Kapitel 2

Den hellige ånds virke i den usynlige, himmelske verden

1. Hvorfor er det vigtigt for os at vide hvordan den hellige ånd har virket i den usynlige, himmelske verden?

NOGLE vil måske hellere vide hvordan Guds hellige ånd virker i den synlige, materielle verden, i det univers vi kender til. Men netop det der er sket i den usynlige, himmelske verden, har i tidens løb haft stor indflydelse på menneskenes anliggender. Og i nøje sammenhæng med det der finder sted i den usynlige verden, vil den hellige ånd i nær fremtid, ja inden for vor generations levetid, blive anvendt på en måde der i høj grad vil berøre menneskeheden. Det skulle derfor interessere os at vide hvordan den hellige ånd virker i det usynlige.

2. Hvordan viser Salme 104:29, 30 at menneskene er afhængige af den usynlige, himmelske verden?

² Hvor nødig moderne mennesker end vil indrømme det, er menneskeheden dog afhængig af den usynlige, himmelske verden. Hvad ville der blive af os hvis Gud, Skaberen, vendte sit ansigt bort fra os og så at sige døde for os? Salmisten havde ret da han sagde til Gud: „Du skjuler dit åsyn, og de forfærdes; du tager deres ånd, og de dør og vender tilbage til støvet; du sender din  Ånd, og de skabes, jordens åsyn fornyer du.“ (Salme 104:29, 30) Det vigtigste mennesket kan gøre til genstand for forskning er derfor ikke mennesket selv, men Skaberen, Gud. Det Gud åbenbarer os om den usynlige, himmelske verden, fortjener vor største interesse.

3. Hvorfor ville det være ufornuftigt og kortsynet at forestille sig at Gud er helt alene, uden omgivelser, i himmelen?

³ Lad os altid huske at Gud er „ånd“ eller „en ånd“. (Johannes 4:24, da. aut. overs. og Ny Verden-overs.) Følgelig opholder han sig i en åndelig verden. Er han alene dér, uden omgivelser af nogen art? Nej! Det ville i høj grad være ufornuftigt og kortsynet at mene at Gud kun kan skabe materielle ting — ting som er synlige for os mennesker — og at han ikke har skabt noget i den usynlige, himmelske verden. Det han har skabt i denne højere verden må naturligvis være af en højere natur end det materielle skaberværk som vi er en del af.

4. Hvorfor behøver solen ikke at skinne i den usynlige, himmelske verden?

⁴ Når vi tænker på alle de vidunderlige ting Gud har frembragt her i den materielle verden, og vi så prøver at forestille os de herlige ting han har skabt i den åndelige verden, fyldes vi med ærefrygt. Dér er lyset fra solen ikke nødvendigt. Dér er ingen nat. Skaberen af de lysende sole er selv en lyskilde, en himmelsk sol. Både bogstaveligt og i overført betydning, i moralsk henseende, er disse ord sande: „Gud er lys, og der er slet intet mørke i samhørighed med ham.“ (1 Johannes 1:5) Længe før bibelskribenten Johannes skrev dette, gav salmisten udtryk for at Skaberen var lige så  velkommen som sollyset, idet han skrev: „Gud [Jehova] * er sol og skjold, [Jehova] giver nåde og ære; dem, der vandrer i uskyld, nægter han intet godt.“ — Salme 84:12.

5. Hvilken slags personer har Gud selskab af i den himmelske verden, og hvori adskiller de sig fra menneskene?

⁵ Det er ikke alene fornuftigt men også bibelsk velbegrundet at tro at Gud i den usynlige, åndelige verden har selskab af fornuftbegavede personer af åndelig natur. Han kan have direkte kontakt med disse ånder. De kan se ham, ligesom han kan se dem. Da de er af højere, overmenneskelig natur, opløses eller tilintetgøres de ikke ved synet af Gud. De kan omgås ham direkte og tjene i hans personlige nærhed. (Lukas 1:19) Det var ikke til en engel men til et menneske Gud sagde: „Du kan ikke skue mit åsyn, thi intet menneske kan se mig og leve.“ (2 Mosebog 33:20) Det var endog profeten Moses der fik disse ord at høre.

