo forblevet ganske som det var fra skabelsens begyndelse.’“

4. (a) Hvordan kommer spotteres stolthed og oprørskhed til udtryk? (b) Hvordan behandler de kristne i dag sådanne modstandere, ligesom de kristne gjorde i Efesus?

⁴ Disse spottere stejler ved tanken om at  bekende deres tro offentligt. (Romerne 10:10) De har sikret sig støtte hos kristenhedens gejstlige og fået nyhedsblade og tv-stationer til at hjælpe sig med at udsprede løgnagtige rapporter om deres tidligere trosfæller. De trofaste indser hurtigt at disse bedrageres tale og adfærd ikke stemmer med sandheden. Ligesom de kristne i Efesus kan de kristne i dag ’ikke døje onde mennesker’, hvorfor de udstøder dem af deres menigheder. a

5. (a) Hvilken svaghed sagde Jesus at efeserne havde? (b) Hvilke ord skulle efeserne have husket?

⁵ Herefter peger Jesus imidlertid — som han gør over for i alt fem af de syv menigheder — på et alvorligt problem. Han siger til efeserne: „Dog har jeg det imod dig at du har forladt din første kærlighed.“ (Åbenbaringen 2:4) De burde ikke være kommet til kort i denne henseende, for Paulus havde 35 år tidligere skrevet til dem om ’den store kærlighed hvormed Gud elskede os’, og havde tilskyndet dem: „Bliv derfor Guds efterlignere, som elskede børn, og fortsæt med at vandre i kærlighed, ligesom Messias også elskede jer.“ (Efeserne 2:4; 5:1, 2) Desuden skulle disse ord af Jesus have været indskrevet uudsletteligt i deres hjerter: „Jehova vor Gud er én Jehova, og du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.“ (Markus 12:29-31) Efeserne havde mistet denne første kærlighed.

6. (a) Hvilken fare og hvilke tilbøjeligheder må vi være på vagt over for, hvad enten vi er gamle eller nye i menigheden? (b) Hvad bør vor kærlighed til Gud tilskynde os til at gøre?

⁶ Hvad enten vi er gamle eller nye i menigheden, må vi passe på at vi ikke mister vor første kærlighed til Jehova. Hvordan kunne vi miste den? Det kunne ske at vi lod interessen for vort verdslige arbejde, ønsket om at tjene mange penge eller glæden ved fornøjelser fylde vort liv, med det resultat at vi blev kødeligsindede i stedet for åndeligsindede. (Romerne 8:5-8; 1 Timoteus 4:8; 6:9, 10) Vor kærlighed til Jehova bør få os til at rette enhver tilbøjelighed af den art og ’blive ved med først at søge Guds rige og hans retfærdighed’, så vi ’samler os værdier i himmelen’. — Mattæus 6:19-21, 31-33.

7. (a) Hvad bør vor tjeneste for Jehova være ledet af? (b) Hvad sagde Johannes om kærlighed?

⁷ Måtte vor tjeneste for Jehova altid være ledet af dyb kærlighed til ham. Måtte vi af hjertet værdsætte alt hvad Jehova og Kristus har gjort for os. Som Johannes selv senere  skrev: „Kærligheden består i dette: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han elskede os og udsendte sin søn som sonoffer for vore synder.“ Johannes siger videre: „Gud er kærlighed, og den der forbliver i kærligheden, forbliver i samhørighed med Gud, og Gud forbliver i samhørighed med ham.“ Vi må aldrig lade vor kærlighed til Jehova, til Herren Jesus Kristus og til Guds levende ord kølnes. Vi kan vise denne kærlighed både ved at tjene Gud nidkært og ved at adlyde ’det bud vi har fra ham, at den der elsker Gud også skal elske sin broder’. — 1 Johannes 4:10, 16, 21; Hebræerne 4:12; se også Første Petersbrev 4:8; Kolossenserbrevet 3:10-14; Efeserbrevet 4:15.

’Gør de tidligere gerninger’

8. Hvad sagde Jesus at efeserne burde gøre?

⁸ Hvis efeserne ikke vil miste deres stilling, må de genoplive den kærlighed de engang havde. „Du må derfor huske hvorfra du er faldet,“ siger Jesus til dem, „og ændre sind og gøre de tidligere gerninger. Ellers kommer jeg til dig, og jeg vil flytte din lampestander fra dens plads, medmindre du ændrer sind.“ (Åbenbaringen 2:5) Hvordan tog de kristne i Efesermenigheden imod disse ord? Vi ved det ikke. Vi håber at de ændrede sind og at det lykkedes dem at genoplive deres kærlighed til Jehova. Hvis ikke, ville deres lampe blive slukket og deres lampestander fjernet. De ville miste det privilegium at lade sandhedens lys skinne.

9. (a) Hvilket opmuntrende ord havde Jesus til efeserne? (b) Hvordan viste det sig at menighederne efter Johannes’ tid ikke fulgte den vejledning Jesus havde givet efeserne?

