SPØRGSMÅL 1
Hvordan er livet opstået?
Har du nogen sinde som barn stillet dine forældre spørgsmålet: „Hvor kommer de små børn fra?“ Hvis du har, hvad svarede de så? Alt efter din alder dengang og dine forældres natur har de måske ignoreret spørgsmålet eller forlegent givet dig et hurtigt svar. Måske fortalte de dig en fantasifuld historie som du senere fandt ud af ikke passede. Hvis et barn skal være tilstrækkelig forberedt til voksenlivet og ægteskabet, skal han eller hun på et tidspunkt naturligvis høre sandheden om forplantningen.
Ligesom mange forældre synes det er pinligt at tale om hvor de små børn kommer fra, lader det til at nogle forskere holder sig tilbage fra at drøfte et endnu mere basalt spørgsmål — hvor kommer selve livet fra? Det kan have stor indflydelse på et menneskes syn på livet at få et troværdigt svar på det spørgsmål. Så hvordan er livet opstået?
Hvad hævder mange forskere? Mange der tror på en evolution, vil fortælle dig at livet opstod for milliarder af år siden ved bredden af et tidevandsbassin eller dybt nede i havet. De mener at nogle stoffer spontant samlede sig i boblelignende strukturer på et sådant sted og dannede komplekse molekyler der begyndte at kopiere sig selv. Efter deres opfattelse er alt liv på Jorden tilfældigt opstået af en eller flere af disse oprindelige, ’simple celler’.
Men der er andre ansete forskere der ikke er enige med dem, skønt de også går ind for evolutionslæren. De har den teori at de første celler, eller i det mindste nogle af deres hovedbestanddele, kom til Jorden fra det ydre rum. Hvorfor har de det? Til trods for at forskere har gjort de største anstrengelser, har de ikke kunnet bevise at liv kan opstå af livløse molekyler. I 2008 gjorde professor i biologi Alexandre Meinesz opmærksom på dilemmaet. Han skrev at der i de sidste 50 år „ikke har været nogen 1
empiriske vidnesbyrd der støtter den hypotese at livet er opstået spontant på Jorden af intet andet end en molekylær suppe, og at der ikke er nogen betydelig videnskabelig forskning der peger i den retning“.Hvad viser kendsgerningerne? Svaret på spørgsmålet om hvor de små børn kommer fra, er veldokumenteret og skaber ikke strid. Liv opstår altid af i forvejen eksisterende liv. Men er det muligt, hvis vi går tilstrækkelig langt tilbage i tiden, at denne grundlæggende lov er blevet brudt? Kan livet virkelig være opstået spontant af livløst stof? Hvor stor er sandsynligheden for at det kunne ske?
Forskere har fundet frem til at en celle kun kan overleve hvis mindst tre typer af komplekse molekyler arbejder sammen — dna (deoxyribonukleinsyre), rna (ribonukleinsyre) og proteiner. I dag er der ikke mange forskere der hævder at en kompleks levende celle pludselig kan opstå ved et tilfælde af en blanding af livløse stoffer. Men hvor stor er sandsynligheden for at rna eller proteiner kunne dannes ved et tilfælde? *
Et eksperiment man første gang foretog i 1953, har fået mange forskere til at mene at livet kunne opstå ved et tilfælde. I det år lykkedes det Stanley L. Miller at frembringe nogle aminosyrer, de kemiske forbindelser proteinerne er opbygget af, ved at sende elektriske ladninger ind i en blanding af luftarter som skulle forestille Jordens atmosfære i urtiden. Siden da har man også fundet aminosyrer i en meteorit. Betyder disse opdagelser at alle livets grundlæggende byggesten let kunne være dannet ved et tilfælde?
„Blandt dem der har skrevet om emnet,“ siger Robert Shapiro, tidligere professor i kemi ved New York University, „har nogle formodet at alle livets byggesten med lethed kunne dannes ved eksperimenter der lignede Millers, og at de fandtes i meteoritter. Det er ikke tilfældet.“2 *
Lad os se nærmere på rna-molekylet. Det er opbygget af mindre molekyler kaldet nukleotider. Et nukleotid adskiller sig fra et aminosyremolekyle, men er en smule mere komplekst. Robert Shapiro siger at „ingen har rapporteret om forekomster af nogen form for nukleotider som et resultat af eksperimenter med gnistudladninger eller fund i meteoritter“.3 Han siger videre at sandsynligheden for at et selvkopierende rna-molekyle vilkårligt skulle have samlet sig fra en suppe af kemiske byggesten, „er så forsvindende lille at hvis det skulle være sket bare én gang et eller andet sted i det synlige univers, ville det have været et rent lykketræf“.4
Hvordan forholder det sig med proteinmolekyler? De kan dannes af så få som 50 eller så mange som adskillige tusind aminosyrer der er bundet sammen i en helt bestemt rækkefølge. Et almindeligt, funktionsdygtigt protein i en ’simpel celle’
indeholder 200 aminosyrer. Selv i sådanne celler er der i tusindvis af forskellige slags proteiner. Chancen for at blot ét protein der kun indeholder 100 aminosyrer, nogen sinde skulle kunne dannes ved et tilfælde på Jorden, anslås at være cirka én ud af en million milliarder.Hvis der skal en kompetent forsker til at skabe komplekse molekyler i et laboratorium, kan de langt mere komplekse molekyler i en celle da virkelig være opstået ved et tilfælde?
