Kapitel 14

Hvordan man tilbeder den levende Gud

1. (a) Hvilken form for tilbedelse godkender Gud? (b) Hvorfor er det ikke ligegyldigt hvilket trossamfund man tilhører? (Mattæus 15:14) (c) Hvordan vil den sande tilbedelse lede én? (Filipperne 4:8)

DEN sande tilbedelse er opbyggende. Den lægger vægt på kærlighed til Gud og næsten og tager afstand fra verdens urenhed. Jesu halvbroder Jakob beskriver den på denne måde:

„Den form for tilbedelse der er ren og ubesmittet for vor Gud og Fader er denne: at se til faderløse og enker i deres trængsel, og at holde sig uplettet af verden.“ (Jakob 1:27)

Det er ikke ligegyldigt hvilken trosretning man vælger, som det undertiden kan være ligegyldigt hvilken sti man vælger op ad et bjerg. De religiøse stier kan let være farlige og føre én på vildspor, for der findes en mængde religiøse retninger med vidt forskellige lærepunkter og med ledere som selv er på vildspor eller som drives af selviske motiver. Den sande tilbedelse, derimod, vil lede én i harmoni med „visdommen ovenfra“, som „først og fremmest [er] ren, derefter fredsstiftende, rimelig, rede til at adlyde, fuld af barmhjertighed og gode frugter, ikke partisk, ikke hyklerisk.“ — Jakob 3:17.

2. (a) Hvorfor gik nogle før i tiden over til en anden tro? (b) Hvad gør vi altså klogt i at gøre i dag? (1 Tessaloniker 5:20, 21)

² Nogle begrunder at de tilhører en bestemt religiøs  retning med at sige: ’Det er den tro min familie har haft i mange generationer.’ Historien viser imidlertid at mange før i tiden var villige til at skifte tro hvis de mente det var til gavn for dem. I Japan, for eksempel, var alle indtil det niende århundrede tilhængere af shintoismen. Så følte mange sig tiltrukket af buddhismen og gik over til den religion, og i dag vil de fleste japanere sige at de er buddhister. Det skyldes at nogle af deres forfædre ikke sagde: ’Mine forældres religion er god nok til mig.’ De var villige til at høre på nogle som havde en anden mening. I dag hører mange på hvad Bibelen siger.

3. Hvilken fejlagtig opfattelse rettede Jesus da han talte om tilbedelse? (Esajas 46:5-7)

³ Hvilken form for tilbedelse anbefaler Bibelen? Da Jesus var her på jorden, mente mange at ceremonier og formvæsen var en vigtig del af tilbedelsen. Nogle tilbad på et bestemt bjerg, og andre i templet i Jerusalem. Jesus sagde om dem:

„Den time kommer da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem I skal tilbede Faderen. I tilbeder det I ikke kender . . . Men den time kommer, og den er her nu, da de sande tilbedere vil tilbede Faderen  med ånd og sandhed, for det er sådanne tilbedere Faderen søger. Gud er en ånd, og de der tilbeder ham bør tilbede med ånd og sandhed.“ — Johannes 4:21-24.

4. Hvad vil det sige at tilbede Gud „med ånd og sandhed“? (Lukas 10:27)

⁴ Hvad mente Jesus med dette? Han mente at Gud ikke ønsker at blive tilbedt på en formel måde, med ydre ceremonier, i en helligdom eller kirke. Jehova Gud er „Ånden“. (2 Korinter 3:18) For ham kommer det ikke an på hvor vi tilbeder, men på den ånd vi tilbeder i, om vi tilbeder ham af et taknemmeligt hjerte. Ligesom Gud elsker os og viser det ved alle de storslåede foranstaltninger han har truffet for os, sådan kan vi tilbede ham „med ånd“ ved at vise ham og vore medmennesker kærlighed. Vi kan tilbede ham ’med sandhed’ ved ud fra hans ord, Bibelen, at lære hvad hans vilje er med os, og ved at gøre denne vilje. At vi tilbeder ’med sandhed’ indebærer også at vi tager afstand fra enhver religiøs vildfarelse.

„GÅ UD FRA HENDE, MIT FOLK“

5. (a) Hvilken form for tilbedelse viser Bibelen vi må undgå? (Jeremias 10:3-5) (b) Hvordan beskriver Åbenbaringen den falske religions verdensimperium, og hvorfor? (Jakob 4:4)

⁵ For at vor åndelige tilbedelse kan være antagelig for Jehova, må vi fuldstændig opgive enhver form for falsk tilbedelse. Det fremgår tydeligt af flere passager i Bibelen:

„Mine elskede, flygt fra afgudsdyrkelsen.“ „I kan ikke have andel i ’Jehovas bord’ og i dæmoners bord.“ „Børnlille, vogt jer for afguderne.“ (1 Korinter 10:14, 21; 1 Johannes 5:21)

