Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

SPØRGSMÅL 3

Hvor er instruktionerne kommet fra?

Hvor er instruktionerne kommet fra?

Hvorfor ser du ud som du gør? Hvad bestemmer farven på dine øjne, dit hår og din hud? Og hvad med din højde, din kropsbygning og hvor meget du ligner den ene eller begge af dine forældre? Hvorfra ved fingerspidserne at de skal være bløde på den ene side og være beskyttet af hårde negle på den anden?

Da Charles Darwin levede, var der ingen der kendte svarene på de spørgsmål. Darwin selv var betaget af hvordan forskellige træk bliver videregivet fra generation til generation, men han vidste meget lidt om genetikkens love og endnu mindre om de mekanismer i cellen der styrer arveligheden. I dag kan biologer se tilbage på mange årtiers studier af menneskets gener og de detaljerede instruktioner som findes i det forbløffende molekyle der kaldes dna (deoxyribonukleinsyre). Men det store spørgsmål er stadig: Hvor er instruktionerne kommet fra?

Hvad hævder mange forskere? Mange biologer og andre forskere mener at dna’et og dets instruktioner i kodeform er blevet til som følge af tilfældige hændelser gennem millioner af år. De siger at der ikke findes nogen vidnesbyrd om design i molekylets struktur, de informationer det bærer og viderebringer, eller i den måde det fungerer på.17

Hvad siger Bibelen? Bibelen siger det på den måde at menneskets kropsdele og endda tidspunktet for hvornår de bliver dannet, er ’skrevet op’ af Gud. Under inspiration fra Gud beskrev kong David det på denne måde: „Dine øjne så mig som foster, og i din bog var alle dets dele skrevet op, og dagene da de blev dannet og der endnu ikke var en eneste af dem.“ — Salme 139:16.

Hvad viser kendsgerningerne? Hvis evolutionsteorien er sand, bør det i det mindste forekomme inden for mulighedernes grænse at dna’et er blevet til som følge af en række tilfældige hændelser. Hvis Bibelen derimod taler sandt, bør dna’et tydeligt bære præg af orden og intelligens.

Når det bliver forklaret i enkle vendinger, kan det godt lade sig gøre at forstå hvordan dna’et fungerer, og det er tilmed spændende. Lad os derfor tage på endnu en rejse ind i cellens indre. Denne gang bevæger vi os dog ind i en menneskecelle. Forestil dig at du tager hen på et museum der forklarer hvordan en sådan celle fungerer. Hele museet er en model af en typisk menneskecelle — forstørret omkring 13 millioner gange. Det er på størrelse med et kæmpestort sportsstadion med plads til mindst 70.000 tilskuere.

Du kommer ind på museet og stirrer målløs på de mærkværdige former og figurer som dette fantastiske sted er fyldt med. I nærheden af cellens midte er kernen placeret, en kugle der er omkring 20 etager høj. Dér går du hen.

En „ingeniørbedrift“ — Hvordan dna’et er pakket: At pakke dna’et ind i cellekernen er en forbløffende ingeniørbedrift — det er ligesom at pakke en 40 kilometer lang, meget tynd tråd ind i en tennisbold

Du går gennem en dør i kernens skal eller membran og ser dig omkring. Derinde rager 46 kromosomer i vejret. De er opstillet i identiske par som varierer i højden. Det par der er nærmest dig, er omkring 12 etager højt (1). Hvert kromosom er lige så tykt som en kæmpe træstamme, men snævrer sig sammen på midten. Der er striber på tværs af kromosomerne. Som du kommer nærmere, ser du at de vandrette striber er opdelt af lodrette linjer. Mellem de lodrette linjer er der igen mindre, vandrette linjer (2). Er det stabler af bøger? Nej; det er det yderste af nogle løkker der er tæt pakket i kolonner. Du trækker i en af dem, og den løsner sig. Du er forbløffet over at se at løkken består af mindre spiraler (3), som også ligger i sirlig orden. Inden i disse spiraler findes det vigtigste element — noget der ligner et meget, meget langt reb. Hvad er det?

