Kapitel 3

Ånden bag den nuværende gamle orden

1. Hvilket spørgsmål stiller vi med hensyn til den ånd som den nuværende gamle tingenes orden er gennemtrængt af, og hvilken slutning må vi drage?

DEN nuværende tingenes orden er gammel — tusinder af år gammel. I alle disse årtusinder har den jordiske tingenes orden været gennemtrængt af en og samme ånd. Har det været den hellige ånd? Ingen vil vel i den grad modsige de historiske kendsgerninger at de vil hævde at det er den hellige ånd fra Jehova Gud der har været den usynlige drivkraft bag menneskesamfundets stræben og livsmønster. Hvis det var Guds hellige ånd der op gennem tiden havde virket som den bærende og drivende kraft bag den gamle tingenes ordning, ville verden have set helt anderledes ud i dag.

2. (a) Hvilken slags love må opstilles for de mennesker der slutter op om den gamle orden? (b) Hvori består „kødets gerninger“, og hvori består „åndens frugt“?

² Når den hellige ånd fra Jehova Gud er virksom i menneskers liv, frembringer den en frugt som er let at kende. Men at dømme efter den frugt som den gamle orden nu længe nok har frembragt, er det ikke Guds ånd der står bag den. Det har nemlig vist sig at menneskeheden som et hele, der slutter op om den gamle orden,  har måttet underlægges love der er fremsat for personer med kriminelle tilbøjeligheder, love som forbyder alle slags urette handlinger. For nitten hundrede år siden levede der en mand som engang havde været underlagt en sådan lovsamling. Han skrev et brev for at vise at vi har brug for en bedre drivkraft, en højere kraft til at virke i vort liv, hvis vi skal skille os ud fra den nuværende gamle orden. Vi har brug for den ånd eller virksomme kraft der udgår fra Gud, som i moralsk henseende står langt over den gamle verdensorden, langt over nogen lovgiver i det jordiske menneskesamfund. Brevskriveren viste med følgende ord hvilken hellig kraft der kan lede os til at gøre det rette:

„Bliv ved med at vandre ved ånd, så vil I slet ikke opfylde noget kødeligt ønske. For kødet er i sine ønsker imod ånden, og ånden imod kødet; for disse står hinanden imod, sådan at de ting I gerne vil gøre, dem gør I ikke. Og når I ledes af ånd, er I ikke under lov.

Men kødets gerninger er tydelige; det er utugt, urenhed, skamløshed, afgudsdyrkelse, udøvelse af spiritisme, fjendskaber, strid, skinsyge, vredesudbrud, tilfælde af stridbarhed, splittelser, sekter, tilfælde af misundelse, drikketure, sviregilder, og ting som disse. Om dette siger jeg jer forud, sådan som jeg før har sagt, at de der øver sådanne ting ikke skal arve Guds rige.

På den anden side er åndens frugt kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed, selvbeherskelse. Imod sådanne er der ingen lov.“ — Galaterne 5:16-23; se også Første Timoteusbrev 1:8-11.

3. Hvilke gerninger øver de der ser frem til at få del i Guds riges velsignelser ikke?

³ Det er store modsætninger der anføres her. De der bærer Guds ånds frugt, vil afgjort ikke øve det der kaldes „kødets gerninger“. De ser frem til Guds rige med et oprigtigt ønske om at få del i dets velsignelser.

4. Hvorfor behøver vi ikke at pege på hvordan den gamle orden er kommet til kort, og hvorfor kan den gamle orden ikke hjælpe mennesker til at arve Guds rige?

 ⁴ Men hvordan forholder det sig med den nuværende gamle orden? Vi behøver ikke at påpege dens mange mangler. Aviser, nyhedsmagasiner, politirapporter, den almindelige usikkerhed på grund af den stigende lovløshed, de kostbare hospitaler til behandling af sindslidelser og frygtede kønssygdomme, den politiske spænding og den stadig voksende trussel om en global atomkrig, taler for sig selv. Der kunne anføres utallige andre ting som viser at den gamle orden simpelt hen er fyldt med „kødets gerninger“. Den gamle orden vil aldrig kunne hjælpe mennesker til at „arve Guds rige“. Den har ingen forbindelse med Guds rige. Den er ikke gennemtrængt af Guds hellige ånd, og den ledes eller støttes ikke af den. Den er på ingen måde hellig, ikke engang den del af den der kaldes kristenheden.

5, 6. Hvorfor kan kødets naturlige ønske om at gøre det der er i modstrid med Skaberens ånd, ikke føres tilbage til Gud?