Hertil kommer den indtrængende opfordring i Åbenbaringen: „Gå ud fra hende, mit folk.“ Ud fra hvem? Ud fra „Babylon den Store, moderen til jordens skøger og afskyeligheder“ — nemlig verdensimperiet af falsk religion, både den katolske, den protestantiske og den  ikke-kristne, som alle forkaster sandheden i Bibelen! Som tidligere nævnt består hendes åndelige skøgevæsen i at hun indynder sig hos de verdslige herskere og politikere og yder dem støtte. Hun har endda stiftet sine egne religiøst dominerede politiske partier. Sammen med sine ’døtre’, alle de sekteriske religionssamfund, har hun ned gennem historien støttet diktatorer og andre politiske herskere i deres krige og andre programmer som har medført vold og undertrykkelse. Udadtil har hun bevaret det pæne billede, idet hun har foregivet at ville holde den verdslige politik „ren“ og har forlenet de verdslige herskere med et skær af hellighed og har velsignet deres krigsvåben. Men fra himmelen lyder det indtrængende: ’Hold jer væk fra hende!’ For de politiske magter — hendes tidligere „elskere“ — står i begreb med at tilintetgøre hende! — Åbenbaringen 17:3-5, 16; 18:4.

6. Nævn nogle almindelige religiøse skikke som stammer fra det gamle Babylon.

⁶ Vi må altså tage afstand fra alle falske religiøse projekter, lærdomme og skikke. Hvilke skikke, for eksempel? Den engelske kardinal Newman nævnte en række af dem i sit værk Essay on the Development of Christian Doctrine, udgivet 1878:

„Brugen af templer, indviet til bestemte helgener og ved visse lejligheder udsmykket med grene fra træerne; røgelse, lamper og lys; votivgaver for helbredelse af sygdomme; vievand; asyler; helligdage og højtider, brugen af [religiøse] kalendere, processioner, velsignelse af markerne, præstedragt, tonsuren, . . . den senere tids religiøse billeder, måske også den kirkelige messen.“

Kardinalen siger i sin afhandling at den katolske kirke har „helliget“ disse lån fra de ikke-kristne religioner ved at optage dem i kirken, selv om de, ifølge hans egne ord, udgør „selve dæmondyrkelsens instrumenter og tilbehør“.

7. (a) Hvilke religiøse højtider billiger Gud ikke? (b) Fejres julen på Jesu fødselsdag? (c) Hvor stammer juleskikkene fra, ifølge Encyclopedia Americana? (d) Hvordan ser de sande tilbedere på julen, og hvorfor? (2 Korinter 6:17) (e) Hvad er den eneste begivenhed Jesus påbød sine disciple at højtideligholde? (Lukas 22:19, 20)

 ⁷ Sandhedens Gud billiger imidlertid ikke sådanne ting. Han billiger heller ikke højtider der har sin rod i babylonisk religion. Som eksempel kan nævnes julen, der opfattes som en højtid for Jesu fødsel, skønt den har sit udspring i det gamle Babylon. Af Bibelen fremgår det at Jesus i virkeligheden blev født omkring den 1. oktober år 2 f.v.t. Julen fejres derimod den 25. december, og denne skik blev først indført i det femte århundrede e.v.t., da den frafaldne kristenhed knyttede Kristi navn til de støjende orgier hedningerne holdt ved årets udløb. I Encyclopedia Americana (1959-udgaven, bind 6, side 622) hedder det herom:

„De fleste af de skikke der nu forbindes med julen var oprindelig ikke juleskikke, men er snarere før-kristne og ikke-kristne skikke som den kristne kirke har optaget. Saturnalierne, en romersk fest som blev fejret i midten af december, dannede forbillede for mange af julens lystige skikke. Fra denne højtid stammer for eksempel de overdådige måltider og skikkene at give gaver og at brænde lys.“

I nogle dele af verden er der buddhister, jøder og andre ikke-kristne som fejrer jul med samme begejstring som katolikkerne og protestanterne. Ofte er festen forbundet med kommercialisme og havesyge. Den er ikke kristen. Ingen steder i Bibelen finder man støtte for at fejre Jesu fødselsdag eller noget andet menneskes fødselsdag. Som det eneste påbød Jesus derimod at hans disciple hvert år skulle højtideligholde hans død, „til minde“  om ham. Hans død var nemlig grundlaget for menneskers frelse. — 1 Korinter 11:23-26.

8. Hvorfor må vi ubetinget skille os ud fra al falsk religion? (Jeremias 51:6)

⁸ Den levende og sande Gud bifalder ikke den falske religions verdensimperiums afguderiske skikke og dets bejlen til de politiske magter. Det er netop disse ting der afslører det som „Babylon den Store“, om hvem der siges i Åbenbaringen 18:21:

„Og en stærk engel tog en sten op der var som en stor møllesten og slyngede den i havet idet han sagde: ’Således vil Babylon, den store by, med et rask kast blive slynget ned.’“

Hvis vi vil undgå at „være delagtige med hende i hendes synder“ og i hendes tilintetgørelse, må vi uden tøven skille os fuldstændig ud fra al falsk religion. — Åbenbaringen 18:2-4.

