I 1933 spurgte Frank Rice en indfødt fra Nordsulawesi ved navn Theodorus (Theo) Ratu om han ville hjælpe med at tage sig af litteraturlageret i Jakarta. “Jeg blev meget interesseret i det ophøjede arbejde med at gøre Riget kendt og begyndte at forkynde sammen med bror Rice,” berettede Theo. “Senere tog jeg med Bill Hunter på en forkyndertur på Java og med besætningen på båden Lightbearer til Sumatra.” Theo var den første indoneser der tog imod sandheden, og i årtier var han pioner på Java, Nordsulawesi og Sumatra.

Året efter afsatte Bill Hunter den lille brochure Hvor er de døde? til Felix Tan, en studerende i Jakarta. Felix tog hjem til sin familie i Bandung, Vestjava, og viste brochuren til sin lillebror Dodo. De var begge forbløffet over det de læste i brochuren om at det første menneske, Adam, ikke havde en sjæl men var en sjæl. (1 Mos. 2:7) Felix’ og Dodos åndelige appetit var blevet vækket, og de gennemsøgte antikvarboghandlerne i Bandung for at finde  flere af Vagttårnets publikationer. De fortalte også deres familie hvad de havde lært. Efter at have læst alle de bøger og brochurer de kunne støve op, skrev de til litteraturlageret i Jakarta. Til deres store overraskelse og opmuntring fik de besøg af Frank Rice, der havde litteratur med til dem.

Kort efter at bror Rice var vendt tilbage til Jakarta, tog de nygifte Clem og Jean Deschamp til Bandung i 15 dage. “Bror Deschamp spurgte os om vi kunne tænke os at blive døbt,” fortalte Felix. “Fire i vores familie – Dodo, min lillesøster, Josephine (Pin Nio), min mor (Kang Nio), og jeg – symboliserede vores indvielse til Jehova.” * Efter at familien Tan var blevet døbt, gik de  sammen med Clem og Jean i gang med en ni dages forkynderkampagne. Clem viste familien hvordan de kunne forkynde ved at bruge et vidnesbyrdskort der indeholdt et enkelt bibelsk budskab på tre sprog. Den lille gruppe i Bandung blev snart en menighed, den anden i Indonesien.

Fremgangen i forkyndelsesarbejdet fik kristenhedens præster op af stolen. De og deres hjælpere skrev avisartikler der angreb Vidnernes tro og arbejde. Artiklerne fik embedsmænd i ministeriet for religiøse anliggender til at indkalde Frank Rice til afhøring. Tilfredse med hans svar lod de arbejdet fortsætte uhindret. *

I begyndelsen af 1930’erne ignorerede eller tolererede de fleste embedsmænd i kolonien forkyndelsesarbejdet. Men efterhånden som Nazitysklands indflydelse i Europa voksede, fik piben en anden lyd hos nogle bureaukrater, især dem der var glødende katolikker. “En katolsk tolder beslaglagde en sending af vores bøger med den begrundelse at de omtalte nazismen negativt,” fortalte Clem Deschamp. “Da jeg henvendte mig hos toldvæsnet for at klage, var den fjendtligsindede tolder på ferie. Hans afløser – en venlig mand der ikke var katolik – gav straks bøgerne fri og sagde: ‘Tag hvad du kan, mens den der plejer at være her, er væk!’”

“Ved en anden lejlighed insisterede nogle myndighedspersoner på at vi bortcensurerede to billeder i bogen Fjender,” sagde Jean Deschamp. “De gjorde indsigelse mod karikaturerne af en vridende slange (Satan) og en  beruset skøge (falsk religion). Begge var illustreret med pavens hat på. * Vi var imidlertid fast besluttet på at uddele bogen. Så tre af os sad på kajen i kvælende varme og pløjede os gennem tusinder af bøger for at overstrege billederne med pavens hat!”

Efterhånden som krigen nærmede sig, blev vores publikationer ved med frygtløst at udstille kristenhedens hykleri og indblanding i politik. Præsterne gav igen ved at prøve at få myndighederne til at pålægge os begrænsninger, og flere af vores publikationer blev forbudt.

Brødrene var dog meget opsatte på at fortsætte arbejdet, og de gjorde god brug af en trykkemaskine de havde fået fra Australien. (Apg. 4:20) Om en af deres fremgangsmåder fortalte Jean Deschamp: “Hver gang vi  trykte en ny brochure eller et nyt blad, skulle vi aflevere et eksemplar til godkendelse hos myndighederne. Vi trykte og sendte publikationen ud til menighederne først på ugen. Sidst på ugen afleverede vi så et eksemplar på statsadvokatens kontor. Når publikationen blev afvist, rystede vi bedrøvet på hovedet og skyndte os tilbage for at trykke den næste publikation.”

Brødre og søstre der afsatte forbudte publikationer, befandt sig ofte i et ‘katten efter musen’-scenarie med politiet. For eksempel kom Charles Harris, mens han forkyndte i Kediri på Østjava, uforvarende til at besøge den lokale politiassistent.

“Jeg har ledt efter dig hele dagen,” sagde politimanden. “Vent lige mens jeg henter min liste over jeres forbudte bøger.”

“Mens politiassistenten var inde at lede efter listen, gemte jeg de forbudte publikationer i skjulte lommer i min frakke,” sagde Charles. “Da han kom tilbage, gav jeg ham 15 brochurer der ikke var forbudte. Han gav mig modvilligt sit bidrag, og jeg afsatte de forbudte publikationer længere nede ad gaden.”

Da Anden Verdenskrig brød ud i Europa, kom der ikke længere sendinger med litteratur fra Holland til Indonesien. Men brødrene var forberedte, og de havde derfor sørget for at bladene kunne blive trykt af en kommerciel virksomhed i Jakarta. Den første udgave af Ny Verden (nu Vågn op!) på indonesisk udkom i januar 1939, og kort efter fulgte Vagttaarnet. Brødrene købte så en lille trykkemaskine og fremstillede bladene selv. I 1940 modtog de en stor fladpresse fra Australien og trykte, for egen regning, brochurer og blade på indonesisk og hollandsk.

 Den 28. juli 1941 forbød myndighederne alle Vagttårnsselskabets publikationer. Jean Deschamp fortalte: “En morgen mens jeg sad på kontoret og tastede, fløj dørene op og tre politimænd brasede ind sammen med en højtstående hollandsk embedsmand i fuld uniform – medaljer, hvide handsker, sabel og fjerpyntet hat. Det overraskede os ikke. Tre dage tidligere havde vi nemlig fået oplysninger om at vores publikationer snart ville blive forbudt. Den opblæste embedsmand læste først en lang erklæring højt og forlangte derefter at blive vist hen til trykkeriet så han kunne forsegle vores trykkemaskine. Men min mand fortalte ham at det var for sent. Trykkemaskinen var blevet solgt dagen før!”

Bibelen var imidlertid ikke blevet forbudt. Så brødrene fortsatte med at gå fra hus til hus og forkyndte kun ud fra Bibelen. De studerede også Bibelen med folk. Men nu hvor der var optræk til krig i Asien, fik de udenlandske pionerer besked på at vende tilbage til Australien.