Kapitel 7

’Den nye skabning’ går til værket

1, 2. (a) Hvilken skabelse, der fandt sted for mindre end to tusind år siden, var mere underfuld end de første menneskers skabelse? (b) I hvilken hensigt blev ’den nye skabning’ salvet, ifølge Jesu ord i Lukas 24:46-48 og Apostelgerninger 1:8?

DE FØRSTE menneskers skabelse for cirka seks tusind år siden var underfuld. (1 Mosebog 1:26-28) ’Den nye skabnings’ fødsel for mindre end to tusind år siden var dog endnu mere underfuld, endnu mere betydningsfuld for hele menneskeheden. Denne fødsel fandt sted på pinsedagen i år 33 da den kristne menighed blev oprettet, bestående af disciple som alle var salvet med Guds hellige ånd til at forkynde hans messianske rige.

² Mindre end to uger før denne historiske pinsedag sagde den opstandne Jesus Kristus til sine disciple:

„Således står der skrevet, at Messias skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og at der på grundlag af hans navn skal forkyndes sindsændring til synders tilgivelse blandt alle nationerne — idet der begyndes fra Jerusalem; I skal være vidner om disse ting.“ (Lukas 24:46-48) „I skal få kraft når den hellige ånd kommer over jer, og I skal være vidner om mig både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne.“ — Apostelgerninger 1:8.

3. Hvor stort var det distrikt disciplene fik tildelt, hvornår begyndte de at vidne i det, og hvorfra?

³ Kunne de få et større distrikt at vidne i? Det omfattede  hele jorden. Hvordan skulle de kunne nå ud i hele dette distrikt med det messianske vidnesbyrd? Det ville kræve både tid, udholdenhed og en modig indsats. Men ikke så snart var den lovede hellige ånd blevet udgydt over dem på Pinsedagen før de gik til værket og begyndte at aflægge vidnesbyrd i Jerusalem.

4. Hvad begyndte der at ske på Pinsedagen, som forudsagt i Joel 3:1, 2?

⁴ Det gik som forudsagt i Joel 3:1, 2: De åndsfyldte disciple begyndte ved et mirakel at profetere, endog på fremmede sprog! Tusinder af jøder som var kommet til Jerusalem for at fejre pinsen, stimlede sammen for at se hvad det var der skete. De hørte den lille menighed af Kristi disciple tale, som de sagde, „på vore tungemål, om Guds storslåede gerninger“. — Apostelgerninger 2:11.

5. Hvordan brugte Peter på Pinsedagen den første af „himlenes riges nøgler“?

⁵ For at forklare situationen benyttede apostelen Peter den første af himlenes riges to „nøgler“, idet han trådte frem og talte til den forundrede folkemængde. (Mattæus 16:19) Han aflagde vidnesbyrd om at Jesus, som de jødiske ledere havde forkastet og dræbt men som var blevet oprejst på den tredje dag, var Messias og nu var herliggjort ved Guds højre hånd. Dette rørte nogles samvittighed, og de spurgte: „Mænd, brødre, hvad skal vi gøre?“ Peters svar lød: „I skal ændre sind, og lad jer hver især døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders tilgivelse, og I vil modtage den hellige ånds frie gave. For løftet [i Joel 3:1, 2] gælder jer og jeres børn og alle dem som er langt borte, så mange som Jehova vor Gud måtte kalde til sig.“ — Apostelgerninger 2:14-39.

6. Hvad skete der med de angrende jøder der lod sig døbe, og hvad blev de frelst ud af?

 ⁶ De der tog imod Jesus som Messias eller Kristus, adlød og lod sig døbe i vand, og på denne ene dag blev omkring tre tusind sjæle føjet til. Den herliggjorte Jesus Kristus døbte dem med hellig ånd, og de blev født igen som Guds åndelige børn. Fra den mosaiske lovpagt blev de overført til den nye pagt, som Jesus Kristus var mellemmand for. Derved fulgte de Peters indtrængende opfordring og ’lod sig frelse ud af den forkvaklede generation’. Det betød at de undgik at blive døbt med ild da Jerusalem i år 70 blev ødelagt af de romerske belejrere under hærføreren Titus. — Apostelgerninger 2:40; Lukas 3:16, 17.

