“DET nye Aar er Vidne til Kamp, Uro og Blodsudgydelse,” stod der i Vagt-Taarnet for 1. marts 1917. Ja, Første Verdenskrig, dengang kendt som Den Store Krig, var et voldsomt blodbad der fortsatte med uformindsket styrke.

På det tidspunkt var Bibelstudenterne ikke til fulde klar over hvad sand kristen neutralitet indebærer, men mange af dem gjorde alligevel en prisværdig indsats for at undgå at pådrage sig blodskyld. For eksempel var den 19-årige Stanley Willis, der boede i England, besluttet på at forblive  neutral. Før han blev stillet for en dommer på grund af sit standpunkt, skrev han: “Jeg anser det for et stort privilegium at få lov til at aflægge dette vidnesbyrd. I morges fortalte obersten mig at jeg vil blive pålagt at bære militæruniform, og at jeg, såfremt jeg nægter, vil blive stillet for en krigsret.”

Fordi Stanley nægtede at gå på kompromis, blev han sat i fængsel og skulle udføre strafarbejde. Han bevarede imidlertid en positiv indstilling. To måneder senere skrev han: “Den ‘krafts ånd’ som sandheden skænker, sætter en i stand til tålmodigt ... at udholde ting som for andre ville være langt vanskeligere.” Han brugte tiden i fængslet klogt og tilføjede: “Mens jeg var i fængsel, havde jeg stille stunder til bøn, eftertanke og studium. Det betragter jeg som en af de største velsignelser jeg fik under disse prøvelser.”

Inden længe trådte USA officielt ind i krigen. I en tale den 2. april 1917 opfordrede præsident Woodrow Wilson Kongressen til at erklære Tyskland krig. Det blev en realitet fire dage senere. Kristne i USA ville snart få deres neutralitet sat på prøve.

For at dække det akutte behov for soldater blev der i maj vedtaget en særlig værnepligtslov i USA, og en måned senere blev spionageloven vedtaget. Værnepligtsloven gjorde det muligt at rekruttere tusindvis af mænd til hæren, og spionageloven gjorde det muligt at retsforfølge dem der modsatte sig krigen. Efterfølgende brugte fjender af sandheden disse love til at skabe problemer for Jehovas fredselskende tjenere. – Sl. 94:20.

Svære tider med en verden plaget af krig kom ikke som nogen overraskelse for Bibelstudenterne. For i årtier havde de netop forkyndt at Bibelen havde forudsagt at forholdene ville blive sådan. Til gengæld blev mange overrasket over den alvorlige konflikt der snart opstod blandt nogle af Jehovas tjenere.

Problemerne begyndte kort tid efter Charles Taze Russells død, da der opstod dyb uenighed om hvordan Jehovas organisation nu skulle ledes. Bror Russell havde indregistreret Zion’s Watch Tower Tract Society i 1884 og tjente som præsident for dette juridiske selskab indtil sin død i oktober 1916. Da Joseph F. Rutherford overtog posten, var der nogle få fremtrædende mænd i organisationen, deriblandt fire bestyrelsesmedlemmer, der øjnede en mulighed for at få større magt.

De brød sig ikke om den måde bror Rutherford ledte organisationen på. En af konflikterne drejede sig om Paul S.L. Johnson, der tjente som pilgrim, eller rejsende tilsynsmand.

Kort før bror Russell døde, havde han arrangeret at sende Johnson til England som en af de rejsende repræsentanter for organisationen. Der skulle han forkynde den gode nyhed, besøge menighederne og skrive en rapport om arbejdet i området. Da han ankom i november 1916, gav vennerne i England ham en varm velkomst. Desværre begyndte al den ros han fik, at stige ham til hovedet, og han blev overbevist om at han skulle være bror Russells efterfølger.

Uden at have bemyndigelse til det bortviste Johnson nogle medlemmer af betelfamilien i England som var imod ham. Han prøvede også at få kontrol over organisationens bankkonto i London. Men så gav bror Rutherford ham besked på at vende tilbage til USA.

