Det første angreb kom i en landsby i nærheden af Koindu hvor en gruppe mænd studerede Bibelen og regelmæssigt overværede møderne. Som de fleste mænd i kissi-stammen tilhørte de Poro, et hemmeligt selskab gennemsyret af okkultisme. „Da de der studerede Bibelen, nægtede at deltage i dæmoniske ceremonier, blev Poro-høvdingen rasende,“ forklarer James Mensah, en gilead-missionær som også virkede i Sierra Leone. „Høvdingen og hans medsammensvorne slog mændene, stjal deres ejendele, nedbrændte deres hjem, lænkede dem og efterlod dem i bushen for at de kunne dø af sult. Den øverste høvding opildnede Poro-tilhængerne. Men trods mishandlingen stod de interesserede fast.“

 Da brødrene i Koindu meldte denne ugerning til politiet, blev Poro-høvdingen, hans tilhængere og den øverste høvding arresteret. De blev stillet for retten, fik en alvorlig irettesættelse, og den øverste høvding blev sat fra bestillingen i næsten et år. Denne juridiske sejr blev almindeligt kendt, og det gav flere nye mod til at komme til møderne. Senere ændrede den øverste høvding indstilling og blev interesseret i sandheden. Da der blev holdt et kredsstævne i hans område, stillede han logi til rådighed for de delegerede og donerede oven i købet en stor ko.

Andre Poro-ledere forsøgte sig med en anden form for angreb ved underfundigt at ’skabe uret i lovens navn’. (Sl. 94:20, ifølge den danske autoriserede oversættelse af 1931) Poro-politikere fremsatte et forslag i parlamentet om at forbyde Jehovas Vidners arbejde. „Men den øverste høvding tog os i forsvar og fortalte forsamlingen at han havde studeret med Jehovas Vidner i to år,“ fortæller Charles Chappell. „Han sagde at vores organisation var fuldstændig upolitisk, at den underviste folk og højnede deres moralnormer. Derefter bekendtgjorde han at han håbede selv en dag at blive et af Jehovas Vidner. Da et andet medlem af parlamentet som også havde studeret Bibelen, støttede ham, blev forslaget afvist.“

De der forlod de hemmelige selskaber, fik stærk modstand fra deres familier. Jonathan Sellu, en teenager fra Koindu, havde forfædre som igennem fire generationer havde været juju-præster, og han blev oplært til at fortsætte deres arbejde. Da han begyndte at studere Bibelen, holdt han op med at deltage i okkulte ceremonier og ofringer. Hans familie modarbejdede ham bittert, tog ham ud af skolen og nægtede at give ham mad når han skulle  til de kristne møder. „Gud kan give dig mad,“ sagde de hånligt. Men Jonathan stod fast. Han manglede ikke mad, og han lærte at læse og skrive. Senere blev Jonathan pioner og fik den glæde at se sin mor tage imod sandheden.

I 1960 fandtes der menigheder og isolerede grupper af forkyndere i Bo, Freetown, Kissy, Koindu, Lunsar, Magburaka, Makeni, Moyamba, Port Loko, Waterloo og så langt mod nord som i Kabala. I det år steg forkyndertallet fra 182 til 282. Fra Ghana og Nigeria ankom mange specialpionerer for at styrke de voksende menigheder.

De fleste af de nyinteresserede kom fra to grupper: de kriotalende som boede i og nær Freetown, og kissi-stammen som boede i den østlige provins. Men efterhånden som den gode nyhed blev udbredt, begyndte andre stammer også at tage imod sandheden. Det gjaldt kuranko, limba og temne mod nord, mende mod syd samt andre etniske grupper.

I 1961 indviede Freetown East menighed deres rigssal. Så indviede Koindu-menigheden en rigssal bygget af muddersten; den havde 300 siddepladser og kunne også bruges som stævnehal. Ikke længe efter overværede 40 ældste den første Rigets Tjenesteskole i Sierra Leone. Som kronen på værket i et bemærkelsesværdigt år deltog brødrene i en vellykket kampagne med at tilbyde folk New World Translation of the Holy Scriptures.

Det var tydeligt at Jehova velsignede sit folk. Den 28. juli 1962 blev International Forening for Bibelstudium, et juridisk selskab som Jehovas Vidner benytter i  mange lande, officielt indregistreret hos regeringen i Sierra Leone.

Lad os nu vende opmærksomheden mod nabolandet Guinea (tidligere Fransk Guinea). Før 1958 havde nogle forkyndere aflagt et kort vidnesbyrd når de rejste gennem landet, men det franske kolonistyre var imod vores arbejde. I 1958 åbnede der sig imidlertid en mulighed — Guinea ville ikke længere anerkende det franske styre, og landet blev en uafhængig republik.

