Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Den hellige ånds virke på mennesker der levede før Kristus

Den hellige ånds virke på mennesker der levede før Kristus

Kapitel 4

Den hellige ånds virke på mennesker der levede før Kristus

1. Hvordan er Bibelen i sig selv et modbevis mod den påstand at der ikke skulle findes en hellig ånd?

MATERIALISTISKE mennesker tager fejl når de påstår at der ikke findes en hellig ånd. Et synligt resultat af åndens virke i fortiden eksisterer nemlig den dag i dag, endog på hele jorden — skønt mennesker og nationer har gjort hvad de kunne for at udslette det. Dette uforgængelige resultat af den hellige ånds virke er den bog der kaldes Bibelen. På trods af voldsom modstand fra både mennesker og dæmoner er denne hellige bog nu mere udbredt end nogen anden bog i verden. Og der er mænd og kvinder som er rede til at forsvare den med deres liv.

2. I hvilken henseende adskiller Bibelen sig ikke fra andre bøger?

2 Det er tydeligt at Bibelen adskiller sig fra alle andre bøger. Ganske vist er den som enhver anden bog skrevet af mennesker, det må indrømmes, og ingen vil påstå andet. Men hvilke mennesker var det der skrev den? Og hvis tanker og meninger var det de skrev? Det er dét der betyder noget.

3-5. (a) Hvad siger Bibelen selv om sin nedskrivning? (b) Hvordan bekræfter Peter dette i Andet Petersbrev 1:15-21?

3 Bibelen siger selv at dens indhold, bestående af seksogtres mindre bøger, er skrevet af mennesker. Den forklarer også hvilken slags mennesker det var. Og den viser hvilken kraft det var der drev disse mennesker til at skrive. Der var en ånd der virkede på dem. Denne ånd kan ikke tilskrives Satan Djævelen, for han har altid været besluttet på at vildlede hele den beboede jord. Ånden bag Bibelens nedskrivning var ikke den ånd der står bag den nuværende gamle tingenes orden. Hvilken slags mennesker der skrev Bibelen og hvilken ånd der tilskyndede dem til det, får vi at vide i denne korte erklæring af apostelen Peter, der døde som martyr for den sande kristendom:

4 „Jeg vil også til enhver tid gøre mit yderste for at I efter min bortgang [martyrdød] skal kunne minde jer selv om disse ting. Det var jo ikke snedigt opfundne fabler vi fulgte da vi gjorde jer bekendt med vor Herres Jesu Kristi kraft og nærværelse; nej, vi havde været øjenvidner til hans storhed. For han modtog ære og herlighed fra Gud, Faderen, da ord som disse blev fremført for ham af den storslåede herlighed: ’Dette er min søn, min elskede, som jeg selv har godkendt.’ Ja, disse ord hørte vi blive fremført fra himmelen mens vi var sammen med ham på det hellige bjerg.

5 Derfor har vi det profetiske ord mere stadfæstet; det gør I vel i at give agt på — som på en lampe der skinner på et mørkt sted, indtil dagen bryder frem og en dagstjerne står op — i jeres hjerter. For I ved først og fremmest dette, at ingen profeti i Skriften udspringer af nogen privat fortolkning. For aldrig er en profeti blevet fremført ved et menneskes vilje, men mennesker udtalte ord fra Gud idet de blev ført af hellig ånd.“ — 2 Peter 1:15-21.

6. Hvordan bekræftes Peters omtale af Jesu forklarelse, og hvad bevirkede at hans to breve blev inspirerede skrifter?

Peter var selv en af de mænd der skrev og udtalte ord fra Gud „idet de blev ført af hellig ånd“. Ført af ånden aflagde han et sandfærdigt vidnesbyrd om det som han og apostlene Jakob og Johannes havde set og hørt da Jesus Kristus blev forvandlet eller forklaret på et højt bjerg i Palæstina. Tre andre af Kristi disciple fortalte også i deres beretninger om Jesu Kristi forklarelse, der fandt sted nogle måneder før hans voldsomme død uden for Jerusalems mure. (Mattæus 17:1-9; Markus 9:2-9; Lukas 9:28-36) Peters vidnesbyrd bekræftes således af pålidelige mænd. De to breve i Bibelen der bærer Peters navn er skrevet af Peter, et menneske, men det vil ikke sige at deres indhold er af menneskelig oprindelse. Peters breve blev til under indflydelse af hellig ånd. Følgelig blev de inspireret af Jehova Gud, kilden til hellig ånd.

7. Hvordan viste Peter i Andet Petersbrev 3:15, 16 at han regnede Paulus’ skrifter med til den inspirerede bibel?

7 I sit andet brev regnede Peter apostelen Paulus’ breve med til de inspirerede bibelskrifter. Han skrev: „Regn desuden vor Herres tålmodighed for frelse, ligesom også vor elskede broder Paulus ifølge den visdom der er givet ham, har skrevet til jer, når han taler om disse ting, sådan som han også gør i alle sine breve. I dem er der imidlertid nogle ting som er vanskelige at forstå og som de uoplyste og ubefæstede fordrejer, sådan som de også gør med de øvrige skrifter, til deres egen undergang.“ (2 Peter 3:15, 16) I dag er der kritikere som påstår at de breve Paulus skrev, blot indeholder hans egne mennesketanker. Sådanne kritikere fordrejer Skrifterne, „til deres egen undergang“.

