Kapitel 9

Holder fast ved Jesu navn

PERGAMUM

1. Hvilken menighed sendes Jesu næste budskab til, og hvordan var den by disse kristne boede i?

HVIS man fra Smyrna rejser 80 kilometer mod nord ad kystvejen og derpå 24 kilometer mod nordøst op gennem Kaikos-floddalen, kommer man til Pergamum, det nuværende Bergama. Byen var i oldtiden kendt for sit Zeus- eller Jupitertempel. I 1800-tallet bragte arkæologer templets alter til Tyskland, hvor det, sammen med talrige statuer og relieffer af hedenske guder, stadig kan ses på Pergamon-museet i Berlin. Hvilket budskab ville Herren Jesus sende til en menighed der var omgivet af så megen afgudsdyrkelse?

2. Hvordan præsenterer Jesus sig, og hvad betyder det at han har ’det tveæggede sværd’?

² Jesus begynder med at præsentere sig, idet han siger: „Og skriv til menighedens engel i Pergamum: Dette siger han som har det lange, skarpe, tveæggede sværd.“ (Åbenbaringen 2:12) Jesus gentager her den beskrivelse der blev givet af ham i Åbenbaringen 1:16. Som dommer og domsfuldbyrder vil han gøre det af med dem der forfølger hans disciple — en trøstende forsikring for dem der forfølges. Hvad dom angår må de der befinder sig inden for menigheden imidlertid også tage sig i agt, for Jehova vil gennem dette „pagtens sendebud“, Jesus Kristus, „være et hastigt vidne“ mod alle navnkristne der øver afgudsdyrkelse, umoralitet, løgn og uærlighed og som ikke tager sig af de nødlidende. (Malakias 3:1, 5; Hebræerne 13:1-3) Den vejledning og retledning Gud giver gennem Jesus, må efterkommes!

3. Hvilken afgudsdyrkelse fandt sted i Pergamum, og hvordan kan det siges at „Satans trone“ var dér?

 ³ Jesus siger nu til menigheden: „Jeg ved hvor du bor, dér hvor Satans trone er.“ (Åbenbaringen 2:13a) Ja, disse kristne var omgivet af satanisk afgudsdyrkelse. Foruden Zeustemplet havde byen en helligdom for Asklepios, lægekunstens gud. Pergamum var også et velkendt center for kejserdyrkelsen. Det hebraiske ord der gengives med Satan betyder „modstander“, og hans „trone“ repræsenterer hans verdensherredømme som Gud har tilladt for en tid. (Job 1:6, fodnote i studieudgaven af Ny Verden-Oversættelsen) De mangfoldige former for afgudsdyrkelse der fandtes i Pergamum, viste at Satans „trone“ stod stærkt i denne by. Det må afgjort have vakt Satans vrede at de kristne i byen ikke bøjede sig for ham i nationalistisk tilbedelse!

4. (a) Hvad roste Jesus de kristne i Pergamum for? (b) Hvad skrev den kejserlige legat Plinius til kejser Trajan om behandlingen af de kristne? (c) Hvordan forholdt de kristne i Pergamum sig, trods den fare dette indebar?

⁴ Ja, „Satans trone“ står dér i Pergamum. „Og dog,“ fortsætter Jesus, „bliver du ved med at holde fast ved mit navn, og du har ikke fornægtet din tro på mig, end ikke i Antipas’ dage, han som var mit vidne, min trofaste, som blev dræbt hos jer, dér hvor Satan bor.“ (Åbenbaringen 2:13b) Hvilken hjertevarmende ros! Antipas blev uden tvivl dræbt som martyr fordi han nægtede at deltage i dæmoniske skikke og dyrkelsen af den romerske kejser. Ikke længe efter at Johannes havde modtaget sine profetiske budskaber skrev Plinius den Yngre, som var kejser Trajans personlige legat, til kejseren og forklarede hvilken fremgangsmåde han fulgte over for dem der blev angivet som kristne — en fremgangsmåde kejseren godkendte. De der nægtede at være kristne blev løsladt når de, „idet [Plinius] sagde ordene for dem, anråbte guderne og ofrede røgelse og vin til [Trajans] billede ... og desuden forbandede Christus“. De der viste sig at være kristne blev henrettet. Men selv om de kristne i Pergamum var udsat for denne fare, fornægtede de ikke deres tro. De ’holdt fast ved Jesu navn’ idet de fortsatte med at ære ham i hans høje stilling som Jehovas domsfuldbyrder og udnævnte dommer. De fulgte loyalt i Jesu fodspor som vidner for Riget.

