Crystal, en missionærsøster i Sierra Leone der forkynder på tegnsprog, begyndte sin dag med at bede Gud om hjælp til at finde døve i distriktet. Da hun den morgen skulle hen til et af sine genbesøg, gik hun en anden vej end hun plejede. Hun spurgte folk om der boede nogen døve i området, og de  forklarede hende vejen til et bestemt hus. Der mødte hun en venlig ung kvinde der lyttede til budskabet og gerne ville med til et tegnsprogsmøde. Folk i kvarteret spurgte Crystal om hun ville møde en anden der var døv. Så hun fandt endnu en ydmyg person der ledte efter sandheden. Hun havde flere gange forkyndt i den gade, men havde aldrig mødt de to hun traf den morgen. Crystal er overbevist om at hun aldrig ville have fundet dem uden Jehovas hjælp.

Emmanuel, der bor i Liberia, var på vej til sit weekendmøde i rigssalen. Han bemærkede en velklædt ung mand i vejkanten der så meget nedtrykt ud. Emmanuel stoppede bilen for at høre om han kunne hjælpe ham med noget. Aftenen før havde manden, der hed Moses, fået stjålet alle sine penge, og han overvejede nu at begå selvmord. Emmanuel lyttede til Moses og sagde indtrængende: “Vil du ikke nok tage med mig hen i rigssalen?” Moses tog med ham, og det han hørte der, rørte ham dybt. Efter det offentlige foredrag udbrød han: “Foredraget var lige til mig! Jehovas Vidner er noget helt særligt.” Moses  tog imod et bibelstudium, og han kommer nu regelmæssigt til møderne.

Aminata er en 15-årig skoleelev i Guinea-Bissau. Da hun var 13, gav læreren klassen til opgave at tegne masker og andre ting der var forbundet med karnevalsfester. I stedet lavede Aminata en tegning af planter og dyr og skrev “Paradiset”. Da læreren samlede tegningerne ind, sagde han til Aminata at hun havde misforstået opgaven og gav hende et nul. Efter timen spurgte hun læreren: “Hvem er det der fejrer karneval?”

“Hedninger,” svarede læreren.

“Jeg er jo ikke hedning,” sagde Aminata, “så jeg er ikke med til den slags fester. Jeg tror på at Gud snart vil gøre jorden til et paradis, og det var det jeg tegnede.” Læreren sagde at han ville ændre hendes opgave til skrevne spørgsmål. Hvordan gik det? Hun fik 18 rigtige ud af 20.

I en lille landsby i Malawi er der en gruppe på syv forkyndere der holder møder i en meget simpel hytte. Efter at kredstilsynsmanden havde besøgt gruppen, var brødrene og søstrene ivrige efter at invitere folk til højtiden til minde om Jesus’ død. Taleren  holdt mindehøjtidsforedraget i lyset fra olielamper i loftet. Men der var næsten ikke plads til ham fordi der var så mange interesserede. Forestil dig hvor glade de 7 forkyndere blev da de hørte at der havde været 120 til stede!

Den særlige offentlige forkyndelse fører ofte til resultater der først viser sig senere. I Lomé, der er hovedstaden i Togo, kom en kvinde forsigtigt hen til standen og tog et eksemplar af brochuren En lykkelig familie – hvordan? Forkynderne drøftede kort Efeserne 5:3 med hende, og de udvekslede telefonnumre. To uger senere ringede kvinden og sagde: “Egentlig kunne jeg slet ikke lide Jehovas Vidner, men jeg læste alligevel brochuren, og den er super. Den har allerede hjulpet mig med at løse nogle problemer i mit ægteskab, og jeg har også kunnet hjælpe to andre par. Mit syn på Jehovas Vidner var forkert. I må meget gerne komme og studere Bibelen med mig.” Der blev oprettet et studium med kvinden og med et af de par hun havde hjulpet.

Ankasie er en lille by i Ghana. Et par sælgere viser deres varer frem langs hovedgaden, og hver mandag sætter forkynderne en stand frem. En bror der hedder Samuel, forkyndte for Enoch. Han tog imod et eksemplar af brochuren Lyt til Gud og spurgte om de havde noget litteratur på sproget kusaal.

 Samuel svarede: “Det har vi desværre ikke, men vi har nogle brochurer på frafra.” (Det er et beslægtet sprog). Senere, da Enoch skulle rejse til sit hjem langt oppe nordpå, bad han om nogle publikationer som han kunne give til sin familie.

Da han vendte tilbage til Ankasie, gav han Samuel nogle papirer. Enoch havde selv oversat brochuren Lyt til Gud til kusaal. Han kommer nu til møderne og studerer Bibelen.