ET FORBLØFFENDE MOLEKYLES STRUKTUR

Lad os ganske enkelt kalde denne del af kromosomet for et reb. Her på modellen er det cirka 2,5 centimeter tykt. Rebet er snoet stramt omkring nogle spoler (4), som er med til at danne spiraler inden i nogle andre spiraler. Disse spiraler er fastgjort i løkker til en slags proteinskelet der holder dem på plads. Et skilt oplyser at rebet er pakket meget effektivt. Hvis du trækker rebene fra hver af disse kromosommodeller ud og lægger dem i forlængelse af hinanden, vil de nå halvvejs rundt om Jorden! *

I en naturvidenskabelig bog kaldes dette effektive pakkesystem for „en helt enestående ingeniørbedrift“.18 Lyder det da fornuftigt at der ikke skulle stå nogen ingeniør bag denne bedrift? Hvis dette museum havde en stor butik med millioner af ting til salg og de var stillet så pænt og nydeligt op at man let kunne finde dem, ville du så nå til den konklusion at der ikke var nogen der havde sat det i system? Nej, naturligvis ikke — men i sammenligning ville det at holde orden i en sådan butik være en let opgave.

I udstillingslokalet er der et skilt som opfordrer dig til at tage fat i et stykke af rebet for at se nærmere på det (5). Da du lader rebet løbe gennem dine fingre, ser du at det ikke er noget almindeligt reb. Det er sammensat af to strenge der er snoet omkring hinanden. Strengene er forbundet af nogle ganske små led med lige stor afstand imellem sig. Rebet ligner en stige der er drejet rundt til den minder om en vindeltrappe (6). Så går det op for dig at du holder en model af et dna-molekyle i hænderne — et af livets store mysterier.

Et enkelt dna-molekyle, som er nydeligt pakket med dets spoler og proteinskelet, udgør et kromosom. Stigens trin er basepar (7). Hvad er deres funktion? Hvad er meningen med alle delene? På et skilt kan man læse en forenklet forklaring.

DET BEDST TÆNKELIGE SYSTEM TIL LAGRING AF INFORMATION

Af skiltet fremgår det at trinnene, eller de led der forbinder stigens to sider, er nøglen til forståelse af dna’et. Forestil dig at stigen bliver splittet i to dele. Da vil der på hver side være halve trin der stikker ud. Der er kun fire forskellige slags af disse halve trin. Forskerne betegner dem A, T, G og C. De har til deres forbløffelse opdaget at bogstavernes rækkefølge formidler information i kodeform.

Måske er du klar over at den kode der kaldes morsealfabetet, blev opfundet i det 19. århundrede for at muliggøre kommunikation ved hjælp af telegrafi. Men den kode havde kun to ’bogstaver’ — en prik og en streg. Alligevel kunne den bruges til at danne utallige ord og sætninger. Dna’et har en kode på fire bogstaver. Den rækkefølge disse bogstaver — A, T, G og C — står i, danner ’ord’ der kaldes codoner. Codonerne er sat sammen i ’historier’ der kaldes gener. Hvert gen indeholder i gennemsnit 27.000 bogstaver. Generne og de lange stykker imellem dem er samlet i en slags kapitler — de enkelte kromosomer. Der skal 23 kromosomer til for at færdiggøre ’bogen’ — eller genomet, en organismes totale genetiske information. *

Genomet ville være en enorm bog. Hvor meget information ville den kunne indeholde? Alt i alt består menneskets genom af cirka tre milliarder basepar, eller trin, på dna-stigen.19 Forestil dig et opslagsværk i mange bind, hvor hvert af dem er på over tusind sider. I så fald ville genomet fylde 428 sådanne bind. Men føjer man det andet eksemplar der findes i hver celle, til, ville det blive 856 bind. Hvis du skulle indtaste genomet, ville det være et heltidsjob der tog næsten 80 år — uden ferier.