5. (a) Hvilket nutidigt modstykke til kejserkulten har udsat mange kristne i vor tid for svære prøvelser? (b) Hvilken hjælp har Vagttårnet ydet de kristne?

⁵ Jesus havde ved forskellige lejligheder givet udtryk for at Satan var denne onde verdens hersker, men at han, på grund af Jesu uangribelighed, ikke havde noget tag i Jesus. (Mattæus 4:8-11; Johannes 14:30) I vor tid har mægtige nationer, især „nordens konge“ og „sydens konge“, kæmpet om verdensherredømmet. (Daniel 11:40) En patriotisk stemning er blevet oppisket, og kejserkulten har fundet et moderne modstykke i den bølge af nationalisme der har fejet hen over jorden. Artikler om neutralitet i Vagttårnet for 1. januar 1940 og siden i numrene for 1. februar 1980 og 1. september 1986 har tydeligt vist hvad Bibelen siger om dette spørgsmål og givet retningslinjer til de kristne der ønsker at vandre i Jehovas navn og besejre verden ligesom Jesus så modigt gjorde. — Mika 4:1, 3, 5; Johannes 16:33; 17:4, 6, 26; 18:36, 37; Apostelgerninger 5:29.

6. Hvordan har Jehovas Vidner i nutiden handlet ligesom Antipas?

⁶ Denne vejledning har været hårdt tiltrængt. Både salvede og ikkesalvede Jehovas Vidner har måttet stå fast i troen over for glødende og fanatisk patriotisme. Under den anden verdenskrig blev hundreder af børn og lærere i De Forenede Stater bortvist fra skolerne fordi de ikke hilste flaget, mens Vidnerne i Tyskland blev forfulgt på det grusomste fordi de nægtede at hilse hagekorset. Som allerede nævnt, dræbte Hitlers nazister tusinder af Jehovas loyale tjenere fordi de nægtede at deltage i en sådan nationalistisk afgudsdyrkelse. I 1930’erne, da den shintoistiske kejserdyrkelse stod stærk i Japan, såede to pionerforkyndere flittigt Rigets  sæd i det japansk besatte Taiwan. Militærstyret kastede dem i fængsel, hvor den ene af dem døde på grund af den brutale behandling. Den anden blev senere løsladt, blot for at blive skudt i ryggen — en nutidens Antipas. Der er lande den dag i dag hvor det kræves at man dyrker nationalistiske symboler og viser staten ubetinget troskab. Mange unge Jehovas Vidner er blevet fængslet, og ikke så få henrettet, på grund af deres modige standpunkt som neutrale kristne. Hvis du er en ung kristen som er stillet over for dette stridsspørgsmål, da studer Guds ord dagligt, så du kan ’have tro og bevare sjælen i live’, med evigt liv i sigte. — Hebræerne 10:39–11:1; Mattæus 10:28-31.

