Guds hellige hemmelighed — dens herlige fuldbyrdelse!
Kapitel 26
Guds hellige hemmelighed — dens herlige fuldbyrdelse!
1. (a) Med hvilke ord fortæller Johannes at Guds hellige hemmelighed er blevet fuldbyrdet? (b) Hvorfor taler de himmelske hærskarer med høj røst?
HUSKER du den beedigede erklæring der blev fremsat af den stærke engel i Åbenbaringens 10. kapitel? Engelen sagde: „Der vil ikke længere være nogen tøven; men i dagene for den syvende engels røst, når han skal til at blæse i sin trompet, er Guds hellige hemmelighed ifølge den gode nyhed som han forkyndte sine trælle profeterne, virkelig fuldbyrdet.“ (Versene 1, 6, 7) Jehovas tid er nu inde til at lade denne sidste trompet lyde! Hvordan vil den hellige hemmelighed da blive fuldbyrdet? Johannes fryder sig over at kunne fortælle os det! Han skriver: „Og den syvende engel blæste i sin trompet. Og høje røster lød i himmelen idet de sagde: ’Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og hans Messias’, og han skal herske som konge i evighedernes evigheder.’“ (Åbenbaringen 11:15) De himmelske hærskarer har grund til at tale højt, ja med tordenrøst, for denne historiske bekendtgørelse er af universel betydning. Den angår i høj grad hver eneste skabning som lever.
2. Hvornår og med hvilken begivenhed er den hellige hemmelighed blevet fuldbyrdet?
2 Den hellige hemmeligheds lykkelige højdepunkt er nået! Herligt og storslået fuldbyrdes den ved at Herren Jehova i 1914 indsætter sin Messias eller Kristus som medkonge. På sin Faders vegne overtager Jesus Kristus det aktive herredømme midt i en fjendtlig menneskeverden. Som det lovede afkom får han regeringsmagt for at kunne gøre Slangen og hans yngel til intet og genoprette paradisisk fred på jorden. (1 Mosebog 3:15; Salme 72:1, 7) Som messiansk konge vil Jesus således opfylde Jehovas ord og hævde og ophøje sin Fader, „evighedens Konge“, der skal herske som den suveræne Herre „i evighedernes evigheder“. — 1 Timoteus 1:17.
3. Hvorfor har Jehova Gud, der altid har været konge, tilladt andre at herske uindskrænket på jorden?
3 Men i hvilken forstand blev „verdensherredømmet ... vor Herres“, det vil sige Jehovas? Har Jehova Gud ikke altid været konge? Jo, det er sandt, for levitten Asaf sang: „Gud er dog min konge fra gammel tid.“ Og en anden salmist proklamerede: „Jehova er blevet konge! ... Din trone er grundfæstet fra gammel tid; du er fra den fjerne fortid.“ (Salme 74:12; 93:1, 2) I sin visdom har Jehova imidlertid tilladt andre at herske uindskrænket på jorden. Derved er det stridsspørgsmål der blev rejst i Eden om hvorvidt menneskene er i stand til at styre sig selv uafhængigt af Gud, blevet prøvet til fulde. Menneskers herredømme er kommet ynkeligt til kort. Guds profet havde ret da han sagde: „Jeg ved, Jehova, at menneskets vej ikke står til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ (Jeremias 10:23) Lige siden vore første forældre gik deres egne veje, har hele den beboede jord været behersket af „slangen fra fortiden“, Satan. (Åbenbaringen 12:9; Lukas 4:6) Nu er tiden inde til en drastisk forandring! For at hævde sin retmæssige stilling begynder Jehova at udøve sit suveræne herredømme over jorden på en ny måde, gennem sit eget oprettede messianske rige.
4. Hvad blev bragt i forgrunden da englene begyndte at blæse i trompeterne i 1922? Forklar.
4 Da de syv trompeter begyndte at lyde i 1922, holdt J. F. Rutherford et foredrag ved bibelstudenternes stævne i Cedar Point, Ohio, over skriftstedet „Himlenes rige er kommet nær“. (Mattæus 4:17) Han sluttede med disse ord: „Saa tilbage til Slagmarken, o I den højeste Guds Sønner! Vær iført eders Rustning! Vær ædrue, vær aarvaagne, vær virksomme, vær modige! Vær trofaste og sanddrue Vidner om Herren! Gaa fremad i Kampen, indtil de sidste Rester af Babylon er ødelagte! Forkynd Budskabet vidt og bredt! Verden skal vide, at Jehova er Gud, og at Jesus Kristus er Kongers Konge og Herrers Herre. Vi lever nu i Verdens mest betydningsfulde Tid. Se! Kongen regerer! I er hans Budbringere. Derfor, forkynd, forkynd, forkynd Kongen og hans Rige!“ Guds rige ved Kristus Jesus blev bragt i forgrunden, og dette udøste den vældige bølge af forkyndelse der kom til at omfatte alle de domme der blev bebudet ved at de syv engle blæste i deres trompeter.