Din krop kan naturligvis ikke bruge noget som du har indtastet. Hvordan skulle du også få de mange hundrede tunge bind anbragt i hver eneste af dine 100 billioner mikroskopiske celler? At komprimere så stor en mængde information er langt mere end vi er i stand til.

En professor i molekylærbiologi og datalogi har sagt: „Et gram dna ville i tør form have et omfang på omkring en kubikcentimeter og ville kunne lagre lige så meget information som der kan være på en billion cd’er.“20 Hvad betyder dét? Husk at dna’et indeholder de gener, eller instruktioner, der skal til for at danne et menneskelegeme. Hver celle har en komplet udgave af de informationer. Dna’et er så tætpakket med information at en enkelt teskefuld dna kan indeholde tilstrækkeligt med instruktioner til at danne cirka 350 gange antallet af mennesker der lever på Jorden i dag. Dna-materialet til de syv milliarder mennesker der lever i dag, ville knap nok kunne danne et tyndt lag på overfladen af en sådan teske.21

EN BOG UDEN FORFATTER?

Ét gram dna indeholder lige så meget information som der kan være på en billion cd’er

Trods de fremskridt man har opnået inden for miniaturisering, kan ingen af de lagringssystemer mennesker har opfundet, komme på højde med en sådan kapacitet. En sammenligning med en cd er dog ikke helt ved siden af. Tænk over dette: Cd’ens symmetriske form, dens blanke overflade og effektive udnyttelse af pladsen kan gøre indtryk på en. Vi er ikke i tvivl om at den er fremstillet af intelligente mennesker. Men lad os sige at cd’en oven i købet er fyldt med information — ikke noget fuldstændig vilkårligt og ubrugeligt, men sammenhængende og detaljerede instruktioner om hvordan man skal bygge, vedligeholde og reparere komplekst maskineri. Den information ville ikke mærkbart ændre cd’ens størrelse eller vægt, selvom det er det vigtigste ved cd’en. Ville de skrevne instruktioner da ikke overbevise dig om at der må være en intelligens indblandet? Skal der ikke en skribent til at skrive noget ned?

Det er ikke grebet ud af luften at sammenligne dna’et med en cd eller en bog. Rent faktisk siger forfatteren af en bog om genomet: „Ideen om genomet som en bog er strengt taget ikke engang en metafor. En bog er et stykke digital information ... Det samme er et genom.“ Forfatteren tilføjer: „Genomet er en meget kløgtig bog, eftersom den under de rette betingelser både kan kopiere og læse sig selv.“22 Det bringer os videre til et andet vigtigt aspekt af dna’et.

MASKINER I BEVÆGELSE

Mens du står i den stille sal, spekulerer du over om der virkelig er lige så fredeligt og roligt inde i cellens kerne som på et museum. Så får du øje på en glasmontre der indeholder en model af et stykke dna. Oven over står der på et skilt: „Tryk på knappen for at få en demonstration.“ Du trykker på knappen, og en stemme forklarer: „Dna’et skal udføre mindst to vigtige opgaver. Den første kaldes replikation, det vil sige at dna’et skal kopieres så hver ny celle får en komplet udgave af de samme genetiske oplysninger. Se det demonstreret her.“

I den ene ende af montren kommer en avanceret maskine ind gennem en lem. Ja, egentlig er det en klynge tæt forbundne robotter. Den fastgør sig til dna’et og begynder at bevæge sig hen ad dna’et som et tog på et spor. Det hele går lidt for hurtigt til at du helt nøjagtigt kan se hvad maskinen foretager sig, men bag ved den ser du nu to komplette dna-reb i stedet for ét.