8. Hvad sagde Paulus i Andet Timoteusbrev 3:16, 17 om de skrifter der er affattet af mænd som udtalte og skrev ord fra Gud?

8 Angående de hellige skrifter der blev affattet af mænd som skrev og udtalte ord fra Gud, sagde apostelen Paulus: „Hele Skriften er inspireret af Gud [bogstaveligt: gud-indåndet (theoʹpneustos)] og gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed, så Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning.“ — 2 Timoteus 3:16, 17; se Kingdom Interlinear Translation.

9. Hvad kunne Paulus, ud fra disse skrifter, vise med hensyn til grundlaget for kristendommen?

9 Paulus var selv et sådant ’Guds-menneske’ som var fuldt ud dygtigt. Han var velbevandret i de gamle hebraiske skrifter. Han henviste ofte til disse inspirerede skrifter for at bevise at den sande kristendom hvilede på et gudgivent grundlag. — Apostelgerninger 17:3.

10. Hvorfor går Bibelens profetier stadig i opfyldelse den dag i dag, selv om mennesker ikke på forhånd har vidst hvordan Gud ville gennemføre det han forudsagde?

10 Det er ikke uden grund at Bibelens profetier går i opfyldelse, også her i det tyvende århundrede. De er nemlig ikke fremsat af mennesker som i egen kraft har forsøgt at tyde hvordan verdensbegivenhederne ville udvikle sig. Tværtimod stammer de fra Gud, som har ladet dem udtale og nedskrive af sine hengivne tjenere. Skønt vi mennesker ikke er klar over hvordan det går til, sørger Gud også for at profetierne går i opfyldelse. Det gav Peter udtryk for da han, henvendt til en jødisk folkemængde i templet i Jerusalem, sagde: „På denne måde har Gud opfyldt det han forud havde forkyndt gennem alle profeternes mund, at hans Messias skulle lide. . . . Jesus, som det dog er nødvendigt at himmelen beholder indtil tiderne for genoprettelsen af alt det som Gud har talt om gennem sine hellige profeters mund fra gammel tid.“ (Apostelgerninger 3:18-21) Bibelen indeholder altså profetier fra den Gud der ikke lyver. Hans ord er sandt, også når han taler gennem jordiske profeter.

11. Hvordan understregede Peter, da han talte til menigheden på et hundrede og tyve disciple i Jerusalem, at Guds profetier nødvendigvis måtte gå i opfyldelse?

11 Eftersom Bibelens profetier stammer fra Gud og er blevet formidlet ved hjælp af hans hellige ånd, må de nødvendigvis gå i opfyldelse. Denne tanke gav Peter også udtryk for. Til en menighed på omtrent et hundrede og tyve disciple i Jerusalem sagde han: „Mænd, brødre, det var nødvendigt at det skriftsted blev opfyldt som den hellige ånd forud havde udtalt gennem Davids mund om Judas, der blev vejviser for dem som arresterede Jesus.“ — Apostelgerninger 1:15, 16.

12. Hvordan gav Peter og andre disciple i en bøn udtryk for at Davids ord i Salme 2:1 var gået i opfyldelse?

12 Senere forenede Peter og hans meddisciple sig i en bøn hvori de omtalte endnu en af Davids profetier som nødvendigvis måtte gå i opfyldelse. I Apostelgerninger 4:24, 25 læser vi: „Da de hørte dette hævede de alle som én deres stemmer til Gud og sagde: ’Suveræne Herre, du er den der har dannet himmelen og jorden og havet og alle ting i dem, og som ved hellig ånd har sagt gennem vor forfader, din tjener Davids mund: „Hvorfor rejste nationer sig i oprør og pønsede folkeslag på tomme ting?“’“ (Salme 2:1) Disse kristne i det første århundrede var altså klar over at de hellige hebraiske skrifter var et produkt af Guds hellige ånd, et resultat af at ånden havde virket på mennesker der levede før Kristus.

13. (a) Hvem havde ifølge Anden Samuelsbog 23:1-3 æren for de dele af De hebraiske Skrifter som David affattede? (b) Hvad var grunden til at de profetier som David havde udtalt, gik i opfyldelse?

13 Da salmisten David nævnes ved navn her, kunne vi spørge: Hvordan så David på det at udtale og skrive ord som senere blev en del af de hellige hebraiske skrifter? Han tog ikke selv æren for det han skrev — og som er blevet bevaret fordi det har særlig værdi og betydning endda for os der lever i dag. I en beretning om denne salvede konge for hele Israels folk står der: „Dette er Davids sidste ord: ’Så siger David, Isajs søn, så siger manden, højt ophøjet, Jakobs Guds salvede, helten i Israels sange: Ved mig talede [Jehovas] Ånd, hans ord var på min tunge. Jakobs Gud talede til mig, Israels klippe.’“ (2 Samuel 23:1-3) At Davids profetier gik i opfyldelse, skyldtes altså ikke hans egen fremsynethed eller hans evne til at foretage private fortolkninger. Årsagen var derimod Guds ånd som virkede på ham, og Guds ledelse af begivenhedernes gang.

