Når vores brødre og søstre møder modstand i form af retssager og andre svære forhold, viser de tydeligt deres loyalitet over for Jehova Gud. Deres eksempel motiverer os til at stå fast i troen, vel vidende at “Jehova nok skal gøre noget særligt for sin loyale”. – Sl. 4:3.

Ruth voksede op i sandheden, men mens hun stadig var ung, gik hun i stå. Senere fandt hun sammen med en mand, og de fik en datter sammen. En dag lagde Ruth mærke til nogle Jehovas Vidner der stod ved en litteraturstand i byen La Plata. Det gav hende lyst til igen at komme i rigssalen, og hun begyndte at undervise sin lille datter i Bibelen. Pigens far, der ikke brød sig om Ruths tro, gik i retten for at forhindre Ruth i at lære deres datter om Bibelen og at tage hende med til møde i rigssalen.

Ruths advokat lagde vægt på at begge forældre har ret til at oplære deres barn i deres tro, og at der ikke var belæg for at retten kunne begrænse den ret medmindre det kunne bevises at barnet tog skade af undervisningen. Rettens afgørelse var at forældrene skulle respektere datterens ret til frit at udøve sin tro – selvom hun kun var fire år gammel på det tidspunkt. Appelretten gjorde det klart at pigen ikke var gammel nok til at træffe valg i forbindelse med religiøs opdragelse, og at begge forældre havde ret til at undervise hende i trosspørgsmål på lige fod.

Ruths lille pige læser i sin bibel hver aften og kommer nu til møderne sammen med sin mor. Hun glæder sig meget til at besøge Betel i Buenos Aires.

Apostlen Paulus gav udtryk for at det i den sande kristne menighed ville være sådan at “hvis ét lem lider, lider alle de andre lemmer sammen med det”. (1 Kor. 12:26) Det var tilfældet i forbindelse med Irina Sakhartjenkos og Valida Jabrajilovas situation. Jehovas Vidner jorden over var dybt berørt af de uretfærdige forhold de to søstre blev udsat for i Aserbajdsjan. I februar 2015 blev de to søstre anklaget for at deltage i en ulovlig religiøs aktivitet. De blev varetægtsfængslet, og fordi sagen flere gange blev udskudt, sad søstrene indespærret i næsten et år. Her led de afsavn og var udsat for grov behandling.

Da deres sag langt om længe kom for retten i januar 2016, kendte dommeren dem skyldige og idømte dem en bøde. Men på baggrund af varetægtsfængslingen annullerede han bøderne og løslod søstrene. Efter at appeldomstolen i Baku afviste at underkende dommen, appellerede søstrene til højesteret. Derudover har de indgivet klager til FN’s Menneskerettighedskomité på grund af den grove behandling de er blevet udsat for, og fordi deres ret til at udøve deres religion er blevet krænket.

 I mellemtiden er søstrene ved at komme sig igen. De har givet udtryk for deres store værdsættelse af de mange bønner der er blevet bedt på deres vegne, og den interesse og omsorg der er blevet vist dem. Søster Jabrajilova skrev følgende til Det Styrende Råd: “Jeres bønner hjalp os til at udholde prøvelserne, og det var virkelig noget jeg kunne mærke. Jeg glemmer aldrig den kærlighed der er blevet vist af jer, af Jehova og af alle mine brødre og søstre verden over.”

Fra og med juli 2016 er der 55 Jehovas Vidner i Eritrea der sidder i fængsel på grund af deres tro. Tre brødre – Paulos Eyassu, Isaac Mogos og Negede Teklemariam – har siddet i fængsel siden september 1994, og ni andre brødre er blevet holdt indespærret af myndighederne i mindst ti år.

I januar 2016 fik de Jehovas Vidner der blev arresteret ved mindehøjtiden i Asmara i april 2014, deres sag for retten. Det er en positiv udvikling, for det var første gang at myndighederne formelt har anklaget Jehovas Vidner for en “forbrydelse” og givet dem mulighed for at forsvare sig i retten. Som forventet blev de fleste af de anklagede brødre og søstre kendt skyldige i at have deltaget i et “ulovligt” møde, idømt bøder og derefter løsladt. Saron Gebru, en af de anklagede søstre, nægtede imidlertid at acceptere bøden. Derfor blev hun idømt seks måneders fængsel. Hun havde mulighed for at få besøg en gang om ugen og gav udtryk for at hun blev behandlet godt. Søster Gebru og de 54 andre brødre og søstre der sidder i fængsel, er taknemmelige for de mange bønner der bliver bedt for dem. Ja, Jehovas tjenere i hele verden følger opfordringen: “Husk på dem der er i lænker, som om I var i lænker sammen med dem.” – Hebr. 13:3.