Stemmen forklarer: „Dette er en meget enkel fremstilling af hvad der foregår når dna’et bliver kopieret. En gruppe molekylære maskiner kaldet enzymer bevæger sig langs dna’et, idet de først deler det i to og derefter bruger hver streng som en skabelon til at danne en tilsvarende streng. Vi kan ikke vise dig alle detaljer i processen, som for eksempel den lillebitte anordning der går i gang før kopieringsmaskinen og klipper i dna’ets ene side så det frit kan sno sig rundt uden at være for stramt. Vi kan heller ikke vise dig hvordan dna’et adskillige gange bliver ’korrekturlæst’. Det er forbløffende med hvilken nøjagtighed fejlene bliver fundet og rettet.“ — Se den skematiske fremstilling på  side 16 og 17.

Stemmen fortsætter: „Vi kan derimod give dig et indtryk af hvor hurtigt det går. Lagde du mærke til at robotten havde ret god fart på? Et enzymmaskineri bevæger sig langs med ’dna-sporet’ med en fart af omkring 100 trin, eller basepar, i sekundet.23 Hvis ’sporet’ var på størrelse med et rigtigt jernbanespor, ville denne ’maskine’ drøne af sted med en hastighed af over 80 kilometer i timen. I bakterier bevæger de små kopieringsmaskiner sig endda ti gange hurtigere. I en menneskecelle går i hundredvis af disse kopieringsmaskiner i gang med deres arbejde forskellige steder på ’dna-sporet’. De kopierer hele genomet på blot otte timer.“24 (Se rammen „ Et molekyle der bliver læst og kopieret“ på side 20).

HVORDAN DNA BLIVER ’LÆST’

De dna-kopierende robotter ruller langsomt væk. En anden maskine kommer til syne. Også den bevæger sig langs dna-strengen, men langsommere. Man kan se dna-rebet komme ind i den ene ende af maskinen og ud i den anden uden at være ændret. Men en enkelt, ny streng kommer ud af en separat åbning i maskinen som en voksende hale. Hvad er det der sker?

Endnu en gang giver stemmen en forklaring: „Den anden opgave dna’et skal udføre, kaldes transkription. Dna’et forlader aldrig cellens beskyttende kerne. Hvordan kan dets gener — opskrifterne på alle de proteiner dit legeme er dannet af — da nogen sinde blive læst og brugt? Nu skal du høre! Denne enzymmaskine finder det sted på dna’et hvor nogle kemiske signaler, der er kommet ind i cellekernen udefra, har tændt for et gen. Derefter fremstiller denne maskine en kopi af dette gen, et molekyle der kaldes rna (ribonukleinsyre). Rna’et ligner meget en enkelt dna-streng, men er dog anderledes. Det har til opgave at hente de oplysninger der er indkodet i generne i dna’et. Dette rna modtager denne information mens det befinder sig i enzymmaskinen. Derefter forlader det kernen og begiver sig af sted til et af ribosomerne, hvor informationen vil blive brugt ved fremstillingen af et protein.“

Mens du betragter denne demonstration, fyldes du med undren. Du er dybt imponeret over dette museum og dem der opfindsomt har udtænkt og bygget disse maskiner. Tænk hvis alle udstillingsgenstandene kunne sættes i bevægelse og vise de tusinder og atter tusinder af processer der foregår i menneskecellen på samme tid! Det ville være et imponerende syn.

Det går pludselig op for dig at alle de processer der bliver udført af bittesmå, komplekse maskiner, faktisk foregår lige nu i dine egne 100 billioner celler. Dit dna bliver læst, og derved gives der instruktioner om hvordan de hundredtusinder forskellige proteiner legemet består af, skal opbygges — dets enzymer, væv, organer og så videre. I dette øjeblik bliver dit dna kopieret og korrekturlæst for fejl så et nyt sæt instruktioner kan læses i hver af dine nye celler.

HVORFOR HAR DISSE FAKTA BETYDNING?