7. Hvad er nogle børn i Indien blevet udsat for, og med hvilket resultat?

⁷ Skolebørn har stået over for de samme spørgsmål. I 1985 nægtede tre børn af Jehovas Vidner i den indiske delstat Kerala at gå imod deres bibelsk begrundede tro ved at synge nationalsangen. De blev stående respektfuldt mens de andre elever sang, men blev ikke desto mindre bortvist fra skolen. Deres fader appellerede sagen helt op til Indiens højesteret, hvor de to dommere afgjorde sagen i børnenes favør, idet de modigt erklærede: „Vor tradition bygger på tolerance; vor filosofi lærer tolerance; vor forfatning praktiserer tolerance; lad os ikke udvande dette.“ Avisreferater og positive lederartikler oplyste derefter hele nationen, der da udgjorde nær ved en femtedel af jordens befolkning, om at der findes kristne i dette land som tilbeder den sande Gud, Jehova, og som loyalt holder fast ved Bibelens principper.

Fordærvende indflydelse

8. Hvilken kritik finder Jesus det nødvendigt at rette mod de kristne i Pergamum?

⁸ Ja, de kristne i Pergamum har bevaret deres uangribelighed. „Dog,“ siger Jesus, „har jeg nogle få ting imod dig.“ Hvad har de gjort som fortjener kritik? Jesus fortsætter: „Du ... har nogle som holder fast ved Bileams lære, han som lærte Balak at lægge en snublesten for Israels sønner, nemlig den at spise noget der var ofret til afguder og at begå utugt.“ — Åbenbaringen 2:14.

9. Hvem var Bileam, og hvordan lagde han „en snublesten for Israels sønner“?

⁹ På Moses’ tid lejede kong Balak af Moab Bileam, en ikkeisraelitisk profet der kendte noget til Jehovas veje, til at forbande Israel. Jehova modstod Bileam og tvang ham til at udtale velsignelser over israelitterne og forbandelser over deres fjender. Bileam formildede derefter den opbragte Balak ved at foreslå et mere underfundigt angreb: Lad Moabs kvinder forlede Israels mænd til grov umoralitet og til dyrkelse af guden Ba’al-Peor! Denne taktik virkede. Jehovas retfærdige vrede blussede op, og han sendte en plage der dræbte 24.000 af de utugtige israelitter — en plage der først standsede da præsten Pinehas tog skridt til at fjerne ondskaben fra Israel. — 4 Mosebog 24:10, 11; 25:1-3, 6-9; 31:16.

10. Hvilke snublesten var åbenbart blevet indført i menigheden i Pergamum, og hvorfor har de kristne dér måske ment at Gud ville se gennem fingre med deres overtrædelser?

¹⁰ Findes der nu, på Johannes’ tid, lignende  snublesten i Pergamum? Ja, det gør der. Umoralitet og afgudsdyrkelse er trængt ind i menigheden. De kristne dér har ikke givet agt på Guds advarsler gennem apostelen Paulus. (1 Korinther 10:6-11) Da de har udholdt forfølgelse, mener de måske at Jehova vil se gennem fingre med deres seksuelle overtrædelser. Men Jesus gør det klart for dem at de må tage afstand fra sådanne onde handlinger.

11. (a) Hvad må kristne være på vagt over for, og hvad må de ikke tro? (b) Hvor mange er gennem årene blevet udstødt af den kristne menighed, og hovedsagelig af hvilken grund?

¹¹ På samme måde må kristne i dag vogte sig for at ’forvandle vor Guds ufortjente godhed til en undskyldning for skamløshed’. (Judas 4) Vi må hade det onde og ’banke løs på vort legeme’ for at leve som rene kristne. (1 Korinther 9:27; Salme 97:10; Romerne 8:6) Vi må aldrig forfalde til at tro at nidkærhed i Guds tjeneste og uangribelighed under forfølgelse berettiger os til at bedrive kønslig umoralitet. Der er gennem årene blevet udstødt i titusindvis af overtrædere af den verdensomspændende kristne menighed, heraf de fleste på grund af umoralitet. I nogle år er der endog blevet udstødt flere end der faldt i fortidens Israel på grund af Ba’al-Peor. Måtte vi altid være på vagt, så vi ikke ender i det selskab! — Romerne 11:20; 1 Korinther 10:12.