Senere samme år begyndte Manuel Diogo, en fransktalende bror først i trediverne fra Dahomey (nu Benin),  at arbejde i en bauxitmine i Fria, en by cirka 80 kilometer nord for hovedstaden, Conakry. Han var ivrig efter at forkynde i dette urørte distrikt og skrev til det franske afdelingskontor for at få litteratur og hjælp fra nogle specialpionerer. Han sluttede med ordene: „Det er min bøn at Jehova vil velsigne arbejdet, for interessen her er meget stor.“

Det franske afdelingskontor skrev et opmuntrende brev til Manuel og opfordrede ham til at blive i Guinea så længe som muligt. Afdelingskontoret sørgede også for at en specialpioner besøgte ham for at oplære ham i forkyndelsen. Manuel var glad for denne opmuntring og forkyndte trofast i Fria indtil sin død i 1968.

Da zonetilsynsmanden Wilfred Gooch besøgte Conakry i 1960, opdagede han at der også var to andre afrikanske brødre som forkyndte der. Bror Gooch anbefalede at det blev afdelingskontoret i Sierra Leone og ikke det franske der førte tilsyn med forkyndelsen i Guinea. Denne ordning trådte i kraft den 1. marts 1961. En måned senere blev den første menighed i Guinea oprettet i Conakry.

Den gode nyhed bredte sig også til det sydlige Guinea. Falla Gbondo, som boede i Liberia og tilhørte kissi-stammen, vendte tilbage til sin hjemby Fodedou, omkring 13 kilometer vest for Guekedou. Med sig havde han bogen Fra Det Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis. Falla kunne ikke læse, men han kunne forklare tegningerne i bogen for sine stammefæller. „Bogen vakte megen røre. Folk kaldte den Adam og Eva-bogen,“ fortæller han.

Falla tog tilbage til Liberia. Der blev han døbt, og med tiden blev han specialpioner. To gange om måneden vendte han tilbage til Fodedou for at studere med en  gruppe på omkring tredive. Inden længe fik han selskab af Borbor Seysey, en anden specialpioner fra Liberia som også tilhørte kissi-stammen. Sammen oprettede de endnu en gruppe i Guekedou. Begge grupper blev senere til menigheder.

Efterhånden som flere medlemmer af kissi-stammen blev Jehovas Vidner, lagde høvdingerne mærke til deres gode opførsel. Vidnerne arbejdede flittigt, var ærlige og fredelige. Da brødrene bad om tilladelse til at bygge en rigssal i Fodedou, gav høvdingerne dem beredvilligt tre hektar land til formålet. Rigssalen — den første i Guinea — blev færdig i begyndelsen af 1964.

I mellemtiden trak det op til problemer i Conakry. Politisk uro medførte at myndighederne var mistænkelige over for fremmede. Fire gileadmissionærer blev nægtet permanent opholdstilladelse og udvist af landet. To brødre fra Ghana blev anklaget uden grund og fængslet i næsten to måneder.

Efter deres løsladelse blev den ene af brødrene, Emmanuel Awusu-Ansah, straks arresteret igen og holdt indespærret under kummerlige forhold. Fra en uhumsk fængselscelle skrev han: „Åndeligt set har jeg det fint, men jeg har feber hele tiden. Ikke desto mindre kan jeg stadig forkynde. I sidste måned brugte jeg 67 timer i tjenesten, og to af dem jeg studerede med, begyndte at forkynde sammen med mig.“ En af dem kom i sandheden. Efter fem måneder blev bror Awusu-Ansah løsladt og udvist til Sierra Leone. Kun én forkynder blev tilbage i Conakry.

I 1969, efter at den politiske spænding var aftaget, ankom nogle specialpionerer til Conakry. Med myndighedernes tilladelse fik de indrettet en rigssal og satte et  skilt på. Ikke længe efter kom der regelmæssigt tredive interesserede til møderne.

Faren for at blive arresteret bevirkede at brødrene til at begynde med var meget forsigtige i forkyndelsen. Men efterhånden som de følte sig mere sikre, øgede de deres indsats. I løbet af 1973 fik denne lille menighed afsat 6.000 traktater. Senere gik forkynderne i gang med at afsætte blade til folk på kontorer og i forretningskvarterer. Langsomt begyndte myndighederne og folk i almindelighed at forstå og værdsætte vores arbejde. Den 15. december 1993 kulminerede disse tålmodige og vedvarende bestræbelser i at Den Kristne Forening af Jehovas Vidner i Guinea blev juridisk anerkendt.