⁵ Hvordan kan det være at Guds ånd ikke står bag nogen del af denne gamle orden? Hvordan er det kødelige menneske kommet i den tilstand at det af naturen ønsker at gøre hvad der er i modstrid med Guds ånd? Sådan var det ikke fra begyndelsen. Oprindelig var det Skaberens ånd der var menneskets drivkraft. Gud ville aldrig have indgivet det ’kød’ han skabte, en drivkraft som var slet og i opposition til ham. Han er ikke ophav til slethed. Profeten Moses, der var en forkæmper for retfærdighed, erklærede at Jehova Gud var uden ansvar for det kødelige menneskes slette tilbøjeligheder. Han  sagde: „Fuldkomment [er] hans værk, thi alle hans veje er retfærd! En trofast Gud, uden svig, retfærdig og sanddru er han. Skændselsmennesker sveg ham [de har selv handlet ødelæggende; de er ikke hans børn, fejlen er deres egen, NW].“ — 5 Mosebog 32:4, 5.

⁶ Menneskets fejl kan ikke føres tilbage til Gud. Han skabte det første menneske fuldkomment, som en skabning der gjorde hans skaberevne ære. Gud er ikke behæftet med fejl. I samarbejde med sin enestefødte søn dannede han det første menneske i sit eget billede. Adam var altså et afbillede af den guddommelige fuldkommenhed, og for at være et sandt afbillede, måtte han være fuldkommen. — 1 Mosebog 1:26-28; 2:7, 8.

7. Hvilket forhold rådede der mellem himmelen og jorden dengang Adam var i Eden?

⁷ I Edens have eller paradis vandrede Adam i overensstemmelse med Guds hellige ånd. Nu og da førte han samtaler med Gud. Usynligt for det menneskelige øje men dog på en måde som Adam kunne opfatte, vandrede Gud i den smukke Edens have. Der var enhed mellem Gud og mennesket, ja mellem det himmelske og det jordiske. Hvorfor? Fordi alt var gennemtrængt af Guds ånd. Alt dette gjorde Jehova Gud lykkelig. Han kaldes ’den lykkelige Gud’. — 1 Timoteus 1:11.

8. På grund af hvilken form for synd har vi ikke en fuldkommen tingenes orden på jorden i dag, og hvem begik denne synd?

⁸ Hermed var grundlaget lagt for en fuldkommen tingenes orden der aldrig ville blive gammel og skulle udskiftes. Men i dag har vi ikke en ren, retfærdig og fuldkommen tingenes orden. Hvorfor ikke? Fordi der blev  begået en synd mod den hellige ånd. Hvem begik denne synd? Det svarede Jesus Kristus på da han ved en lejlighed talte med nogle som var ude på at slå ham ihjel fordi han fortalte dem sandheden fra Gud. Til disse morderiske mennesker sagde Jesus: „I er fra jeres fader Djævelen, og I vil gerne gøre hvad jeres fader ønsker. Han var en manddraber da han begyndte, og han stod ikke fast i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han taler løgn, taler han i overensstemmelse med sin egen indstilling, for han er en løgner og løgnens fader.“ — Johannes 8:44.

9. Hvem er åndelig fader til den der øver synd, og hvorfor?

⁹ En af Jesu disciple, Johannes, tilkendegav også hvem den første synder mod den hellige ånd var, idet han skrev: „Den der øver synd er af Djævelen, for Djævelen har syndet fra begyndelsen.“ (1 Johannes 3:8) Den der øver synd kan ikke have nogen anden åndelig fader end den der har foranlediget ham til det.

10. Hvordan gjorde den første løgner sig selv til en djævel?

¹⁰ At den første løgner i hele skaberværket kaldes en djævel, antyder at hans løgn var bagvaskelse, for navnet Djævelen betyder Bagvasker. Han gav slip på sandheden og opdyrkede en hang til at lyve. Bagtalerisk bestred han det som Gud havde sagt til Adam, idet han fortalte Adams hustru, Eva, at menneskene ikke ville blive straffet med døden selv om de spiste af det forbudte træ: „I skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders øjne, så I bliver som Gud  til at kende godt og ondt!“ (1 Mosebog 3:1-5) Løgneren gjorde sig selv til en djævel, især med hensyn til Gud.

11. Hvordan tænkte Djævelen muligvis at han kunne hindre Gud i at gøre alvor af sit ord selv om Adam og Eva syndede?

¹¹ Bagvaskeren kunne ikke garantere for at Adam og Eva ville bevare livet selv om de spiste af den forbudte frugt på træet til kundskab om godt og ondt. Hans ord var ikke mægtigere end Guds. (Hebræerne 4:12; 1 Mosebog 2:16, 17) Men åbenbart troede han at han kunne bringe Jehova Gud i en pinlig situation hvor det ville være inkonsekvent af ham at berøve Adam og Eva livet. Det ville navnlig være tilfældet hvis det lykkedes Djævelen at få det syndige menneskepar til at spise af „livets træ“ før Guds dom blev afsagt over dem. — 1 Mosebog 2:9; 3:22, 23.

