Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Lykkelige familier i harmoni med Guds hensigt

Lykkelige familier i harmoni med Guds hensigt

Kapitel 18

Lykkelige familier i harmoni med Guds hensigt

1. Hvad gør Jehova for at hans familie kan være lykkelig, og hvad bør vi takke ham for? (Jakob 1:17)

JEHOVA GUD er „Faderen, hvem enhver slægt i himmelen og på jorden skylder sit navn“. Da han er ’den lykkelige Gud’ forstår han også at gøre sin universelle familie lykkelig. (Efeserne 3:14, 15; 1 Timoteus 1:11) Han sørger rundhåndet for alt hvad hans børn trænger til. Det bør vi altid huske at takke ham for, ligesom salmisten, der sagde:

„Kend, at [Jehova] er Gud! Han skabte os, vi er hans, hans folk og den hjord, han vogter. . . . tak ham og lov hans navn! Thi god er [Jehova], hans miskundhed varer evindelig, fra slægt til slægt hans trofasthed!“ — Salme 100:3-5.

2. Hvordan havde Gud i tanke at befalingen om at ’opfylde jorden’ skulle gennemføres? (1 Korinter 7:10, 11)

2 Jehova har indført en meget kærlig familieordning på jorden. Da han pålagde vore første forældre at ’blive frugtbare og mangfoldige og opfylde jorden’, var det ikke meningen at dette skulle ske på en tilfældig, planløs måde. Befalingen skulle opfyldes inden for rammerne af et ærefuldt ægteskab. Hvert ægtepar — hver mand og hustru — skulle være „ét kød“. De skulle være forenet i en varig forbindelse der ikke skulle skæmmes af problemer eller skilsmisse, og som ville udgøre et stabilt grundlag for opfostringen og opdragelsen af børn i Guds paradis. — 1 Mosebog 1:28; 2:22-24.

3. Hvordan bekræftede Jesus at ægteskabet er helligt? (1 Korinter 6:18)

3 Da de religiøse ledere søgte at fange Jesus i ord ved at stille ham vanskelige spørgsmål om skilsmisse, bekræftede han at Guds oprindelige ægteskabsordning var hellig:

„Som svar sagde han: ’Har I ikke læst at han som skabte dem, fra begyndelsen gjorde dem som mand og kvinde og sagde: „Af denne grund vil en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal være ét kød“? Altså er de ikke længere to, men ét kød. Derfor, hvad Gud har sat sammen, må intet menneske skille ad. . . . enhver som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud.’“ — Mattæus 19:4-9.

4. Hvad var Guds hensigt med jorden, og vil den blive gennemført? (Esajas 45:12, 18)

4 Jehova havde en storslået fremtid i tanke for jorden. Eftersom mennesket var skabt „i Guds billede“ skulle alle familier kunne genspejle hans personlighed. Til sidst skulle hele jorden være fyldt med fuldkomne mænd og kvinder, alle sammen brødre og søstre, som priste Gud, Skaberen. (1 Mosebog 1:27) Denne hensigt vil med sikkerhed blive gennemført.

5. Hvorfor er mange ægteskaber i dag mislykkede? (Romerne 1:24, 31)

5 I dag frembyder mange ægteskaber imidlertid et ganske andet billede end det Gud oprindelig havde i tanke. Hvorfor? Fordi menneskene ikke længere genspejler Guds „billede“ eller personlighed. Navnlig her i „de sidste dage“ råder der stor mangel på troskab og naturlig hengivenhed mellem ægtefæller, og det har medført en veritabel epidemi af skilsmisser, opløste hjem, kønssygdomme, svangerskabsafbrydelser og fødsler uden for ægteskab. Mange har undladt at følge apostelen Paulus’ sunde råd:

„Lad ægteskabet blive holdt i ære blandt alle og ægtesengen være ubesmittet, for Gud vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere.“ — Hebræerne 13:4; 2 Timoteus 3:1-5.

6. Hvordan kan men holde ægteskabet og det intime samliv i ære? (1 Tessaloniker 4:3-8)

6 Hvordan kan man i dag holde ægteskabet og det intime samliv i ære? Det kan man ved at undgå „utugt, urenhed, seksuel lidenskab, skadeligt begær, og havesygen“ og ved at iføre sig „den nye personlighed, som gennem nøjagtig kundskab fornys efter billedet af ham som skabte den“, nemlig Jehova Gud. — Kolossenserne 3:5-10

7. (a) Hvordan kan man tilegne sig en ny personlighed? (Efeserne 4:22-24) (b) Hvad kan man gøre rent praktisk for at styrke familieenheden? (Filipperne 2:2-4)

7 Alle som gerne vil opnå et lykkeligt familieliv må iføre sig denne „nye personlighed“. Ved at gøre dette vil familiens medlemmer erfare hvor velsignelsesrigt det er at følge Bibelens principper for ægteskabet. Her gælder de ord Paulus videre skrev:

„Som Guds udvalgte, hellige og elskede, skal I derfor iføre jer inderlig medfølelse, venlighed, ydmyghed, mildhed og langmodighed. Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden hvis nogen har en grund til klage imod en anden. Ligesom Jehova frit har tilgivet jer, sådan skal I også gøre. Men foruden alt dette skal I iføre jer kærligheden, for den er enhedens fuldkomne bånd.“ (Kolossenserne 3:12-14)

Ja, kærligheden er „enhedens fuldkomne bånd“, og dette bånd knyttes ved at alle i familien interesserer sig for hinanden, gerne taler sammen ved måltiderne og ved andre lejligheder, og nyder at slappe af, holde ferie og beskæftige sig med andre opbyggende ting sammen. Hvis alle i familien — både forældre og børn — bevidst stræber efter at opbygge denne enhed, kan resultatet blive en lykkelig og harmonisk familie. Men som Paulus videre forklarede, må hver enkelt yde sit bidrag hertil.

