Kapitel 8

’Der kom livsånd fra Gud ind i dem’

1. Hvilken særlig side af den hellige ånds virksomhed vil snart høre op, ifølge Jesu ord i Mattæus 28:18-20?

EN SÆRLIG virksomhed som Guds hellige ånd har udfoldet i de sidste nitten hundrede år, skal snart høre op. Når dette sker, vil arbejdet med at gøre folk til disciple af Messias Jesus også høre op. Efter sin opstandelse henviste Guds søn til dette arbejde da han på et bjerg i landsdelen Galilæa sagde til sine apostle: „Al myndighed i himmelen og på jorden er blevet givet mig. Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ — Mattæus 28:18-20.

2. Hvilken kraft ville være med disciplene indtil „afslutningen på tingenes ordning“?

² Apostlene kendte udmærket Guds hellige ånd, i hvis navn de skulle døbe de mennesker af alle nationer der blev Kristi disciple. I de år de havde arbejdet nært sammen med deres Herre, Jesus, havde de med egne øjne set hvordan ånden virkede magtfuldt gennem ham når han forkyndte Riget, underviste og gjorde mirakler. (Apostelgerninger 10:38) Og den sidste påskeaften de  var sammen med ham, den 14. nisan år 33, sagde han til dem for at trøste dem: „Jeg vil anmode Faderen, og han vil give jer en anden hjælper til at være hos jer for evigt, sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod.“ (Johannes 14:16, 17) Det var altså ikke alene den opstandne og herliggjorte Jesus Kristus der ville være med dem til „afslutningen på tingenes ordning“, men også deres virksomme hjælper, den hellige ånd, for den ville være hos dem „for evigt“.

3, 4. (a) Hvorfor spørger vi om Jesus Kristus har været med kristenheden alle dage indtil nu? (b) Hvad er ifølge Jesus afgørende for om nogle der kalder sig kristne, har den hellige ånd?

³ Dette har interesse for os der lever i dag. Vi befinder os nemlig i den tidsperiode der kaldes „afslutningen på tingenes ordning“. (Mattæus 24:3) Siden den første verdenskrigs udbrud i 1914 har begivenhederne, såvel i verden som blandt Kristi disciple, vist sig at opfylde det Jesus forudsagde i sin profeti i Mattæus 24:3 til 25:46. (Se også Markus 13:3-37; Lukas 21:7-36.) Jesus Kristus, som har fået „al myndighed“ i himmelen og på jorden, har været med sine disciple „alle dage“ indtil nu. Den lovede „hjælper“, den hellige ånd, har også været med dem. Nu om stunder er der imidlertid mange som gør krav på at være Kristi disciple eller kristne. Ifølge de senest offentliggjorte tal har kristenheden nu over ni hundrede millioner kirkemedlemmer. Skal vi da mene at det er kristenheden der nyder Kristi bevågenhed? Er det inden for kristenheden den hellige ånd virker?

⁴ Kan dette besvares udelukkende på grundlag af det antal der bekender sig som kristne? Nej; Jesus sagde at det afgørende er gudfrygtige gerninger:

 „I kan kende dem på deres frugter. . . . Ethvert træ som ikke frembringer god frugt, bliver hugget om og kastet i ilden. Det er altså på deres frugter I skal kende disse mennesker.

Ikke enhver som siger til mig: ’Herre, Herre,’ vil komme ind i himlenes rige, men kun den der gør min himmelske Faders vilje.“ — Mattæus 7:16-21.

5. Bærer kristenheden i dag præg af „åndens frugt“ eller af „kødets gerninger“?

⁵ Kristenheden, som blev grundlagt i det fjerde århundrede på foranledning af den udøbte hedenske romerske kejser Konstantin den Store, har aldrig båret god frugt. Efter at den nu i seksten hundrede år har haft lejlighed til at frembringe „åndens frugt“, må man sige at dens religiøse organisation ikke i overvældende grad bærer præg af „kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed, selvbeherskelse“. Tværtimod lægger den „kødets gerninger“ for dagen. — Galaterne 5:19-23.

6, 7. I hvilke henseender kan kristenheden sammenlignes med menigheden i Laodikea, og har kristenheden ændret sind og fulgt det råd Jesus gav denne menighed?