12. Hvordan blev Djævelen en manddraber, og hvad venter der ham nu?

¹² Men på trods af disse kunstgreb fra Djævelens side viste det sig at han var en løgner, for hans ofre døde som menneskesjæle. Dommeren, Jehova Gud, dømte dem til døden, og han hindrede dem i at komme hen til „livets træ“ ved at drive dem ud af Edens have eller paradis. (1 Mosebog 3:17-24) Fordi Djævelen ukærligt førte den første mand og hans hustru i døden, blev han en manddraber. Af den grund fortjente han selv døden, ifølge en regel som kristendommens grundlægger senere fremsatte: „Enhver som får en af disse små som tror på mig, til at synde, for ham var det bedre om en stor møllesten blev hængt om hans hals og han blev kastet i havet.“ (Markus 9:42, Revised Standard Version) Det  der venter manddraberen, Djævelen, er evig tilintetgørelse.

13. Hvad sammenlignede Jehova Djævelen med, og hvad har Djævelen fået lov at frembringe før han bliver udslettet?

¹³ At Djævelen kan vente dette blev antydet da Jehova, alles Dommer, sammenlignede Djævelen med den slange som denne havde benyttet som redskab da han forledte Eva til at spise af den forbudte frugt i modstrid med Guds bud. I virkeligheden henvendt til den symbolske slange sagde Jehova: „Fordi du har gjort dette, være du forbandet blandt alt kvæget og blandt alle markens dyr! På din bug skal du krybe, og støv skal du æde alle dit livs dage! Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!“ (1 Mosebog 3:14, 15) Hermed blev Djævelen forbandet, det vil sige dømt til døden, af Gud. Det blev således Guds sag at sørge for at han blev henrettet. Men før dette skete, skulle Slangen have lejlighed til at frembringe en „sæd“. Det måtte være en „sæd“ eller et afkom i billedlig eller åndelig forstand, for som en ånd havde Djævelen ingen forplantningsevne ligesom mennesket.

14. Hvad betød det for Djævelen, den store Slange, at han i symbolsk forstand skulle krybe på sin bug, og hvem fik han senere selskab af i sin fornedrede stilling?

¹⁴ Jehova sammenlignede Djævelen med en slange der kryber på sin bug og æder føde der er tilsmudset med støv fra jorden. Dermed viste han hvor dybt den forbandede Djævel nu blev fornedret. Djævelen blev forvist til det laveste tilværelsesplan der findes, et  symbolsk sted der senere blev benævnt som Tartaros. Med tiden fik han dér selskab af andre ånder — engle der forkastede Gud som deres Fader og valgte ham, Djævelen, i stedet for. Disse ånder blev Djævelens „sæd“.

15. Hvad siger Peter og Judas om de engle der ved at synde sluttede sig til den store Slange?

¹⁵ Med hensyn til denne åndelige sæd som „slangen fra fortiden“ fik, skrev den kristne apostel Peter at „Gud ikke skånede de engle som havde syndet, men kastede dem i Tartaros og derved overgav dem til det tætte mørkes gruber for at de skulle bevogtes til dom“. (2 Peter 2:4) Den kristne discipel Judas omtaler de samme engle som udgør Slangens „sæd“, idet han skriver: „De engle som ikke bevarede deres oprindelige stilling men forlod deres egen bolig, har han holdt forvaret med evige lænker under tæt mørke til dommen på den store dag.“ — Judas 6.

16. Hvorfor handlede Djævelen på egen hånd da han forledte Eva til at synde, og på hvilket grundlag mener nogle at han har været en kerub?

¹⁶ Da Djævelen bedrog Adams hustru, Eva, til at gøre oprør mod Gud, sin himmelske Fader, havde den store Slange endnu ikke nogen „sæd“. Han handlede på egen hånd. Han havde ikke allieret sig med en anden engel, der senere kunne gøre ham rangen stridig som hersker over Adams og Evas efterkommere. Han begærede eneherredømmet over hele menneskeheden. Vi ved ikke med sikkerhed hvilken stilling han oprindelig indtog i Guds organisation. Men mange bibellæsere opfatter profetien i Ezekiel 28:11-19 om kongen af det gamle Tyrus som en profeti der også gælder  Satan Djævelen, og heraf slutter de at den person der gjorde sig selv til Djævelen oprindelig var en „kerub“ blandt Guds himmelske sønner. Hvis dette er tilfældet, er hans fornedrelse som den store Slange så meget større.