Den 21. december 2015 gav delstaten Bremen langt om længe Jehovas Vidners trossamfund i Tyskland en højere grad af juridisk anerkendelse end de tidligere havde haft. Det var sidste fase af en juridisk kamp der har varet fire år i de tyske retssale. Efter en afgørelse ved Berlins forvaltningsdomstol valgte størstedelen af de 16 delstater i Tyskland at give Jehovas Vidner en højere grad af juridisk anerkendelse. Men det undlod myndighederne i Bremen at gøre, hovedsageligt på baggrund af falske beskyldninger fra modstandere.

I 2015 afgjorde Tysklands forfatningsdomstol at Bremen krænkede Jehovas Vidners grundlovssikrede ret da de nægtede at give dem anerkendelsen. Afgørelsen stadfæster at den grundlovssikrede religionsfrihed beskytter Jehovas Vidners ret til at udøve deres religion i Bremen. Menighederne dér er på linje med de større trossamfund i Tyskland berettiget til visse goder, som for eksempel at blive fritaget for skat.

I marts 2013 opdigtede myndighederne i Osj, Kirgisistan, anklager mod Oksana Koriakina og hendes mor, Nadésjda Sergienko. Anklageren beskyldte søstrene for at snyde folk når de var ude at forkynde om Bibelen, og de blev idømt husarrest indtil sagen skulle behandles. I oktober 2014 fandt domstolen at beviserne var fabrikerede, at der var begået procedurefejl, og at søstrene ikke var skyldige. Kendelsen blev stadfæstet af appeldomstolen i oktober 2015.

Anklageren i Osj appellerede dog endnu engang, og sagen kom for Kirgisistans Højesteret. Denne retsinstans annullerede frikendelsen af søstrene, og sagen skulle prøves på ny. Ved høringen i april 2016 fremsatte søstrenes advokater krav om at få sagen afvist eftersom  forældelsesfristen var overskredet. Dommeren havde ikke andet valg end at afslutte sagen.

Under den svære tid bevarede søstrene en positiv indstilling. Søster Sergienko sagde: “Folk bliver ofte bitre hvis nogen behandler dem dårligt, men jeg kunne mærke Jehovas kærlighed og omsorg gennem mine brødre og søstre – vi var aldrig alene.” Søstrene oplevede personligt at Jehova altid lever op til sit løfte i Esajas 41:10: “Vær ikke bange ... Jeg vil holde dig fast med min retfærdigheds højre hånd.”

Den 9. august 2015 kom ti betjente stormende ind i en rigssal under et møde i Osj, Kirgisistan. De forlangte at det “ulovlige” møde skulle stoppe øjeblikkeligt og truede endda med at skyde de mere end 40 tilstedeværende. Politiet tog ti brødre med til politistationen, hvor betjente udsatte ni af dem for grov fysisk vold og derefter løslod dem. To dage efter arresterede politiet Nurlan Usupbaev, en af de brødre der var blevet gennembanket. Anklagen lød på at han havde deltaget i en ulovlig religiøs aktivitet ved at lede mødet.

Da sagen mod bror Usupbaev kom for byretten i Osj, fandt dommeren ingen beviser for anklagerne og afviste sagen. Også i appelretten blev sagen afvist, hvilket stadfæstede at Nurlan Usupbaev ikke kunne kendes skyldig i en ulovlig religiøs aktivitet eftersom Jehovas Vidner er et juridisk anerkendt trossamfund i Kirgisistan.

Anklageren nægtede at give op og appellerede sagen til Kirgisistans Højesteret. Til bror Usupbaevs lettelse blev sagen afsluttet i marts 2016, idet Højesteret stadfæstede de tidligere kendelser og derved endnu en gang bekræftede at Jehovas Vidner har ret til at holde religiøse møder i Kirgisistan. En separat sag mod politibetjentene der føres på ofrenes vegne, er endnu ikke blevet afgjort.

På trods af stor modvilje fra russiske menneskerettighedseksperter fortsætter myndighederne i Rusland med ihærdigt at modarbejde Jehovas Vidner. Myndighederne har indtil videre klassificeret 88 af vores publikationer som “ekstremistisk” materiale og har forbudt vores officielle hjemmeside, jw.org. I 2015 forhindrede toldmyndighederne at forsendelser af Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter blev ført ind i landet, og en domstol i Vyborg er ved at afgøre om denne bibeloversættelse skal erklæres “ekstremistisk”. I marts 2016 tog den offentlige anklagemyndighed et  drastisk skridt ved – på baggrund af påstået “ekstremistisk aktivitet” – at true med at få lukket Afdelingskontoret i Rusland, der ligger i Solnetjnoje, uden for Sankt Petersborg.

