Forbuddet mod Jehovas Vidners arbejde blev begyndelsen til en meget svær tid for brødrene. “Vores rigssale blev lukket, og arbejdet blev forbudt,” forklarer Alma Parson, der var missionær. “Der var mange prøvelser og lidelser for vores kære brødre og søstre.”  Mange mistede også deres arbejde og blev fængslet. Men hun mindes med glæde: “Vi så tydeligt Jehovas ledelse og beskyttelse mange, mange gange.” Brødrene fortsatte arbejdet under jorden med tillid til Jehovas ledelse.

Lennart Johnson fortæller hvad forkynderne gjorde da man forbød dem at holde møder: “Brødrene begyndte i det stille at mødes i små grupper i private hjem. Der studerede vi artikler fra Vagttaarnet som var blevet fremstillet på duplikator. De trofaste brødre satte stor pris på den åndelige styrke som Jehova fortsatte med at give os ved hjælp af disse små studiegrupper.”

I mellemtiden intensiverede regeringen sin overvågning og chikane. Men brødrene og søstrene lod sig ikke skræmme. I en meddelelse til præsidenten skrev ministeren, J. Antonio Hungría, den 15. september 1950: “Hr. Lee Roy Brandt og andre af lederne i gruppen af Jehovas Vidner er gentagne gange blevet kaldt ind til ministeriet og advaret om at al propaganda i forbindelse med denne gruppe, der er blevet juridisk opløst i Den Dominikanske Republik, skal ophøre; en ordre de tydeligvis ignorerer. Vi modtager dagligt rapporter fra forskellige dele af landet om at de hemmeligt fortsætter deres propaganda og på den måde håner regeringens bestemmelser.” I brevet blev der sluttet af med at anbefale at man udviste Jehovas Vidners “udenlandske ledere” af landet.

I slutningen af 1950 besøgte bror Knorr og bror Henschel landet. Herefter fik nogle af missionærerne tildelt  nye opgaver i Argentina, Guatemala og Puerto Rico. Andre fik verdsligt arbejde så de kunne blive i landet. For eksempel arbejdede bror Brandt for elselskabet, og andre arbejdede som engelsklærere. I en rapport fra ‘Årbogen’ for 1951 står der om disse missionærer: “Deres blotte tilstedeværelse i landet, at de ikke flygter, er en kilde til styrke for dem af Herrens trofaste tjenere som har lært sandheden at kende gennem dem. Alle glæder sig over at se det mod de lægger for dagen når de holder ud i deres gerning.”

Dorothy Lawrence var en af de missionærer der underviste i engelsk. Ud over at undervise i engelsk ledte hun også bibelstudier med interesserede. På den måde hjalp hun mange til at lære sandheden at kende.

Jehovas loyale tjenere gjorde også andre ting for at kunne fortsætte med at forkynde på trods af konstant overvågning. Nogle gange skilte de bøger ad og medbragte nogle få sammenfoldede sider i en skjortelomme eller i en pose med købmandsvarer for at de kunne forkynde uden at tiltrække sig opmærksomhed. Tjenesterapporterne blev lavet så de lignede indkøbslister. I stedet for bøger, brochurer, blade, genbesøg og timer  stod der på tjenesterapporten papaja, bønner, æg, kål og spinat. Duplikerede udgaver af Vagttaarnet blev kaldt yucca, opkaldt efter planten yucca, eller kassava, en plante som er almindelig i landet.

Den 16. juni 1954 underskrev Rafael Trujillo et konkordat med Vatikanet der gav romersk-katolske præster i Den Dominikanske Republik særlige rettigheder. På det tidspunkt havde forbuddet stået ved magt i omkring fire år, men alligevel var forkyndertallet i 1955 nået op på 478. Hvordan var det muligt at opnå så stor vækst under så vanskelige omstændigheder? I ‘Årbogen’ for 1956 stod der: “Hemmeligheden bag vores styrke er Jehovas ånd. Brødrene er forenede og stærke i troen, og de fortsætter modigt fremad.”

I juli 1955 blev der sendt et formelt, notarbekræftet brev fra Hovedkontoret til Trujillo. I brevet blev Jehovas Vidners neutralitet forklaret i detaljer, og man anmodede Trujillo om at “ophæve forbuddet mod Jehovas  Vidner og Watch Tower Bible and Tract Society”. Hvad blev resultatet?