I 1999 hørte tegnsprogsmenigheden i Kobe i Japan om en døv mand ved navn Hirofumi. Da en bror forsøgte at kontakte Hirofumi, nægtede hans mor at lade broren besøge ham. Broren kom flere gange tilbage og bad moren om at måtte hilse på Hirofumi, og til sidst kom hun ud til døren med ham. Hans hår og  skæg var langt og uredt, og han så ud som en der i årevis havde været strandet på en øde ø. Hans ansigt var udtryksløst. Han var ikke alene døv, men også blind. Broren var chokeret, men tog så Hirofumis hænder og begyndte at bruge taktilt tegnsprog. Der kom overhovedet ingen reaktion. Hirofumi havde været isoleret fra andre og havde ikke kommunikeret med nogen siden han for ti år siden, i en alder af 31, havde mistet synet.

Broren kom igen to dage efter. Hirofumis mor var forbløffet, for hun gik ud fra at broren ville give op efter at have set hvordan det stod til med hendes søn. Igen bad broren hende om at måtte hilse på Hirofumi, så hun førte ham ud til døren. Efter en måned med besøg og stadig ingen reaktion fra Hirofumi sagde moren til broren at han ikke skulle gøre sig den ulejlighed at komme mere. Alligevel blev broren ved med at komme. Han tog kager med og gjorde hvad han kunne for at vise sin omsorg, men efter endnu to måneder og stadig ingen reaktion fra Hirofumi følte broren at han ikke var kommet nogen vegne.

Broren besluttede at gøre et sidste forsøg. Før han tog hen til Hirofumi, bad han Jehova om hjælp til at afgøre om han skulle blive ved med at besøge ham. Da broren var kommet derhen, tog han Hirofumis hænder og skrev at der findes en Gud ved navn Jehova som bestandig betragtede ham fra himlen, og som bedre end nogen anden forstod hans lidelser. Jehova havde omsorg for ham og ønskede at udfri ham fra hans trængsler. Det var derfor at et af Jehovas Vidner var kommet til ham.  Først var der ingen reaktion at spore hos Hirofumi; men så gav han broren et fast håndtryk, og en tåre løb ned ad hans kind. Broren blev så rørt at han også kom til at græde. Der blev påbegyndt et bibelstudium.

Efter at have studeret i 11 år begyndte Hirofumi at overvære møderne i den lokale menighed, i stedet for at tage den lange vej til den tegnsprogsmenighed han hidtil var kommet i. Der var ingen i den lokale menighed der kunne tegnsprog, men i løbet af det næste halvandet år havde 22 brødre og søstre i menigheden lært at bruge tegnsprog, så de kunne hjælpe Hirofumi. I januar 2012 havde Hirofumi sin første opgave på Den Teokratiske Skole. Det foregik ved at nogen tolkede hans tegnsprog. I oktober samme år blev han udøbt forkynder.

Floren, en pioner der bor i Filippinerne, leder gennemsnitlig 25 bibelstudier, og de fleste af dem er med sikkerhedsvagter. Disse mænd arbejder ofte om aftenen — nogle af dem endda hele natten. Floren må derfor være fleksibel. Han tager hen til deres arbejdsplads og studerer med dem når de har en pause, eller på andre passende tidspunkter hvor det ikke griber ind i deres arbejde. Nogle af studierne leder han mellem klokken syv og elleve om aftenen, og andre mellem klokken fem og ni om morgenen. Af og til sørger han for at komme når der skal ske et vagtskifte, for så kan han studere med den vagt der skal begynde at arbejde, og derefter med den vagt der lige er blevet færdig med sit arbejde. Floren siger: „Det at have så mange bibelstudier har givet mig en glæde som jeg aldrig før har oplevet.“ Nogle af sikkerhedsvagterne overværer nu møderne i rigssalen. En af dem Floren har studeret med, er allerede blevet døbt og tjener nu som pioner.

En regnvejrsdag var to søstre i Armenien ude at forkynde, da de på gaden fik øje på en mor og datter, som de gav en traktat. Til søstrenes overraskelse sagde moren, hvis navn var Marusja, at hun og hendes datter, Jeva, havde været ude i det dårlige vejr i to timer fordi de håbede at møde Jehovas Vidner. Hvorfor? Marusjas bror havde været i fængsel og dér lært sandheden at kende af brødre som var der på grund af deres neutrale standpunkt. Marusja havde forventet at han kom ud af fængslet som en forhærdet og aggressiv person, men i stedet var han blevet mere ligevægtig og rolig. Da han  fortsatte med at komme sammen med Vidnerne, havde han gjort yderligere forandringer til det bedre. Det var alt sammen helt uforståeligt for Marusja og hendes datter, for de havde gang på gang set plakater i byen og tv-programmer med nedsættende propaganda om Jehovas Vidner. Jeva undrede sig: ’Min onkel er sådan et dejligt menneske. Så hvorfor siger man så meget dårligt om Jehovas Vidner?’ Det var hun fast besluttet på at finde ud af og sagde derfor til sin mor: „Vi vil aldrig finde ud af hvem disse mennesker er, medmindre vi er villige til at tage chancen. Lad os med det samme gå ud og finde Jehovas Vidner, så vi kan få en afklaring.“ Og det var netop hvad de gjorde den dag de mødte søstrene. To dage senere blev der påbegyndt et bibelstudium med både mor og datter. De begyndte at komme til møderne og har gjort så store fremskridt at de er blevet udøbte forkyndere.