6. Hvordan er disse ånder blevet til, ifølge Åbenbaringen 4:11?

⁶ Hvordan blev disse ånder i Guds nærhed til? Ja, hvordan blev det første menneskepar til? Som svar vil vi anføre hvad bibelskribenten Johannes i et syn hørte nogle himmelske personer sige mens de tilbad Gud i himmelen. Deres ord lød: „Du er værdig, Jehova, ja vor Gud, til at modtage herligheden og æren og magten, for du har skabt alle ting, og på grund af din vilje var de til og blev de skabt.“ — Åbenbaringen 4:11.

7, 8. Hvad gav Jesus lige efter sin opstandelse udtryk for at en ånd ikke har, og hvad gjorde han med det legeme han viste sig i?

 ⁷ Gud dannede det første menneskepar som skabninger af kød og blod. Forinden havde han dannet sine himmelske tjenere som skabninger af ånd, det vil sige af en natur som er højere end menneskets. Angående dette gav Jesus Kristus en forklaring den dag han opstod fra de døde. Han viste sig for sine disciple, der opholdt sig bag låste døre i et værelse i Jerusalem. For at kunne gøre dette iklædte han sig et legeme som det han døde i. Men disciplene troede det var en ånd de så. Hvad sagde han da til dem? Dette: „En ånd har ikke kød og ben, sådan som I ser jeg har.“ — Lukas 24:36-39.

⁸ Efter at den opstandne Jesus havde talt med de forbløffede disciple, forsvandt han. Han dematerialiserede sig, det vil sige opløste det menneskelegeme og det tøj han viste sig i. Han tog ikke legemet og tøjet med sig til åndeverdenen. Havde han kunnet gøre dette, ville det have betydet at åndeskabninger i himmelen — i hvert fald den herliggjorte Jesus Kristus — havde kød og ben. — 1 Korinter 15:50.

9. Hvilken natur gav Gud sine himmelske skabninger da han frembragte dem?

⁹ I betragtning af det foregående forstår vi at Jehova Gud fra begyndelsen skabte sine himmelske tjenere som åndeskabninger. Han overførte ikke menneskeskabninger af kød, blod og ben her fra jorden til den usynlige, himmelske verden for at de kunne gøre ham selskab der. Den kristne apostel Paulus forklarede hvilken  slags personer det var Gud skabte i himmelen, idet han skrev: „Han gør sine engle til ånder, og sine offentlige tjenere til en ildslue.“ (Hebræerne 1:7) Her citerede apostelen Paulus salmisten David, der skrev at Jehova Gud „gør sine engle til ånder, sine tjenere til en fortærende ild“. (Salme 104:4, NW) Guds eget skrevne ord bevidner således at Gud har magt til at skabe såvel åndeskabninger som menneskeskabninger.

10. Hvordan fremgår det af Første Mosebog 1:26 at åndeskabningerne blev frembragt før menneskene?

¹⁰ Åndeskabningerne blev skabt før menneskene. Det fremgår af en udtalelse af Gud selv som er gengivet i Bibelens første kapitel. Vi læser her: „Derpå sagde Gud: ’Lad os gøre mennesker i vort billede, så de ligner os, til at herske over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr på jorden og alt kryb, der kryber på jorden!’“ (1 Mosebog 1:26) Da Gud sagde: „Lad os gøre mennesker i vort billede, så de ligner os,“ talte han ikke til sig selv, som om han var en toenig eller treenig gud. Han talte til en anden, ja til mindst én himmelsk person eller skabning som ikke var en del af ham selv, og han opfordrede denne åndeskabning til sammen med ham at frembringe jordiske menneskeskabninger.