12. Hvilke principper gælder for kristne i dag, ligesom de gjaldt for Guds tjenere i fortiden?

¹² Jesus revser også de kristne i Pergamum for at ’spise noget der er ofret til afguder’. Hvad hentyder han til? I betragtning af Paulus’ ord til korintherne var der måske nogle som misbrugte deres kristne frihed og med overlæg krænkede andres samvittighed. Det er dog mere sandsynligt at de på en eller anden måde direkte deltog i afgudsceremonier. (1 Korinther 8:4-13; 10:25-30) Kristne der lever i dag må bruge deres kristne frihed på en måde der afspejler uselvisk kærlighed, idet de altid er opmærksomme på ikke at bringe andre til snublen og fald. Og de må naturligvis undgå de moderne former for afgudsdyrkelse, hvor man for eksempel dyrker stjerner inden for film, fjernsyn og sport, eller gør penge, eller endog bugen, til en gud. — Mattæus 6:24; Filipperne 1:9, 10; 3:17-19.

Undgå sektvæsen

13. Hvilken irettesættelse giver Jesus derefter de kristne i Pergamum, og hvorfor var den tiltrængt i denne menighed?

¹³ Jesus fortsætter med at irettesætte de kristne i Pergamum, idet han siger: „Således har du også nogle der på samme måde holder fast ved Nikolaus-sektens lære.“ (Åbenbaringen 2:15) I det første brev roste Jesus efeserne for at de hadede denne sekts gerninger. Men de kristne i Pergamum må mindes om nødvendigheden af at holde menigheden fri for sektvæsen. De kristne normer må følges med større strenghed, så den samhørighed Jesus bad om i Johannes 17:20-23 kan blive bevaret. Det er nødvendigt ’både at tilskynde med den lære der er sund og at retlede dem som siger imod’. — Titus 1:9.

14. (a) Hvem har den kristne menighed fra tidlig tid måttet kæmpe med, og hvad kalder apostelen Paulus dem? (b) Hvilke ord af Jesus bør enhver som har følt sig fristet til at følge en udbrydergruppe, give agt på?

¹⁴ Den kristne menighed har fra tidlig tid måttet kæmpe med stolte frafaldne som med deres glatte og bedrageriske tale „er årsag til splittelser og snublen i modstrid med den lære“ der forkyndes gennem Jehovas kanal. (Romerne 16:17, 18) Paulus advarede om denne trussel i næsten alle sine breve. * I vor tid, hvor Jesus har genoprettet den kristne enhed og renhed i den sande menighed, er faren for sektvæsen fortsat til stede. Enhver som kunne føle sig fristet til at følge en udbrydergruppe og således slutte sig til en sekt, bør derfor give agt på Jesu næste ord: „Du skal derfor ændre sind. Ellers kommer jeg hurtigt til  dig, og jeg vil føre krig mod dem med min munds lange sværd.“ — Åbenbaringen 2:16.

15. Hvordan opstår sektvæsen?

¹⁵ Hvordan opstår sektvæsen? En selvbestaltet lærer begynder måske at så tvivl, idet han bestrider en af de bibelske sandheder (som for eksempel at vi lever i de sidste dage), og en gruppe skiller sig ud og følger ham. (2 Timoteus 3:1; 2 Peter 3:3, 4) Eller én kritiserer måske den måde Jehova lader sit arbejde udføre på og appellerer til andres magelighed ved at hævde at det ikke er bibelsk korrekt og heller ikke nødvendigt at gå fra hus til hus med Rigets budskab. Ved at deltage i denne tjeneste efter Jesu og hans apostles eksempel ville de bevare deres ydmyghed, men de foretrækker at skille sig ud og at tage den med ro, måske ved blot at læse i Bibelen sammen under private former nu og da. (Mattæus 10:7, 11-13; Apostelgerninger 5:42; 20:20, 21) De danner sig deres egen opfattelse af højtiden til minde om Jesu død, den bibelske befaling om at afholde sig fra blod, fejringen af helligdage og brugen af tobak. De kaster tilmed vrag på Jehovas navn; og inden længe følger de atter Babylon den Stores principløse veje. Nogle bevæges endog af Satan til at gøre det som er endnu værre: De begynder at ’slå deres medtrælle’, deres tidligere brødre. — Mattæus 24:49; Apostelgerninger 15:29; Åbenbaringen 17:5.