Forskeren Hubert P. Yockey, der selv er tilhænger af evolutionslæren, går endnu længere. Han siger: „Livet kan umuligt være opstået ved at proteinerne kom først.“5 Der skal rna til at danne proteiner, men der skal også bruges proteiner ved dannelsen af rna. Hvis vi nu antager at både proteiner og rna-molekyler opstod ved et tilfælde det samme sted og på samme tidspunkt — til trods for de ekstremt ringe odds — hvor sandsynligt er det så at de ville samarbejde og danne en livsform der var selvkopierende og selvopretholdende? „Sandsynligheden for at det skulle ske ved et tilfælde (i en vilkårlig blanding af proteiner og rna), synes at være forsvindende lille,“ siger ph.d. Carol Cleland * ved astrobiologisk institut under den amerikanske rumfartsorganisation (NASA). Hun siger videre: „Alligevel synes de fleste forskere at mene at hvis de bare kunne finde en forklaring på hvordan rna’et og proteinerne var blevet til uafhængigt af hinanden under naturlige forhold i urtiden, ville spørgsmålet om deres koordination falde på plads af sig selv.“ Hvad angår de nyeste teorier om hvordan disse byggesten kunne være opstået ved et tilfælde, siger hun: „Ingen af dem har givet os en særlig tilfredsstillende forklaring på hvordan det skete.“6
Hvorfor har disse fakta betydning? Tænk på de store udfordringer forskere står over for hvis de mener at livet er opstået ved et tilfælde. De har fundet nogle aminosyrer der også forekommer i levende celler. I laboratorier har de gennem nøje opstillede og tilrettelagte eksperimenter fremstillet andre, mere komplekse molekyler. De håber at de en dag vil kunne fremstille alle de dele der skal bruges til konstruktion af en ’simpel celle’. Man kan sammenligne det med at en forsker tager nogle naturligt forekommende grundstoffer, omdanner dem til stål, plastic, silikone og kabler og konstruerer en robot. Derefter programmerer han robotten til at kunne bygge kopier af sig selv. Hvad beviser han ved at gøre det? I bedste fald at der skal intelligens til at bygge en kompliceret maskine.
Hvis det skulle lykkes forskerne at konstruere en celle, ville det være en utrolig
bedrift — men ville de derved have bevist at cellen kan dannes ved et tilfælde? Ville de ikke nærmere have bevist det modsatte?Hvad mener du? Alle videnskabelige fakta man kender til dato, viser at liv kun kan opstå af allerede eksisterende liv. Forestillingen om at selv en ’simpel celle’ kunne opstå af livløst stof ved et tilfælde, må siges at kræve en meget stærk tro.
Er du i betragtning af disse fakta villig til at basere din opfattelse på så usikkert et grundlag? Inden du svarer, vil vi opfordre dig til at se nærmere på hvordan en celle er opbygget. Det vil hjælpe dig til at vurdere om de teorier nogle forskere fremfører om livets oprindelse, er fornuftige — eller lige så fantasifulde som de historier nogle forældre finder på når de skal forklare hvor de små børn kommer fra.
^ par. 8 Sandsynligheden for at dna kunne dannes ved et tilfælde, vil blive behandlet i afsnit 3, „Hvor er instruktionerne kommet fra?“
^ par. 10 Professor Shapiro tror ikke at livet er blevet skabt. Han mener at det er opstået ved et tilfælde på en måde man endnu ikke fuldt ud forstår. I 2009 meddelte en gruppe forskere ved University of Manchester i England at de havde fremstillet nogle nukleotider i deres laboratorium. Men Shapiro erklærer om deres ’opskrift’: „Ifølge mine kriterier viser den langtfra nogen farbar vej til forståelse af rna-verdenen.“
^ par. 13 Ph.d. Carol Cleland tror ikke på en skabelse. Hun mener at livet er opstået ved et tilfælde på en måde man endnu ikke fuldt ud forstår.