11. Hvordan viser Job 38:1-7 at der var mere end én person sammen med Gud i himmelen dengang mennesket blev skabt?

¹¹ Da manden og kvinden blev skabt, fandtes der imidlertid mere end blot én åndeskabning i Guds nærhed. Allerede før jorden blev skabt havde Gud frembragt mange åndeskabninger. Det blev den trofaste Job i landet Uz gjort opmærksom på da Gud sagde til ham:  „Hvor var du, da jeg grundede jorden? Sig frem, om du har nogen indsigt! Hvem bestemte dens mål . . . hvem lagde dens hjørnesten, mens morgenstjernerne jubled til hobe, og alle gudssønner råbte af glæde?“ (Job 38:1-7) Dette fandt sted mange tusind år før den sidste del af den sjette skabelsesdag, hvor Gud skabte manden og kvinden. (1 Mosebog 1:27-31) De jublende „gudssønner“ kunne derfor ikke være skabninger der først havde levet på jorden som mennesker og som derefter var blevet overført til Guds nærhed i himmelen. De var fra begyndelsen af deres tilværelse åndeskabninger. Gud befolkede ikke himmelen med beboere fra jorden.

12. Hvilken forskel er der på mennesker og engle hvad evner og tilværelsesplan angår?

¹² De himmelske „gudssønner“ er menneskene overlegne. Derfor sagde salmisten David, efter at han havde givet udtryk for Guds højhed: „Hvad er da et menneske, at du kommer ham i hu, et menneskebarn, at du tager dig af ham? Du gjorde ham lidet ringere end Gud [end dem der er som Gud, NW].“ (Salme 8:5, 6) Med udtrykket „dem der er som Gud“ sigtede David til englene, for en anden bibelskribent forklarer Salme 8:6 i Hebræerbrevet 2:6-9 og benytter dér ordlyden: „Du gjorde ham lidt ringere end engle.“ Hvad evner og tilværelsesplan angår, er menneskene altså ubestrideligt ringere end disse „gudssønner“, de himmelske engle.

ÅNDER I HIMMELEN STÆVNER SAMMEN

13. Hvor har vi den første beretning om stævner i himmelen, og hvem førte forsædet?

¹³ Fra tid til anden forsamles disse himmelske „gudssønner“, og Gud den Allerhøjeste fører forsædet. Det  har han åbenbaret os i sit skrevne ord. Den tidligste beretning vi har om sådanne stævner i himmelen, findes i de to første kapitler i Jobs bog. „Nu hændte det en dag [tidligt i Jobs liv], at Guds sønner kom og trådte frem for [Jehova], og iblandt dem kom også Satan. [Jehova] spurgte Satan: ’Hvor kommer du fra?’ Satan svarede [Jehova]: ’Jeg har gennemvanket jorden på kryds og tværs.’“ Lidt længere fremme, i det følgende kapitel, berettes der om endnu en lejlighed hvor Jehova samles med sine himmelske sønner, og atter er denne åndeskabning der kaldes Satan, til stede. (Job 1:6, 7; 2:1, 2) Disse sammenkomster i den usynlige verden har en hensigt, og den almægtige Gud sørger for at de afvikles på ordnet vis. Alle som er til stede må aflægge regnskab over for ham for hvor de har været og hvad de har foretaget sig. Endog den ånd der kaldes Satan må optræde respektfuldt, selv om han, som navnet siger, er Jehova Guds ærkemodstander.

14. Hvilken forsamling i himmelen omtales i Hebræerbrevet 12:22, 23?

¹⁴ Vedrørende sådanne forsamlinger af Guds åndesønner i himmelen siges der endvidere i Hebræerbrevet 12:22, 23: „I [de kristne hebræere] er kommet til et Zions bjerg og en by der tilhører den levende Gud, et himmelsk Jerusalem, og titusinder af engle, hele forsamlingen.“ Alle disse myriader af engle, der er trofaste mod deres himmelske Fader og nægter at efterligne Satan, udgør én stor himmelsk familie, Guds familie.

15. Hvordan omtalte Paulus den himmelske familie i Efeserbrevet 3:14, 15, og hvordan er denne families medlemmer beslægtede?