7. I hvilken henseende skulle de salvede følge Jesu Kristi eksempel, og hvad fik de der hørte og troede budskabet adgang til som følge af det arbejde Jesus havde forudsagt?

⁷ Efter Pinsedagen fik flere og flere mennesker tro på at Jesus var Messias, og de blev salvet med hellig ånd. Hvad skulle de gøre? Som salvede kristne var de forpligtede til at følge Jesu Kristi eksempel. Hvad gjorde Jesus efter at han var blevet salvet ved Jordanfloden? Han tog rundt i hele landet og forkyndte Guds rige. (Mattæus 4:12-17) Forkyndelsen af Riget skulle ikke ophøre ved hans død. Få dage før sin martyrdød i Jerusalem forudsagde Jesus at byen ville blive ødelagt af romerne, og allerede inden denne nationale katastrofe, sagde han, ville „denne gode nyhed om riget“ være forkyndt „på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne“. (Mattæus 24:14-22) Da hans disciple derefter blev salvet med hellig ånd på Pinsedagen, spildte de ikke tiden men gik straks til værket. Forkyndelsen  af Riget gav dem der hørte og troede budskabet, adgang til at blive medarvinger med Jesus Kristus til hans himmelske rige.

8. Hvordan gik forkyndelsen af Riget ud til samaritanerne, og med hvilke resultater?

⁸ Der udbrød voldsom forfølgelse. Disciplene i Jerusalem blev spredt i alle retninger. Men denne spredning af menigheden bidrog blot til at forkyndelsen af Riget blev udbredt. Som forudsagt kom vidnegerningen også til at omfatte landsdelen Samaria, for da disciplen Filip blev tvunget til at forlade Jerusalem, vendte han sin opmærksomhed mod samaritanerne. „Da de fik tro på Filip, som forkyndte den gode nyhed om Guds rige og Jesu Kristi navn, begyndte de at lade sig døbe, både mænd og kvinder.“ Da Peter og Johannes senere kom til Samaria, fik de døbte samaritanere den hellige ånd gennem disse apostle. — Apostelgerninger 8:1-17.

9. (a) Hvilken uventet omvendelse fandt nu sted blandt jøderne? (b) Hvordan brugte Peter den anden af „himlenes riges nøgler“?

⁹ Pludselig skete der noget fuldstændig overraskende. Forfølgernes anfører blev kristen. Saulus fra Tarsus lod sig omvende til kristendommen, og han blev en fremtrædende forkynder af Guds rige ved Jesus Messias. (Apostelgerninger 9:1-30) Hans tidligere navn, Saulus, trådte i baggrunden, og han blev kendt som apostelen Paulus. Efter denne bemærkelsesværdige omvendelse forekom der endnu en usædvanlig omvendelse. Det var omvendelsen af den første uomskårne hedning eller ikke-jøde. Den fandt sted da apostelen Peter under den hellige ånds ledelse brugte den anden af „himlenes riges nøgler“. (Mattæus 16:19) Peter gjorde dette ved at forkynde  i den italienske centurion Kornelius’ hjem i Kæsarea. I Apostelgerninger 10:44-48 læser vi:

„Endnu mens Peter fremsatte disse udtalelser, faldt den hellige ånd på alle som hørte ordet. Og de troende og trofaste som var kommet sammen med Peter og som hørte til de omskårne, var slået af forbavselse, fordi den hellige ånds frie gave også var blevet udgydt over folk fra nationerne. De hørte dem nemlig tale i tunger og forkynde Guds storhed. Så svarede Peter: ’Kan nogen forbyde vand så disse ikke skulle kunne døbes, de som jo har modtaget den hellige ånd lige så vel som vi?’ Derpå bød han at de skulle døbes i Jesu Kristi navn.“

10, 11. (a) Hvor langt nåede forkyndelsen af Riget ud, og til gavn for hvem? (b) I hvilken retning kom Paulus til at udføre et større arbejde end Peter, selv om Peter var den første der forkyndte for den hedenske verden, og hvad var grunden?