Til trods for den voldsomme kampagne mod Jehovas Vidner, som myndighederne står bag, har der også været lidt godt nyt. I oktober 2015 fremsatte en anklager krav om at få opløst den lokale religiøse organisation (LRO) i Tjumen, der ligger omkring 2.100 kilometer øst for Moskva. Selvom der var beviser for at politiet havde fabrikeret beviserne mod Vidnerne, blev deres LRO i Tjumen kendt skyldig af domstolen i Tjumen. Men den 15. april 2016 omstødte Ruslands Højesteret den lavere retsinstans’ kendelse, og det blev afgjort at “der ikke var belæg for at opløse Jehovas Vidners LRO i Tjumen”. Da dommeren bekendtgjorde afgørelsen, blev det modtaget med et stående bifald fra de 60 brødre og søstre der havde fyldt retslokalet.

 Jehovas tjenere i Rusland er fast besluttet på at forblive loyale uanset hvilket “våben der dannes imod [dem]”. – Es. 54:17.

I de senere år er nogle skolebørn i Rwanda der er Jehovas Vidner, blevet bortvist fra skolen fordi de nægter at udføre religiøse eller patriotiske handlinger. I et forsøg på at fjerne religiøs diskrimination fra skolerne udstedte myndighederne den 14. december 2015 en bekendtgørelse der pålagde skolerne at respektere elevernes religionsfrihed.

Den 9. juni 2016 blev artiklen “Rwanda griber ind over for religiøs diskrimination i skoler” lagt på jw.org. Interessant nok valgte en populær netavis i Rwanda at bringe artiklen. Avisens hjemmeside fik hurtigt over 3.000 hits, og mange læsere skrev positive kommentarer om myndighedernes tiltag. Jehovas Vidner er glade for denne bekendtgørelse, der sikrer deres børn adgang til uddannelse uden religiøs diskrimination.

I mere end 60 år har brødre mellem 19 og 35 år stået over for problemet med militærtjeneste. Myndighederne i Sydkorea respekterer ikke retten til militærnægtelse af samvittighedsgrunde og tilbyder derfor ikke noget alternativ til militærtjeneste. I nogle tilfælde har flere generationer – bedstefar, far og søn – ikke haft noget andet valg end at komme i fængsel når de blev indkaldt til militærtjeneste.

Forfatningsdomstolen har to gange afgjort at loven om militærtjeneste er i overensstemmelse med forfatningen, men lavere retsinstanser og nogle af de mænd der er blevet straffet ved den lov, har igen indbragt sagen for  forfatningsdomstolen. Den 9. juli 2015 afholdt domstolen derfor en høring hvor der blev fremsat argumenter på vegne af samvittighedsnægtere. Bror Min-hwan Kim, der sad i fængsel i 18 måneder fordi hans samvittighed ikke tillod ham at gå ind i militæret, siger: “Jeg har fået min straf og er blevet løsladt. Men jeg håber at mange andre samvittighedsnægtere kan undgå at blive straffet. Hvis de i stedet får lov til at udføre en alternativ tjeneste, vil de kunne bidrage til samfundet.” Forfatningsdomstolen vil snart afsige sin kendelse.

Bror Hemdemov er 53 år, gift og far til fire sønner. Han er en meget åndeligsindet mand der har tjent som ældste, og han har et godt omdømme i lokalsamfundet. I maj 2015 idømte en domstol ham fire års hårdt arbejde i fængsel for at have holdt et “ulovligt” religiøst møde i sit hjem. Han holdes indespærret i en berygtet, ussel fangelejr i byen Seydi, hvor han gentagne gange er blevet forhørt og udsat for grov vold af myndighederne. Men han er forblevet loyal mod Jehova Gud, og det samme er hans familie. Hans kone, Gulzira, har haft mulighed for at besøge ham indimellem for at styrke og opmuntre ham.

Jehovas tjenere bliver ved med at vise deres loyalitet under prøve, og vi beder fortsat for dem. Deres eksempel motiverer os til at styrke vores egen loyalitet over for Jehova med fuld tillid til løftet i Salme 37:28: “Han forlader ikke sine loyale.”