¹⁵ Bibelskribenten Paulus omtalte denne himmelske familie. I et brev til kristne som anerkendte Jehova Gud  som deres himmelske Fader, skrev han: „Af den grund bøjer jeg mine knæ for Faderen, hvem enhver slægt [eller familie] i himmelen og på jorden skylder sit navn.“ (Efeserne 3:14, 15) Enhver familie skylder sin fader sit navn og bør leve på en sådan måde at den gør dette navn ære. Da de himmelske „gudssønner“ alle har samme Fader, er de alle brødre.

16. Hvilken himmelsk sammenkomst så profeten Mika i et syn i sidste halvdel af det tiende århundrede f.v.t.?

¹⁶ I sidste halvdel af det tiende århundrede før vor tidsregning fik den israelitiske profet Mika et syn af en sammenkomst som fandt sted i himmelen. Han beskrev det for to konger som havde sluttet forbund med hinanden, Akab og Josafat, idet han sagde: „Så hør da [Jehovas] ord! Jeg så [Jehova] sidde på sin trone og hele Himmelens hær stå til højre og venstre for ham; og [Jehova] sagde: Hvem vil dåre Akab, så han drager op og falder ved Ramot i Gilead? En sagde nu et, en anden et andet; men så trådte en ånd frem og stillede sig foran [Jehova] og sagde: Jeg vil dåre ham!“ — 1 Kongebog 22:19-21.

17. Af hvilken slags skabninger bestod denne hær som fandtes til højre og venstre for Gud?

¹⁷ Læg mærke til at den engel der foreslog en effektiv måde at dåre den onde kong Akab på så han ville falde i slaget, kaldes „en ånd“. Det vidner om at alle i denne „hær“ til højre og venstre for Gud er ånder, ja fornuftbegavede åndeskabninger som adskiller sig fra os mennesker.

18, 19. Hvilket retsmøde i himmelen så Daniel forudskildret i et syn?

¹⁸ Er vi bekendt med at det for længe siden blev fastsat at der her i det tyvende århundrede skulle holdes  et retsmøde i himmelen? Profeten Daniel fik et overnaturligt syn af dette møde for mere end 2500 år siden, mens han var fange og træl i Babylon. I sin beskrivelse af det fortæller han:

¹⁹ „Videre skuede jeg i nattesynerne, og se, der var et fjerde dyr, frygteligt, skrækkeligt og umådelig stærkt; . . . Jeg skuede videre: med ét blev troner sat frem, en gammel af dage tog sæde; . . . Tusinde tusinder tjente ham, og titusind titusinder stod ham til rede. Derpå sattes retten, og bøgerne lukkedes op. . . . Jeg skuede videre i nattesynerne: og se, med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn. Han kom hen til den gamle af dage og førtes frem for ham; og magt og ære og herredom gaves ham, og alle folk, stammer og tungemål skal tjene ham; hans magt er en evig magt, aldrig går den til grunde, hans rige kan ikke forgå.“ — Daniel 7:7-14

20. Hvilken himmelsk søn af Gud er blevet æret så højt som den der i Daniels syn „så ud som en menneskesøn“?

²⁰ Er nogen anden af Guds åndesønner i himmelen blevet æret så højt som denne der i Daniels syn „så ud som en menneskesøn“? Nej. Hvem er denne gudssøn da? Salmisten giver os et fingerpeg herom, for i Salme 89:27, 28 lyder Jehovas ord: „Mig skal han kalde: min Fader, min Gud og min frelses klippe. Jeg gør ham til førstefødt, den største blandt jordens konger.“ Denne udtalelse af Jehova sigter ikke til kong David, med hvem Gud indgik en pagt om et evigt rige i hans kongelige slægt, og heller ikke til Davids efterfølger, kong Salomon. Ingen af disse konger var deres faders førstefødte.  (Salme 89:29-38; 2 Samuel 7:4-17) Senere begivenheder viser at Jehova profetisk sigtede til sin egen „førstefødte“ i himmelen, den søn der havde været sammen med ham i umindelige tider før menneskene blev skabt.