17. Hvad betyder det for de oprørske engle at de opholder sig i Tartaros-mørket sammen med Djævelen?

¹⁷ De øvrige engle der gjorde oprør mod Gud og som derved blev Slangens „sæd“, opholder sig i Tartaros-mørket sammen med ham, som slanger der er forbandet. De nyder ikke længere gavn af lyset fra Gud, det vil sige hans gunst og vejledning. Da de gjorde oprør, tog Gud sin hellige ånd fra dem.

18. (a) Hvorfor er fremtiden mørk for Djævelen og hans engle? (b) Hvilket spørgsmål rejses nu?

¹⁸ Fremtiden tegner sig mørk og dyster for den store Slange og hans „sæd“ af engle. Guds domsdag, hvor de vil få hovedet knust, venter dem. Gud vil lade sin kvindes „sæd“ eksekvere dommen. (1 Mosebog 3:15) Det vil betyde døden for den store Slange og hans „sæd“. Der kan ikke være nogen tvivl om at dette vil ske, for i Romerbrevet 16:20 siges der til Kristi disciple: „Den Gud som giver fred, vil snart knuse Satan under jeres fødder.“ Det er derfor intet under at Satan og hans „sæd“ nærer fjendskab til Guds kvindes „sæd“. Da Gud omtalte sin kvindes „sæd“, berørte han noget som var en hemmelighed for både himmelen og jorden. Denne hemmelighed vakte nysgerrighed i hele universet. Spørgsmålet var: Hvem er denne ’kvindens sæd’?

 SLANGEN FÅR EN JORDISK „SÆD“

19. Hvorfor tilskyndes de kristne til ikke at være som Kain, den første søn der fødtes i menneskeslægten?

¹⁹ Guds ’kvindes’ hemmelighedsfulde „sæd“ viste sig ikke at være Evas førstefødte søn, som fik navnet Kain. Selv om Kain var den første søn der fødtes i menneskeslægten, gav dette ham ikke nogen ret til at være den lovede „sæd“. Desuden blev Kain ikke hugget i hælen af den store Slange, Djævelen. Ganske vist ’knuste’ Kain en andens hoved, men det var sin gudfrygtige broder Abel han myrdede (muligvis ved at rette et knusende slag mod hans hoved), og i stedet for at blive genstand for Guds velsignelse og at få del i Guds hellige ånd, blev han af den grund den anden i Bibelen der kaldes „forbandet“. Den første var Djævelen, den symbolske Slange. (1 Mosebog 3:14; 4:11, NW) Derved gjorde Kain sig selv til en del af den store Slanges jordiske „sæd“. Han efterlignede Djævelen ved at lyve og begå manddrab. Han elskede hverken sin broder, som han kunne se, eller Gud, som han ikke kunne se. Med følgende ord formanes Kristi disciple til ikke at være som Kain:

„Vi skal elske hinanden; ikke være som Kain, der var af den onde og slog sin broder ihjel. Og af hvilken grund slog han ham ihjel? Fordi hans egne gerninger var onde, men hans broders retfærdige.“ (1 Johannes 3:11, 12) „Ve dem, for de er slået ind på Kains vej.“ — Judas 11.

20, 21. Hvilken slags synd begik Kain i lighed med Djævelen, og i betragtning af hvad var det muligt for Kain at begå en sådan synd?

²⁰ Kain efterlignede sin åndelige fader, Djævelen, „den onde“, ved at synde mod Guds hellige ånd. Dermed være ikke sagt at Kain, Adam og Evas første søn,  nogen sinde har haft den hellige ånd. Hans jordiske forældre havde mistet den hellige ånd fordi de med overlæg havde overtrådt Guds bud. Men Kain så den hellige ånd i virksomhed. Hvornår, og hvordan?

²¹ Det skete dengang Kain bragte Gud en offergave af jordens frugt, mens hans yngre broder Abel bragte Gud et slagtoffer i form af nogle dyr fra sin fårehjord. Fandt Gud behag i begge disse ofre? I Første Mosebog 4:4-7 læser vi: „Og [Jehova] så til Abel og hans offergave, men til Kain og hans offergave så han ikke. Kain blev da såre vred og gik med sænket hoved. Da sagde [Jehova] til Kain: ’Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket hoved? Du ved, at når du handler vel, kan du løfte hovedet frit; men handler du ikke vel, så lurer synden ved døren; dens attrå står til dig, men du skal herske over den [og vil du, for din del, få herredømmet over den, NW]!’“

22. Hvad så Kain den hellige ånd give udtryk for?

²² Gud viste sig naturligvis ikke for Kain og Abel ved denne lejlighed. Hvordan han så velvilligt til Abel og hans offergave, får vi ikke at vide. Men det må på en eller anden måde være kommet synligt til udtryk. Den hellige ånd må have været virksom. Uden et ord fra Gud blev Kain klar over hvordan sagen stillede sig. Derfor blev han optændt af stor vrede og gik med sænket hoved. Han gav ikke udtryk for ydmyghed og sindsændring da han så hvordan Guds hellige ånd manifesterede sig efter at han havde bragt Gud et uantageligt offer.