⁹ Ikke desto mindre havde Jesus dette opmuntrende ord til dem: „Dog, du har dette at du hader Nikolaus-sektens gerninger, som jeg også hader.“ (Åbenbaringen 2:6) Ja, de hadede i det mindste sekteriske splittelser, ligesom Herren Jesus Kristus hader dem. Som årene gik var der imidlertid mange menigheder som ignorerede disse ord af Jesus. I deres mangel på kærlighed til Jehova, til sandheden og til hinanden gled de ud i åndeligt mørke. De blev opdelt i utallige indbyrdes stridende sekter. „Kristne“ skriftlærde som ikke havde kærlighed til Jehova, fjernede Guds navn fra de græske bibelhåndskrifter. Mangelen på kærlighed bevirkede også at man i kristendommens navn begyndte at fremholde babyloniske og græske lærdomme, for eksempel om helvede, skærsilden og treenigheden. Og da de fleste af dem der hævdede at være kristne hverken elskede Gud eller sandheden, holdt de op med at forkynde den gode nyhed om Guds rige. De blev underlagt en selvisk præsteklasse der skabte sig sit eget rige her på jorden. — Jævnfør Første Korintherbrev 4:8.

10. Hvordan var den religiøse situation i kristenheden i 1918?

¹⁰ Da dommen begyndte med Guds hus i 1918, var kristenhedens sekteriske gejstlige åbenlyst i færd med at støtte den første verdenskrig, idet de tilskyndede katolikker og protestanter på begge sider af fronten til at dræbe hinanden. (1 Peter 4:17) I modsætning til Efesermenigheden, der hadede Nikolaus-sektens gerninger, havde kristenhedens kirker længe været befængt med selvmodsigende, gudløse læresætninger, og deres præster havde gjort fælles sag med verden, som Jesus sagde at hans disciple ikke måtte være en del af. (Johannes 15:17-19) Deres menigheder, som var uvidende om Bibelens tema, Guds rige, var ikke lampestandere som udsendte Bibelens sandhedslys, og deres medlemmer var ikke en del af Jehovas åndelige tempel. Deres ledende mænd (og kvinder) var ikke stjerner, men blev afsløret som værende medlemmer af „lovløshedens menneske“. — 2 Thessaloniker 2:3; Malakias 3:1-3.

11. (a) Hvilken kristen gruppe som fandtes på verdensskuepladsen i 1918, gav agt på Jesu vejledning til efeserne? (b) Hvad gjorde Johannesskaren fra 1919 og fremefter?

¹¹ Johannesskaren kom derimod ud af den  første verdenskrigs stormfulde år med en kærlighed til Jehova og til sandheden som ansporede dem til at tjene ham med brændende nidkærhed. De modstod dem der søgte at indføre sektvæsen ved næsten at forgude Vagttårnsselskabets første præsident, Charles T. Russell, efter hans død i 1916. Tugtet af forfølgelsen og modgangen, fik disse kristne tydeligvis en gunstig dom af deres Herre og blev indbudt til at gå ind til hans glæde. (Mattæus 25:21, 23) De så i verdensbegivenhederne og i deres egne erfaringer opfyldelsen af det tegn der ifølge Jesus ville markere hans usynlige nærværelse i Rigets magt. Fra 1919 tog de aktivt del i den fortsatte opfyldelse af Jesu store profeti: „Og denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Mattæus 6:9, 10; 24:3-14) Hvis deres kærlighed til Jehova på nogen måde havde været utilstrækkelig, brændte den i hvert fald klart fra da af.

12. (a) Hvilken opfordring lød ved et historisk stævne i 1922? (b) Hvilket navn antog de sande kristne i 1931, og hvad angrede de?

¹² Ved et historisk stævne som blev afholdt i Cedar Point, Ohio, USA, fra 5. til 13. september 1922, og som blev overværet af 18.000 af disse kristne, lød opfordringen: „Tilbage til Slagmarken, o I den højeste Guds Sønner! ... Verden skal vide, at Jehova er Gud, og at Jesus Kristus er Kongers Konge og Herrers Herre. ... Derfor, forkynd, forkynd, forkynd om Kongen og hans Rige!“ Jehovas dyrebare navn kom mere i forgrunden. I 1931 antog disse kristne, forsamlede til et stævne i Columbus, Ohio, USA, med glæde det navn Gud selv anviste dem i Esajas’ profeti — Jehovas Vidner. (Esajas 43:10, 12) Med udgaven for 1. marts 1939 (den danske udgave for 15. juni 1939) blev navnet på samfundets vigtigste tidsskrift ændret til Vagttaarnet, Forkynder af Jehovas Rige, hvorved den største ære blev rettet mod Skaberen og hans kongelige regering. Jehovas Vidner havde med fornyet kærlighed til Jehova angret enhver mulig tidligere undladelse af at ære og ophøje hans herlige navn og rige. — Salme 106:6, 47, 48.

