Alexander MacGillivray, landstjeneren i Australien, gik frem og tilbage på sit kontor i dybe tanker. Han havde kæmpet med et problem i flere dage men var endelig nået frem til en løsning. Nu manglede han bare at tale med Frank Rice.

Frank, en ihærdig 28-årig kolportør (pioner), var ankommet til Afdelingskontoret nogle uger forinden. Han havde lært sandheden at kende som teenager og var hurtigt blevet kolportør. I over ti år forkyndte han i store dele af Australien. Han rejste rundt på hesteryg, cykel, motorcykel og i en motoriseret husvogn. Efter et kort ophold på Betel var han nu klar til en ny opgave.

Bror MacGillivray kaldte Frank ind på sit kontor og pegede på et kort over øerne nord for Australien. “Hvad siger du til at påbegynde forkyndelsesarbejdet her, Frank?” spurgte han og tilføjede: “Der er ikke en eneste bror på alle disse øer!”

På kortet kunne Frank se en kæde af øer i Det Indiske Ocean der lignede funklende perler – Nederlandsk Ostindien (nu Indonesien). * Millioner af mennesker på disse øer havde endnu ikke hørt den gode nyhed om Guds rige. Frank pegede på hovedstaden, Batavia (nu Jakarta), og sagde: “Her vil jeg begynde!”

I 1931 ankom Frank Rice til Jakarta, en stor, pulserende by på øen Java. Her lejede han et værelse i nærheden af byens centrum og fyldte det med flere kasser bibelsk litteratur, til stor undren for kvinden han boede til leje hos.

Frank fortalte: “Til at begynde med følte jeg mig temmelig fortabt, og jeg havde hjemve. Folk gik klædt i hvidt bomuld og tropehjelme mens jeg var ved at gå til af varme i mit kraftige australske tøj. Jeg kunne ikke et ord hollandsk eller indonesisk. Efter at have bedt om  Jehovas ledelse blev jeg enig med mig selv om at der sikkert var nogle i forretningskvarteret der kunne engelsk. Det var dér jeg begyndte at forkynde – og sikke en frugtbar mark det viste sig at være!”

Eftersom de fleste i Jakarta talte hollandsk, gjorde Frank sig store anstrengelser for at få et basalt kendskab til sproget og begyndte hurtigt at forkynde fra hus til hus. Han gav sig desuden i kast med indonesisk, og med tiden lærte han også det sprog. “Problemet var at jeg ikke havde nogen publikationer på indonesisk,” sagde Frank. “Men så førte Jehova mig hen til en indonesisk skolelærer som fik interesse for sandheden, og han indvilligede i at oversætte brochuren Hvor er de døde? Flere brochurer blev oversat, og snart blev mange indonesisktalende interesseret i sandheden.”

I november 1931 ankom to pionerer mere fra Australien til Jakarta, nemlig Clem Deschamp, der var 25, og den 19-årige Bill Hunter. Med sig havde Clem og Bill et pionerhjem på hjul – en af de første motoriserede husvogne i Indonesien. Efter at have lært nogle få hollandske udtryk tog de af sted på en forkyndertur og besøgte alle de større byer på Java.

Charles Harris, endnu en hårdfør australsk pioner, fulgte i Clem og Bills spor. I 1935 gik han i gang med at forkynde på Java og kom omkring på det meste af øen i husvogn og på cykel. Han afsatte litteratur på fem sprog: arabisk, kinesisk, hollandsk, engelsk og indonesisk. Nogle år afsatte han omkring 17.000 publikationer.

Mængden af den litteratur Charles afsatte, vakte stor opmærksomhed. En embedsmand i Jakarta spurgte Clem Deschamp: “Hvor mange folk har du til at arbejde nede i den østlige del af Java?”

 “Kun én,” svarede bror Deschamp.

“Vil du have jeg skal tro på det?” sagde embedsmanden skarpt. “Du må da have en hel hær dernede at dømme efter alle de publikationer der bliver delt ud!”

De første pionerer var konstant på farten for at nå ud til så mange som muligt. “Vi gennemarbejdede øen fra ende til anden og talte sjældent med nogen mere end én gang,” sagde Bill Hunter. De såede store mængder åndelige sædekorn som senere resulterede i en god åndelig høst. – Præd. 11:6; 1 Kor. 3:6.

Omkring 1936 talte pionererne på Java om hvordan de kunne nå ud med budskabet til Sumatra – verdens sjettestørste ø. På denne forrevne ø, som ækvator går igennem, findes der store byer og plantager samt vidtstrakte sumpområder og regnskove.

Pionererne blev enige om at sende Frank Rice, så de skrabede sammen til hans billet. Kort efter ankom Frank til Medan på Nordsumatra med to forkyndertasker, 40 kasser litteratur og kun en smule penge. Han havde en stærk tro og gik hurtigt til værks i tillid til at Jehova ville give ham det nødvendige for at kunne klare opgaven. – Matt. 6:33.

I den sidste uge Frank forkyndte i Medan, mødte han en venlig hollænder der inviterede ham ind til en kop kaffe. Frank fortalte ham at han havde brug for en bil for at kunne forkynde den gode nyhed på resten af øen. Manden kiggede ud i sin have, pegede på en bil der var brudt sammen, og sagde: “Hvis du kan reparere den, er den din for 100 gylden.” *

“Jeg har ikke 100 gylden,” sagde Frank.

Manden stirrede undersøgende på Frank og spurgte: “Vil du virkelig forkynde på hele Sumatra?”

“Ja,” svarede Frank.

“Ved du hvad, hvis du kan reparere bilen, må du få den,” sagde hollænderen. “Hvis du senere skaffer pengene, kan du betale mig til den tid.”

Frank gik straks i gang og fik hurtigt bilen repareret. Senere skrev han: “Med en bil fuld af litteratur, en tank fuld af benzin og et hjerte fuldt af tro tog jeg af sted for at forkynde for folk på Sumatra.”

 Et år senere, efter at have forkyndt overalt på øen, rejste Frank tilbage til Jakarta. Dér solgte han bilen for 100 gylden og sendte pengene til hollænderen i Medan.

Nogle uger senere modtog Frank et brev fra Australien hvori han blev tildelt et nyt pionerdistrikt. Han pakkede straks kufferten og tog af sted for at påbegynde forkyndelsen i Indokina (nu Cambodja, Laos og Vietnam).