5. Hvad skete der ved bibelstudenternes stævne i 1928 som fremhævede det syvende trompetstød?
5 Den syvende engels trompetstød gav genlyd ved bibelstudenternes stævne i Detroit i staten Michigan fra 30. juli til 6. august 1928. Under dette stævnes højdepunkt var i alt 107 radiostationer kædet sammen i det der ifølge The New York Times var „den mest omfattende og den kostbareste radiosammenkobling historien kan opvise“. De forsamlede tilhørere vedtog med begejstring en magtfuld „Erklæring imod Satan og for Jehova“, som henviste til at Satan og hans onde organisation vil lide nederlag i Harmagedon og at alle som elsker retfærdighed vil blive frigjort. Til stor glæde for Guds riges loyale undersåtter blev der ved stævnet udgivet en ny bog på 368 sider med titlen Regering. Heri blev der fremlagt de klareste beviser for at „Gud satte sin salvede Konge paa Tronen i 1914“.
Jehova tager magten
6. Hvordan skildrer Johannes reaktionen på meddelelsen om at Kristus er blevet indsat på tronen i Guds rige?
6 Kristus indsat på tronen i Guds rige! Denne bekendtgørelse fremkalder stor glæde. Johannes beretter: „Og de fireogtyve ældste som sad på deres troner foran Gud, faldt på deres ansigter og tilbad Gud idet de sagde: ’Vi takker dig, Jehova Gud, du Almægtige, du som er og som var, fordi du har taget din store magt og er begyndt at herske som konge.’“ — Åbenbaringen 11:16, 17.
7. Hvordan takkes Jehova Gud (a) af resten af de symbolske 24 ældste på jorden? (b) af den del af de symbolske 24 ældste der er blevet oprejst til deres stilling i himmelen?
7 Denne tak til Jehova Gud fremsiges af de 24 ældste, som symboliserer Kristi salvede brødre i deres himmelske stilling. Fra og med 1922 blev en rest af disse 144.000 salvede som endnu befandt sig på jorden, travlt beskæftiget med det arbejde der blev sat i gang af trompetstødene. Den fulde betydning af tegnet i Mattæus 24:3–25:46 gik op for dem. Tidligere på Herrens dag var deres medvidner som allerede havde ’vist sig trofaste indtil døden’, imidlertid blevet oprejst til deres stilling i himmelen, sådan at de nu kunne repræsentere hele gruppen af 144.000 idet de faldt på deres ansigter for at hylde Jehova. (Åbenbaringen 1:10; 2:10) De er alle meget taknemmelige for at deres suveræne Herre ikke har tøvet med at fuldbyrde sin hellige hemmelighed!
8. (a) Hvilken virkning har det syvende trompetstød på nationerne? (b) Hvem har disse nationer vist deres vrede imod?
8 Det syvende trompetstød bringer derimod ikke nationerne nogen glæde. Tiden er kommet da de skal erfare Jehovas vrede. Det er som Johannes fortæller: „Men nationerne blev vrede, og din egen vrede kom, og den fastsatte tid til at de døde skal dømmes, og til at give lønnen til dine trælle profeterne og til de hellige og til dem som frygter dit navn, de små og de store, og til at ødelægge dem der ødelægger jorden.“ (Åbenbaringen 11:18) Fra 1914 og fremefter har verdens nationer vist deres voldsomme raseri mod hinanden, mod Guds rige og især mod Jehovas to vidner. — Åbenbaringen 11:3.