21. Havde Gud, ifølge Åbenbaringen 3:14, en hustru i himmelen dengang han frembragte sin „førstefødte“ søn?

²¹ En og anden vil måske spørge: Hvordan kunne Gud have en „førstefødt“, når han på det tidspunkt ikke havde nogen hustru i himmelen? Som svar kan vi anføre en udtalelse af den førstefødte selv. I Bibelens sidste bog, Åbenbaringen, kapitel 3, vers 14, præsenterer han sig med disse ord: „Dette siger Amen, det trofaste og sande vidne, Guds skaberværks begyndelse.“ Det var den opstandne og herliggjorte Herre Jesus Kristus der sagde dette. Han er „det trofaste og sande vidne“, og han lyver derfor ikke. Han siger selv at han er „Guds skaberværks begyndelse“. Følgelig kan Gud ikke have haft nogen hustru før denne søn blev skabt.

22. Hvordan omtalte Jesus Jehova, til trods for at han var skabt og ikke født?

²² Selv om Jesus altså er skabt og ikke født, omtaler han gentagne gange Jehova som sin Fader. (Åbenbaringen 3:21; 14:1) Han betegner også sin Fader som sin Gud. I Åbenbaringen 3:12 siger han: „Den der sejrer, ham vil jeg gøre til en søjle i min Guds tempel, . . . og jeg vil skrive min Guds navn på ham og navnet på min Guds by.“ Dette stemmer overens med det han efter sin opstandelse sagde til Maria Magdalene i nærheden af den tomme grav: „Gå til mine brødre og sig til dem: ’Jeg stiger op til min Fader og jeres Fader og til min Gud og jeres Gud.’“ (Johannes 20:17) Dette fandt sted  den 16. nisan år 33, den tredje dag efter at han på marterpælen, som han var blevet naglet til for at dø, havde råbt: „Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?“ Og til slut: „Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.“ — Mattæus 27:46; Markus 15:34; Lukas 23:46; Salme 22:2; 31:6.

GUDS „ENESTEFØDTE SØN“

23. Hvornår blev Jesus Kristus skabt i forhold til Guds øvrige skaberværk, eftersom han var Guds „enestefødte søn“?

²³ Hvordan betegnede Jesus Kristus sig selv da han talte med den jødiske leder Nikodemus? Vi læser: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ (Johannes 3:16) Ved at omtale sig selv som Guds „enestefødte søn“ gav Jesus til kende at han var Guds „førstefødte“. Denne „førstefødte“, denne „enestefødte søn“, var både det første og det sidste som Gud skabte af intet, direkte og uden nogen andens medvirken. I overensstemmelse med at Jesus kaldte sig „Guds skaberværks begyndelse“, betegnede apostelen Paulus ham som „den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte“. (Kolossenserne 1:15) Alt hvad der blev frembragt efter at Gud havde skabt „al skabnings førstefødte“, skabte Gud i samarbejde med sin „enestefødte søn“.

24. Ved hjælp af hvem blev alt andet skabt af Gud, ifølge Kolossenserbrevet 1:15, 16 og Johannes 1:1-3?

²⁴ Denne tanke bekræftes af apostelen Paulus, for efter at Paulus har omtalt „al skabnings førstefødte“ siger han videre: „Ved hjælp af ham er alle de andre ting  blevet skabt i himlene og på jorden, de synlige og de usynlige.“ (Kolossenserne 1:16) På denne baggrund forstår vi også apostelen Johannes’ ord i Johannes 1:1-3: „I begyndelsen var Ordet [græsk: Logos], og Ordet [Logos] var hos Gud, og Ordet [Logos] var en gud. Denne var i begyndelsen hos Gud. Alt er blevet til gennem ham, og uden ham er end ikke én ting blevet til.“ I Bibelens sidste bog, der også er skrevet af Johannes, får vi at vide at den herliggjorte Jesus Kristus bærer titlen „Guds Ord“ (ikke ’Gud Ordet’): „Og det navn han bærer er Guds Ord [Logos].“ — Åbenbaringen 19:13.

