Kapitel 1

Den overmenneskelige kilde til hellig ånd

1. Hvorfor kan vi sige at hellig ånd var i virksomhed i Edens have da manden og kvinden mødtes for første gang?

DA MANDEN og kvinden mødtes for første gang, følte de en kraft. De følte sig tiltrukket af hinanden. De blev straks forelskede i hinanden. Selv om de var nøgne, var de hellige. Det vil sige at de var rene, ufordærvede, ja fuldkomne på legeme, sind og hjerte. De havde derfor ingen grund til at føle sig forlegne over for hinanden, og intet hindrede dem i at have et godt forhold til deres Gud og Skaber. Dette gode forhold til deres guddommelige Fader kunne de nyde et rent og helligt sted. Det var et sted hvor den rene glæde var at finde, et sted der med rette kunne kaldes Edens have eller Glædens paradis. Alt hvad der fandtes omkring dem og som de havde med at gøre, var sundt og godt. Guds hellige ånd, hans hellige og virksomme kraft, virkede dér i fuldt omfang.

2. Hvorfor måtte kilden til hellig ånd være overmenneskelig?

² Manden og kvinden, vore første jordiske forældre, var menneskelige, det vil sige jordiske, dannet af stoffer der findes på jorden. Men hvordan med deres guddommelige Skaber? Han måtte være overmenneskelig. Han var langt højere end mennesket, idet han eksisterede på  det himmelske plan. Han var også højere end mennesket hvad intelligens angår. Han var, kort sagt, af bedre stof end mennesket. Af den grund var han også usynlig for mennesket, hvis synsevne er begrænset. Den første mand og kvinde så derfor aldrig deres Skaber, deres Livgiver, deres himmelske Fader. Eftersom han var overmenneskelig og usynlig og eksisterede på det himmelske plan, var han det vi i dag kalder „ånd“. Eftersom han var en person, ligesom de mennesker han havde skabt var personer, kunne han kaldes „en ånd“. Ja, han var i ordets specielle betydning ’Ånden’. Han er den usynlige kilde til hellig ånd, for han er selv hellig.

3. Hvis virksomhed er det der omtales i Første Mosebog 1:1?

³ Før jorden og himmelen omkring den blev til, fandtes denne personlige Ånd og udfoldede sit virke. Den hellige bog der indeholder en historisk beretning som går helt tilbage til tiden før menneskets skabelse, indledes med disse præcise ord: „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.“ — Første Mosebog, kapitel 1, vers 1.

4, 5. Hvorfor er det ikke nødvendigt at tilbede Gud i en bygning opført af mennesker et bestemt sted på jorden?

⁴ Gud, Skaberen, er endog højere end himmelen, idet han også har skabt den, og han står derfor langt over det jordiske menneske. Følgelig er han åndelig af væsen. Flere tusind år efter menneskets skabelse henledte kristendommens grundlægger opmærksomheden på dette. Ved en brønd ved foden af Garizims bjerg i Samaria sagde han til en samaritansk kvinde: „Gud er en ånd, og de der tilbeder ham bør tilbede med ånd og sandhed.“ (Johannes-evangeliet, kapitel 4, vers 24) Den sande Gud  skal ikke nødvendigvis tilbedes i en religiøs bygning et bestemt sted på jorden, end ikke i Jerusalem i det mellemste østen. Mindre end tyve år senere trådte en af kristendommens apostle frem for den øverste domstol i byen Athen, hvor der fandtes mange templer for den græske religions guder og gudinder, og sagde:

⁵ „Den Gud som har dannet verden og alt hvad der er i den, han som er himmelens og jordens Herre, bor ikke i templer der er gjort med hænder; han tjenes heller ikke af menneskers hænder som om han trængte til noget, for han giver selv liv og ånde og alting til alle. Og han har ud af ét menneske dannet hver nation af mennesker til at bo på hele jordens flade.“ — Apostelgerninger 17:24-27.

6. Hvordan gav den konge der byggede det første tempel i Jerusalem udtryk for at han var klar over dette forhold i forbindelse med tilbedelsen af Gud?

⁶ At det forholder sig sådan med den sande Gud, som er en overjordisk, overmenneskelig ånd, vidste allerede den konge der over tusind år tidligere byggede det første tempel man kender i Jerusalem. Da han indviede dette tempel, som han havde bygget for Guds navn, sagde han i en bøn til Gud: „Men kan Gud da virkelig bo på jorden? Nej visselig, Himlene, ja Himlenes Himle kan ikke rumme dig, langt mindre dette hus, som jeg har bygget!“ — 1 Kongebog 8:27.