DEN TILBEDELSE GUD GODKENDER

9. Hvorfor bør sande tilbedere komme sammen? (Efeserne 4:15, 16)

⁹ Hvad Guds sande tilbedere bør gøre i dag, beskriver apostelen Paulus med følgende ord:

„Lad os holde fast ved den offentlige bekendelse af vort håb uden vaklen, for trofast er han som gav løftet. Og lad os give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger, og ikke forsømme at komme sammen, som nogle har for skik, men opmuntre hinanden, og det så meget mere som I ser dagen nærme sig.“ (Hebræerne 10:23-25)

Alt imens „dagen“ hastigt nærmer sig, den dag hvor Gud vil ødelægge Babylon den Store og alle andre uretfærdige systemer og genoprette et herligt paradis på jorden, må de der elsker ham altså komme sammen for at lære Guds ord at kende og for at opmuntre hinanden.

10. Hvilken betydning har vor personlighed i forbindelse med den sande tilbedelse? (Kolossenserne 3:9, 10, 12-14)

¹⁰ Den sande tilbedelse omfatter imidlertid langt mere end det at samles med andre som elsker Gud. For  at være Gud til behag må vi ikke alene vende os bort fra falsk religion, men også fra verdens fordærvede levevis. Apostelen Paulus råder os til at aflægge „den gamle personlighed“ med dens skamløshed, urenhed og havesyge. Endvidere siger han:

„I skal . . . gøres nye i jeres sinds drivkraft og iføre jer den nye personlighed som blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet.“ (Efeserne 4:19-24)

Vor livsførelse må altså være moralsk ren og til åndelig opbyggelse for vore medmennesker. Vi må vise Gud loyalitet ved at anerkende ham som den suveræne i vort liv.

11. Hvad hører også med til sand tilbedelse, ifølge Jesu eksempel? (Lukas 8:1)

¹¹ Med sit eget eksempel pegede Jesus på noget andet som også hører med til sand tilbedelse. Kort efter at han var blevet fristet af Djævelen tog han det arbejde op der beskrives i Mattæus 4:17:

„Fra da af begyndte Jesus at forkynde og sige: ’I må ændre sind, for himlenes rige er kommet nær.’“

Da han omkring tre år senere blev forhørt af Pilatus, bekræftede han at dét at vidne om sandheden om Guds rige havde været en vigtig side af hans tilbedelse på jorden. Han sagde:

„Dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden. Enhver der er på sandhedens side hører efter min stemme.“ (Johannes 18:37)

Hører du efter hans stemme? Da kan du også glæde dig over det privilegium at vidne om sandheden om Guds rige, ligesom Jesus gjorde.

12. Hvilket mønster gav Jesus os for vore bønner? (Johannes 14:13, 14; 15:16)

¹² Endnu en vigtig side af den sande tilbedelse er bønnen. Når vi beder til Jehova må vi gøre det i Jesu navn, for det var Jesu sonoffer der åbnede os muligheden  for at nærme os Gud. Bibelen fordømmer formalistiske bønner hvis indhold gentages om og om igen. Jesus sagde selv:

„Når I beder, da sig ikke det samme igen og igen, som folk fra nationerne gør, for de mener at de bliver bønhørt fordi de bruger mange ord. I må altså ikke blive ligesom de, for Gud, jeres Fader, ved hvad I trænger til endog før I beder ham. I skal derfor bede således:. . .“

Herpå fremholdt Jesus en mønsterbøn — ikke en bøn der skulle gentages som et ritual i forbindelse med en rosenkrans eller et religiøst billede, men en bøn der skulle tjene som en retningslinje for vore bønner. Jesus sagde at vi i første række kunne bede om at vor himmelske Faders, Jehovas, navn måtte blive helliget, at hans rige måtte komme og hans vilje ske her på jorden  som i himmelen. Dernæst kunne vi bede Gud om han ville dække vore daglige fornødenheder, tilgive os vore syndige ufuldkommenheder og hjælpe os med at bevare vor integritet på trods af „den onde“, det vil sige Satan. (Mattæus 6:5-13) Hvad enten vi beder privat, i familien eller i en større kristen forsamling, bør vi altid bede oprigtigt, af hjertet, og ikke med en hyklerisk fromhed i stemmen. Vore bønner må også være fuldstændig fri for de overtroiske forestillinger der findes i den babyloniske religion. ’Er overtro da skadelig?’ spørger du måske. Lad os se på det.

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 125]

Det er ikke templer eller helligdomme der betyder noget for Gud, men at vi tilbeder „med ånd“

[Illustration på side 128]

Julen er ikke kristen

[Illustration på side 131]

De der tilbeder Jehova kommer sammen for at studere Guds ord, og de deler den gode nyhed med deres medmennesker