25. Hvorfor havde Logos forrangen, og hvilken opgave fik han derfor?

²⁵ Den der kaldes „Guds skaberværks begyndelse“, fik ret og værdighed som Guds „førstefødte“, Guds „enestefødte søn“. Som den førstefødte havde han forrangen fremfor alle fremtidige „gudssønner“. (Kolossenserne 1:18) Derfor kom han til at samarbejde med sin himmelske Fader da „alle andre ting“ i himmelen og på jorden skulle frembringes.

26. Hvorfor blev de åndeskabninger der blev frembragt ved hjælp af Logos, ikke betegnet som Logos’ sønner?

²⁶ Da de talløse „gudssønner“ blev frembragt ved hjælp af Ordet eller Logos, må den hellige ånd fra Gud, hans Fader, have virket magtfuldt på ham og gennem ham. Den var med ham og virkede for ham. Den må have virket på samme måde som den gjorde langt senere, mens han var et fuldkomment menneske på jorden og udførte mirakuløse helbredelser. Han sagde da at det var ved hjælp af Guds ånd han uddrev dæmoner. (Lukas 11:20; Mattæus 12:28) Eftersom det var Jehova Guds ånd der virkede gennem Logos i himmelen,  betragtede disse „gudssønner“, der blev frembragt ved hjælp af Logos, ikke ham men Jehova Gud som deres Skaber og Fader. De kaldes ikke Logos’ sønner. De kaldes „Guds sønner“. — Job 1:6; 2:1; 38:7.

27. Til hvem sagde Gud: „Lad os . . .,“ ved menneskets skabelse, og hvorfor var han den rette til at sige dette?

²⁷ Det er således klart at Gud — da han på sin sjette skabelsesdag sagde: „Lad os gøre mennesker i vort billede så de ligner os“ — talte til sin „førstefødte“, sin „enestefødte søn“. (1 Mosebog 1:26, 31) Da han overvejede at skabe de himmelske engle, heriblandt keruberne og seraferne, kan han ligeledes have sagt: „Lad os . . .,“ til denne søn. I sin egenskab af den Højeste og alle tings Skaber var det Jehova Gud der afgjorde hvad der skulle frembringes. Englene skulle være hans sønner. Som vordende Fader bestemte han hvornår han ville have flere himmelske åndesønner. Hans ånd var den eneste virksomme kraft hvorved der kunne frembringes flere skabninger.

28. Hvilke „gudssønner“ så Adam og Eva ved havens indgang da de var drevet ud af Paradiset, og hvordan blev det glimtende flammesværd holdt i bevægelse?

²⁸ En dag viste nogle af Guds kerubsønner sig synligt ved indgangen til Edens have. Hvorfor? Fordi det menneskepar, Adam og Eva, havde gjort mod oprør Gud og var blevet udvist af deres paradisiske hjem. Keruberne blev sat ved havens indgang for at hindre de to syndere i at vende tilbage til haven og søge at modvirke dødsstraffen. (1 Mosebog 3:24) Det var materialiserede keruber Adam og Eva så. „Det glimtende flammesværd“ eller „det flammende sværdblad som  uophørlig vendte sig i alle retninger“ (NW) ved havens indgang, blev uden tvivl holdt i bevægelse af Guds hellige ånd for at holde de uhellige mennesker på afstand.

29. Hvilken slags gudssønner så Esajas i et syn, og hvilken slags så Ezekiel senere?

²⁹ I det ottende århundrede før vor tidsregning så profeten Esajas i et syn nogle andre „gudssønner“, nemlig serafer. Disse serafer tjente Jehova Gud i hans tempel. (Esajas 6:1-7) I det følgende århundrede fik profeten Ezekiel i Babylon et syn hvori han så nogle keruber. — Ezekiel 1:1-25; 9:3; 10:1-20; 11:22.

30, 31. Hvoraf fremgår det at keruberne bevæger sig hurtigt når Gud sender dem ud, og hvilken regering har de tilknytning til?