GUD — KILDEN TIL AL ENERGI

7. I hvilken forstand kan end ikke „Himlenes Himle“ rumme Gud?

⁷ Den der udtalte disse ord, kong Salomon, Davids søn, var den viseste forsker som indtil da havde levet på jorden. Da han sagde at end ikke himlenes himle kunne  rumme den Gud han havde bygget et tempel for, udtalt han en videnskabelig sandhed. Vor jord er et lille fnug i et univers så umådeligt at videnskabsmændene, selv med de kraftigste teleskoper, ikke har kunnet fastslå dets grænser. Og dog kan dette univers ikke rumme den sande Gud. Han er ikke hæmmet eller bundet af dets grænser. Han kan sætte sig ud over grænserne for det der allerede findes af universet, både den del af det vi har set og den del af det vi ikke har set. Han kan sætte sig ud over dets grænser og dér fortsætte sit skaberværk og således udvide universet, ja flytte dets nuværende grænser længere ud i det uendelige rum. Hvad betyder det?

8. Hvad er der at sige om Skaberens eksistens, og hvorfor er intet umuligt for ham?

⁸ Det betyder at Gud hverken er bundet af tid eller rum. Hans liv var uden grænse i fortiden, og det strækker sig også ubegrænset ind i fremtiden. Til denne Gud, der ikke er bundet af grænser, sagde Moses, den betydeligste lovgiver i førkristen tid: „Fra evighed til evighed er du, o Gud!“ (Salme 90:2) Denne Gud lever evigt og kan til evig tid fortsætte sin skabervirksomhed uden for det nuværende univers og udvide det. Det vil sige at han er den uudtømmelige kilde til al energi. Alt i universet består af energipartikler som er udgået fra ham og som er samlet i større eller mindre masser. I vort århundrede har videnskabsmanden Albert Einstein udarbejdet følgende formel for dette forhold: energien er lig med massen gange kvadratet på lysets hastighed (eller: E = mc²). Intet er umuligt for denne kilde til al energi.

9, 10. Hvordan kan vi sige at Gud ’mønstrer stjernernes hær efter tal’ og at „ikke en eneste mangler“?

 ⁹ Læg for eksempel mærke til den næsten utrolige påstand Gud fremsætter vedrørende sig selv, idet han opfordrer os til at betragte nattehimmelen og beundre stjernerne. Han siger: „Løft eders blik til himlen og se: Hvo skabte disse? Han mønstrer deres hær efter tal, kalder hver enkelt ved navn; så stor er hans kraft og vælde, at ikke en eneste mangler.“ — Esajas 40:26.

¹⁰ Selv med deres stærkeste teleskoper kan astronomerne i dag kun anslå tallet på de stjerner de kan bringe inden for synsvidde. Men med himmelens og jordens Skaber forholder det sig anderledes. „Han fastsætter stjernernes tal og giver dem alle navn.“ (Salme 147:4) Han sammenligner himmelens stjerner med en vældig hær. Han ved nøjagtig hvor mange der er i denne hær. Han kender hver enkelt i den ved navn. Han kan foretage et navneopråb efter hukommelsen. Når han råber navnene op, er der ikke en eneste i denne stjernehær som undlader at svare. Hver enkelt svarer på sit navn og aflægger regnskab for sin virksomhed. Gud finder at de alle opfylder den hensigt hvormed de er blevet skabt. Ikke en eneste mangler.

11. Hvorfor bliver Skaberen ikke udmattet, og hvorfor vil han ikke lade universet gå i stå eller løbe træt?

¹¹ Guds „kraft og vælde“ kan ikke måles. Den kan ikke udtømmes. Blot vi tænker på den energi der findes i solen i vort eget solsystem — en ildkugle af kerneeksplosioner der minder om brintbombeeksplosioner — fyldes vi med undren. Når vi så tænker på at der tilmed findes utallige milliarder af stjerner, hvoraf mange er  større end solen, får vi en idé om hvor stor kraft eller energi der er udgået fra Gud og bundet i den nuværende stjernehimmel. Og dog er Gud ikke udmattet, hans kraft er ikke udtømt. Helt i overensstemmelse med kendsgerninger siges der: „Han giver den trætte kraft, den svage fylde af styrke.“ (Esajas 40:29) Han vil aldrig lade det voksende univers gå i stå eller løbe træt. Det vil bestå for evigt og opfylde den hensigt hvormed han skabte det. En iagttager af stjernehimmelen sagde engang poetisk: „Himlen forkynder Guds ære, hvælvingen kundgør hans hænders værk. Dag bærer bud til dag, nat lader nat det vide.“ — Salme 19:2, 3.