Lad os igen spørge os selv: ’Hvor er alle instruktionerne kommet fra?’ Ifølge Bibelen stammer dna’et, og alt det der står i ’dna’ets bog’, fra en overmenneskelig Forfatter. Er dét en umoderne eller uvidenskabelig konklusion?

Overvej dette: Kan mennesker overhovedet bygge et museum som det der lige er beskrevet? De ville løbe ind i store vanskeligheder hvis de forsøgte. Der er meget om menneskets genom og dets funktioner man endnu ikke forstår ret meget af. Forskere forsøger stadig at finde ud af hvor alle generne befinder sig, og hvad deres rolle er. Og generne udgør kun en lille del af dna-strengen. Hvad er formålet med de lange stykker på strengen der ikke indeholder gener? Forskere har kaldt disse stykker for junk-dna, men de har i de senere år modereret det synspunkt. Disse dele kontrollerer måske hvordan og i hvilken udstrækning generne anvendes. Og selv hvis forskerne kunne fremstille en komplet model af dna’et og de maskiner der kopierer og korrekturlæser det, ville de så få dna’et til at fungere som det gør i virkeligheden?

Kort før sin død skrev den kendte fysiker Richard Feynman følgende erklæring på en tavle: „Hvad jeg ikke kan skabe, kan jeg ikke forstå.“25 Man kan glæde sig over at han var så ærlig og ydmyg, og i tilfældet med dna’et er hans udtalelse indlysende rigtig. Forskere kan hverken skabe dna eller de maskiner der læser og kopierer det; de kan heller ikke fuldt ud forstå det. Men nogle påstår alligevel at de véd at det hele blev til som følge af blinde tilfældigheder. Støtter de vidnesbyrd du har set på, virkelig en sådan konklusion?

Nogle lærde er kommet frem til at vidnesbyrdene peger i en anden retning. Francis Crick, der var med til at opdage dna’ets dobbelte spiralform, kom frem til at dette molekyle er alt for velorganiseret til at være opstået ved blinde tilfældigheder. Han fremsatte den teori at intelligente væsener i rummet kan have sendt dna til Jorden for at livet kunne begynde her.26

Senere har den anerkendte filosof Antony Flew, der i 50 år har været en førende forkæmper for ateisme, ændret kurs. I en alder af 81 år begyndte han at give udtryk for tro på at en eller anden form for intelligens må have stået bag skabelsen af liv. Det var et nærmere studium af dna’et der fik ham til at ændre mening. Da Antony Flew blev spurgt om hans nye idéer ikke ville være upopulære blandt andre forskere, skal han have sagt: „Det er der ikke noget at gøre ved. Hele mit liv har jeg været ledet af princippet ... om at følge vidnesbyrdene hvor end de fører hen.“27

Hvad mener du? Hvor fører vidnesbyrdene hen? Forestil dig at du fandt et computerrum midt inde i en fabrik. Computeren kører et indviklet og overordnet program der styrer alle arbejdsgangene på fabrikken. Desuden udsender programmet hele tiden instrukser om hvordan alle maskinerne på stedet skal bygges og vedligeholdes, og den tager kopier af sig selv og korrekturlæser dem. Hvad ville vidnesbyrdene få dig til at konkludere? At computeren og dens program var blevet til af sig selv, eller at de var blevet produceret af fornuftbegavede personer med sans for orden? Vidnesbyrdene taler for sig selv.

^ par. 12 Lærebogen Molecular Biology of the Cell bruger en anden målestok. Den siger at hvis man forsøgte at få disse lange strenge pakket ind i en cellekerne, ville det svare til at man prøvede at pakke en 40 kilometer lang, meget tynd tråd ind i en tennisbold — men det skulle gøres på en så smart og organiseret måde at man let kunne få fat på hver eneste del af tråden.

^ par. 18 Hver af menneskets legemsceller indeholder to komplette eksemplarer af genomet, i alt 46 kromosomer.