Johnson tog tilbage til Brooklyn, men i stedet for ydmygt at tage imod den retledning han havde fået, prøvede han flere gange at overbevise Rutherford om at lade ham vende tilbage til England for at fortsætte sit arbejde. Da det ikke lykkedes, prøvede Johnson at påvirke bestyrelsesmedlemmerne, og fire af dem tog hans parti.

 Bror Rutherford havde mistanke om at disse mænd ville prøve at få kontrol over organisationens midler, ligesom Johnson havde prøvet at få det i England, så han fandt det nødvendigt at få dem fjernet fra bestyrelsen. Ifølge loven skulle bestyrelsen vælges hvert år af selskabets medlemmer. Men ved den årlige generalforsamling den 6. januar 1917 blev kun tre af bestyrelsesmedlemmerne valgt ind. Joseph F. Rutherford blev præsident, Andrew N. Pierson blev vicepræsident, og William E. Van Amburgh overtog posten som sekretær og kasserer. De sidste fire pladser i bestyrelsen var ikke opstillet til valg. De fire modstandere var før blevet udpeget til at sidde i bestyrelsen, og nogle regnede med at det var en opgave man havde for livet. Men fordi de ikke var blevet genvalgt ved en generalforsamling, var de faktisk slet ikke gyldige medlemmer af bestyrelsen. Så i juli 1917 brugte bror Rutherford sine beføjelser til at udnævne fire trofaste mænd til at udfylde de ledige pladser.

Som forventet blev de fire afsatte bestyrelsesmedlemmer rasende og begyndte derfor en kampagne for at genvinde deres pladser. Men det lykkedes ikke. Mens nogle af Bibelstudenterne sluttede sig til dem og dannede andre organisationer, forblev størstedelen trofaste, og de fire modstandere genvandt aldrig deres pladser i bestyrelsen.

I denne periode fortsatte bror Rutherford og de andre loyale brødre på Betel arbejdet med at fremme forkyndelsen af Riget. Antallet af rejsende tilsynsmænd, dengang kendt som pilgrimme, steg fra 69 til 93. Antallet af kolportører, eller pionerer, steg fra 372 til 461. Derudover blev der for første gang udnævnt særlige kolportører, der udførte en tjeneste der minder om den hjælpepionerer udfører  i dag. I nogle menigheder var der op mod 100 af sådanne flittige forkyndere.

En ny bog, Den fuldbyrdede Hemmelighed, blev udgivet den 17. juli 1917 (på dansk i 1919). Ved slutningen af året var der ikke flere bøger på lager, og der blev bestilt yderligere 850.000 eksemplarer fra den virksomhed der trykte vores publikationer. *

En omlægning af arbejdet på Betel som bror Russell havde sat i gang i 1916, blev afsluttet året efter. Og i december 1917 (på dansk i marts 1918) stod der i Vagt-Taarnet: “Kontorstyrkens Reorganisation ... blev fuldført, og alt bevæger sig nu med en Lethed og Kraft, som skulde karakterisere enhver velordnet Institution. Kontorpersonalet indser, at det er et Privilegium og ikke en Ret at være paa Kontoret.”

I september 1917 stod der i The Watch Tower: “Siden den første januar har der hver måned været en stigning [i antallet af trykte publikationer] i forhold til de tilsvarende måneder i 1916 ... For os er det et meget tydeligt vidnesbyrd om at Herrens velsignelse hviler over det arbejde som ledes her fra Brooklyn.”

Organisationen var blevet renset for modstandere, og resultatet af en afstemning i menighederne, der blev offentliggjort i The Watch Tower, viste at langt de fleste af vennerne støttede bror Rutherford og de andre trofaste mænd på Betel. Men prøvelserne var ikke forbi endnu. Til trods for at 1918 begyndte godt for vores organisation, var det også året hvor den mørkeste tid i Jehovas folks nyere historie begyndte.