14. Hvordan gav Esajas og Jeremias udtryk for at de ikke selv var ophav til de skrifter de affattede?

14 David var ikke den eneste der bekendte at han ikke selv var ophav til de dele af de hellige skrifter han affattede. Andre profeter hvis inspirerede bøger er bevaret i Bibelen, indrømmede også ærligt at det var Jehova Guds ord der kom til dem. For eksempel indledte Esajas sin store profetiske bog med ordene: „Det syn, som Esajas, Amoz’ søn, skuede om Juda og Jerusalem, i de dage, da Uzzija, Jotam, Akaz og Ezekias var konger i Juda. Hør, I himle, lyt, du jord, thi [Jehova] taler.“ (Esajas 1:1, 2) Og Jeremias indledte sin store profetiske bog på denne måde: „Ord af Jeremias, Hilkijas søn, en af præsterne i Anatot i Benjamins land, til hvem [Jehovas] ord kom i Amons søns, kong Josias af Judas, dage, i hans herredømmes trettende år.“ — Jeremias 1:1, 2.

STORE GERNINGER I FORTIDEN I KRAFT AF HELLIG ÅND

15. Hvordan har den hellige ånd der stod bag Bibelens nedskrivning, vist sig at være mægtigere end store feltherrers sværd?

15 Der er ingen grund til at forklejne eller foragte det den hellige ånd har frembragt i form af hellige skrifter. Den pen som Guds hellige ånd førte i bibelskribenternes hånd, har vist sig at være langt mægtigere end sværdet i Cæsars, Napoleon Bonapartes og Adolf Hitlers hånd. Imidlertid har den hellige ånd også været årsag til bedrifter som er langt mere dramatiske og iøjnefaldende end det at skrive med pen og blæk. Der berettes om mænd i fortiden som udførte vældige gerninger ved hjælp af denne mægtige kraft fra den usynlige og almægtige Gud.

16, 17. (a) Hvorfra stammede den kraft der skilte vandet i Det røde Hav da Moses rakte sin stav ud over det? (b) Hvordan bekræftes det rette svar i Esajas 63:11-14?

16 For eksempel er der Moses, som skrev de fem første bøger i Bibelen. I år 1513 f.v.t. stod han på Det røde Havs vestbred. Han rakte staven i sin højre hånd ud over havet, og se! vandet delte sig så israelitterne kunne komme over på den anden side før de forfølgende ægyptere nåede at indhente dem. Var det dynamisk energi fra Moses selv der forårsagede dette mirakel? Afgjort ikke! Det var ikke Moses men den himmelske kilde til al energi der var ophav til den uimodståelige kraft der var i stand til at dele vandet som spærrede vejen for de flygtende israelitter. (2 Mosebog 14:21 til 15:21) Når Jehovas tjenere i dag tugtes og udsættes for vanskeligheder, kan de derfor erindre sig hvad Jehova udrettede dengang, og spørge:

17 „Hvor er han, som drog sit småkvægs hyrde op af vandet [som førte dem op af havet med sin hjords hyrder (Moses og Aron), NW] ? Hvor er han, som lagde sin hellige Ånd i hans hjerte, lod vandre sin herlige arm [sin styrke] ved Moses’ højre, kløvede vandet for dem og vandt et evigt navn, førte dem gennem dybet som en hest på steppen? Som kvæg, der går ned i dalen, snubled de ikke. Dem ledte [Jehovas] Ånd. Således ledte du dit folk for at vinde dig et herligt navn.“ — Esajas 63:11-14.

18. Hvordan vil den samme Gud ’vinde sig et herligt navn’ her i det tyvende århundrede?

18 Disse vers fra Esajas’ profeti omtaler det der skete da Moses’ folk blev udfriet fra trældommen i det gamle Ægypten. Dengang, i foråret 1513 f.v.t., vandt Gud sig et udødeligt navn, et overmåde herligt navn. Men også nu, i det tyvende århundrede, er tiden kommet hvor, Gud vil ’vinde sig et herligt navn’. Han vil igen udvirke en udfrielse som dengang ved Det røde Hav, blot i langt større målestok. Lykkelig enhver for hvem Guds navn, Jehova, da bliver „herligt“.

19. Hvordan viste Moses’ tro sig at være berettiget?

19 Lad os derfor ikke undervurdere den virksomme kraft som Jehovas hellige ånd er i besiddelse af. Den er lige så virksom i dag som den var for tre tusind fem hundrede år siden. Profeten Moses undervurderede ikke dens styrke. Han troede på den guddommelige kilde til denne ånd der kunne udvirke mirakler; og som han troede, sådan skete det: „Ved tro gik de gennem Det røde Hav som over tørt land, mens ægypterne blev opslugt da de vovede sig ud i det.“ (Hebræerne 11:29) På denne måde viste Gud at han belønner dem der tror på ham. (Hebræerne 11:6) Læg også mærke til beretningen om den trofaste Moses og Guds ånd i Fjerde Mosebog 11:16, 17, 24-29.