23. Hvilken form antog Kains synd mod den hellige ånd, og hvad førte til denne synd?

 ²³ Kain handlede tydeligvis ikke rigtigt. Guds stemme fra det usynlige forklarede ham situationen. Men Kain var for stolt til at ydmyge sig. Han ændrede ikke sind og begyndte ikke at handle vel, selv om synden lurede ved hans husdør og attråede at gribe ham som sit bytte. Han ønskede ikke at få herredømmet over den, uanset hvilke tilskyndelser Guds hellige ånd gav ham. Han ønskede ikke at løfte hovedet frit, men lagde råd op imod den som Gud godkendte, og dræbte ham. Derved syndede han mod den hellige ånd.

24. Havde den åndeskabning der nu kaldes Djævelen, engang den hellige ånd, og så han den hellige ånd i virksomhed? Forklar nærmere.

²⁴ Dette vakte Guds mishag, og Kain blev forbandet. Men det glædede den store Slange, Djævelen, for han fik nu en jordisk søn der handlede som en tro kopi af sin åndelige fader. Djævelen havde selv syndet mod den hellige ånd. Ud over at han havde set Gud selv, havde han set alt hvad den hellige ånd havde virket i den himmelske verden og ligeledes i forbindelse med skabelsen af jorden og de fuldkomne mennesker på den. (Job 38:7) Mens han endnu var fuldstændig fri for selvisk begær, havde han selv haft et vist mål af sin himmelske Faders ånd. Han vidste hvad denne hellige ånd havde sat ham i stand til at gøre. Han havde også set hvordan Gud havde ladet sin „ufortjente godheds ånd“ komme til udtryk over for Adam og Eva ved at sørge for at de kunne glæde sig over livet under fuldkomne forhold i et jordisk paradis. (Hebræerne 10:29) Men hvad gjorde denne himmelske ’gudssøn’ alligevel?

25. Hvordan syndede denne ’gudssøn’ mod den hellige ånd, og hvad gjorde han derved sig selv til?

 ²⁵ Han gav et falsk billede af „den ufortjente godheds ånd“, idet han over for Eva antydede at der lå selviske motiver bag det Gud havde gjort. Han hævdede at Gud kun havde forbudt dem at spise af træet til kundskab om godt og ondt fordi han var bange for at hans menneskeskabninger skulle blive i stand til at træffe afgørelser uafhængigt af ham, ja selv blive i stand til at afgøre hvad der var rigtigt og hvad der var forkert, hvad der var godt og hvad der var ondt. Da denne åndelige ’gudssøn’ med fuldt overlæg fordrejede kendsgerningerne og løj for at forlede Eva til at synde, begik han en synd mod den hellige ånd, en synd der ikke er tilgivelse for. Draget og lokket af et selvisk ønske om at udøve det suveræne herredømme over jorden og dens indbyggere, søgte han at bemægtige sig dette herredømme. Dermed mistede han Guds hellige ånd. Den frugt af Guds ånd som han hidtil havde frembragt i sit liv, visnede og døde bort. Han gjorde sig selv til en djævel, der kun fortjente at tilintetgøres. — Hebræerne 12:29; 6:7, 8.

26. Hvordan blev Djævelen „dæmonernes hersker“, og hvorfor vil de der øver spiritisme ikke få nogen andel i Guds rige?

²⁶ Denne første synder mod den hellige ånd gjorde sig selv til en dæmon. De engle eller „gudssønner“ der senere sluttede sig til ham i oprøret mod Gud, blev også dæmoner. De blev den store Slanges „sæd“, og derved blev Djævelen „dæmonernes hersker“, som senere blev kaldt Beelzebul. (Mattæus 12:24-27) Disse åndeskabninger fremmer dæmonismen for at lede mennesker bort fra tilbedelsen af den eneste levende og  sande Gud, Jehova. De betegnes som „urene ånder“. (Mattæus 10:1, 8; 12:43-45) Udøvelse af spiritisme under indflydelse af disse dæmoner kan kun føre til åndelig urenhed og gøre den pågældende uren i Guds øjne. Udøvelse af spiritisme hører med til det faldne køds gerninger og vil hindre én i at få nogen andel i Guds rige og dets velsignelser. De urene ånder er modstandere af Guds hellige ånd, og Gud fordømmer dem der har noget som helst at gøre med urene ånder. — 5 Mosebog 18:9-14; Galaterne 5:19, 20; Åbenbaringen 9:20, 21; 21:8.

