Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Colombia

HØJDEPUNKTER FRA DET FORLØBNE ÅR

Der lægges stor vægt på det globale forkyndelsesarbejde

Der lægges stor vægt på det globale forkyndelsesarbejde

DET STYRENDE RÅD informerede onsdag den 23. september 2015 samtlige betelhjem i hele verden om at der ville blive foretaget en række ændringer for at kunne gøre bedst brug af organisationens midler. Lørdag den 3. oktober 2015 kom følgende meddelelse fra Det Styrende Råd: “I Filipperne 1:10 får vi at vide at vi skal ‘forvisse os om de mere vigtige ting’. I overensstemmelse med dette vise råd ønsker vi [Det Styrende Råd] at lægge størst vægt på de ting der bidrager mest til Guds folks åndelige velfærd, og som fremmer det globale forkyndelsesarbejde.”

Stephen Lett, der er medlem af Det Styrende Råd, forklarede på JW Broadcasting: “Det Styrende Råd er så opsat på at fremme forkyndelsen af Riget at vi har set på hvordan vi kan skære ned på udgifterne på alle afdelingskontorerne og dermed frigøre flere midler til forkyndelsesarbejdet. For eksempel bliver mange af de serviceydelser man har haft på Betel, nu reduceret eller helt afskaffet. Det betyder at der ikke længere vil være brug for lige så mange betelitter.”

Siden september 2015 har 5.500 fra betelfamilien verden over fået nye opgaver i forkyndelsen. Det har krævet stor fleksibilitet, men det er tydeligt at Jehova har velsignet disse ændringer, som har styrket forkyndelses- og undervisningsarbejdet.

Et ægtepar fra Sri Lanka der skulle forlade Betel og begynde som pionerer, så det som en mulighed for at vise deres tro på Jehova og deres tillid til hans organisation. De skrev: “Vi vidste ikke hvordan vores nye liv ville forme sig. Men vi var sikre på at Jehova ikke ville svigte os. Vi bad til ham: ‘Jehova, lige meget hvad der sker, så hjælp os til at tilpasse os så vi kan være pionerer begge to.’ Den første måned var det svært at få tingene til at løbe rundt. Men vi mærkede Jehovas kærlighed og omsorg, og nu har vi en fast indkomst og kan dække vores udgifter. Vi har travlt med at passe vores hjem, arbejde og pionertjeneste, men det at bo på Betel har lært os at bruge tiden klogt. Det giver stor glæde og tilfredshed at fortælle andre om sandheden, og vi er meget glade for at kunne gøre det som pionerer.”

Nogle betelitter i Colombia der har fået nye opgaver, har lært et nyt sprog og er flyttet ud for at forkynde for folk der bor i isolerede områder. De er til stor gavn for de menigheder de er kommet til. En kredstilsynsmand skrev om et par der var flyttet til den kreds han rejste i: “Vennerne i menigheden værdsætter virkelig deres hjælp. Menigheden bruger mere tid i forkyndelsen, og flere lokale brødre bliver oplært til at tage sig af opgaver i menigheden.” Andre der er flyttet fra Betel, har stillet sig til rådighed for at komme ind som commutere en eller flere dage om ugen.

En bror der havde været på Betel i Japan i 31 år, fik til opgave at rejse til en menighed hvor der kun var to ældste. Fordi menigheden skulle renovere deres rigssal, havde han taget fri fra arbejde i to uger. Men lige inden ombygningen skulle i gang, ramte et jordskælv der målte 7,0 på Richterskalaen, Kumamoto, det område hvor menigheden lå. Da han ikke skulle på arbejde, kunne han gå foran i nødhjælps- og hyrdearbejdet i tiden lige efter jordskælvet. Han siger: “Når jeg tænker tilbage, kan jeg se at Jehova altid bruger mig der hvor der er størst behov.”

Phil og Sugar, der har tjent på Afdelingskontoret i Australasien, fortæller: “Da vi flyttede fra Betel, var vi besluttet på at fortsætte med at leve enkelt. Vi bad om at Jehova måtte hjælpe os til at træffe gode beslutninger og velsigne os. Vi ønskede at hjælpe til i forkyndelsen i et andet land. Jehova har virkelig velsignet vores beslutninger, og han har hjulpet os så vi kan tjene ham helhjertet.” De er nu i en engelsk gruppe på øen Samal, Filippinerne, hvor der er 34 forkyndere og 9 pionerer. De har adresserne på omkring 120 interesserede som de skal ud og besøge. “Der er meget spændende arbejde der venter. Vi er glade for at vi stolede helt på Jehova. Vores tro og kærlighed til ham er virkelig blevet styrket.”

En singlesøster i Rusland der blev specialpioner, fortæller: “Pionertjenesten giver mig mulighed for at have en større andel i det vigtigste arbejde der findes, og som aldrig skal gentages, nemlig at forkynde om Guds rige. Det giver mig stor glæde at være et redskab i Jehovas hånd.” Hun leder nu seks bibelstudier. Hendes elever kommer blandt andet fra Irak, Nigeria, Sri Lanka, Syrien og Zambia.

Zambia: Tidligere betelitter bliver taget godt imod i deres nye menighed

Mange fra betelfamilien i Zambia har fået nye opgaver som pionerer. De synes det er dejligt at kunne bruge mere tid i forkyndelsen. “Kort efter at vi rejste fra Betel, hjalp vi to personer til at lære at læse og skrive,” siger Andrew, der er pioner sammen med sin hustru. “Vi studerer også med en ti-årig dreng, og han skal snart have sin første opgave på midtugemødet. Et ægtepar vi forkyndte for, kom til mindehøjtiden og har været til alle møderne siden. De gør rigtig gode fremskridt. Hvis vi ikke havde fulgt Jehovas ledelse, taget imod hans støtte og ventet på hans velsignelse, ville vi aldrig have fået alle de oplevelser.”

Edson og Artness, der også bor i Zambia, havde kun været gift i nogle få måneder da de blev sendt ud som pionerer. Artness fortæller: “Den oplæring vi har fået på Betel, har hjulpet os til at bruge vores penge klogt og undgå at stifte gæld, hvilket har gjort det nemmere at bevare glæden. Vi fortryder ikke at vi søgte om at komme på Betel. Vi har lært at justere og nå vores åndelige mål med Jehovas hjælp. Vores tillid til Jehova er blevet stærkere, og vi er besluttet på at være loyale mod ham.”