20, 21. (a) Hvorfor må de der i fortiden udviste tro på Gud, have haft et vist mål af hellig ånd? (b) Hvilke troens mænd nævnes i Hebræerbrevet 11:4-7, og hvad siges der om dem?

20 Ifølge Galaterbrevet 5:22, 23 hører troen med til „åndens frugt“. De der udviser tro på Gud må derfor have del i hans ånd. I Hebræerbrevets ellevte kapitel omtales en lang række troende mænd og kvinder som levede i tiden før Kristus. Tilsammen udgør de ’en stor sky af vidner der omgiver os’. (Hebræerne 12:1) Det første vidne for Jehova Gud der nævnes i beretningen, er Kains yngre broder Abel, Adam og Evas søn. Men der var også andre som lagde tro for dagen før den verdensomspændende vandflod (2370-2369 f.v.t.). I Hebræerbrevet 11:4-7 finder vi navnene på tre antediluvianske vidner for den højeste Gud. Vi læser:

21 „Ved tro frembar Abel et offer for Gud af større værdi end Kain gjorde, ved hvilken tro han fik det vidnesbyrd at han var retfærdig, idet Gud vidnede med hensyn til hans offergaver; og ved den taler han endnu, skønt han er død. Ved tro blev Enok taget bort så han ikke så døden, og han var ingen steder at finde fordi Gud havde taget ham bort; før han blev taget bort fik han nemlig det vidnesbyrd at han havde Guds velbehag. Men uden tro er det umuligt at have hans velbehag, for den der nærmer sig Gud må nødvendigvis tro at han er til og at han bliver deres belønner som ivrigt søger ham. Ved tro byggede Noa gudfrygtigt, efter at være blevet advaret af Gud om ting som endnu ikke sås, en ark til redning for sin husstand; ved denne tro fordømte han verden, og han blev arving til den retfærdighed der er en følge af tro.“

22. Hvordan fremgår det at hver af disse tre mænd havde et vist mål af hellig ånd?

22 Abel, Enok og Noa nævnes specielt, fordi de i særlig grad udmærkede sig ved deres tro. Men der var også Noas hustru og deres tre sønner og tre svigerdøtre, som gik ind i arken sammen med Noa og blev bevaret i live under den jordomspændende vandflod. (1 Peter 3:19, 20) Abel må have haft et vist mål af hellig ånd, for han bar en af åndens frugter, nemlig tro. Der kan heller ikke være nogen tvivl om at Enok, Jereds søn, havde del i den hellige ånd, for i henhold til Judas 14, 15 benyttede Gud Enok til at fremsætte den første profeti vi kender der er udtalt af mennesker. (1 Mosebog 5:18-24) Noa blev også brugt som Jehovas profet. Han var „en forkynder af retfærdighed“. (2 Peter 2:5; 1 Mosebog 9:24-29) Hvem vil bestride at Noa udførte en bemærkelsesværdig bedrift midt i en verden af ugudelige? Dog udførte han ikke sit modige værk i egen kraft. Bag ham stod Guds hellige, virksomme kraft.

23, 24. (a) Hvilken egenskab lagde Gud for dagen mens Noas ark blev bygget? (b) Hvilken beslutning traf Gud ifølge Første Mosebog 6:1-3, og hvorfor?

23 I Noas dage var Guds ånd også virksom over for menneskeheden i almindelighed. Mens arken blev bygget, ’ventede Guds tålmodighed’. (1 Peter 3:20) Som følge af Guds store overbærenhed og selvbeherskelse havde de afvegne mennesker mulighed for at ændre sind i det tidsrum de så arken blive bygget og hørte Noa ’forkynde retfærdighed’. Men hvem gav agt på Guds ånds virke? Kun Noa og hans hustru og deres tre sønner, Sem, Kam og Jafet, og disses hustruer. Gud havde ikke i sinde i det uendelige at gøre sig særlige bestræbelser for menneskenes skyld og ligefrem kæmpe med dem for at redde dem. I Første Mosebog 6:1-3 får vi at vide hvad Gud besluttede sig til og hvordan forholdene var på jorden da han traf sin beslutning:

24 „Da nu menneskene begyndte at blive talrige på jorden og der fødtes dem døtre, fik gudssønnerne øje på menneskedøtrenes skønhed, og de tog så mange af dem, som de lystede, til hustruer. Da sagde [Jehova]: ’Min Ånd skal ikke for evigt blive i [virke på, NW] menneskene, eftersom de jo dog er kød; deres dage skal være 120 år.’“