¹⁰ Fra den hedenske centurion Kornelius’ hjem bredte forkyndelsen af den gode nyhed sig til „jordens fjerneste egne“. Det blev til gavn for såvel hedninger som kødelige jøder.

¹¹ Skønt Peter var den første der forkyndte for den hedenske verden, var det dog apostelen Paulus der fremfor nogen anden udbredte Guds ord blandt de uomskårne hedninger dengang. Han skammede sig ikke over at kalde sig „apostel til nationerne“. Han forklejnede ikke sin tjeneste men ærede den og ydede en flittig indsats. — Romerne 11:13.

12. Hvilket fjernt land ville Paulus gerne forkynde i, men hvor langt kom han i den retning, og hvad gjorde han der?

¹² Paulus ønskede endog at bringe den gode nyhed til Spanien, men det sidste vi hører om ham, er fra hans fangenskab i Rom. Om hans første fangenskab i Rom, hvor han sad i husarrest i et hus han selv havde lejet, læser vi: „Han blev så i hele to år i sit eget lejede hus, og  han tog venligt imod alle som kom til ham, idet han forkyndte Guds rige for dem og underviste i det der vedrører Herren Jesus Kristus med den største frimodighed, uden at blive hindret.“ — Apostelgerninger 28:30, 31; Romerne 15:24, 28.

ET VIDNESBYRD BLANDT AL SKABNINGEN FØR ÅR 70

13. Hvad kunne Paulus allerede omkring år 60-61 skrive til menigheden i Kolossæ fordi de kristne handlede i overensstemmelse med deres salvelse?

¹³ Mange kristne efterlignede apostelen Paulus og de øvrige apostle og forkyndte den gode nyhed om det messianske rige. Den åndsavlede menighed, ’den nye skabning’, var netop blevet salvet til at udføre denne opgave. (Esajas 61:1-3; 2 Korinter 1:21, 22) Disciplene var fyldt med iver, og de bestræbte sig for at udbrede den gode nyhed, det bedste budskab på jorden, til så mange mennesker som muligt. Det var derfor intet under at apostelen Paulus omkring år 60-61, altså flere år før romerne ødelagde Jerusalem og dets prægtige tempel i år 70, kunne skrive fra sit fangenskab i Rom til de kristne i Kolossæ i Lilleasien at „den gode nyhed“ allerede på det tidspunkt var blevet „forkyndt blandt al skabningen under himmelen“! Han skrev også: „Denne gode nyhed er jeg, Paulus, blevet tjener for.“ — Kolossenserne 1:23.

14. Hvem i dag er menighedens virksomhed i det første århundrede et eksempel for, og dette i betragtning af hvilken forpligtelse?

¹⁴ At menigheden af Kristi salvede disciple i det første århundrede således forkyndte Guds messianske rige blandt al skabningen, tjener som et efterlignelsesværdigt  eksempel for den salvede menighed her i det tyvende århundrede. I dag må den åndsavlede menighed, Guds ’nye skabning’, fuldføre den verdensomspændende forkyndelse af det oprettede gudsrige før ’den store trængsel’ bryder løs over hele verden og den hykleriske kristenhed døbes med ødelæggelsens ild sammen med hele resten af den onde tingenes ordning. — Mattæus 24:14-22; Markus 13:10.

ÅNDENS VIDNESBYRD OM ANTAGELSEN SOM SØNNER

15. Hvad skrev Paulus til menigheden i Rom om åndens vidnesbyrd, og hvilket spørgsmål rejser sig angående dem der i dag håber på at komme i himmelen?