I Adana i Tyrkiet var der en kvinde som havde haft alvorlige personlige og familiemæssige problemer, og som endda havde overvejet at begå selvmord. En dag fandt hun to af vores blade foran sin dør. Det var åbenbart nogle børn i nabolaget der havde fundet dem på jorden og lagt dem der, i den tro at bladene var hendes. De livsberetninger der stod i bladene, gjorde et stort indtryk på hende, og hun ønskede at hun også kunne gøre sådanne forandringer i sit liv. Hun ringede til et nummer der stod skrevet på et af bladene, og fik kontakt med en pionersøster der boede i nærheden. Der blev påbegyndt et bibelstudium. Kvinden værdsatte det hun lærte, og gav udtryk for at hun gerne ville overvære  møderne. Det viste sig at rigssalen lå i nærheden af hendes lejlighed. Hun begyndte straks at komme til møderne og har gjort det lige siden.

En dag da Bam, en politibetjent og kirkegænger i Nepal, var på arbejde, mødte han et specialpionerpar på gaden. Det gjorde et stort indtryk på ham at parret kunne besvare alle hans spørgsmål ved at slå op i Bibelen. Han tog imod et bibelstudium og begyndte snart at overvære møderne. Efterhånden som han gjorde fremskridt, begyndte han at få dårlig samvittighed med hensyn til sit arbejde, og han bad derfor sine overordnede om at få et kontorjob, da det ikke ville kræve at han bar våben. Det gik de med til. Men efter at have overværet et områdestævne begyndte Bam igen at få samvittighedskvaler, og han besluttede helt at forlade politiet.

Bams kone var alt andet end glad for denne beslutning, for et job ved politiet betød ikke alene en attraktiv social status, men også en god løn, frynsegoder og en god pension. For at få ham til at skifte mening gav hun ham følgende forslag: „Hvis du fortsætter i politiet, vil jeg studere Bibelen med Vidnerne.“ Da det ikke virkede, overtalte hun politiinspektøren til at sætte Bam i fængsel, idet hun håbede at det ville få ham på andre tanker. Efter at have tilbragt ti dage i fængsel blev Bam løsladt, men han var stadig besluttet på at finde et andet arbejde. Han tog job som cykel-rickshawfører, hvilket betød at han måtte arbejde i mange timer i den brændende sol. Trods disse udfordringer var han glad. Han fortsatte med at gøre åndelige fremskridt og blev forkynder. Efterhånden blev hans kones modstand  mindre. På grund af den venlighed som brødrene og søstrene i menigheden viste hende, begyndte hun at studere. Bam sørger stadig for sin familie og tjener mere som rickshawfører end han gjorde som politibetjent. Han blev døbt ved et stævne i februar 2013, og nu overværer hans kone og søn møderne sammen med ham.

Myeong-hee, en søster der bor i Korea, har problemer med det ene ben på grund af en lammelse hun fik da hun var to år gammel. Hun bliver let udkørt og falder undertiden om. Desuden får hun ofte angstanfald og lider af bivirkninger på grund af sin medicin. Det er svært for Myeong-hee at trække vejret, og denne anstrengelse giver hende smerter. Til trods for disse problemer ville Myeong-hee gerne være hjælpepioner, og hun har været det så godt som hver måned i de sidste to år. Hun takker Jehova fordi han har givet hende styrke til at udføre sin tjeneste.

Agnes, en missionær i Indonesien, plejede at forkynde for en kvinde der solgte grøntsager på det lokale marked. Kvinden, der ventede et barn, holdt meget af at læse vores blade og var glad for at tale om Bibelen når hun ikke havde for travlt. En dag da Agnes tog hen til markedet for at besøge kvinden, var hun der ikke. Hendes mand sagde at hans kone netop havde født. Agnes besluttede at besøge hende. Hun tog Min Bibelhistoriebog med, pakket ind som en gave. Kvinden blev  glædeligt overrasket over at Agnes kom hele vejen for at besøge hende og babyen. Men hun blev endnu mere overrasket da Agnes gav hende gaven. Hun pakkede bogen ud, så måbende på den og sagde: „Hvor har du fundet denne bog? Den har jeg ledt efter i 30 år! Jeg har besøgt alle boghandler og spurgt her og der. Ingen havde den, ingen kendte den, og ingen anden bog kan sammenlignes med den!“ Det viste sig at da kvinden var barn, havde hendes onkel haft Min Bibelhistoriebog, og hun havde elsket at læse i den. Nu læser kvinden igen i bogen, og hendes ældste datter er også glad for at gøre det. Der blev påbegyndt et bibelstudium med dem begge.