Thomson, en ung mand der bor i Uganda, havde fået nok af religion. Han var forfærdet over præsternes stadige krav om penge og var derfor holdt helt op med at overvære religiøse møder. Alligevel blev han ved med daglig at læse i sin bibel. Han var især optaget af Åbenbaringens Bog og forsøgte at udlægge den, idet han gjorde notater i en  lille bog. Da en bror mødte Thomson dér hvor han arbejdede, på en lille byggeplads, fandt han ham i færd med at læse i sin bibel. Der fulgte en livlig diskussion, og Thomson tog imod bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? Den læste han fra ende til anden på én nat. Næste dag fik broren en e-mail der lød: „Jeg takker Herren for de oplysninger du gav mig. Nu er jeg parat til at forlade Babylon den Store.“ Thomson bad om at få alle de publikationer der var henvist til i bogens fodnoter og tillæg. Han fordybede sig i studiet af Bibelen, gjorde hurtigt fremskridt og blev i 2012 døbt ved områdestævnet „Vogt dit hjerte!“ I marts 2013 begyndte Thomson at tjene som pioner og hjælper nu andre til at forstå nødvendigheden af at forlade Babylon den Store.

Jimmy voksede op i Port Louis, hovedstaden i Mauritius. Han begyndte at drikke da han var seksten, og snart gik der ikke en dag hvor han ikke var fuld. Under påvirkning af alkohol mistede han ofte selvbeherskelsen og endte flere gange i fængsel. Undertiden drak han op til tre flasker spiritus og røg tres cigaretter på én dag. Hvis han løb tør for penge, drak han den sprit man brugte til vinduespudsning. Han drak endda sin mors eau de cologne. Da nogen fortalte ham at han lignede en levende død, lod han sig indlægge på en afvænningsklinik, hvor han var i halvandet år uden at det dog hjalp ham synderligt.

Senere mødte Jimmy Jehovas Vidner og tog imod et bibelstudium. Af og til forlod han dog studiet for at få sig en drink. Som tiden gik, var der efterhånden otte brødre der havde studeret med ham. Omsider forstod Jimmy at han måtte lægge sit liv om. Han sagde: „Jeg  følte det som om det åndelige sværd i Hebræerbrevet 4:12 trængte helt ind i mit hjerte. En dag da jeg læste i Bibelen, så jeg Ordsprogene 24:16, der siger: ’Selv om den retfærdige falder syv gange, rejser han sig igen.’ Det blev et vendepunkt i mit liv.“ Efter at være ’faldet’ med syv brødre der studerede med ham, var Jimmy nu besluttet på at ændre sig og ’rejse sig igen’ ved hjælp af den ottende bror. Jimmy anråbte Jehova om styrke, overværede menighedens møder og aflagde sine dårlige vaner. Han blev døbt i 2003 og begyndte som pioner i 2012. Han tjener nu som menighedstjener i en menighed på øen Rodrigues.

I Kenya havde halvfjerdsårige Mary været medlem af den presbyterianske kirke hele sit liv. Hun deltog flittigt i indsamlingen af penge til religiøse formål og havde hjulpet med at bygge en af de lokale kirker. Da en af hendes sønner blev et Jehovas Vidne, var hun alt andet end glad. Han inviterede hende med til menighedens møder, men Mary nægtede at komme og sagde at hun ønskede at høre Bibelens budskab på sit eget sprog, kikuyu, og ikke på swahili. Omsider tog Mary mod en invitation til at overvære et områdestævne der skulle holdes på kikuyu. Ved stævnet sad hun i afdelingen for de ældre. Den kærlige og hjertelige måde hun blev behandlet på, gjorde et stort indtryk på hende. Hun sagde at hun aldrig havde oplevet en sådan kærlighed i sin egen kirke. Mary lyttede opmærksomt til alle foredragene og var begejstret for det hun hørte. Da hun fik tilbudt  et bibelstudium over brochuren Lyt til Gud, tog hun straks imod tilbuddet.

Efter at Mary havde studeret nogle måneder, besluttede hun at hun ville være et af Jehovas Vidner, og meldte sig derfor ud af kirken. Kirkens ledere blev rasende og sendte bud efter en præst fra hovedstaden, Nairobi, der skulle komme og tale med hende. Præsten forsøgte at overtale Mary til ikke at forlade kirken, men hun stod fast. „Hvem vil være dine venner hvis du forlader kirken?“ spurgte han. „Du har mange venner og naboer der er medlemmer af kirken.“

„Jehova og englene vil være mine venner,“ svarede Mary. „Og Vidnerne vil også være mine venner.“

Da det ikke var lykkedes præsten at overtale Mary, tog han af sted igen. Mary gør stadig gode fremskridt med sit bibelstudium og overværer alle de kristne møder, selvom hun bor langt fra hvor de holdes. For nylig, da hun ikke kunne komme med et offentligt transportmiddel til mødet, gik hun to timer i regnen for at overvære det. Trods modstand fra naboerne er Mary fast besluttet på at nå frem til at kunne blive døbt.