¹⁵ De kristne bibelskribenter og deres meddisciple i det første århundrede var ikke i tvivl om deres forhold til Gud og deres ansvar over for ham. De var fuldstændig overbevist om at de var Guds åndelige børn og at de havde udsigt til en himmelsk arv. Allerede før apostelen Paulus kom til Rom kunne han derfor med fuld forvisning skrive til menigheden dér: „I modtog en ånd der hører dem til der er antaget som sønner, ved hvilken ånd vi råber: ’Abba, Fader!’ Ånden selv aflægger sammen med vor ånd vidnesbyrd om at vi er Guds børn. Og når vi er børn, er vi også arvinger: ja, Guds arvinger, og Kristi medarvinger, forudsat vi lider sammen med ham, for at vi også kan blive herliggjort sammen med ham.“ (Romerne 8:15-17) Hvem af de mange der i dag hævder at de kommer i himmelen, kan sige at Guds ånd aflægger dette vidnesbyrd sammen med deres egen ånd?

16. Hvilket samspil foregik der mellem Guds ånd og den første kristne menigheds ånd?

 ¹⁶ Guds ånd vil naturligvis ikke aflægge dette vidnesbyrd for en der bekender sig som kristen uden at være Guds arving og Jesu Kristi medarving. For hver aktion er der altid en reaktion, og den kan enten være positiv eller negativ. I Romerbrevet 8:15-17 er det en positiv reaktion Paulus taler om. Han beskriver det harmoniske samspil mellem Guds ånd og ånden hos den der virkelig er et åndeligt barn af Gud. Lad os nu undersøge hvordan Guds ånd i det første århundrede aflagde vidnesbyrd sammen med de salvede kristnes ånd om at disse kristne var Guds børn.

17. (a) Bestred de første kristne det vidnesbyrd Guds ånd aflagde for dem gennem Guds inspirerede tjenere? (b) Hvordan betragtede menigheden i Tessalonika derfor det budskab Paulus havde overbragt dem?

¹⁷ Hvis Guds ånd vidner for os om vor kristne kaldelse, om hvilket forhold vi står i til Gud og hvilke foranstaltninger Gud har truffet for os, bør vi selvsagt anerkende dens vidnesbyrd og ikke bestride det. Det var den indstilling de kristne havde i det første århundrede. Når de hørte et brev fra en af Kristi inspirerede apostle eller disciple blive læst op i den menighed de var døbte medlemmer af, accepterede de hvad dette brev sagde til dem om deres stilling, deres forpligtelser og deres fremtidshåb i Guds ordning. De anerkendte at Guds ånd virkede på disse fremtrædende apostle og disciple og at det var ånden der drev dem til at handle og skrive som de gjorde. Det fremgår blandt andet af apostelen Paulus’ første brev til menigheden i Tessalonika i Makedonien. De kristne i denne menighed kunne give Paulus ret når  han skrev: „Da I modtog Guds ord, som I hørte af os, tog I ikke imod det som menneskers ord, men, sådan som det i sandhed er, som Guds ord, der også virker i jer som tror.“ — 1 Tessaloniker 2:13.

18. Hvordan ville de kristne i Tessalonika derfor også betragte Paulus’ skrevne ord, og hvad viste at Gud havde udvalgt dem, ifølge Paulus’ ord?

¹⁸ I betragtning heraf ville de troende naturligvis også anerkende Paulus’ skrevne ord som „Guds ord“. I dette brev skrev Paulus til de troende i Tessalonika om at Gud havde „udvalgt“ dem. Hvad viste at de var blevet udvalgt? „For den gode nyhed vi forkynder, kom ikke til jer med ord alene, men også med kraft og med hellig ånd og med fuld og fast forvisning, ligesom I ved hvilken slags mennesker vi for jeres skyld blev for jer; og I blev efterlignere af os og af Herren, idet I tog imod ordet under megen trængsel og med hellig ånds glæde.“ — 1 Tessaloniker 1:4-6.

19. Hvilket forhold havde de der modtog åndens gaver, til Gud?

¹⁹ De vidste at Gud ved hjælp af hellig ånd havde talt til sit udvalgte folk i den førkristne tid. Derfor kunne han nu ved hjælp af den samme virksomme kraft tale gennem Jesu Kristi inspirerede apostle. Desuden var det netop disse apostle Gud benyttede til at give de døbte troende del i den hellige ånds forskellige gaver. De der modtog disse gaver ville afgjort indse at de var blevet Guds åndelige børn. — Apostelgerninger 8:15-18; 19:2-6.