9. Hvordan har nationerne anrettet ødelæggelser på jorden, og hvad har Gud bestemt sig til at gøre ved det?
9 Nationerne har hele vejen op gennem historien anrettet ødelæggelser på jorden med deres uophørlige krigsførelse og dårlige forvaltning. Men siden 1914 har denne ødelæggelse taget til i alarmerende grad. Begær og korruption har ført til at ørkener breder sig og vældige landbrugsarealer går tabt. Syreregn og radioaktive skyer har skadet store områder. Fødekilder er blevet forurenet, og det samme er luften vi indånder og vandet vi drikker. Spildstoffer fra industrien truer livet på landjorden og i havet. Og på et tidspunkt truede supermagterne med den totale ødelæggelse i en kernekrig som ville tilintetgøre hele menneskeheden. Men lykkeligvis vil Jehova ødelægge dem der ødelægger jorden; han vil eksekvere dom over de stolte, gudløse mennesker der er skyld i jordens sørgelige forfatning. (5 Mosebog 32:5, 6; Salme 14:1-3) Derfor sender han det tredje ve, for at disse overtrædere kan blive krævet til regnskab. — Åbenbaringen 11:14.
Ve dem der ødelægger jorden!
10. (a) Hvad er det tredje ve? (b) Hvad bringer det tredje ve som er værre end den pine der blev forårsaget af de to første veer?
10 Her er så det tredje ve. Det kommer hurtigt! Det er det middel hvormed Jehova bringer ødelæggelse over dem der vanhelliger hans „fodskammel“, den smukke jord vi lever på. (Esajas 66:1) Det udløses af det messianske rige — Guds hellige hemmelighed. Guds fjender, og især kristenhedens ledere, er blevet pint af de to første veer — som hovedsagelig er blevet fremkaldt af græshoppeplagen og af rytterhærene; men det tredje ve, der kommer direkte fra Jehovas rige, vil bringe mere end pine. (Åbenbaringen 9:3-19) Det vil tildele det ødelæggende menneskesamfund og dets ledere dødsstødet ved at fjerne dem. Dette vil indtræffe som kulminationen af Jehovas domseksekvering i Harmagedon. Det er som Daniel forudsagde: „I de kongers dage [de herskere som ødelægger jorden] vil himmelens Gud oprette et rige som aldrig vil blive ødelagt. Og riget vil ikke blive overdraget til noget andet folk. Det vil knuse og gøre ende på alle disse riger, men selv bestå evindelig.“ Som et imponerende bjerg vil Guds rige herske over en herliggjort jord, til hævdelse af Jehovas suverænitet og til evig glæde for menneskeheden. — Daniel 2:35, 44; Esajas 11:9; 60:13.
11. (a) Hvilken række af lykkelige begivenheder beskriver profetien? (b) Hvilken ufortjent godhed opnås, hvordan, og af hvem?
11 Det tredje ve er ledsaget af en række lykkelige begivenheder som fortsætter videre frem på Herrens dag. Det er ’tiden til at de døde skal dømmes, og til at Gud vil give lønnen til sine trælle profeterne og til de hellige og til dem som frygter hans navn’. Det vil sige at de døde bliver oprejst! For de salvede hellige der allerede var sovet ind i døden, indtraf dette tidligt på Herrens dag. (1 Thessaloniker 4:15-17) Efterhånden som resten af de hellige afgår ved døden, vil de i ét nu blive oprejst og slutte sig til dem. Andre vil også få deres løn, nemlig Guds trælle profeterne fra gammel tid og alle andre mennesker der kommer til at frygte Jehovas navn, hvad enten de hører til den store skare som overlever den store trængsel eller til „de døde, de store og de små,“ der vil blive oprejst til liv under Kristi tusindårige herredømme. Eftersom Guds messianske konge har dødens og Hades’ nøgler, vil hans herredømme give ham mulighed for at skænke evigt liv til alle som rækker ud efter denne dyrebare foranstaltning. (Åbenbaringen 1:18; 7:9, 14; 20:12, 13; Romerne 6:22; Johannes 5:28, 29) Hvad enten det er udødeligt liv i himmelen eller evigt liv på jorden, er denne livets gave en ufortjent godhed fra Jehova som hver eneste der modtager den, må være evigt taknemmelig for! — Hebræerne 2:9.
Se, hans pagts ark!
12. (a) Hvad ser Johannes i himmelen ifølge Åbenbaringen 11:19? (b) Hvad havde pagtens ark været et symbol på, og hvad var der sket med den efter at israelitterne var kommet i fangenskab i Babylon?