I Cameroun bor der en 14-årig pige ved navn Ashton. Da hun begyndte at studere Bibelen med Jehovas Vidner, mødte hun voldsom modstand fra sin tante og onkel, som hun boede hos. De insisterede på at hun skulle overvære gudstjenesterne i pinsekirken sammen med dem. Under en af gudstjenesterne lagde præsten hånden på hovedet af hver af de tilstedeværende så de kunne få ’ånden’, hvilket bevirkede at de faldt sanseløse om. Men Ashton faldt ikke om. Præsten bad og bad, men Ashton blev stående. Så spændte præsten ben for hende for at få hende til at falde! Da hun kom hjem, fortalte hun sin tante og onkel at præsten havde spændt ben for hende, men de troede hende ikke. Hun besluttede da at hun aldrig mere ville sætte sine ben i kirken. I dag fortsætter Ashton, trods modstand og fornærmelser fra familie og naboer, med at overvære møderne i rigssalen.

Selvom Anilpa kun var 17 måneder, tog hun flittigt del i kampagnen med at indbyde andre til sidste års områdestævne i Angola. Hendes „opgave“ bestod i at banke på døren hos de besøgte og vente for at overrække dem indbydelsen, mens hendes mor kort forklarede grunden til deres besøg. Anilpa var så begejstret at hun ikke altid var villig til at vente på at hendes mor skulle blive færdig, før hun begyndte at banke på den næste dør. Den lille pige gjorde et godt indtryk på de besøgte.  For eksempel var der på stævnets sidste dag en kvinde som henvendte sig til hende og sagde: „Jeg har ledt efter dig. Jeg er så glad for at have fundet dig, for det var jo dig der indbød mig til at overvære stævnet.“

I august 2012 mødte nogle forkyndere fra Antaviranambo-menigheden i Madagaskar en gruppe mennesker som sagde at de gerne ville være Jehovas Vidner. De følte sig undertrykt af deres kirkeledere, som lærte dem ét, men praktiserede noget andet. De sagde at deres kirker ikke havde noget program så man kunne undervise dem i Bibelen, eller nogen publikationer der kunne forklare deres tro. Bidragene til kirkerne var høje, der fandtes ikke noget virkeligt broderskab, og der var ikke noget tegn på sand kristen kærlighed. De sagde også at de vidste at Jehovas Vidner ikke havde disse problemer.

Senere sendte gruppen et brev til afdelingskontoret, hvori der stod: „Vi skriver for at lade jer vide at vi ønsker at tjene Jehova. Men vi bor langt borte. Nogle af os  9 til 15 timers vandring fra hvor møderne holdes. Vi beder jer derfor indtrængende om at sende nogen der kan hjælpe os med at studere Bibelen. Vi kan ikke opfylde vores ønske om at tjene Jehova af hele vores hjerte hvis I ikke hjælper os til at få styrket vores kærlighed til ham. Vi er 215 fra mindst tre forskellige landsbyer. Vi tilhører forskellige religioner, men nu længes vi alle efter at tjene og adlyde Jehova af hele vores hjerte. Vi stoler på at I vil hjælpe os.“

Brødrene tog af sted for at møde denne gruppe og vandrede i ni timer for at nå frem til den første landsby. Dér holdt de et møde, som blev overværet af 65 interesserede. Nyheden om at brødrene var kommet, spredtes hurtigt, og de interesserede fra andre landsbyer gav udtryk for ønsket om også at få besøg og blive undervist i Bibelen. Så brødrene vandrede videre i yderligere fire timer og holdt et møde i en anden landsby, hvor der var over 80 til stede. Der mødte de nogle som bad dem om også at komme til deres landsby, der lå endnu to timers vandring borte. Det ville brødrene gerne, og der holdt de også et møde, som blev overværet af over 50.

Ved to forskellige lejligheder kom der over 30 af disse landsbybeboere til stævnet i Mahanoro. Det indebar at de måtte gå halvanden dag hver vej. Femogtyve af dem kom også til kredstilsynsmandens besøg. Der var ægtepar, hele familier og ældre. De havde alle logi i samme hus, hvor de drøftede det de havde lært, og stillede spørgsmål til langt ud på natten. Landsbybeboerne sagde at de var overbeviste om at mange flere ville slutte sig til Vidnerne, for folk var trætte af at blive undertrykt af deres religiøse ledere.