VED vores møder i slutningen af 1980’erne var det kun vagttårnsstudielederen der havde et eksemplar af bladet, og det var som regel håndskrevet. Jeg foreslog Genadi Gudadze, en af de ældste, at vi skulle prøve at duplikere vores egne blade.

Indtil da havde brødrene brugt en hjemmebygget duplikator til at fremstille nogle få publikationer. For at producere blade regelmæssigt var der brug for en bedre duplikator, en erfaren maskinskriver, en skrivemaskine og en regelmæssig forsyning af stencilark. Men alt udstyr, og selv papir, blev registreret hos myndighederne og kontrolleret af deres sikkerhedstjeneste.

Jeg fik fat i en skrivemaskine gennem en af mine kontakter, som havde adgang til kasserede skrivemaskiner der ikke længere blev kontrolleret af staten. Min søster var maskinskriver og kunne hjælpe os. Brødrene byggede en ny duplikator og fandt et sted hvor de kunne købe stencilark.  Alt faldt i hak, og kort efter havde vi fremstillet vores første eksemplar af Vagttårnet på georgisk.

Men så opstod der en ny forhindring. En dag sagde Genadi til mig: “Vi bliver nødt til at finde et andet sted at købe stencilark.” Han havde allerede set nogle pakker med stencilark på et statsdrevet kontor, men fordi han blev overvåget af myndighederne, kunne han ikke selv købe dem. Hvordan kunne vi få fat i dem? “Det er umuligt!” gentog jeg flere gange. “Hold op med at sige at det er umuligt!” svarede Genadi bestemt. “For Gud er alle ting mulige.” – Matt. 19:26.

Da jeg den næste dag med en vis nervøsitet tog hen til det statsdrevne kontor, blev jeg ved med at tænke over de ord. Jehova ledte mig hen til en venlig sekretær som var villig til at bringe min anmodning videre til lederen på kontoret. Det var hendes mand. Så jeg fik mulighed for fast at købe stencilark derfra, og fremover havde vi aldrig problemer med at skaffe hvad vi skulle bruge til at fremstille vores publikationer.