25. Hvad ville Gud gøre når tiden var udløbet, for at give menneskeheden en ny start?

25 At „gudssønnerne“ materialiserede sig og indgik ægteskaber med ’menneskedøtrene’, var oprørende og chokerende. Det skulle ikke have lov at fortsætte i det uendelige. Det var den beslutning Gud traf. Derfor ville hans ånd kun vise tålmodighed i endnu et hundrede og tyve år. Når den tid var gået, ville han sørge for en vældig forandring. Så ville hans langvarige tålmodighed være opbrugt, og han ville ikke længere lægge bånd på sig selv. De blandede ægteskaber mellem de materialiserede engle og de jordiske kvinder ville blive bragt til ophør ved hjælp af en verdensomspændende vandflod der ville overskylle selv de højeste bjergtoppe! I sikkerhed i den kæmpemæssige, vandtætte ark ville Noa og hans familie, som var rene og ubesmittede medlemmer af menneskeslægten, overleve katastrofen så de kunne give menneskeheden en ny start. Den daværende verden af ugudelige mennesker skulle ikke længere få lov at krænke eller bedrøve Guds ånd. Gud ville ikke lade den ustraffet. — Se Efeserbrevet 4:30; Esajas 63:10; Hebræerbrevet 10:29.

26, 27. (a) Hvilket andet byggeprojekt støttede Gud over otte hundrede år efter at Noa havde bygget arken? (b) Hvor stor var Noas ark i forhold til det hellige tabernakel og dets forgård?

26 Ved hjælp af de gudfrygtige overlevende, hvis menneskelige natur var ren og ublandet, gav Gud således menneskeslægten en ny og retfærdig start. Med dette for øje havde han støttet Noa mens denne byggede arken. Over otte hundrede år senere støttede Gud et andet vigtigt byggeprojekt. I den lovsamling han gav profeten Moses på Sinaj bjerg, krævede han at der skulle bygges et helligt tabernakel.

27 Ved dette hellige åbenbaringstelt skulle Israels folks tolv stammer regelmæssigt samles med deres Gud, og hans præster skulle her frembære sonofre for hele folket. Tabernaklet med den indhegnede forgård som omgav det, var ikke så stort et bygningsværk som Noas ark. Noas ark kunne have rummet tabernaklets forgård ni gange — tre gange på hvert af sine tre stokværk. Konstruktionen af Noas ark krævede stor teknisk snilde, som Gud kunne give Noa og hans sønner. Opførelsen af Israels tabernakel krævede derimod kunstnerisk snilde.

28. Hvordan fremgår det af Anden Mosebog 31:1-6 at Gud støttede tabernaklets opførelse med sin ånd?

28 Efter at Gud havde givet israelitterne besked på at bygge tabernaklet, støttede han også byggeriet. Hvordan? Svaret finder vi i Anden Mosebog 31:1-6. Læg mærke til hvordan der henvises til Guds virksomme kraft:

„[Jehova] talede fremdeles til Moses og sagde: Se, jeg har kaldet Bezal’el, en søn af Hurs søn Uri, af Judas stamme og fyldt ham med Guds Ånd, med kunstsnilde, kløgt og indsigt i alskens arbejde til at udtænke kunstværker og til at arbejde i guld, sølv og kobber og med udskæring af sten til indfatning og med træskærerarbejde, kort sagt til at udføre alskens arbejde. Og se, jeg har givet ham Oholiab, Ahisamaks søn, af Dans stamme til medhjælper, og alle kunstforstandige mænds hjerte har jeg udrustet med kunstsnilde, for at de kan udføre alt, hvad jeg har pålagt dig.“

Kunsthåndværkeren Bezal’el, som skulle forestå arbejdet, blev altså fyldt med Guds ånd.

29, 30. (a) Hvad bevirkede at tabernaklet blev færdigt på så kort tid? (b) Hvornår og hvordan så Bezal’el og Oholiab at Gud godkendte deres arbejde?

29 Støttet af denne virksomme kraft fra kilden til al energi, ville kunsthåndværkerne med sikkerhed være i stand til at fuldende det hellige tabernakel og hele dets indretning. Da måneåret var omme, var alle de enkelte dele færdige og klar til at blive samlet, og tabernaklet kunne rejses. Anden Mosebog 38:22, 23 fortæller om det glimrende arbejde der var præsteret: „Bezal’el, en søn af Hurs søn Uri, af Judas stamme havde udført alt, hvad [Jehova] havde pålagt Moses, sammen med Oholiab, Ahisamaks søn, af Dans stamme, som udførte udskæringsarbejdet, kunstvævningen og den brogede vævning af violet og rødt purpur, karmoisin og byssus.“ Den første dag i det nye måneår (1. nisan 1512 f.v.t.) må have fyldt Bezal’el og Oholiab med glæde og tilfredshed. Den dag blev „åbenbaringsteltets bolig“ rejst på Jehovas bud, og Bezal’el og Oholiab blev vidne til et mirakel:

30 „Da dækkede skyen åbenbaringsteltet, og [Jehovas] herlighed fyldte boligen.“ Dette var for Bezal’el og Oholiab et vidnesbyrd om at de havde udført deres arbejde godt og at Jehova godkendte det. Hans ånd havde virket gennem dem. — 2 Mosebog 40:1-34.