12 Jehova hersker! Gennem sit messianske rige udøver han sit suveræne herredømme over menneskene på en vidunderlig og storslået måde. Dette bekræftes af det næste Johannes ser: „Og Guds tempelhelligdom, som er i himmelen, blev åbnet, og hans pagts ark blev set i hans tempelhelligdom. Og der kom lyn og stemmer og tordener og et jordskælv og store hagl.“ (Åbenbaringen 11:19) Dette er det eneste sted i Åbenbaringen hvor pagtens ark nævnes. Arken havde været det synlige symbol på Jehovas nærværelse blandt sit folk Israel. I tabernaklet, og senere i det tempel Salomon byggede, stod arken i det Allerhelligste. Men da israelitterne blev ført i fangenskab i Babylon i 607 f.v.t., blev Jerusalem ødelagt og pagtens ark forsvandt. Samtidig ophørte repræsentanterne for Davids hus med at sidde som konger „på Jehovas trone“. — 1 Krønikebog 29:23. a
13. Hvad betyder det at pagtens ark ses i Guds himmelske helligdom?
13 Nu, over 2600 år senere, ses pagtens ark igen. Men i Johannes’ syn er denne ark ikke opstillet i et jordisk tempel. Den befinder sig i Guds himmelske tempelhelligdom. Jehova hersker atter gennem en konge af Davids kongelige slægt. Men nu sidder denne konge, Kristus Jesus, på en trone i det himmelske Jerusalem — som er det fordelagtige, ophøjede sted hvorfra han eksekverer Jehovas domme. (Hebræerne 12:22) Disse domme vil blive afsløret for os i de følgende kapitler af Åbenbaringen.
14, 15. (a) Hvem var den eneste der fik pagtens ark at se i fortidens Jerusalem, og hvorfor? (b) Hvem får pagtens ark at se i Guds himmelske tempelhelligdom?
14 I fortidens jordiske Jerusalem blev arken ikke set af israelitterne i almindelighed, og heller ikke af præsterne der tjente i templet, for den stod i det Allerhelligste, som var adskilt fra det Hellige ved et forhæng. (4 Mosebog 4:20; Hebræerne 9:2, 3) Kun ypperstepræsten fik den at se når han gik ind i det Allerhelligste på den årlige forsoningsdag. Når den himmelske tempelhelligdom åbnes, bliver den symbolske ark imidlertid synlig, ikke blot for Jehovas ypperstepræst, Jesus Kristus, men også for hans underpræster, de 144.000, deriblandt Johannes.
15 De første af disse, som er blevet oprejst til himmelen, ser denne symbolske ark på nært hold, for de har allerede indtaget deres plads som en del af de 24 ældste rundt om Jehovas trone. Og Johannesskaren på jorden er blevet oplyst af Jehovas ånd, så den erkender at han er nærværende i sit åndelige tempel. Der har også været tegn som gør menneskeheden i almindelighed opmærksom på denne vidunderlige kendsgerning. Johannes’ syn taler om lyn, stemmer, tordener, et jordskælv og store hagl. (Jævnfør Åbenbaringen 8:5.) Hvad symboliserer disse ting?
16. I hvilken forstand er der kommet lyn, stemmer, tordener, et jordskælv og store hagl?
16 Siden 1914 er der sket vældige omvæltninger i den religiøse verden. Men dette „jordskælv“ er lykkeligvis blevet ledsaget af indviede stemmer som fremholder et klart budskab om Guds oprettede rige. Der har lydt tordnende ’stormvarsler’ fra Bibelen. Glimt af forståelse af Guds profetiske ord har skinnet som lyn. Og hårdtslående „hagl“ i form af domsafsigelser fra Gud er blevet sendt ud over kristenheden og den falske religion i almindelighed. Alt dette burde have fanget folks opmærksomhed. Men sørgeligt nok har flertallet — ligesom Jerusalems indbyggere på Jesu tid — lukket øjnene for opfyldelsen af disse tegn i Åbenbaringen. — Lukas 19:41-44.
17, 18. (a) Hvilket ansvar har det medført for de salvede kristne at de syv engle blæser i deres trompeter? (b) Hvordan opfylder de kristne deres hverv?