HVILKEN SLAGS ÅND DET ER

27. Hvorfor skulle vi nu være i stand til at afgøre hvilken slags ånd det er der ligger bag den nuværende gamle orden?

²⁷ Det er meget vigtigt at vi er klar over disse kendsgerninger, for det hjælper os til at forstå hvorfor menneskeheden befinder sig i sin nuværende situation. Vi lever nu i det tyvende århundrede, et århundrede der begyndte meget lovende, set med menneskers øjne. Ifølge Bibelens tidsregning er der nu gået lige ved seks tusind år siden den selviske ’gudssøn’ gjorde oprør imod Jehovas universelle suverænitet og forledte Adam og Eva til på samme måde at være ulydige mod Gud. Efter at det oprørske menneskepar var blevet udvist af Edens paradis blev der indført en ny menneskelig ordning på jorden — en ordning som var anderledes end den Gud, Skaberen, havde tiltænkt vor planet. Efter den tid der nu er gået, skulle vi være i stand til at afgøre hvilken slags ånd det er der ligger bag den efterhånden gamle ordning.

28. Hvad mener vi med ordet „ånd“ når vi taler om ånden bag den gamle orden?

 ²⁸ Med „ånd“ mener vi en usynlig, virksom kraft, en animerende, stimulerende og inspirerende kraft som styrer hele menneskesamfundet. Det er en kraft der øver indflydelse på folks levevis, en kraft der leder alle mennesker i samme retning. Næsten ubevidst, uden at tænke nærmere over det, handler folk i almindelighed derfor temmelig ensartet. Det er næsten som om de ledes af et instinkt, en slags indre tilskyndelse, til at følge en vanemæssig rutine og at anlægge et bestemt livsmønster. Der kan måske være mindre afvigelser som følge af forskelle i personlighed, men i det store og hele røber folks liv og målsætning i dag et fælles træk, et træk som er karakteristisk for menneskesamfundet under den nuværende tingenes ordning.

29, 30. (a) Hvem er den usynlige hersker over denne gamle orden, og er han alene om at udøve sit herredømme? (b) Hvordan er virkningerne af dette usynlige herredømme?

²⁹ Denne ånd som ligger bag den gamle tingenes ordning, er i høj grad formet og præget af usynlige, overmenneskelige skabninger som hersker over denne tingenes orden og har overtaget forvaltningen af den. Der kan ikke være nogen tvivl om hvem det er der i første række behersker hele denne ordning. Da den gamle orden havde bestået i mere end fire tusind år, erklærede Jesus Kristus at Satan Djævelen var „denne verdens hersker“, som han ikke havde nogen venskabelig forbindelse med. Den sidste aften han levede som menneske på jorden sagde han til sine apostle: „Verdens hersker kommer. Og han har ikke noget tag i mig.“ (Johannes 12:31; 14:30; 16:11) Satan Djævelen er dog  ikke alene om at udøve det usynlige herredømme over menneskeheden. Han har sine dæmonengle, der anerkender ham som deres suveræn. Alle disse dæmoniske magter har en finger med i menneskesamfundets anliggender under den nuværende gamle orden.

³⁰ Dette overmenneskelige herredømme har haft en skadelig virkning. At det ville være sådan, bekræftes af apostelen Johannes i en profeti om hvordan dæmonerne engang skulle kastes ud af de hellige himle. I denne profeti, der findes i Åbenbaringen 12:7-12, læser vi:

„Og der udbrød krig i himmelen: Mikael og hans engle kæmpede mod dragen, og dragen og dens engle kæmpede, men den fik ikke overtaget, og der fandtes heller ikke mere noget sted for dem i himmelen. Så blev den store drage kastet ned, slangen fra fortiden, der kaldes Djævelen og Satan, som vildleder hele den beboede jord; han blev kastet ned til jorden, og hans engle blev kastet ned sammen med ham. . . . ’Ve jorden og havet, for Djævelen er kommet ned til jer og har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode.’“

31. Hvem har Satan, dragen, forledt hele den beboede jord til at tilbede, ifølge Åbenbaringen 13:4?

³¹ Denne bedrager, Satan Djævelen, som vildleder hele den beboede jord, har blandt andet forledt menneskemasserne til at tilbede ham. Oprigtige men vildførte mennesker chokeres måske når de hører det, men Åbenbaringen 13:4 afslører at de der går ind for verdens politik, i virkeligheden tilbeder dragen: „Man tilbad dragen fordi den havde givet myndigheden til vilddyret, og man tilbad vilddyret.“

32. Hvilken handling som er rettet mod lyset fra den gode nyhed, viser klart hvem der er „denne tingenes ordnings gud“?

³² Vi har også apostelen Paulus’ ord for at de fleste mennesker bevidst eller ubevidst tilbeder Djævelen.  Paulus skrev: „Hvis nu den gode nyhed som vi forkynder, virkelig er tildækket, er den tildækket blandt dem som går til grunde, blandt hvem denne tingenes ordnings gud har forblindet de ikke-troendes forstand, for at lysskæret fra den herlige gode nyhed om Messias, som er Guds billede, ikke skal trænge igennem.“ (2 Korinter 4:3, 4) Denne tingenes ordning har en „gud“. Hans stilling som gud, og ligeledes hans herredømme over verden, kan ikke undgå at berøre ånden bag den nuværende gamle tingenes orden.