„Den der sejrer“

13. (a) Hvilken velsignelse ville efeserne opnå hvis de ’sejrede’? (b) Hvordan ville de kristne i Efesus ’sejre’?

¹³ Ligesom i sine øvrige budskaber slutter Jesus af med at henvise til at det er Guds ånd der gennem ham fremholder belønningen for trofasthed. Han siger til efeserne: „Lad den der har øre, høre hvad ånden siger til menighederne: Den der sejrer, ham vil jeg give at spise af livets træ, som er i Guds paradis.“ (Åbenbaringen 2:7) De der havde hørende ører ville ivrigt rette sig efter dette vigtige budskab, vel vidende at det ikke var fra Jesus selv men kom fra den suveræne Herre Jehova gennem hans hellige ånd eller virkekraft. Hvordan ville de ’sejre’? Ved at følge lige i Jesu fodspor, han der bevarede sin uangribelighed  til døden og som derfor kunne sige: „Fat mod! Jeg har besejret verden.“ — Johannes 8:28; 16:33; se også Første Johannesbrev 5:4.

14. Hvad må udtrykket „Guds paradis“ sigte til?

¹⁴ Hvordan kan salvede kristne få lejlighed til at „spise af livets træ, som er i Guds paradis“? Der kan ikke være tale om det genoprettede paradis på jorden, for de 144.000 salvede kristne, deriblandt dem der tilhørte menigheden i Efesus, er jo købt fra menneskeslægten og skal som åndelige sønner af Gud herske sammen med Lammet, Kristus Jesus, på det himmelske Zions bjerg. (Efeserne 1:5-12; Åbenbaringen 14:1, 4) Udtalelsen må derfor sigte til det himmelske paradisiske domæne som disse sejrvindere arver. Dér, „i Guds paradis“, ja i Jehovas egen nærhed, vil disse sejrvindere som har fået udødelighed, fortsætte med at leve evigt, her symboliseret ved at de spiser af livets træ.

15. Hvorfor er Jesu tilskyndelse til at sejre også af afgørende interesse for den store skare i dag?

¹⁵ Hvordan vil det så gå de 144.000 salvedes loyale medarbejdere på jorden? Disse Vidner, der udgør en stor skare, sejrer også. Men deres håb består i at få adgang til et jordisk paradis, hvor de vil drikke af „en flod med livets vand“ og finde lægedom ved hjælp af „bladene på træerne“ som er plantet langs flodens bredder. (Åbenbaringen 7:4, 9, 17; 22:1, 2) Hvis du hører til denne skare, måtte du da også vise din dybe kærlighed til Jehova og vinde troens sejr. Derved kan du opnå den glæde og lykke at leve evigt i det jordiske paradis. — Jævnfør Første Johannesbrev 2:13, 14.

[Fodnote]

[Studiespørgsmål]

[Ramme på side 36]

Lovprisning af Jehova og hans søn

I den sangbog Jehovas folk fremstillede i 1905, blev Jesus lovprist i dobbelt så mange sange som Jehova Gud. I sangbogen fra 1928 var der omtrent lige mange sange hvori Jesus og Jehova blev ophøjet. Men i den nyeste sangbog, der blev udgivet på dansk i 1986, æres Jehova i fire gange så mange sange som Jesus. Dette er i harmoni med Jesu egne ord: „Faderen er større end jeg.“ (Johannes 14:28) Kærligheden til Jehova må have forrangen, ledsaget af dyb kærlighed til Jesus og værdsættelse af hans dyrebare offer og tjeneste som Guds ypperstepræst og konge.

[Oversigt på side 34]

Mønsteret for Jesu vejledning

(med angivelse af kapitler og vers i Åbenbaringen)

Myndighed til at vejlede

Budskab til menigheden i

Efesus: 2:1

Smyrna: 2:8

Pergamum: 2:12

Tyatira: 2:18

Sardes: 3:1

Filadelfia: 3:7

Laodikea: 3:14

Indledende ros

Budskab til menigheden i

Efesus: 2:2, 3

Smyrna: 2:9

Pergamum: 2:13

Tyatira: 2:19

Sardes: —

Filadelfia: 3:8

Laodikea: —

Problemet tydeligt påpeget

Budskab til menigheden i

Efesus: 2:4

Smyrna: —

Pergamum: 2:14, 15

Tyatira: 2:20, 21

Sardes: 3:1, 2

Filadelfia: —

Laodikea: 3:15-17

Retledning og/eller tilskyndelse

Budskab til menigheden i

Efesus: 2:5, 6

Smyrna: 2:10

Pergamum: 2:16

Tyatira: 2:24, 25

Sardes: 3:3, 4

Filadelfia: 3:8-11

Laodikea: 3:18-20

Medfølgende velsignelser

Budskab til menigheden i

Efesus: 2:7

Smyrna: 2:11

Pergamum: 2:17

Tyatira: 2:26-28

Sardes: 3:5

Filadelfia: 3:12

Laodikea: 3:21