20. Hvordan vidnede den hellige ånd gennem de kristne bibelskribenters breve om det forhold de første kristne stod i til Gud?

²⁰ Stillede disse apostle og de øvrige kristne bibelskribenter de døbte troende et jordisk håb i udsigt,  håbet om at blive børn af evighedsfaderen Jesus Kristus og at leve evigt i et jordisk paradis? Nej. Når de talte og skrev, fremholdt de det håb der dengang skulle fremholdes og som gjaldt dem der var avlet som Guds børn eller Jehovas sønner. (Esajas 9:6, 7) I de inspirerede kristne skrifter blev disciplene dengang forsikret om at de var kaldet til et himmelsk rige og at deres håb var at blive Jesu Kristi medarvinger i himmelen. (Kolossenserne 1:13; 1 Korinter 1:26-31; 2 Peter 1:10, 11) Der blev kun fremholdt dette ene håb for dem; de blev ikke ladt i uvished. På denne måde aflagde den hellige ånd det vidnesbyrd for disciplene at de var Guds børn, Guds arvinger. Det betød samtidig at de var den herliggjorte Jesu Kristi medarvinger.

21. Hvordan reagerede de første kristnes ånd på det vidnesbyrd Guds ånd aflagde, og hvordan virkede dette på dem?

²¹ Deres egen ånd, deres egen higen, var i overensstemmelse med dette vidnesbyrd fra Guds hellige ånd. Den himmelske Faders ånd opmuntrede og styrkede dem som hans åndelige børn og arvinger. Gud styrkede ikke deres følelse af at de var børn af deres jordiske fædre, men deres følelse af at de var børn af deres himmelske Fader, åndelige børn.

22. (a) Hvilken pagt følte de kristnede jøder sig ikke længere underlagt, og hvilken situation befandt de sig ikke længere i? (b) Hvordan blev de kristne af deres egen ånd tilskyndet til at reagere positivt på Guds ånd og vise at de var Guds åndelige børn?

²² De kristnede jøder eller israelitter følte sig ikke længere som trælle under den gamle mosaiske lovpagt, trælle der stadig ventede på Messias. De følte og vidste at de var åndelige børn af den Gud de tilbad i overensstemmelse med den nye pagt. Deres egen ånd, den higen  eller kraft der boede i deres hjerte, fik dem til at reagere positivt på Guds ånds virke. Som børn sagde de spontant til Gud: „Abba, Fader!“ De bud deres Fader havde givet sine åndelige børn, følte de gjaldt dem selv. Det arbejde han havde givet sine børn at udføre, påtog de sig. De himmelske løfter han havde givet sine åndelige børn tog de imod, og de søgte at vise sig værdige til at erfare opfyldelsen af dem. Det himmelske håb han stillede sine børn i udsigt, var det håb de nærede og de bestræbte sig for at leve efter det. De var rede til at lide ondt i denne verden.

23. For hvilket håb var de villige til at lide med Kristus og at dø som han?

²³ De vidste at de ville blive herliggjort som Guds børn sammen med Jesus Kristus, ’forudsat de led sammen med ham’. (Romerne 8:17) Derfor var de villige til at lide som kristne der levede i overensstemmelse med det himmelske håb. De accepterede at de måtte dø, i lighed med Guds søn, Jesus Kristus, for at kunne få del i en opstandelse der lignede hans. — Romerne 6:5-8.

24. (a) Hvilket vidnesbyrd aflagde deres ånd sammen med Guds ånd? (b) Hvilket håb var deres bønner og livsførelse i harmoni med, og hvor vidt var de villige til at gå?