⁶ Kristenheden med sine utallige kirkemedlemmer kan i dag sammenlignes med ’menigheden i Laodikea’. I Åbenbaringen 3:14-18 siger den herliggjorte Jesus Kristus til denne menighed:

„Jeg kender dine gerninger, og jeg ved at du hverken er kold eller varm. Jeg ville ønske du var kold eller varm. Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund. Fordi du siger: ’Jeg er rig og har erhvervet mig rigdom og trænger slet ikke til noget,’ mens du ikke ved at du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen, råder jeg dig til hos mig at købe guld lutret i ild så du kan blive rig, og hvide yderklæder så du kan blive påklædt og din nøgenheds skam ikke skal blive gjort kendt, og øjensalve til at gnide ind i dine øjne så du kan se.“

 ⁷ Har kristenheden ændret sind og taget imod dette råd fra Kristus? Dens aktive deltagelse i de to verdenskrige, dens forfølgelse af religiøse mindretal, dens materialisme, dens løse moral og dens indblanding i politik for at beherske og bevare den nuværende gamle tingenes ordning — alt dette og mange andre ting tvinger os til at svare nej.

8. Hvorfor er den herliggjorte Jesus nødt til at ’udspy kristenheden af sin mund’ og ikke bruge den i det arbejde der skal udføres i vor tid?

⁸ Her i afslutningsperioden for den gamle tingenes ordning har Jesus Kristus ikke haft nogen anden mulighed end at „udspy“ kristenheden af sin mund. Den er i åndelig henseende hverken forfriskende kold eller stimulerende varm for ham. Den er ikke som noget han kunne tænke sig at synke og derved få gavn af. Den er „lunken“, idet den gør krav på at være kristen men samtidig har gjort sig til ven med og et redskab for verden. Dette kan den regerende konge Jesus Kristus ikke døje eller fordrage. Han betragter den som en fjende af sin Gud og Fader. (Jakob 4:4) Han har intet tilfælles med sin Faders fjender. Derfor befinder kristenheden sig ikke i et åndeligt paradis sammen med ham, og han kan ikke bruge den til at udføre det arbejde han har overdraget sine sande disciple. — Mattæus 24:14.

9. Er kristenheden som følge af sit virke i religionens navn blevet genstand for alle nationernes had? Hvad er der tværtimod sket?

⁹ Kristenheden har gjort sine gerninger og øvet sit virke i religionens navn. Har det medført at den er ’blevet genstand for alle nationernes had på grund af Kristi navn’? (Mattæus 24:9) Nej. Tværtimod har kristenheden været årsag til at andre er blevet genstand for et sådant had. Hvem? Det fremgår af nutidens historie.  Under den første verdenskrig var der en international gruppe bibelforskere som ud fra de inspirerede skrifter påpegede at „hedningernes tider“ udløb samme år som den første verdenskrig udbrød — i 1914. (Lukas 21:24, dansk aut. overs.) Desuden sagde de at alle nationerne, hvad enten de gjorde krav på at være kristne eller ej, ville blive udslettet på grund af deres modstand mod det himmelske rige, hvor Jesus Kristus nu herskede som konge ved Guds højre hånd. Alle som ville undgå at blive udslettet sammen med kristenheden, måtte tage afstand fra falsk kristendom og forlade kristenhedens kirker. Ved at forkynde denne modige lære pådrog de samvittighedsfulde bibelforskere sig alverdens had.

10. Hvilket religiøst mindretal søgte kristenheden at udrydde under den første verdenskrig, og på hvilken måde?

¹⁰ Dette hadede religiøse mindretal bestod af kristne der var kendt som de internationale bibelstudenter. Under deres bibelstudium og deres forkyndelse benyttede de sig af de publikationer der blev udgivet af Watch Tower Bible and Tract Society, hvis hovedkontor lå og stadig ligger i Brooklyn, New York. Det var disse bibelstudenter kristenheden koncentrerede sin modstand imod under den første verdenskrig. Den søgte at udrydde dem. Dens gejstlige rettede falske anklager mod dem og overtalte politikere og dommere til at skride ind over for dem.

11. Hvordan blev Watch Tower Bible and Tract Society ramt af forfølgelsen?

¹¹ Nogle af Watch Tower Bible and Tract Society’s publikationer blev forbudt. I flere lande blev bibelstudenternes arbejde også forbudt. Visse steder blev patriotiske borgere ligefrem hidset op til at foretage rene  pøbeloverfald på dette fredelige, bagtalte mindretal. I foråret 1918 blev flere af de ansvarshavende på Selskabets hovedkontor i Brooklyn idømt lange fængselsstraffe på falske anklager og sendt til afsoning i et forbundsfængsel!