33. Hvordan er vi alle blevet berørt af det som „denne tingenes ordnings gud“ gjorde kort efter at menneskehedens historie var begyndt?

³³ Kort efter at menneskehedens historie var begyndt, bragte den der nu er „denne tingenes ordnings gud“, vore første jordiske forældre til fald. Han foranledigede at Adam og Eva var ulydige mod deres Skaber. Eftersom dette skete før vi blev født, har vi alle erfaret de dårlige virkninger af dette syndefald. Apostelen Paulus taler sandt når han i Romerbrevet 5:12 skriver: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden . . . trængte [således] igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ Vi kom under Guds fordømmelse til døden fordi ufuldkommenheden, syndigheden og det moralske fordærv gik i arv til os. Vi var så godt som døde. Vi levede ikke, set med Guds øjne.

34, 35. Hvorfor var vi så godt som døde i Guds øjne, og hvad var virksomt i os

³⁴ Vi var af natur arvinger til Guds vrede, ja „vredens børn“. Vi var „udelukkede fra det liv der hører Gud til“. (Efeserne 4:18) Som der også siges i  Kolossenserbrevet 1:21: „[I] var udelukkede og fjender fordi jeres sind var rettet mod de gerninger der var onde.“ På grund af denne tilstand var Jehova Gud ikke virksom i os på det tidspunkt. Hvem, eller hvad, virkede da i os?

³⁵ Svaret på dette spørgsmål finder vi i Efeserbrevet 2:1-5, som er stilet til mennesker der havde omvendt sig til kristendommen. Der står: „I var døde i jeres overtrædelser og synder, i hvilke I tidligere vandrede i overensstemmelse med tingenes ordning i denne verden, i overensstemmelse med herskeren over luftens myndighed, den ånd som nu er virksom i ulydighedens sønner. Ja, blandt dem har vi alle tidligere færdedes i harmoni med vort køds ønsker, idet vi gjorde hvad kødet og tankerne ville, og vi var af natur vredens børn ligesom de andre. Men Gud, som er rig på barmhjertighed, har på grund af sin store kærlighed hvormed han elskede os, gjort os levende sammen med Messias, selv da vi var døde i overtrædelser.“

36. Hvilken slags „ånd“ er der ifølge nogle bibeloversættere tale om i Efeserbrevet 2:2, og hvem beherskes den af?

³⁶ Hvem er denne „ånd som nu er virksom i ulydighedens sønner“? Det er den første og største af alle oprørere mod Gud, nemlig Djævelen, „slangen fra fortiden“. Vi bør dog hæfte os ved at ordet „ånd“ her i Efeserbrevet 2:2 efter nogle bibeloversætteres mening sigter til noget upersonligt. De opfatter den som en usynlig, virksom kraft der er underlagt „herskeren over luftens myndighed“ og som virker i dem der er ulydige mod Jehova Gud. Ifølge den autoriserede oversættelse af 1907 lyder Efeserbrevet 2:2 for eksempel således:  „hvori I fordum vandrede efter denne Verdens Tidsaand, efter hans Vis, som hersker over Luftens Magt, over den Aand, der nu er virksom i Genstridighedens Børn.“ (Se også Skat Rørdams oversættelse.) I så fald er denne upersonlige „ånd“ underlagt den onde ’hersker over luftens myndighed’. Den virker som en drivkraft i dem der vandrer „I overensstemmelse med tingenes ordning i denne verden“ og er ulydige mod Gud.

37, 38. Hvad siges der i Første Johannesbrev 2:15-17 om den måde som ånden bag den nuværende gamle orden ytrer sig på?

³⁷ Hvordan kan vi få en klar forestilling om hvad det er for en ånd der står bag den nuværende gamle tingenes orden, eller hvordan den ytrer sig? Lad os læse hvad apostelen Johannes skriver. Idet han advarer de kristne mod denne verdslige ånd, skriver han: „Elsk ikke verden eller det der er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham; for alt det der er i verden — kødets begær og øjnenes begær og praleriet med de midler man har at leve af — er ikke af Faderen, men er af verden. Og verden er ved at forsvinde, og det er dens begær også.“ — 1 Johannes 2:15-17.