12. Hvorfor har mennesker ingen undskyldning for at ignorere Gud og deres ansvar over for ham?

¹² Det er godt for os at Gud er usynlig for os mennesker. Men alligevel giver han os så mange vidnesbyrd om sin eksistens at mennesker er uden undskyldning når de benægter hans eksistens og ignorerer deres ansvar over for ham. Som en af bibelskribenterne udtrykte det: „Hans usynlige egenskaber ses nemlig klart fra verdens skabelse af, både hans evige kraft og hans guddommelighed, idet de fornemmes i de ting der er frembragt, så de er uden undskyldning; for skønt de kendte Gud, herliggjorde de ham ikke som Gud.“ (Romerne 1:20, 21) I betragtning af alle de foreliggende vidnesbyrd har mennesker intet grundlag for at påstå at Gud ikke er til, og heller ikke for at hævde at han er død. Han lever, og med sin dynamiske kraft og fuldkomne hukommelse er han i stand til at gennemføre sine hensigter, som han erklærede eller bekendtgjorde for seks tusind år siden. Og det kan vi være glade for!

13. Hvad er Gud også kilden til, og hvorfor kan han udmærket være det?

 ¹³ Vi er ikke enige med de videnskabsmænd der i vor tid benægter at Gud er kilden til al energi, og som også benægter eksistensen af en af de former for energi han er kilden til, fordi de ikke kender den, nemlig „ånd“. Men hvorfor skulle Gud ikke kunne være kilden til „ånd“? Han er jo selv „ånd“ eller „en ånd“, som Jesus sagde for nitten hundrede år siden. — Johannes 4:24, dansk aut. overs. og Ny Verden-overs.

14. Hvad er „den hellige ånd“, og hvem udgår den fra?

¹⁴ Fra Gud udgår der en usynlig, virksom kraft hvormed han bringer sin vilje til udførelse. Det er ikke blot en indflydelse, sådan som den indflydelse et menneske med en stærk personlighed kan øve på andre. Nej, det er en virkende kraft. Og Gud, som denne kraft udgår fra, er hellig, det vil sige fuldstændig ren og retfærdig. Han udsender den for at gennemføre noget der er helligt. Derfor kan den med rette kaldes „hellig ånd“. Sådan omtales den i Guds skrevne ord. Jesus Kristus anerkendte at Gud er kilden til hellig ånd. Til nogle jordiske familiefædre sagde han for eksempel: „Hvis altså I, skønt I er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor langt snarere vil da ikke Faderen i himmelen give hellig ånd til dem der beder ham!“ — Lukas 11:13.

15. Hvilken ånd vil vi gerne, ligesom David, have del i?

¹⁵ En af Jesu kongelige forfædre, kong David, anerkendte også Gud som kilden til hellig ånd. Han gav udtryk for dette da han bekendte sine overtrædelser for Gud, bad om tilgivelse og sagde: „Kast mig ikke bort fra dit åsyn, tag ikke din hellige Ånd fra mig.“  (Salme 51:13) At blive forholdt den hellige ånd ville være ensbetydende med at blive afskåret fra dens kilde. Det kunne kun få meget alvorlige, ja katastrofale følger for David. Hvis vi i dag tror at Gud er til og er kilden til hellig ånd, vil han også give os mulighed for at få del i denne ånd når vi beder ham om den. Ønsker vi ikke netop at denne kraft skal virke på os? Hvis den gør det, vil Gud kunne udvirke meget godt gennem os, og bevare os hellige i denne meget uhellige verden.

EN KRAFT, IKKE EN PERSON

16. Hvoraf fremgår det at det hebraiske ord for „ånd“ er meget beskrivende?

¹⁶ I Bibelen, Guds skrevne ord, benyttes et meget træffende og beskrivende ord om denne usynlige, virksomme kraft fra Gud. I Bibelens første bog kaldes den ruʹach. I den første græske oversættelse af denne bog betegnes den som pneuʹma. Eftersom det hebraiske ord ruʹach indeholder tanken om bevægelse og virksomhed, har danske bibeloversættere også, foruden „ånd“, gengivet det med „pust, ånde, brise, blæst, vind, storm“ og „virksom kraft“. Sammenhængen hvori det hebraiske ord forekommer, er med til at afgøre om det skal oversættes med „ånd“ eller et andet ord.

