Vores brødre og søstre lod sig ikke skræmme, og de fortsatte med at holde møder. De ældste tog nogle forholdsregler for at beskytte forkynderne. Bror André Carbonneau, en canadisk advokat som forsvarede vores brødre i denne periode, fortæller: “Der stod ofte en bror i nærheden af mødestedet med en mobiltelefon på sig. Hvis han så en pøbelskare nærme sig, advarede han med det samme de ældste om et muligt angreb.”

Hver gang brødrene havde været udsat for et angreb, kom to repræsentanter for afdelingskontoret på besøg for at styrke og opmuntre dem. André siger: “Utroligt nok blev repræsentanterne for afdelingskontoret ofte mødt af en masse glade, smilende brødre og søstre.”

De der ikke direkte blev berørt af angrebene, lod sig heller ikke skræmme. André fortæller om en kvinde som var ved at kvalificere sig til at blive udøbt forkynder. Hun sagde til ham: “Hver gang jeg så overfaldene  i fjernsynet, kunne jeg se forskellen mellem sande og falske kristne, og jeg ønsker at være en sand kristen.”

I disse vanskelige år var forkynderne et eksempel i tro og mod ved at være travlt optaget af forkyndelsen. De advokater der forsvarede vores brødre i retten, viste også stærk tro.

Vidnerne blev ofte løgnagtigt fremstillet i medierne som nogle der splitter familier, afviser lægebehandling  og modarbejder staten. De der forsvarede brødrene, satte deres ry og karriere på spil.

John Burns, en advokat fra Afdelingskontoret i Canada der dengang hjalp brødrene i Georgien, siger: “Lokale brødre og søstre der arbejdede som advokater, var villige til at hjælpe. På trods af de konsekvenser det kunne få for deres job, var de ikke bange for at præsentere sig selv som Jehovas Vidner i retten.” Disse modige brødre og søstre var med til “at forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed”. – Fil. 1:7.

I mellemtiden fortsatte volden mod Jehovas folk. Derfor igangsatte man den 8. januar 2001 en underskriftindsamling med anmodning om at blive beskyttet mod de voldelige overfald og at få gerningsmændene retsforfulgt.

Bror Burns forklarer formålet med underskriftindsamlingen: “Målet var at vise at de fleste georgiere var imod den voldelige behandling af Jehovas Vidner, og at det var en lille gruppe religiøse ekstremister der stod bag.”

Inden for to uger havde man fra alle egne af Georgien indsamlet underskrifter fra 133.375 personer, hvoraf de fleste var ortodokse. Underskrifterne blev afleveret til præsident Sjevardnadze, men det fik ikke de voldelige  overgreb til at ophøre. De religiøse ekstremister fortsatte med målrettet at gå efter brødrene.

Jehova fortsatte dog med at velsigne sit folk. Mens religiøse ekstremister havde travlt med at skabe problemer for brødrene, sørgede Jehova for at mange blev befriet fra falsk religion.

I det meste af sit liv havde Babilina Kharatishvili været et dedikeret medlem af den georgiske ortodokse kirke. Da hun var i trediverne, rejste hun fra by til by og fra landsby til landsby for at undervise andre om helgener.

Men hun ville gerne lære mere om Gud. Så hun begyndte at overvære forelæsninger ved et ortodokst præsteseminarium. Ved en lejlighed viste en præst tilhørerne bogen Kundskab der fører til evigt liv og opfordrede dem til at skaffe den fra Jehovas Vidner. Han sagde til dem: “Denne bog kan lære jer meget om Bibelen.”

Babilina var rystet. Hun havde altid prøvet at undgå Jehovas Vidner, og nu anbefalede en præst en af deres bøger. Hun sagde til sig selv: ‘Hvis det er Jehovas Vidner der skal lære mig om Gud, hvad laver jeg så her?’ Hun kontaktede med det samme Vidnerne i byen Poti og begyndte at studere Bibelen.

Efterhånden som Babilina lærte mere ud fra Bibelen, gjorde hun nogle store forandringer i sit liv. Hun fortalte: “Da jeg fandt ud af at Bibelen siger at det er forkert at tilbede ikoner, tog jeg skarp afstand fra alle  former for afgudsdyrkelse. Jeg var overbevist om at det var det rigtige at gøre.” Hun var sidst i halvfjerdserne og besluttede sig nu for at blive et af Jehovas Vidner.