³⁰ Keruberne, der her betegnes som „levende væsener“, må bevæge sig af sted med meget stor hastighed når Gud sender dem ud for at udføre en opgave. Da Gud ved en lejlighed efterkom en anmodning om hjælp, „kom [han] ridende på en kerub og . . . kom flyvende, og han kom farende på en ånds vinger.“ — Salme 18:10, NW.

³¹ I åndeverdenen er der øjensynlig umådelige afstande som må tilbagelægges på kort tid. Men afstande var ikke nogen hindring for at kong Ezekias af Jerusalem kunne få hurtig hjælp da han i en national krisesituation gik ind i templet for at bede til Gud. I bønnen sagde han: „Hærskarers [Jehova], Israels Gud, du, som troner over keruberne, du alene er Gud over alle jordens riger.“ (Esajas 37:14-37) Keruberne er underlagt Jehova Gud; det er som om han troner over dem. De er også tilknyttet hans rige, der hastigt vil komme den nødstedte menneskehed til undsætning. Hermed  stemmer de indledende ord i den profetiske salme: „[Jehova] har vist, han er konge, folkene bæver, han troner på keruber, jorden skælver!“ (Salme 99:1; også 80:2) At Jehova indtager en højere stilling end keruberne kom også til udtryk i forbindelse med pagtens ark, som profeten Moses fik besked på at lave. — Hebræerne 9:5.

32. Hvordan blev Jehovas stilling i forhold til keruberne anskueliggjort i forbindelse med pagtens ark som Moses byggede?

³² I denne guldbeklædte ark eller kiste opbevarede man visse hellige genstande. På dens låg var anbragt to guldkeruber som med udbredte vinger dækkede over låget, der også kaldtes sonedækket eller nådestolen. Da denne ark blev stillet i det Allerhelligste i tabernaklet, og senere i templet, viste der sig et mirakuløst lys (shekina-lyset) over kerubernes vinger. (2 Mosebog 25:10-22; 2 Kongebog 19:15) Jehova blev således fremstillet som om han tronede over keruberne og gav anvisninger og instruktioner derfra. Moses fortalte hvordan han selv oplevede dette: „Da Moses gik ind i åbenbaringsteltet for at tale med [Jehova], hørte han røsten tale til sig fra sonedækket oven over vidnesbyrdets ark, fra pladsen mellem de to keruber. Og han talede til ham.“ — 4 Mosebog 7:89.

ET STED MED STOR AKTIVITET

33. Hvorfor udfoldes der uden tvivl større aktivitet i himmelen end på jorden?

³³ Himmelen er ikke et sted hvor man tager den med ro og driver omkring, et sted hvor man blot ligger og daser på en sky der langsomt glider af sted. Den mest aktive person der overhovedet findes, den centrale kilde  til al dynamisk energi, lever dér. Hans hellige ånd, hans virksomme kraft, gennemtrænger alle de usynlige himle. Den aktivitet der udfoldes i den himmelske verden af dem der tjener Jehova dér, må langt overstige den aktivitet der udfoldes på jorden. Det er helt ufattelige afstande — afstande som slet ikke er mulige på jorden, og heller ikke mellem jorden og månen — der må tilbagelægges i tjenesten for Jehova Gud, den universelle Suveræn. Der er uden tvivl meget andet at tage vare på end at ofre vor forholdsvis lille planet, Jorden, opmærksomhed. Lad os ikke være blinde for alt det der foregår i himmelen, blot fordi vi ikke kan se det med det bogstavelige øje. Vi har al mulig grund til at se det med troens øjne. — Hebræerne 11:1, 27.

34, 35. Hvordan gav salmisten David udtryk for at han anerkendte englenes overlegne egenskaber, og hvad kan vi mennesker lære af englene?

³⁴ I overensstemmelse med Jehova Guds hensigter fører hans himmelske sønner et meget aktivt liv. De er i stand til at udrette langt mere end vi mennesker. De er overmenneskelige. Vi kan ikke måle den kraft de er i besiddelse af. Ifølge bibelhistorien har de, med den hellige ånds hjælp, været i stand til at udføre mange ting som videnskaben ikke kan give nogen forklaring på.