HUSTRUENS ANDEL

8. (a) Hvilken plads bør hustruen indtage, og hvorfor? (1 Peter 3:5, 6) (b) Hvordan kan en hustru opnå sin families kærlighed og anerkendelse?

8 Hustruen vil have gavn af at følge Paulus’ råd:

„I hustruer, I må fortsat underordne jer under jeres mænd, som det passer sig i Herren.“ (Kolossenserne 3:18)

Dette er i harmoni med Guds oprindelige ordning, som gik ud på at hustruen skulle være en „medhjælp“ for sin mand. (1 Mosebog 2:20) Hvis der er to om at bestemme vil der foregå et stadigt tovtrækkeri, som fører uenighed med sig. Hvis hustruen derimod altid viser „dyb respekt for sin mand“ og for de afgørelser han træffer, og endda er parat til at overse hans ufuldkommenheder, vil hun yde et vægtigt bidrag til at familielivet bliver lykkeligt og harmonisk. Hvis hun flittigt „våger over husets gænge“, herunder også oplæringen af børnene, vil hendes børn ’stå frem og give hende pris’. Også hendes mand vil prise hende. — Efeserne 5:33; Ordsprogene 31:10-31.

9. Hvilken vejledning giver Bibelen med hensyn til ikke-troende ægtefæller? (Romerne 12:17, 18)

9 Selv om manden ikke er troende, er han alligevel hustruens „hoved“. Hvis hun kommer til troen må hun derfor stadig opfylde sine pligter som hustru, og det endda med større interesse for hans velfærd end tidligere, som det sømmer sig for en kristen medhjælp. (1 Korinter 11:3) Apostelen Peter anbefaler at hustruer udviser ’en stille og mild ånd’, idet han siger:

„I hustruer [skal] underordne jer under jeres egne mænd, for at, hvis nogen af dem ikke er lydige mod ordet, de kan blive vundet uden et ord ved deres hustruers adfærd efter at have været øjenvidner til jeres rene adfærd og dybe respekt.“ (1 Peter 3:1-4)

Hvis hustruen trofast bliver boende hos sin ikke-troende mand, også selv om han modstår hendes religiøse virksomhed, vil hun måske en dag blive belønnet for sin tålmodighed ved at han undersøger „den gode nyhed“ og tager imod den. Under alle omstændigheder vil hendes mindreårige børn, såfremt de er lydige, blive regnet for „hellige“ under den familieordning hun søger at opretholde. Det samme gælder hvis manden er troende og hustruen ikke-troende. — 1 Korinter 7:12-16.

ÆGTEMANDENS ANDEL

10. Hvordan bør manden behandle sin hustru? (Ordsprogene 5:18)

10 Manden vil blive rigt belønnet hvis han retter sig efter det næste Paulus skrev til kolossenserne:

„I mænd, bliv ved med at elske jeres hustruer og vær ikke bitre imod dem.“ (Kolossenserne 3:19)

Manden må altid udøve sin myndighed som familiens overhoved på en kærlig måde og ikke være tyrannisk. Idet han vedblivende elsker sin hustru bør han bestræbe sig for at ’vise hende ære som et svagere kar’ og tage hensyn til hendes følelser og skiftende stemninger. (1 Peter 3:7) Før han træffer afgørelser på familiens vegne bør han tale tingene igennem med hende og kærligt tage hensyn til hendes meninger og ønsker. Hendes velfærd, og navnlig hendes åndelige trivsel, bør altid ligge ham på sinde.

11. Hvorfor bør manden ikke optræde skarpt over for sin hustru? (1 Korinter 11:3; Mattæus 11:28, 29)

11 På alle livets områder bør ægtemanden elske sin hustru i samme grad som „Messias også elskede menigheden og gav sig selv hen for den“. Vi læser ingen steder i evangelierne at Kristus nogen sinde var ’bitter’ imod menigheden. Ægtemanden bør heller aldrig optræde skarpt over for sin hustru. Han bør ’elske sin hustru som sit eget legeme’ og sørge for hende som sit eget kød, for de er jo netop „ét kød“. — Efeserne 5:25, 28-30.

12. Hvilken herlig fremtid ønsker vi at vore børn skal opleve sammen med os? (Salme 148:12, 13)

12 Hvordan så med vore børn? De er meget dyrebare for os, og vi vil gerne se dem prise Jehova sammen med os i al evighed i Guds jordiske paradis. I det følgende kapitel vil vi undersøge hvordan vi kan hjælpe dem med dette mål for øje.

[Studiespørgsmål]