²⁴ På denne måde aflagde de salvede kristnes ånd sammen med Guds hellige ånd det vidnesbyrd at de, ved en ny fødsel, var Guds børn og kunne se frem til en arv i himmelen. Deres egen ånd var som en drivkraft i deres liv der formede deres bønner til deres himmelske Fader, så de altid bad i fuld harmoni med det vidnesbyrd hans ånd aflagde for dem, og aldrig i modstrid med det. Når de bad, indflettede de bibelske udsagn som  talte om deres himmelske arv. Deres bønner bestyrkede dem således i håbet om at de ville få del i den himmelske arv. Derfor levede, tænkte, talte og handlede de i overensstemmelse med deres bønner og deres håb. Deres bønner gav dem kraft til at udholde prøvelser og forfølgelse for at opnå en godkendt tilstand hos Gud, og de vidste at denne godkendte tilstand ville give dem et håb som ikke førte til skuffelse. De vidste at de, for at få deres himmelske håb indfriet, måtte vise sig trofaste, ja ’trofaste indtil døden’. — Romerne 5:3-5; Åbenbaringen 2:10.

25. Hvad skulle dette kunne hjælpe en indviet og døbt kristen til at afgøre, og hvorfor har dette især haft betydning siden 1935?

²⁵ Disse oplysninger skulle kunne hjælpe indviede og døbte kristne i dag til at fastslå om Guds ånd aflægger vidnesbyrd, sammen med deres egen ånd om at de er Guds åndelige børn og arvinger samt Jesu Kristi medarvinger til det himmelske rige. Især siden foråret 1935 har det været påkrævet at man fastslår hvilket håb man har. Hvorfor netop siden da? Fordi det dengang blev forklaret at ’den store skare’ der beskrives i Åbenbaringen 7:9-17, er en jordisk skare hvis medlemmer ikke er blevet ’født igen’. Medlemmerne af denne skare har udsigt til at overleve „den store trængsel“ der inden længe vil bryde løs over verden, og at komme ind i Guds nye retfærdsorden for dér at leve i et jordisk paradis under Jesu Kristi og hans 144.000 medarvingers himmelske rige. (Lukas 23:43) Hvis de er lydige mod Riget og de under den endelige prøve beviser deres hengivenhed for Jehova Guds universelle suverænitet, vil de  aldrig behøve at dø i kødet. Da kan de leve evigt på jorden. De hører til de „andre får“ som den rigtige hyrde, Jesus Kristus, talte om i Johannes 10:16.

DEN HELLIGE ÅND GÅR I FORBØN

26. Hvilken anden funktion tjener den hellige ånd også, ifølge Romerbrevet 8:23-27?

²⁶ Foruden at vidne om de salvede kristnes antagelse som Guds åndelige børn, tjener den hellige ånd også en anden funktion. Apostelen Paulus henleder opmærksomheden på denne funktion i sit brev til menigheden i Rom, der ifølge Paulus’ egne ord bestod af kristne som var „kaldede til at være hellige“ og som var „Guds arvinger og Kristi medarvinger“. (Romerne 1:7; 8:16, 17) Paulus skrev:

„Ikke det alene, men også vi selv, som har førstegrøden, nemlig ånden, ja vi selv sukker ved os selv, mens vi ivrigt venter på antagelse som sønner, udfrielsen fra vort legeme ved en løsesum. For i dette håb blev vi frelst; men et håb som ses, er ikke et håb, for når man ser en ting, håber man så på den? Men når vi håber på det vi ikke ser, så bliver vi ved med at vente på det med udholdenhed.

På samme måde kommer ånden også vor svaghed til hjælp; for hvad vi skal bede om i forhold til hvad der er fornødent, ved vi ikke, men ånden selv går i forbøn for os med uudtalte sukke. Dog ved han der ransager hjerterne hvad ånden mener, for den beder, i overensstemmelse med Gud, for hellige.“ — Romerne 8:23-27.