³⁵ David anerkendte deres overmenneskelige evner da han rettede sin opmærksomhed mod dem og sagde: „Lov [Jehova], I hans engle, I vældige i kraft, som gør, hvad han byder, så snart I hører hans røst. Lov [Jehova], alle hans hærskarer, hans tjenere, som fuldbyrder hans vilje.“ (Salme 103:20, 21) Ved at gøre Jehovas vilje sætter disse hærskarer af engle et ypperligt eksempel  som vi mennesker på jorden bør efterligne. Hvis disse mægtige, overmenneskelige skabninger ikke holder sig for gode til at tjene deres Skaber, har vi svage, skrøbelige mennesker slet ingen grund til at være så indbildske og selvglade at vi sætter os op mod ^Jehova Gud og ikke føler det ringeste ansvar over for ham. Vi gør klogere i at lovprise ham.

36. Hvordan ytrer den hellige ånd sig overalt i himmelen, og hvorfor vil enheden blandt de himmelske skabninger ikke blive forstyrret?

³⁶ Den hellige ånd fra Gud ytrer sig overalt i himmelen ved at hans enestefødte søn, hans keruber, hans serafer og alle hans engle i kærlighed tjener ham, den eneste levende og sande Gud. Denne ånd, som alle disse loyale himmelske skabninger har fået del i, udvirker iblandt dem en „åndens enhed i fredens forenende bånd“, for at låne et udtryk fra Efeserbrevet 4:3. De samarbejder alle under den højeste Gud, Jehova. Deres enige tjeneste under udførelsen af alle deres forskelligartede pligter er i virkeligheden en tilbedelse af ham. Deres enhed i tjeneste og tilbedelse vil aldrig blive forstyrret, end ikke af dæmoner.

37. Hvem i himmelen fører an i tilbedelsen af og tjenesten for Gud, og hvordan blev der udtrykt anerkendelse af dette i det syn Johannes beretter om i Åbenbaringen 5:11-14?

³⁷ I denne ubrydeligt loyale tjeneste og tilbedelse er det Jehovas „førstefødte“, hans „enestefødte søn“, der fører an. Han var endog villig til at tjene som et offerlam her på jorden. De trofaste himmelske hærskarer viser ikke mindre anerkendelse af denne selvopofrelse end vi kristne. Som en bekræftelse af dette fik apostelen Johannes et syn af en begivenhed i himmelen som får sin opfyldelse her i det tyvende århundrede:

 „Og jeg så, og jeg hørte en røst af mange engle rundt om tronen og de levende skabninger og de ældste, og tallet på dem var ti tusind gange ti tusind og tusind gange tusind, og de sagde med høj røst: ’Lammet, det slagtede, er værdigt til at modtage magten og rigdommen og visdommen og styrken og æren og herligheden og velsignelsen.’ Og hver skabning i himmelen og på jorden og under jorden og på havet, og alt hvad der er i dem, hørte jeg sige: ’Ham som sidder på tronen, og Lammet, tilkommer velsignelsen og æren og herligheden og magten i evighedernes evigheder.’ Og de fire levende skabninger gav sig til at sige: ’Amen!’ og de ældste faldt ned og tilbad.“ — Åbenbaringen 5:11-14.

38. Hvilket valg må vi træffe i betragtning af dette syn, og hvad må vi gøre for at blive begunstiget med hellig ånd fra Gud?

³⁸ Hvordan stiller vi os — vi der lever på jorden og endnu ikke befinder os „under jorden“, i gravene? Vi må træffe et valg. Vil vi være med til at opfylde dette profetiske syn? Vil vi sammen med de tusindtallige hellige engle vise Lammet, Guds søn, tilbørlig ære, og vise ham der sidder på tronen, Jehova Gud, ægte hengivenhed? Hvis vi af egen fri vilje gør dette, vil vi, ligesom de herlige himmelske hærskarer, blive begunstiget med hellig ånd fra alle fuldkomne gavers Giver, Jehova Gud. — Jakob 1:17.

[Fodnote]

[Studiespørgsmål]