I Las Vegas i Nevada, USA, ledte et ægtepar som ikke var Jehovas Vidner, efter et mere fredeligt sted at bo. De solgte deres hus og forberedte sig på at flytte til Den Dominikanske Republik. Men de måtte forlade huset ti dage inden de skulle flyve. Deres naboer, som er Jehovas Vidner, inviterede ægteparret til at bo hos sig indtil de skulle rejse. Mens parret boede  der, kom de med til et møde i rigssalen, og da de hørte året 1914 blive nævnt, blev de meget overraskede og interesserede. De vidste at dette årstal var et vendepunkt i historien. Efter at de var ankommet til Den Dominikanske Republik, bad de om et bibelstudium da de første gang blev besøgt af Jehovas Vidner. Fjorten måneder senere var de begge indviet og døbt.

Da der i 2012 blev afholdt en international bogmesse i Panama City i Panama, deltog vores venner med en stand med litteratur. To skolepiger kom hen til vores stand. Den ene af pigerne betroede den søster som stod der, at hun var meget ulykkelig. Hendes far var narkoman, og hun vidste ikke hvad hun skulle stille op. Så viste søsteren hende kapitel 23 i bind 2 af bogen Unge spørger — svar der duer; det hedder „Hvad hvis en af mine forældre er stof- eller alkoholmisbruger?” Pigen udbrød: „Jamen, det er jo lige hvad jeg har brug for!“ De to piger gav vores søster et stort knus og kom endda tilbage en time senere for at takke hende igen. I løbet af de fem dage bogmessen varede, afsatte brødrene 1.046 bøger, 1.116 blade og 449 brochurer. Der var 56 der afleverede deres adresse for at få et besøg af Jehovas Vidner.

Fredy, hvis modersmål er sproget cabecar, bor i en afsides beliggende bjerglandsby i Costa Rica. For cirka fire år siden arbejdede han i hovedstaden, San José. Dér fik han bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? og brochuren Hvad kræver Gud af os? Den forkynder der gav  Fredy publikationerne, sagde at han skulle forkynde for folk i sin landsby. Efter at han var vendt hjem til sin landsby, studerede han bogen ’Hvad Bibelen lærer’ på egen hånd og gjorde flere forandringer i sit liv; for eksempel blev han lovformeligt gift. Så begyndte han, efter bedste evne, at undervise andre cabecar-talende folk.

Fredy arrangerede faste bibeltimer for sine elever. Han havde klasser på seks trin, som eleverne blev tilmeldt alt efter hvordan de klarede en eksamen i bibelkundskab som han afholdt. Han organiserede møder og holdt endda mindehøjtiden. Til mindehøjtiden lavede han nogle skriftlige indbydelser hvorpå han skrev: „Jehovas Vidner indbyder dig til sammen med os at deltage i højtiden til minde om Kristi død.“ Alt dette gjorde han i fire år uden at have nogen kontakt med Jehovas Vidner, og samtidig bad han Jehova om at sende nogle forkyndere som kunne hjælpe ham.

For nylig blev Fredys bøn besvaret. Nogle forkyndere havde foretaget den besværlige rejse op til hans landsby, og de blev forbløffede over at opdage hvor meget Fredy havde udrettet. De rapporterede: „Fredy er ikke en døbt forkynder, men han lever nøjagtig som om han var det!“ Efter bare tre måneder blev han godkendt som udøbt forkynder. For at blive døbt rejste han ned fra bjerget for at overvære sit første stævne, og han tog 19 af sine elever med sig. Nu har han oprettet yderligere tre cabecar-talende grupper i landsbyer der ligger endnu mere isoleret.

Anna, som går i highschool i USA, måtte forsvare sin tro over for flere af sine klassekammerater der var ophidsede over at hun ikke troede på treenighedslæren. „En dag blev jeg mobbet af dem alle sammen,“ fortæller  Anna, „men jeg bevarede roen fordi jeg ikke ville give andre et dårligt indtryk af Jehovas Vidner.“ Samme aften bad hun Jehova om mod og satte sig grundigt ind i spørgsmålet om treenigheden. Dagen efter tog Anna sin bibel med i skole. Klassekammeraterne omringede hende og lo hånligt, men hun begyndte modigt at læse højt fra Bibelen og ræsonnere med dem. Til sidst havde hendes modstandere ikke mere at sige. Den værste af dem, som også var klassens elevrepræsentant, tilstod bagefter at hun havde fået stor respekt for Jehovas Vidner. I hele det følgende skoleår fik Anna lejlighed til at besvare mange spørgsmål om sin tro.

En søndag formiddag var en ung kvinde i Barbados på vej til kirke, da remmen på en af hendes sko gik i stykker. Hun gik ind i det nærmeste hus for at spørge efter en sikkerhedsnål til at sætte remmen sammen med. I dette hus boede et af Jehovas Vidner og hendes datter. Mens den  unge kvinde satte skoremmen sammen, talte moren i huset med hende om bibelprofetier der går i opfyldelse. Datteren spurgte om hun ikke ville med dem til møde i rigssalen samme formiddag. Da den unge kvinde alligevel ikke kunne nå sin gudstjeneste til tiden, sagde hun ja til indbydelsen. Under mødet slog hun alle skriftstederne op i King James-oversættelsen, som hun havde med. Mødet gjorde stort indtryk på hende. Hun var træt af at der altid blev råbt højt og slået på tromme i hendes kirke, og hun havde altid ønsket at kunne læse Bibelen under rolige forhold. Hun tog imod bogen ’Hvad Bibelen lærer’ og fik et bibelstudium. Nu kommer hun til alle møderne og tager livligt del i dem.

En ung bror i Guyana fortæller: „Jeg kan godt lide at forkynde for mine klassekammerater i skolen, men en af drengene kan slet ikke lide at jeg gør det. En dag pressede han mig op ad en væg og sagde til mig: ’Hold op med at prædike!’ Jeg sagde til ham at der kun er én der kan standse mig, og det er Jehova. Da jeg blev ved med at forkynde, skar drengen flænger i min rygsæk, og han slog mig i ansigtet så min læbe flækkede. Så blev vi begge to kaldt ind på inspektørens kontor, og hun spurgte hvad jeg dog havde gjort som fik den anden dreng til at slå mig i ansigtet. Jeg havde forkyndt den gode nyhed, svarede jeg; det var derfor drengen var efter mig. Så spurgte inspektøren hvorfor jeg ikke bare slog igen, og sagde nærmest at det var det jeg skulle have gjort. Jeg svarede at der står i Bibelen i Romerne 12:17 at kristne ikke skal ’gengælde nogen ondt med ondt’. Da inspektøren hørte det, sagde hun at nu måtte jeg gerne gå, og så skulle hun nok tage sig af den dreng der havde overfaldet mig!“