17. Hvad siger An American Translation i stedet for „Guds Ånd“ i Første Mosebog 1:2, og hvad viser dette angående ordet ruʹach?

¹⁷ Vi kan for eksempel betragte det andet vers i Bibelen, hvor ordet ruʹach forekommer for første gang. Hvordan skal det oversættes her? Den autoriserede danske oversættelse af 1931 gengiver Første Mosebog 1:1, 2 på denne måde: „I begyndelsen skabte Gud  himmelen og jorden. Og jorden var øde og tom, og der var mørke over verdensdybet. Men Guds Ånd svævede over vandene.“ Men An American Translation, der blev udgivet af Chicagos universitet i 1939, siger: „Da Gud begyndte at skabe himlene og jorden et nøgent øde; mørke dækkede afgrunden og en stormvind rasede over vandenes overflade.“ I stedet for ordet „Ånd“ benyttes her ordet „vind“, og udtrykket „Guds Ånd“ gengives med „en stormvind“. An American Translation viser således at ordet ruʹach betyder noget der er usynligt og som er i bevægelse eller i virksomhed.

18. Hvordan viser New World Translation at det ikke var en person som kaldtes ’Ånden’ der svævede over vandene?

¹⁸ At ruʹach betegner en usynlig kraft der er i virksomhed, kommer også til udtryk i New World Translation, hvor Første Mosebog 1:1, 2 gengives på denne måde: „I begyndelsen skabte Gud himlene og jorden. Jorden var dengang formløs og øde og der var mørke over vanddybets flade; og Guds virksomme kraft var i bevægelse frem og tilbage over vandenes flade.“ Både denne oversættelse og An American Translation viser klart at det ikke var en person — kaldet ’Ånden’ — der svævede usynligt over vandet som dækkede hele jordkloden. Nej, det var Guds upersonlige, virksomme kraft der bevægede sig frem og tilbage over den mørke vandflade.

19. Var det mon uden grund at Guds ånd eller virksomme kraft bevægede sig frem og tilbage over vandenes flade?

¹⁹ Hvordan Guds usynlige, virksomme kraft gav sig til kende ved vi ikke; beretningen kommer ikke nærmere ind på det. Men sikkert er det at Guds virksomme kraft ikke bevægede sig frem og tilbage uden grund,  uden at udrette noget. Muligvis havde den til opgave at fjerne den kosmiske støvsky der sandsynligvis omgav jorden og hindrede sollyset i at skinne på vanddybets flade som omgav hele jorden. *

20. Hvordan fortsatte Gud med at udføre sit værk, for at vore jordiske forældre kunne få dagslys at se ved?

²⁰ Efter at Guds virksomme kraft havde bevæget sig frem og tilbage over vandenes flade i et ikke nærmere angivet tidsrum, fulgte i hvert fald den guddommelige befaling: „’Der blive lys!’ Og der blev lys. Og Gud så, at lyset var godt, og Gud satte skel mellem lyset og mørket, og Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Og det blev aften, og det blev morgen, første dag.“ (1 Mosebog 1:3-5) I harmoni med at Gud er hellig virkede hans ånd eller virksomme kraft på en god måde, i en god hensigt. Den viste sig at være hellig. Ved hjælp af denne kraft gik Gud videre med at gennemføre sin hensigt, så vore første forældre på jorden kunne få dagslys at se ved.

21. Hvorfor bør vi, i betragtning af den måde Gud har benyttet sin ånd på, have samme indstilling som den der skrev Salme 143:10?

²¹ Lige fra første gang Guds virksomme kraft nævnes i Bibelen, benyttes den til gavn for menneskene. Vor erkendelse heraf drager os uvilkårligt nærmere til den hellige ånds himmelske kilde. Bibelens beretning, der skildrer hvordan den hellige ånd har virket i mange årtusinder, viser at Gud altid har benyttet sin ånd på en hellig måde. Den har altid tjent hans retfærdige  hensigt. Måtte vi derfor aldrig modstå denne usynlige, virksomme kraft fra den almægtige Gud. Lad os tværtimod nære samme indstilling som bibelskribenten, der sagde: „Lær mig at gøre din vilje, thi du er min Gud, mig føre din gode Ånd ad den jævne vej!“ — Salme 143:10.

[Fodnote]

[Studiespørgsmål]

 [Helsides illustration på side 4]