GEORGIEN
Ægte kristen kærlighed svigter aldrig
Igor: Vi tilhørte begge en gruppe af Jehovas Vidner i Tkvarcheli, Abkhasien. Vores gruppe var tilknyttet en menighed som lå omkring 85 km væk, i byen Jvari, så hver måned tog jeg dertil for at hente bibelsk litteratur til gruppen. I 1992, kort efter Sovjetunionens opløsning, prøvede den autonome region Abkhasien at løsrive sig. Der udbrød krig mellem separatisterne og den georgiske hær, og det gjorde livet svært for mange.
Gizo: Jeg blev døbt da jeg var 21, kun et år inden konflikten begyndte. Da krigen brød ud, blev vennerne til at starte med lammet af frygt og usikkerhed. Men Igor, der altid har været en god hyrde, styrkede os med ordene: “Det er nu at folk har brug for trøst. Den eneste måde vi kan holde os åndeligt stærke på, er ved at fortsætte med at forkynde.”
Så vi fortsatte forsigtigt med hver dag at fortælle vores naboer om det trøstende budskab fra Guds ord.Igor: På grund af konflikten kunne vi ikke tage den vej til og fra Jvari som vi plejede at tage når vi skulle hente litteratur. Fordi jeg var vokset op i området, kunne jeg finde en sikker rute igennem bjergene og teplantagerne. Men der var stadig fare for at møde en gruppe bevæbnede mænd eller at træde på en landmine. Jeg ville ikke sætte mine trosfællers liv på spil, så jeg tog alene afsted en gang om måneden. Med Jehovas hjælp lykkedes det mig altid at skaffe den åndelige mad vi havde brug for så vi kunne holde os åndeligt i live.
Der var ikke kampe i Tkvarcheli, men byen kom snart under belejring, og vi begyndte at mærke krigens bitre konsekvenser. Vinteren nærmede sig, og vi var ved at løbe tør for mad. Det gjorde os bekymret for hvordan vi skulle overleve. Vi blev meget glade for at høre at vores trosfæller i Jvari havde gjort forberedelser til at vi kunne få nødhjælp.
Gizo: En dag spurgte Igor min familie om vores hus kunne bruges som base til at opbevare og uddele de fødevarer vores trosfæller havde gjort klar. Han havde tænkt sig at hente nødhjælpsforsyningerne i Jvari. Vi var bekymret for hans sikkerhed, for vi vidste at han skulle igennem adskillige kontrolposter og kunne risikere at støde på bevæbnede mænd og røvere. – Joh. 15:13.
Vi blev meget glade da Igor nogle dage senere kom tilbage i god behold med bilen fyldt med mad nok til at vi kunne klare os igennem vintermånederne. I den svære periode så vi med egne øjne at ægte kristen kærlighed aldrig svigter. – 1 Kor. 13:8.