I SLUTNINGEN af 1990’erne var der en bemærkelsesværdig vækst i antallet af forkyndere og interesserede i Georgien. For eksempel var der i 1998 hele 32.409 der overværede højtiden til minde om Jesus’ død.

Der var dog mange forkyndere, også ældstebrødre, der var ret nye i sandheden og derfor ikke havde så stor erfaring. Der var behov for oplæring både i forbindelse med forkyndelsen og forskellige opgaver i organisationen. Men hvor skulle den oplæring komme fra?

Arno og Sonja Tüngler, der havde gennemgået Gileadskolen i Tyskland, fik i marts 1998 til at opgave at tjene i Georgien. Samme år godkendte Det Styrende Råd at man oprettede et landskontor i Georgien, der skulle høre under Afdelingskontoret i Rusland.

Nu begyndte et landsudvalg at føre tilsyn med forkyndelsen. Efter at Jehovas Vidner var blevet indregistreret hos myndighederne, kunne man importere vores publikationer direkte fra Afdelingskontoret i Tyskland (nu Afdelingskontoret i Centraleuropa). Det blev også muligt at købe grunde hvor der blandt andet kunne bygges rigssale.

På grund af forbuddet under Sovjetstyret havde brødrene ikke haft mulighed for frit at forkynde fra hus til hus. Arno Tüngler fortæller: “De fleste brødre  og søstre forkyndte meget på gaden, og der var mange der ikke var vant til at gå fra hus til hus og at følge interessen op.”

Davit Devidze, der begyndte at tjene på det nyoprettede landskontor i maj 1999, siger: “Der var rigeligt at lave i forkyndelsen og på Betel. Der var nogle ting vi kun havde læst om og ikke anede hvordan skulle gøres. Men vi lærte meget af erfarne brødre der var udsendt af Det Styrende Råd.”

En tid med omfattende oplæring af Jehovas folk i Georgien var begyndt. Men som det ofte er tilfældet for dem der rejser til steder med stort behov, går oplæring ikke kun én vej. (Ordsp. 27:17) Nej, de der kom for at hjælpe, lærte selv meget af de lokale brødre og søstre.

Arno og Sonja husker med glæde tilbage på den varme velkomst de fik da de kom til Georgien. De lokale  brødre og søstre gjorde alt hvad de kunne, for at hjælpe dem til at vænne sig til den nye opgave.

Sonja kan tydeligt huske hvor imødekommende de var. Hun siger: “Et ægtepar der boede i nærheden, blev ved med at komme forbi med lækker mad. Og der var en søster der tog os med ud i forkyndelsen, hjalp os med at lære vores nye menighed at kende og fortalte os meget om georgisk kultur. En anden søster underviste os tålmodigt i sproget.”

Warren og Leslie Shewfelt, der flyttede fra Canada til Georgien i 1999, sagde: “Den kærlighed vores brødre og søstre i Georgien viste, gjorde et dybt indtryk på os. Alle, også de unge, var gode til at give udtryk for deres kærlighed til hinanden.”

De der blev sendt til Georgien, så ud over de udfordringer de kom ud for, og fokuserede i stedet på de  gode egenskaber der kendetegnede de mennesker de var omgivet af. Og brødrene i Georgien kom også til at holde meget af missionærerne på grund af deres ydmyge og kærlige måde at være på.

I løbet af 1990’erne var der mange der tog imod sandheden. Alene i 1998 var der 1.724 der blev døbt. Hvad var medvirkende til denne vækst?

Tamazi Biblaia, der var rejsende tilsynsmand i mange år, siger: “Kærlighed til Gud var en naturlig del af folks opvækst, en af de grundlæggende værdier i deres liv. Så når de hørte om sandheden, var det meget naturligt for dem at tage imod den.”

Davit Samkharadze, der er lærer på Skolen for Kristne Forkyndere, siger: “Når en begynder at studere Bibelen, sker det tit at familie og venner blander sig. De prøver at få eleven til at holde op med at studere, men det ender ofte med at de selv får et bibelstudium.”

Budskabet om Riget blev udbredt vidt omkring og forandrede manges liv. I april 1999 nåede man et nyt højdepunkt da 36.669 overværede mindehøjtiden.

Apostlen Paulus skrev angående sin forkyndelse i Efesus: “En stor dør ind til virksomhed står åben for mig, og der er mange modstandere.” (1 Kor. 16:9) Hans ord passer godt på den situation brødrene i Georgien oplevede kun få måneder efter mindehøjtiden i 1999.

 I august samme år var der under ledelse af den afsatte præst Vasili Mkalavishvili en ekstremistisk ortodoks gruppe der samledes i Tbilisi for at brænde vores publikationer offentligt. Det udløste en voldsom forfølgelse der varede fire år.

Den 17. oktober 1999 var der en pøbelskare på omkring 200 der med nogle få religiøse ekstremister i spidsen afbrød et møde i Tbilisi. De overfaldt Gldani-menighedens medlemmer med trækøller og jernkors, hvilket førte til at adskillige brødre og søstre måtte indlægges på hospitalet.

Trist nok blev gerningsmændene ikke arresteret, og de voldelige overfald mod Jehovas Vidner fortsatte. En række embedsmænd, og også Præsident Sjevardnadze, fordømte på det kraftigste de voldelige angreb, men der blev ikke gjort noget for at stoppe angrebene. Tværtimod plejede politiet først at komme lang tid efter de voldsomme overfald var gennemført.

Omkring samme tidspunkt var der et medlem af parlamentet, Guram Sharadze, der påbegyndte en hidtil uset smædekampagne mod Jehovas folk. Han beskyldte Vidnerne for at være farlige. De ‘gunstige tider’ for forkyndelsesarbejdet så ud til at høre fortiden til.

Jehovas organisation var hurtig til at hjælpe brødrene i Georgien. De blev kærligt instrueret i hvordan de skulle reagere hvis de blev udsat for overfald. Og de blev mindet om grunden til at sande kristne fra tid til anden bliver forfulgt. – 2 Tim. 3:12.

 Derudover gik organisationen til domstolene for at forsvare vores trosfæller. En bror der arbejdede i den juridiske afdeling på Afdelingskontoret i Georgien, fortæller: “I løbet af de fire år indgav vi mere end 800 klager som følge af de forbrydelser Vasili Mkalavishvilis gruppe begik. Vi bad embedsmænd og menneskerettighedsorganisationer om hjælp. Jehovas Vidners Hovedkontor igangsatte en omfattende oplysningskampagne, men det satte ikke en stopper for angrebene.” *