I 2001 blev Babilina dog desværre syg og gik bort inden hun kunne nå at blive døbt. Men hendes barnebarn, Izabela, blev senere døbt og tjener fortsat Jehova trofast.

Eliso Dzidzishvili var 28 år da hun besluttede sig for at blive nonne. Der var ikke noget kloster tæt på hendes hjemby, og derfor flyttede hun i 2001 til Tbilisi. Mens hun var på udkig efter en ledig plads i et kloster, begyndte hun at arbejde som privatlærer på deltid. En af hendes elever var datter af en søster ved navn Nunu.

Eliso siger: “Nunu og jeg talte ofte om Bibelen. Jeg forsvarede nidkært den ortodokse tro, mens hun tålmodigt  viste mig det ene vers efter det andet. En dag foreslog hun at vi kunne læse brochuren Hvad kræver Gud af os? Da vi læste paragrafferne og slog op i Bibelen, gik det op for mig at det er en direkte overtrædelse af Guds bud at tilbede ikoner.”

Senere gik Eliso hen i den lokale kirke for at stille præsten nogle spørgsmål. Ud fra hans svar kunne hun se at kirkens lære ikke var baseret på Bibelen. (Mark. 7:7, 8) Hun var overbevist om at hun havde fundet sandheden, og begyndte med det samme at studere Bibelen med Jehovas Vidner. Kort tid efter blev hun døbt.

Den øgede vækst i tiden op til 2001 gjorde det nødvendigt at finde flere egnede steder hvor der kunne holdes møder. Man skønnede at der var brug for  omkring 70 nye rigssale. Der blev derfor iværksat et byggeprogram på trods af modstanden i landet. – Ezra 3:3.

Kort efter begyndte et byggehold at ombygge en ejendom der blev benyttet af flere menigheder i Tbilisi. To andre projekter fulgte hurtigt efter – endnu et i Tbilisi og et i Tjiatura, Vestgeorgien.

Bror Tamazi Khutsishvili, der arbejdede på projektet i Tjiatura, fortæller: “Vi var 15 på byggepladsen hver dag. Der gik ikke længe før alle i byen vidste at vi var i gang med at bygge en ny rigssal. Indimellem hørte vi rygter om at modstandere ville komme og ødelægge byggeriet.”

Lykkedes det at gennemføre projektet? Tamazi siger: “Vi fortsatte med arbejdet og byggede rigssalen færdig på tre måneder. Trods truslerne dukkede modstanderne aldrig op.” *

I oktober 2003 gik man i gang med et byggeprojekt i byen Samtredia. Endnu engang blev de lokale forkyndere truet af religiøse ekstremister. Væggene var kun lige blevet rejst, og mørtlen var stadig våd da modstandere kom og rev bygningen ned.

I november 2003 skete der dog noget der gjorde forholdene bedre for vores brødre og søstre i Georgien. Et regeringsskifte banede vejen for religiøs tolerance. Det førte til at adskillige medlemmer af den ekstremistiske ortodokse gruppe som havde angrebet Jehovas Vidner, blev arresteret.

Efter at forfølgelsen var blevet stoppet, fik Jehovas folk i Georgien store velsignelser. Ved områdestævnet i 2004 blev Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter udgivet på georgisk.

En anden særlig begivenhed fandt sted i 2006 ved områdestævnet “Befrielsen er nær!” Der var spænding i luften da det blev meddelt at Geoffrey Jackson, et medlem af Det Styrende Råd, ville holde et foredrag. Og tilhørerne blev meget overrasket da bror Jackson kunne fremvise hele Ny Verden-Oversættelsen på georgisk.

 Mange af de tilstedeværende kunne ikke holde tårerne tilbage. En søster sagde: “Jeg kan slet ikke sætte ord på den glæde jeg følte da vi fik hele Bibelen. ... Det var et historisk øjeblik.” Mere end 17.000 tog del i dette åndelige festmåltid, en milepæl for Jehovas folk i Georgien.