16. (a) Hvorfor bør de der vakler på grund af frafaldnes påvirkning, være hurtige til at ændre sind? (b) Hvordan vil det gå dem der ikke ændrer sind?

¹⁶ Enhver som vakler på grund af frafaldnes indflydelse bør være hurtig til at efterkomme Jesu opfordring til at ændre sind. De frafaldnes propaganda må afvises som den gift den er. Den udspringer af misundelse og had, i modsætning til de rene og retfærdige sandheder som Jesus i kærlighed nærer sin menighed med. (Lukas 12:42; Filipperne 1:15, 16; 4:8, 9) Hvis nogle ikke vil ændre sind, vil Herren Jesus „føre krig mod dem med [sin] munds lange sværd“. Han sigter sit folk for at bevare den enhed han nævnte i sin bøn den sidste aften han var sammen med sine disciple på jorden. (Johannes 17:20-23, 26) Eftersom de frafaldne afviser den kærlige vejledning og hjælp der tilbydes dem af stjernerne i hans højre hånd, dømmer og straffer han dem „med største strenghed“, idet han sender dem „ud i mørket udenfor“. De bliver udstødt, så de ikke længere kan virke som surdej blandt Guds folk. — Mattæus 24:48-51; 25:30; 1 Korinther 5:6, 9, 13; Åbenbaringen 1:16.

’Den skjulte manna og en hvid sten’

17. Hvilken belønning venter der de salvede kristne som sejrer, og hvad måtte de kristne i Pergamum overvinde?

¹⁷ Alle som følger Jesu vejledning, der er givet gennem Jehovas hellige ånd, kan se frem  til en storslået belønning. Hør blot: „Lad den der har øre, høre hvad ånden siger til menighederne: Den der sejrer, ham vil jeg give noget af den skjulte manna, og jeg vil give ham en hvid sten, og på stenen et nyt navn skrevet som ingen kender undtagen den der får det.“ (Åbenbaringen 2:17) De kristne i Pergamum bliver altså, ligesom de kristne i Smyrna, opfordret til at sejre. Hvis dette skal lykkes for dem der bor i Pergamum, hvor Satans trone er, må de afsky afgudsdyrkelse. De må overvinde den umoralitet, det sektvæsen og det frafald der forbindes med Balak, Bileam og Nikolaus-sekten. Derefter vil disse salvede kristne blive indbudt til at spise noget af „den skjulte manna“. Hvad vil det sige?

18, 19. (a) Hvad var den manna Jehova tilvejebragte til israelitterne? (b) Hvilken manna blev skjult? (c) Hvad er dét at spise af den skjulte manna et symbol på?

¹⁸ På Moses’ tid tilvejebragte Jehova manna til israelitterne under ørkenvandringen. Denne manna var ikke skjult, for hver morgen — undtagen på sabbatten — lå den mirakuløst ligesom skælagtigt rim på jorden. Det var en guddommelig foranstaltning som holdt israelitterne i live. Til minde om dette skulle Moses komme noget af dette „brød“ i en guldkrukke og opbevare den i pagtens ark „i denne og kommende [israelitiske] generationer“. — 2 Mosebog 16:14, 15, 23, 26, 33; Hebræerne 9:3, 4.