17 De syv engle fortsætter med at blæse i deres trompeter og give signal til historiske begivenheder på jorden. Indviede kristne har et stort ansvar for at vedblive med at fremholde disse bekendtgørelser for verden. Og de er meget glade for at røgte dette hverv! Det fremgår af den omstændighed at de i løbet af de 20 år fra 1986 til 2005 næsten fordoblede den årlige timeindsats i forkyndelsen — fra 680.837.042 til 1.278.235.504 timer. „Guds hellige hemmelighed ifølge den gode nyhed“ bliver i sandhed gjort kendt „til den beboede jords fjerneste egne“. — Åbenbaringen 10:7; Romerne 10:18.
18 Der følger nu flere syner hvori Guds hensigter i forbindelse med Riget bliver åbenbaret for os.
[Fodnote]
a Den romerske historiker Tacitus fortæller i forbindelse med indtagelsen af Jerusalem i år 63 f.v.t. at Gnæus Pompejus fandt tempelhelligdommen tom da han gik derind. Pagtens ark var der ikke. — Tacitus’ Historie, 5.9.
[Studiespørgsmål]
[Ramme på side 173]
Hovedpunkterne i Jehovas trompetlignende domsproklamationer
1. 1922 Cedar Point, Ohio: En opfordring til kristenhedens ledere inden for religion, storpolitik og højfinans til at begrunde og retfærdiggøre hvorfor de ikke har indført fred, fremgang og lykke. Messiasriget er universalmidlet.
2. 1923 Los Angeles, Californien: I det offentlige foredrag „Nationerne på march mod Harmagedon, men millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø“ opfordres fredselskende „får“ til at forlade det dødbringende menneskehav.
3. 1924 Columbus, Ohio: Gejstligheden anklages for at ophøje sig selv og nægte at forkynde Messiasriget. Sande kristne må forkynde Guds hævn og trøste den sørgende menneskehed.
4. 1925 Indianapolis, Indiana: Et håbets budskab der fremhæver modsætningen mellem det åndelige mørke i kristenheden og Rigets lyse løfter om fred, fremgang, frihed, sundhed, liv og evig lykke.
5. 1926 London, England: Kristenheden og dens præsteskab udsættes for en græshoppelignende plage der afslører at præsterne har forkastet Guds rige, og som hylder den himmelske regerings fødsel.
6. 1927 Toronto, Canada: En indbydelse bringes ud som af rytterhære med en opfordring til folk om at forlade den organiserede kristenhed og vise Jehova Gud og hans konge og rige troskab.
7. 1928 Detroit, Michigan: En erklæring imod Satan og for Jehova, som klart viser at Guds salvede konge, der blev indsat på tronen i 1914, vil udslette Satans onde organisation og frigøre menneskeheden.
[Ramme på side 175]
Jorden ødelægges
„Hvert tredje sekund forsvinder der et stykke af den oprindelige regnskov på størrelse med en fodboldbane. ... Tabet af urskov ødelægger tusinder af plante- og dyrearter.“ — Illustrated Atlas of the World (Rand McNally).
„I løbet af de to hundrede år området har været koloniseret, er [de store søer] også blevet verdens største kloak.“ — The Globe and Mail (Canada).
Eksplosionen og branden på kernekraftværket i Tjernobyl i Ukraine, der indtraf i april 1986, var „den mest betydningsfulde nukleare begivenhed ... siden bombningen af Hiroshima og Nagasaki“, idet der ved ulykken blev frigjort „lige så megen langvarig stråling til verdens luft, muldjord og vand som ved alle kernevåbenforsøg og bombesprængninger tilsammen“. — JAMA; The New York Times.
I Minamata i Japan udledte et kemisk værk metylkviksølv i bugten. Ved at spise fisk og skaldyr som blev forurenet heraf, pådrog mange sig en kronisk nervesygdom, den såkaldte minamata-syge (MD). „Det er til dato [1985] officielt fastslået at 2578 mennesker i Japan har pådraget sig MD.“ — International Journal of Epidemiology.
[Ramme på side 176]
De vægtige udtalelser i Åbenbaringen 11:15-19 danner optakten til de efterfølgende syner. Det 12. kapitel er et tilbageblik som forstærker og uddyber de storslåede bekendtgørelser i Åbenbaringen 11:15, 17. Kapitel 13 giver baggrunden for 11:18 ved at beskrive oprindelsen til og udviklingen af Satans politiske organisation, der har ført ødelæggelse over jorden. Kapitlerne 14 og 15 beskriver mere detaljeret de domme der er forbundet med det syvende trompetstød og det tredje ve.
[Illustrationer på side 174]
Jehova vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“