I 2005 blev en kinesisktalende bror, Tin Wa Ng, der tjente på Betel, udnævnt til specialpioner så han kunne forkynde for den store kinesiske befolkning i landet. Hans forældre var immigreret til Santo Domingo fra Kina, og han var født og opvokset i Den Dominikanske Republik.

Den 1. januar 2008 blev der oprettet en kinesisk (mandarin) menighed i Santo Domingo, og i 2011 blev der dannet en gruppe i Santiago. De 70 forkyndere, deriblandt 36 almindelige pionerer og mange hjælpepionerer, leder i gennemsnit 76 bibelstudier hver måned.

I 2007 var der 27.466 forkyndere i 376 menigheder, og der blev ledt 49.795 bibelstudier. Men der var ikke nogen menighed til den store engelsktalende befolkning. I april 2008 sendte Afdelingskontoret missionærerne Donald og Jayne Elwell til Santo Domingo for at danne en engelsk gruppe. En lille men entusiastisk gruppe forkyndere dannede sig først et overblik over hvor de engelsktalende indbyggere boede. Derefter blev distriktet organiseret så de kunne aflægge et grundigt vidnesbyrd.

Som et resultat af disse bestræbelser fortsatte den engelske gruppe i Santo Domingo med at vokse, og i juli 2009 blev der oprettet en menighed med 39 forkyndere. Noget lignende har fundet sted i andre dele af landet. I november 2011 var der blevet oprettet syv engelske menigheder og en gruppe.

Lorys, der har Ushers syndrom, voksede op som forældreløs. Hun var født døv og begyndte at miste synet som 16-årig. Hun kan se en lille smule i dagslys, men er totalt blind efter solnedgang. Den eneste måde hun kan kommunikere på når det er mørkt, er ved hjælp af taktilt tegnsprog.

Et specialpionerpar mødte Lorys da hun var 23. På det tidspunkt boede hun sammen med en døv mand og deres hørende datter på et år. Lorys tog imod en invitation til et møde, og det hun lærte gjorde stort indtryk på hende.

Lorys foretog hurtigt forandringer i sit liv. Da hun for eksempel fandt ud af at det var forkert at hun boede  sammen med sin kæreste uden at de var lovformeligt gift, drøftede hun med ham hvor vigtigt det var at de blev gift, og forklarede at hun ikke ville gå på kompromis med Bibelens moralnormer. Han var overrasket over hendes beslutsomhed og sagde ja til at gifte sig med hende.

Efter at de var blevet gift, blev Lorys forkynder, og kort tid efter blev hun døbt. Som følge af sit studium  med forkynderne lærte hun efterhånden amerikansk tegnsprog (ASL). Siden da har hun lært sin datter ASL og er nu ved at oplære hende i sandheden.

Tirsdag den 12. januar 2010 vil længe blive husket af dominikanere og haitianere. Den dag blev Haiti ramt af et voldsomt jordskælv. Jehovas Vidners Styrende Råd gav med det samme Afdelingskontoret i Den Dominikanske Republik tilladelse til at sende penge til Afdelingskontoret i Haiti så de kunne sørge for nødhjælp. Da der var tale om en meget stor sum penge, fik betellægen, Evan Batista, der var 190 centimeter høj og vejede 127 kilo, til opgave at være kurér.

Beslutningen om at sende bror Batista viste sig at være til stor gavn, for da han kom til grænsen, fik han  at vide at der var desperat brug for læger. Mange af de hårdt sårede jordskælvsofre blev bragt til stævnehallen, der lå ved siden af Afdelingskontoret, for at få lægebehandling. Da brødrene i Haiti fandt ud af at det var betellægen der var kurér, ringede de til Afdelingskontoret i Den Dominikanske Republik og spurgte om bror Batista måtte blive i Haiti. Det blev der selvfølgelig givet tilladelse til, og så begyndte et stort nødhjælpsarbejde til gavn for vores åndelige brødre og søstre i Haiti – blot få timer efter jordskælvet.

Indkøbsafdelingen på Afdelingskontoret i Den Dominikanske Republik tog straks kontakt til deres fødevareleverandører. På den måde skaffede man 6,8 tons ris, bønner og andre basisfødevarer, og det blev sendt til Haiti klokken halv tre om natten torsdag den 14. januar. Det var tilsyneladende den første sending nødhjælp der kom fra udlandet. Senere samme dag kørte tre andre læger fra Den Dominikanske Republik den syv timer lange tur til Afdelingskontoret i Haiti. De ankom ud på aftenen, men i stedet for at gå til deres værelse, gik de straks i gang med at hjælpe de sårede og fortsatte til midnat. Den næste dag var der ankommet yderligere fire læger og fire sygeplejersker fra Den Dominikanske Republik. Der blev foretaget kirurgiske indgreb under meget vanskelige forhold i en interimistisk operationsstue der var stillet op ved stævnehallen. Den næste uge behandlede disse 12 læger og sygeplejersker mere end 300 sårede.

Hver dag blev de der var hårdest såret, sendt til Den Dominikanske Republik for at få behandling. Nogle gange tog de biler der havde fragtet nødhjælpsforsyninger til Haiti, sårede med tilbage til hospitaler forskellige  steder i Den Dominikanske Republik. Afdelingskontoret sørgede for patientbesøgsgrupper for at opmuntre de sårede og sikre at de fik den medicin og de forsyninger de havde brug for. De lokale menigheder sørgede for mad og logi til de familiemedlemmer der havde ledsaget de sårede.

Jehovas tjeneres utrættelige og uselviske bestræbelser i kølvandet på denne katastrofe er en opfyldelse af det der står i Ordsprogene 17:17: “En ven viser kærlighed til hver en tid og er en broder som er født med henblik på trængselen.” Den ene oplevelse efter den anden viser hvordan Jehova ved hjælp af sin ånd og det kristne brodersamfund har hjulpet sine loyale tjenere, selv når de stod over for døden. I flere måneder fortsatte den intensive nødhjælp. Jehovas Vidner uddelte over 450 tons fødevarer og materialer der var blevet doneret, blandt andet 400.000 måltider. Fra forskellige dele af verden kom der omkring 78 læger og sygeplejersker som var Jehovas Vidner, og de, og mange andre frivillige, brugte deres tid og evner på at hjælpe til. *