GERMAN GOMERA var den næstyngste af 11 børn. Da hans far og to af hans søstre døde, flyttede hans mor, Luisa, sammen med resten af familien ind til byen. Der blev de en del af mennonitkirken, som Luisas brødre og deres familier var medlemmer af.

German beretter: “I 1962 ankom et specialpionerpar til byen. Der blev sagt om dem at de undergravede indbyggernes tro med ‘djævelsk lære’. Men da parret kom til familien Piñas hjem, blev de alligevel inviteret ind. Det var en stor familie, og de var alle imponerede over pionerernes rare og venlige måde at være på, så de lyttede opmærksomt til dem. Som følge af det besøg begyndte familien Piña og tre af mine storesøstre at studere.”

“En dag da pionererne besøgte familien Piña, var min mor inviteret med,” fortsætter German. “De læste skriftsteder for os der handlede om håbet om evigt liv på jorden. Mor spurgte: ‘Hvorfor siger de så henne i min kirke at vi skal i himlen?’ Efter at broren havde svaret hende ud fra Bibelen og forklaret hvad der står om den jordiske  opstandelse, reagerede hun positivt og begyndte at fortælle andre om det hun havde lært.

Da mennonitkirkens præster fandt ud af at nogle af deres medlemmer studerede med Jehovas Vidner, forsøgte de at overtale dem til at holde op. Men de gjorde det på en aggressiv og truende måde. Maximina, moren i familien Piña, sagde til dem: ‘Hør her! Jeg er voksen, og jeg træffer selv mine beslutninger.’”

German fortæller: “Med tiden var der 22 der forlod mennonitkirken og begyndte at komme til møderne, der blev holdt i et lejet hus. Mor blev døbt i 1965, og jeg blev døbt fire år senere, i 1969, da jeg var 13 år.”