31, 32. (a) Hvor længe tjente tabernaklet Guds hensigt? (b) Hvordan fremgår det at opførelsen og fuldførelsen af Salomons tempel blev støttet af hellig ånd?

31 Dette tabernakel eller åbenbaringstelt stod i 485 år, og det tjente sit formål indtil kong Salomon i 1027 f.v.t. fuldførte et tempel i Jerusalem og indviede det til tilbedelsen af Gud.

32 Opførelsen af Salomons tempel blev også støttet af Guds ånd, for Salomons fader, kong David, fik tegningerne til templet ved inspiration. Det omtales i Første Krønikebog 28:11-19, hvor David siger: „[Jehova] har sat mig ind i alt dette ved et skrift, jeg har fra hans egen hånd, i alle de arbejder, planen omfatter.“ Da det prægtige tempel på Morija bjerg i Jerusalem blev indviet, viste Jehova at han godkendte den nye bygning der nu skulle danne ramme om tilbedelsen af ham: „I samme øjeblik . . . fyldte skyen [Jehovas] hus, så at præsterne af skyen hindredes i at stå og udføre deres tjeneste, thi [Jehovas] herlighed fyldte Guds hus.“ — 2 Krønikebog 5:13, 14.

33. Hvad er således nært forbundet med den rene tilbedelse af Gud?

33 Vi lægger altså mærke til at den hellige ånd er nært forbundet med den rene tilbedelse af Jehova. Med sin uimodståelige kraft virker den til gavn for dem der udøver og forsvarer den rene tilbedelse af den eneste sande Gud. Dette fremgår også af en række eksempler i den periode hvor Israels folk i det forjættede land blev styret af særligt udvalgte dommere.

ÅNDENS MAGTFULDE VIRKE I DOMMERTIDEN

34. Hvordan virkede den hellige ånd gennem dommeren Otniel?

34 Engang da israelitterne veg bort fra den rene tilbedelse, blev de undertrykt af aramæerkongen. „Da råbte israelitterne til [Jehova], og [Jehova] lod en befrier fremstå iblandt israelitterne, og han frelste dem, nemlig kenizzitten Otniel, Kalebs yngre broder.“ Hvad skete der nu? „[Jehovas] Ånd kom over ham, og han blev dommer i Israel; han drog ud til kamp, og [Jehova] gav kong Kusjan-Risj’atajim af Aram i hans hånd, så han fik overtaget over ham. Og landet havde ro i fyrretyve år.“ — Dommerne 3:9-11.

35. Hvordan virkede den hellige ånd på Gideon?

35 Med tiden udviklede forholdene sig sådan at Jehova igen måtte oprejse en dommer for at udfri sit folk Israel. „Alle midjanitterne, amalekitterne og østens stammer sluttede sig sammen, satte over Jordan og slog lejr på Jizre’elsletten. Da iklædte [Jehovas] Ånd sig Gideon, og han stødte i hornet; og abiezritterne fylkede sig om ham.“ (Dommerne 6:33, 34) Ved hjælp af denne troens mand gav Jehova sit folk en bemærkelsesværdig sejr, en sejr der også omtales senere i den bibelske beretning. — Esajas 9:4-6; 10:26; Salme 83:10-13; Hebræerne 11:32, 33.

36. Hvad udrettede den hellige ånd gennem Jefta?

36 Atter og atter virkede den hellige, aktive kraft fra Jehova på troende mænd og satte dem i stand til at udføre heltegerninger der er gået over i historien. På et tidspunkt blev de undertrykte israelitter for eksempel angrebet af de aggressive ammonitter. „Da kom [Jehovas] Ånd over Jefta; og han drog igennem Gilead . . . mod ammonitterne.“ Ivrig efter at vinde en sejr til Jehovas pris aflagde Jefta et løfte der kom til at koste ham dyrt. Da benyttede Jehova ham til at nedkæmpe ammonitterne. — Dommerne 11:29 til 12:7.

37. Hvem oprejste Jehova for at redde israelitterne af filisternes hånd, og ved hjælp af hvad blev de reddet?

37 Nogle år senere blev israelitterne særlig hårdt trængt af filisterne. Derfor sørgede Gud for at der fødtes en usædvanlig mand ved navn Samson. Han skulle „gøre de første skridt til at frelse Israel af filisternes hånd“. For at dette kunne ske, blev Samson støttet af Guds virksomme kraft. „[Jehovas] Ånd begyndte at drive på ham i Dans lejr mellem Zor’a og Esjtaol.“ Det kan således ikke tilskrives Samsons egen fysiske styrke at han var det stærkeste menneske der nogen sinde har levet på jorden. — Dommerne 13:5, 25.

38. Hvad gjorde Samson da han mødte en brølende løve, og hvordan satte han tingene på plads da filisterne havde narret ham i forbindelser med løsningen af en gåde han havde givet dem?