³⁸ Ånden bag den gamle orden får altså verdens mennesker til at begære det der frister øjet og det der behager kødet, og dette begær fører ganske naturligt til handling. I deres selviske higen efter det der tiltaler øjet og det faldne kød, samler de sig en mængde af de ting man opretholder livet ved, for at kunne nyde livet. Stolte over at eje disse ting søger de at gøre indtryk på andre ved at ’prale med de midler de har at leve af’.  Det bevirker at andre som ikke har sådanne midler, også ønsker at erhverve sig dem.

39. Hvordan viste mange jøder i det første århundrede at de nægtede at tage imod Guds ånd, og hvad medførte det for dem at de fik lov at gå deres egne veje, ifølge Romerbrevet 1:26-32?

³⁹ I det første århundrede efter vor tidsregning var der jøder som foretrak at være besjælet af den ånd der ligger bag den gamle tingenes orden. Det tempel kong Herodes havde bygget lå stadig i deres hovedstad, Jerusalem, og de var godt kendt med den lovsamling de havde fået gennem profeten Moses. De ønskede ikke at modtage Guds ånd, der ytrede sig i den sande kristendom som på det tidspunkt blev forkyndt på hele den beboede jord. Derfor lod Jehova Gud dem gå deres egne veje, ligesom det frafaldne Israel før i tiden. Hvad kom det til at betyde for dem? Det forklarer apostelen Paulus i Romerbrevet 1:26-32:

„Det er grunden til at Gud overgav dem til vanærende seksuelle lidenskaber, for både ombyttede deres kvinder den naturlige omgang med den unaturlige, og ligeledes forlod også mændene den naturlige omgang med kvinden og blev optændt i deres begær efter hinanden, idet mænd med mænd øvede hvad der er uanstændigt og pådrog sig den fulde løn som deres vildfarelse fortjente. Og ligesom de ikke syntes om at holde fast ved Gud i nøjagtig kundskab, sådan overgav Gud dem til en sindstilstand han ikke synes om, til at gøre hvad der ikke sømmer sig, fyldt som de var med al slags uretfærdighed, ondskab, havesyge, slethed; fulde af misundelse, mord, strid, svig, ondsindethed; sladderagtige, bagtalere, gudshadere, uforskammede, hovmodige, pralende, opfindsomme med hensyn til at gøre skade, ulydige mod forældre, uden forståelse, ikke ordholdende, uden naturlig hengivenhed, ubarmhjertige. Skønt disse fuldt ud kender Guds retfærdige bestemmelse, at de som øver sådanne ting fortjener døden, bliver de ikke alene ved med at gøre dem, men giver også dem der øver dem deres bifald.“

40, 41. Blev ånden bag den gamle orden fortrængt med kristendommens udbredelse, og hvad forudsagde Paulus i Andet Timoteusbrev 3:1-12?

 ⁴⁰ I aposteltiden i det første århundrede blev den sande kristne tro forkyndt. Ville Guds hellige ånd da ikke, efterhånden som kristendommen udbredtes, fortrænge den ånd der ligger bag den gamle tingenes orden? Og kunne man ikke især vente dette efter at den romerske kejser, Konstantin den Store, havde lagt grunden til kristenheden i det fjerde århundrede? Blev der ikke på det tidspunkt indgivet den fremadstræbende menneskehed en ny ånd, en ånd der var moralsk ren og religiøst hellig? Nej. Ifølge det apostelen Paulus skrev under et fængselsophold omkring år 65, ville det ikke gå sådan. I sit sidste brev, som han stilede til sin medarbejder gennem mange år, Timoteus, forudsagde han:

⁴¹ „I de sidste dage vil der være kritiske tider som er vanskelige at klare. For menneskene vil være egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, gudsbespottere, ulydige mod forældre, utaknemmelige, illoyale, uden naturlig hengivenhed, uforsonlige, bagvaskere, uden selvbeherskelse, vilde, uden kærlighed til godhed, forrædere, egenrådige, opblæste, venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud, idet de har en ydre form for gudhengivenhed, men viser sig falske når det gælder dens kraft; . . . Ja, alle de som ønsker at leve gudhengivent i samfund med Kristus Jesus vil også blive forfulgt.“ — 2 Timoteus 3:1-5, 12.

42. Hvorfor ønsker vi ikke at have den ånd som tilhængerne af den gamle orden ledes af?

⁴² Alle disse egenskaber er et udtryk for den ånd som de store menneskemasser lader sig lede af, idet de  støtter den gamle tingenes orden. Er det den ånd vi ønsker at have som drivkraft i vort liv? Nej, ikke hvis vi tænker på de frugter som tilhængerne af den gamle orden høster i dag som følge af denne ånd! Vi ønsker oprigtigt at have en anden ånd, en ånd der virker for en bedre tingenes orden. Det betyder at vi må have den eneste anden ånd der findes — den hellige ånd.

[Studiespørgsmål]