¹⁹ Dette var et meget passende symbol. Denne manna blev skjult i tabernaklets Allerhelligste, hvor det mirakuløse lys der svævede over arkens låg symboliserede Jehovas egen tilstedeværelse. (2 Mosebog 26:34) Ingen havde lov til at gå ind på dette hellige sted for at spise af den skjulte manna. Men nu siger Jesus at hans salvede disciple som sejrer, vil komme til at spise af „den skjulte manna“. Ligesom Kristus selv har gjort forud for dem, går de „ikke ind på et helligt sted som er gjort med hænder og som er en kopi af virkeligheden, men ind i selve himmelen“. (Hebræerne 9:12, 24) Ved deres opstandelse iklædes de udødelighed og uforgængelighed — en storslået foranstaltning fra Jehova som symbolsk skildres ved at de får den uforgængelige „skjulte manna“. Det lille antal sejrvindere er i sandhed en privilegeret skare! — 1 Korinther 15:53-57.

20, 21. (a) Hvad er dét at de salvede kristne får en hvid sten, et symbol på? (b) Hvilket håb er der for den store skare, eftersom der kun findes 144.000 hvide sten?

²⁰ De får også „en hvid sten“. Ved romerske domstole brugte man sten når man afsagde domme. * En hvid sten betød frifindelse, hvorimod en sort sten betød at én var kendt skyldig, ofte til døden. At Jesus giver de kristne sejrvindere i Pergamum „en hvid sten“, betyder altså at han kender dem uskyldige, rene. Der kan imidlertid ligge mere i Jesu ord. I romertiden brugte man også sten som adgangsbeviser til vigtige begivenheder. Den hvide sten kan således symbolisere noget ganske særligt for den salvede kristne der sejrer — nemlig at han får adgang til en ærefuld plads i himmelen ved Lammets bryllup. Der udleveres kun 144.000 sådanne sten. — Åbenbaringen 14:1; 19:7-9.

²¹ Vil det sige at du er ladt ude af betragtning hvis du hører til den store skare? På ingen måde. Du får ganske vist ikke en hvid sten som giver adgang til himmelen, men hvis du holder ud kan du komme igennem den store trængsel og få del i den glæde det vil være at genoprette Paradiset på jorden. Andre som vil deltage i dette arbejde, er de opstandne trofaste fra førkristen tid og „andre får“ som er døde inden for de senere år. Derefter vil alle andre genløste døde blive velsignet med en opstandelse til liv i det jordiske paradis. — Salme 45:16; Johannes 10:16; Åbenbaringen 7:9, 14.

22, 23. Hvilken betydning ligger der i det navn der står skrevet på den sten de salvede kristne får, og hvilken tilskyndelse ligger der i dette?

²² Hvad er det nye navn der står skrevet på stenen? Et navn er noget der identificerer  en person og som tjener til at adskille vedkommende fra andre. Eftersom de salvede kristne først får stenen efter at de har afsluttet deres jordiske livsløb som sejrvindere, må navnet på stenen have at gøre med det privilegium at de bliver forenet med Jesus i himmelen — at de knyttes nært til ham i en kongelig tjeneste som kun opnås og kun virkelig forstås af dem der arver det himmelske rige. Det er således et navn, eller en embedstitel, „som ingen kender undtagen den der får det“. — Jævnfør Åbenbaringen 3:12.

²³ Dette tilskynder i høj grad Johannesskarens medlemmer til at „høre hvad ånden siger til menighederne“ og give agt på det! Og det animerer deres medarbejdere i den store skare til at tjene trofast sammen med dem så længe de kan nyde fællesskabet med dem på jorden og gøre Jehovas rige kendt sammen med dem!

[Fodnoter]

[Studiespørgsmål]

[Illustrationer på side 43]

Disse vidnesbyrd om udbredt afgudsdyrkelse er udstillet på Pergamon-museet i Berlin

[Illustration på side 45]

En portion manna blev skjult i pagtens ark. At de salvede får den symbolske skjulte manna når de sejrer, betyder for dem at de opnår udødelighed

[Illustration på side 45]

Den hvide sten gives til dem der får adgang til Lammets bryllup