38 Engang mens Samson var alene på vej mod byen Timna, kom der pludselig „en ung løve brølende imod ham“. Samson var ubevæbnet. Hvad skete der? „Så kom [Jehovas] Ånd over ham, og han sønderrev den med sine bare næver, som var det et gedekid.“ Kort efter narrede filisterne ham i forbindelse med en gåde han havde givet dem, så han måtte af med en stor pris til dem. Men det gik ud over filisterne selv. Igen „kom [Jehovas] Ånd over ham, og han drog ned til Askalon [i filisterlandet], slog tredive mænd ihjel der, trak deres tøj af dem og gav klæderne til dem, der havde sagt løsningen på gåden“. — Dommerne 14:5-19.

39. Hvad skete der da nogle judæere bandt Samson med nye reb og overgav ham til filisterne?

39 Selv ikke de nye reb som Samson var bundet med da nogle judæere overgav ham til de ondsindede filistre, var stærke nok. „[Jehovas] Ånd [kom] over ham, og rebene om hans arme blev som svedne sytråde, og hans bånd faldt skørnet af hans hænder. Og da han fik øje på en frisk æselkæbe, rakte han sin hånd ud, greb den og huggede 1000 mand ned med den.“ — Dommerne 15:11-15.

40, 41. Hvordan gik det til at Samson dræbte flere filistre ved sin død end i hele den tid han havde været dommer i Israel?

40 Den største bedrift Gud lod Samson udføre mod filisterne, der tilbad den falske gud Dagon, var imidlertid den sidste. Den viste at Guds ånd aldrig trættes eller svækkes.

41 Forrådt af kvinden Dalila og blindet af de hævngerrige filistre stod Samson mellem to søjler i Dagontemplet i Gaza i filisterlandet. I denne gunstige stilling „greb Samson om de to midtersøjler, som bar hallen, og stemmede sig imod den ene med højre og imod den anden med venstre hånd. Og Samson sagde: ’Lad mig dø sammen med filisterne!’ Derpå bøjede han sig med en sådan kraft, at hallen styrtede sammen over fyrsterne og alle folkene derinde. Således dræbte han ved sin død flere, end han havde dræbt i levende live“. — Dommerne 16:23-30.

42. Hvem nævnes Samson sammen med i Hebræerbrevet 11:32-34?

42 Samson regnes med blandt de mennesker fra fortiden som havde tro på Gud — en egenskab der er en frugt af Guds ånd. „Og hvad mere skal jeg sige?“ spørger forfatteren af Hebræerbrevet i det ellevte kapitel. „Tiden vil jo ikke slå til for mig hvis jeg fortsætter med at fortælle om Gideon, Barak, Samson, Jefta, David såvel som Samuel og de andre profeter, som ved tro nedkæmpede riger, øvede retfærdighed, opnåede løfter, stoppede løvers gab, slukkede ilds magt, undslap sværds æg, fra at være svage blev fyldt med kraft, blev tapre i krig, jagede fremmedes hære på flugt.“ — Hebræerne 11:32-34.

JEHOVAS SALVEDE

43. Hvilken forandring skete der med David efter at Samuel havde salvet ham med olie i Betlehem?

43 Et navn vi især bør lægge mærke til blandt dem Hebræerbrevets forfatter nævner, er David. David var søn af Isaj fra Betlehem. Mens han endnu blot var en halvvoksen hyrdedreng blev han af profeten Samuel salvet med olie til en dag at være konge over alle Israels tolv stammer. Hvad skete der umiddelbart efter hans salvelse? „Og [Jehovas] Ånd kom over David fra den dag af. Derefter brød Samuel op og gik til Rama. . . . [Jehovas] Ånd var veget fra Saul [den regerende konge].“ (1 Samuel 16:13, 14) Til sidst henvendte den troløse kong Saul sig i desperation til et åndemedium, for at hun, om muligt, skulle bringe ham i forbindelse med de døde. Kort efter faldt han i et slag mod filisterne.

44. Hvordan handlede Gud med David efter at kong Saul var faldet i kamp?

44 Derefter tiltrådte David kongedømmet som Samuel havde salvet ham til. Den Gud han trofast tilbad, satte ham i stand til at udrette store ting, endog at underlægge sig hele det forjættede land. Men ikke nok med det. Gud inspirerede ham desuden til at udtale og nedskrive profetier. Og han viste sig at være en sand profet. „Det var nødvendigt at det skriftsted blev opfyldt som den hellige ånd forud havde udtalt gennem Davids mund.“ — Apostelgerninger 1:16; 4:24, 25.

45. Hvem tilkommer æren for alle disse trosgerninger, og hvilken begivenhed kunne Zerubbabel og ypperstepræsten Josua fejre, som en bekræftelse af ordene i Zakarias 4:6?