27. Under hvilke forhold har kristne brug for at den hellige ånd går i forbøn for dem?

²⁷ I denne forbindelse kan man passende citere Ordsprogene 13:12: „At bie længe gør hjertet sygt.“ Midt i den sukkende menneskeslægt håber de kristne der er antaget som Guds åndelige børn, på at blive udfriet fra deres ufuldkomne menneskelegeme og at gå ind til  deres himmelske arv. Til tider falder det dem svært at udtrykke sig klart i deres bønner til Gud, idet de ikke altid under vanskelige forhold ved nøjagtigt hvad de skal bede om. I sådanne tilfælde har de brug for at Guds hellige ånd går i forbøn for dem.

28, 29. (a) Hvordan kan man sige at det faktisk var den hellige ånd der talte og skrev i forbindelse med affattelsen af De hebraiske Skrifter? (b) I hvilken hensigt var de hebraiske bibelskribenter på lige fod med medlemmerne af den kristne menighed?

²⁸ Apostelen Paulus skrev at han selv og hans kristne brødre der var blevet avlet som følge af Guds ånd, havde „førstegrøden, nemlig ånden“. (Romerne 8:23) Dermed mente han at de havde Guds usynlige, hellige, virksomme kraft. Denne aktive kraft havde inspireret mennesker til at tale og til at nedskrive det de havde udtalt. Det var faktisk som om ånden selv havde talt og skrevet. I overensstemmelse hermed læser vi: „Ingen profeti i Skriften udspringer af nogen privat fortolkning. For aldrig er en profeti blevet fremført ved et menneskes vilje, men mennesker udtalte ord fra Gud idet de blev ført af hellig ånd.“ (2 Peter 1:20, 21) De der skrev de inspirerede hebraiske skrifter, som Paulus citerede fra til støtte for kristendommen, var ganske almindelige mennesker med de samme følelser og legemlige svagheder som medlemmerne af den kristne menighed. I denne henseende kan vi føle os på lige fod med dem.

²⁹ „Vi er også mennesker og har de samme svagheder som I,“ sagde apostelen Paulus og hans missionærfælle Barnabas til afgudsdyrkende hedninger der fejlagtigt antog dem for at være overmennesker, guder i menneskeskikkelse. — Apostelgerninger 14:15.

30. (a) Hvilken kraft ligger bag Bibelens skrifter, og hvad er disse skrifter derfor gavnlige til? (b) Hvilke situationer kom de personer der omtales i Bibelen, undertiden ud for?

 ³⁰ I de inspirerede bibelskrifter er det Guds hellige ånd der taler. Af den grund er hele Skriften „gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed, så Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning“. (2 Timoteus 3:16, 17) Disse gavnlige skrifter omfatter også bønner som er blevet bedt til Gud, ikke alene af bibelskribenterne selv, men også af andre som hengivent tjente Jehova Gud. Disse bønner er blevet bedt under alle mulige forhold. De der opsendte disse bønner til Gud, var behæftet med de samme menneskelige svagheder som vi, og de følte presset under de særlige omstændigheder og truende forhold de mange gange var udsat for. De meget forskelligartede situationer hvori de trængte til hjælp, vil i mange tilfælde svare til de situationer som sande kristne i dag kommer ud for. Vi kan komme i situationer der er så vanskelige at menneskelig hjælp ikke er nok. Hvad skal vi da bede om?

31, 32. (a) I hvilken forstand ved de kristne i mange tilfælde ikke hvad de skal bede om? (b) Hvordan går den ånd der inspirerede Bibelens nedskrivning da i forbøn for de kristne, og hvordan hører Gud disse bønner og besvarer dem?

³¹ I vor hjælpeløshed og rådvildhed ’sukker vi ved os selv’. (Romerne 8:23) Vi ved simpelt hen ikke med hvilke ord eller sætninger vi skal formulere vore bønner eller anråbelser til vor himmelske Hjælper. Men Gud forstår vor situation og ved nøjagtig hvad det er vi oprigtigt ønsker.