45 Æren for alle de usædvanlige bedrifter som disse mænd i fortiden udførte, tilkommer den Gud som er kilden til uudtømmelig energi. Til disse bedrifter hører også nedskrivningen af de niogtredive bøger der udgør de inspirerede hebraiske skrifter, fra Første Mosebog til og med Malakias’ bog. I den profetiske bog der er skrevet af Zakarias findes et opmuntrende budskab til statholderen Zerubbabel, som havde fået til opgave at genopbygge Jerusalems tempel, der var blevet ødelagt af babylonierne i 607 f.v.t. Budskabet til denne tempelbygger lød: „Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min Ånd, siger Hærskarers [Jehova].“ (Zakarias 4:6) Med støtte af noget der var mægtigere end militær magt og anden fysisk styrke, trodsede statholderen Zerubbabel og hans medarbejder, ypperstepræsten Josua, fjendens modstand og opnåede den forret at fejre fuldførelsen af Jehovas genrejste tempel i Jerusalem i år 515 f.v.t.

ET FORVARSEL OM STORE GERNINGER I VORE TID

46. Hvorfor er disse bedrifter som mennesker har udført ved hjælp af den hellige ånd ikke blot begivenheder som nu er gået over i historien?

46 Det opmuntrende budskab til Zerubbabel blev givet ved inspiration over fem hundrede år før vor tidsregning. Og dog er det lige så betydningsfuldt for os der lever i dag, som det var dengang på profeten Zakarias’ tid. Hvorfor? Fordi vi også tror på Jehova, den guddommelige kilde til overmenneskelig, dynamisk energi. De heltemodige trosgerninger som den almægtige Gud udførte ved at lade sin hellige ånd virke på mænd og kvinder i fortiden, har mere end blot historisk interesse. De var et forvarsel om store ting som Jehova ville udføre fra den tid da hans Messias, hans Salvede, fremtrådte, og helt frem til vor generations levetid.

47, 48. (a) Hvordan gik det til at forløberen for den forudsagte Messias blev født? (b) Hvad skulle Messias’ forløber være fyldt med, lige fra sin moders liv, og hvad skulle han gøre?

47 Den forudsagte Messias blev præsenteret for nitten hundrede år siden af en mand hvis fødsel var usædvanlig. Denne mands fødsel skyldtes ikke hans faders og moders normale forplantningsevne. De var blevet for gamle til at sætte børn i verden. Deres forplantningsevne måtte genoplives for at de kunne få dette deres eneste barn, som faderen, præsten Zakarias, skulle kalde Johannes.

48 Da Zakarias under sin tjeneste i templet fik at vide at han ville få den søn han så inderligt ønskede, sagde engelen Gabriel til ham: „Lige fra sin moders liv vil han være fyldt med hellig ånd; og mange af Israels sønner vil han vende om til Jehova, deres Gud. Og han vil gå foran ham med Elias’ ånd og kraft, for at vende fædres hjerter om til børn og ulydige til retfærdiges praktiske visdom, for at gøre et beredt folk klar til Jehova.“ — Lukas 1:5-17; jævnfør Malakias 4:5, 6.

49. Hvordan skulle den sande Messias altså træde frem?

49 Når Messias skulle præsenteres af en sådan forløber, kunne den sande Messias ikke være et eller andet ærgerrigt menneske der blot tiltog sig messiasværdigheden og på en iøjnefaldende måde fremstillede sig selv for Israels folk for at samle en skare tilhængere om sig. (Esajas 42:2-4) Nej, den sande Messias ville blive præsenteret for dem der søgte ham, af en mand som Gud havde sendt og som Gud var med. — Esajas 40:3-5; Johannes 1:6, 7.

50. Hvad skulle der ske efter at Messias var kommet, ifølge Joel 3:1-5?

50 Efter Messias’ komme skulle den animerende profeti i Joel 3:1-5 opfyldes: „Og det skal ske derefter, at jeg vil udgyde min Ånd over alt [al slags, NW] kød; eders sønner og eders døtre skal profetere, eders gamle skal drømme drømme og eders unge skue syner; også over trælle og trælkvinder vil jeg udgyde min Ånd i de dage. Og jeg lader ske tegn på himmelen og på jorden, blod, ild og røgstøtter. Solen skal vendes til mørke og månen til blod, før [Jehovas] store og frygtelige dag kommer. Men enhver, som påkalder [Jehovas] navn, skal frelses; thi på Zions bjerg og i Jerusalem skal der være frelse, som [Jehova] har sagt; og til de undslupne skal hver den høre, som [Jehova] kalder.“

51. (a) Hvad er det nu på høje tid at spørge om, i betragtning af Joels profeti? (b) Hvorfor bør vi nu påkalde Jehovas navn?

51 Det er nu på høje tid at spørge: Hvem er de mennesker der har modtaget den ånd som Jehova lovede at udgyde over al slags kød? Under indflydelse af den drivkraft der skulle udgydes, ville de profetere. Deres profeteren er meget betimelig, for den finder sted „før [Jehovas] store og frygtelige dag kommer“, og det er denne „dag“ de profeterer om. De der giver agt på deres profeteren, kan komme til at høre til „de undslupne“. De kan opnå frelse. At dømme efter de forhold der har præget vor tid siden 1914, ser det afgjort ud til at Jehovas „dag“ som venter os, vil blive ’stor og frygtelig’. Ønsker vi at undslippe og redde livet? Da må vi ubetinget ’påkalde Jehovas navn’, han hvis ånd er kraften bag den kommende nye orden.

[Studiespørgsmål]