³² Hvis vi ikke selv er i stand til at formulere vore bønner, er der allerede formuleret bønner for os. Hvor?  I de profetiske bibelskrifter som er inspireret af Guds hellige ånd. Gud kender til fulde de bønner der er nedskrevet i hans ord. Han ved hvad der ’menes’ med dem; han ved hvilke af dem der passer til vor situation når vi ikke er klar over hvordan vi skal formulere os. Derfor betragter han disse velvalgte bønner der er nedskrevet i hans ord, som bedt af de sukkende kristne selv. De betrængte kristne udtaler altså ikke selv disse bønner; men det er for Gud som om den hellige ånd går i forbøn hos ham i overensstemmelse med de åndsinspirerede bønner i Bibelen. Efter al sandsynlighed giver han svar på samme måde som han i fortiden besvarede de bønner der er optegnet i hans ord.

33. Hvordan kommer ånden altså vor svaghed til hjælp, og med hvilket resultat?

³³ Eftersom det var den hellige ånd der inspirerede nedskrivningen af de bønner hvormed der gås i forbøn hos Gud, kan det siges at det er ånden der „beder, i overensstemmelse med Gud, for hellige“. På den måde „kommer ånden også vor svaghed til hjælp“. (Romerne 8:26, 27) Gud vender ikke det døve øre til når hans hellige ånd således går i forbøn hos ham.

34. Hvad finder vi angående indholdet af de bønner der er nedskrevet i Bibelen, og hvorfor er vore „uudtalte sukke“ ikke forgæves?

³⁴ Det er derfor ikke så mærkeligt at de kristne, når de læser de inspirerede bønner der er optegnet i Salmerne og andre dele af de hellige skrifter, også støder på bønner der udtrykker nøjagtig hvad de selv nu og da har følt, bønner som indeholder lige netop det de selv har ønsket at bede Gud om, enten for sig selv personligt eller for den kristne menighed som en helhed.  Det gør et dybt indtryk på dem at finde sådanne bønner der under den hellige ånds indflydelse udtrykker deres egne tanker så godt og præcist. Deres „uudtalte sukke“ har ikke været forgæves; de er ikke blevet overhørt eller misforstået. Ud fra de åndsinspirerede skrifter erfarer disse kristne således med hvilke ord ånden er gået i forbøn for dem hos Gud. Derved føler de sig styrket i den overbevisning apostelen Paulus videre gav udtryk for: „Nu ved vi at Gud lader alle sine gerninger samvirke til bedste for dem som elsker Gud.“ — Romerne 8:28.

35, 36. (a) Hvilken kraft udfolder sit mægtige virke når Gud lader alle sine gerninger samvirke til bedste for dem der elsker ham? (b) Hvilken udfrielse er nær for ’den nye skabning’, og hvad varsler dette også om for den sukkende menneskehed?

³⁵ Guds hellige ånd virker magtfuldt gennem alle Guds gerninger til evig gavn for dem der elsker Gud. Hvor storslået er ikke denne hellige, virksomme kraft fra Gud! Guds ånd, der så magtfuldt ytrer sig gennem den inspirerede Bibel, udvirker uendelig meget mere end noget hedensk bønnehjul eller nogen bønnebog som er udarbejdet af gejstlige i kristenheden med særligt formulerede bønner der skal læses ved specielle lejligheder, i bestemte situationer eller for visse personer i høje stillinger.

³⁶ Menneskeheden, den gamle skabning, har ikke denne ånd, og den sukker nu som aldrig før og søger at blive frigjort fra trældommen under det fordærv der hører den gamle tingenes ordning til. Men for nitten hundrede år siden så Guds ’nye skabning’ dagens lys og gik straks til værket. Det gjorde den under indflydelse af Guds virksomme, animerende, hellige ånd, der  blev udgydt for første gang på pinsedagen i år 33. Hovedparten af den gamle menneskeskabning har forsøgt at udslette Guds ’nye skabning’, den åndsavlede kristne menighed, men forgæves. Tiden nærmer sig nu da ’den nye skabning’ vil blive udfriet fra sit forgængelige jordiske legeme. At den herlige udfrielse er nær, varsler godt for hele menneskeheden. Det varsler om at den sukkende menneskeheds udfrielse også er nær. Det varsler om at en ny og retfærdig orden hvis kraft er Guds hellige ånd, snart skal indføres.

[Studiespørgsmål]