12. Var det lykkedes kristenheden at „dræbe“ vidnearbejdet for bestandig, ifølge Åbenbaringen 11:7-12? Forklar nærmere.

¹² Nu da præsidenten og kassereren for Watch Tower Bible and Tract Society og seks andre fremtrædende medarbejdere fra hovedkontoret var kommet bag lås og slå, troede kristenheden at den havde gjort det af med denne organisation af trofaste vidner for Guds oprettede rige ved Jesus Kristus. Men havde den virkelig tildelt den dødsstødet? En tid lang så det ud som om Rigets vidner var så godt som døde. Men var de sat ud af spillet for bestandig? Åbenbaringen 11:7-12 svarer i symbolske vendinger:

„Og når de har fuldført aflæggelsen af deres vidnesbyrd, vil vilddyret som stiger op af afgrunden føre krig mod dem og sejre over dem og dræbe dem. Og deres lig skal ligge på den brede gade i den store by som i åndelig forstand kaldes Sodoma og Ægypten, hvor også deres Herre blev pælfæstet. Og mennesker fra folkene og stammerne og tungemålene og nationerne skal se på deres lig i tre og en halv dag, og de lader ikke deres lig lægge i en grav. Og de der bor på jorden fryder sig over dem og morer sig, og de sender hinanden gaver, for disse to profeter pinte dem der bor på jorden.

Og efter de tre og en halv dag kom der livsånd fra Gud ind i dem, og de rejste sig og stod på deres fødder, og stor frygt faldt på dem der så dem. Og de hørte en høj røst fra himmelen sige til dem: ’Stig herop.’ Og de steg op til himmelen i skyen, og deres fjender så dem.“

13. Hvordan så fremtiden ud for vidnernes organisation, set med kristenhedens øjne, men hvilken kraft tog kristenheden ikke i betragtning?

¹³ I en kort tid, svarende til tre og en halv dag, var denne organisation der forkyndte Bibelens profetier og  vidnede om Guds oprettede rige, udsat for offentlig skændsel. De der var blevet pint af forkyndelsen af Bibelens sandheder, glædede sig over at Rigets vidner var blevet besejret og undertrykt. For kristenheden at se var vidnernes organisation død. Men var Guds ånd blevet dræbt? Den havde ikke vist sig at være død dengang Jesu Kristi pælfæstede legeme lå i en grav i dele af tre dage. Den var heller ikke død nu, nitten hundrede år senere. Det fik man at se da organisationen af Rigets vidner i symbolsk forstand havde ligget død i „tre og en halv dag“.

14. Hvad var nødvendigt for at Mattæus 24:14 kunne opfyldes, og hvad fandt sted i foråret 1919?

¹⁴ Der var efterhånden gået mere end fire år af den periode der kaldes „afslutningen på tingenes ordning“, og Jesu forudsigelse i Mattæus 24:14 var endnu ikke begyndt at gå i opfyldelse: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ Kristenheden, der under verdenskrigen havde besudlet sig med blod, var ikke indstillet på eller ren nok til at opfylde denne profeti. Hvad var der så at gøre? Den almægtige Guds hellige ånd måtte træde i virksomhed. Det gjorde den, ikke til gunst for den blodskyldige kristenhed, men til gunst for de tilsyneladende døde vidner for Riget. I overensstemmelse med billedet i Åbenbaringen 11:11 „kom der livsånd fra Gud ind i dem, og de rejste sig og stod på deres fødder“. Denne genoplivning fandt sted om foråret i efterkrigsåret 1919.

15. Hvem blev løsladt og gik i gang med at arbejde, og hvilken kommentar blev der givet til Mattæus 24:14?

¹⁵ I slutningen af marts 1919 blev præsidenten og  kassereren for Watch Tower Bible and Tract Society og deres medarbejdere overraskende løsladt mod kaution, og de gik straks i gang med arbejdet. Jesu profeti i Mattæus 24:14 blev genstand for fornyet opmærksomhed. I Vagt-Taarnet for oktober 1920 (siderne 151, 152) blev der givet en overraskende kommentar til dette skriftsted. Det blev gjort klart at den forudsagte forkyndelse i hele verden ikke var en forkyndelse som var foregået i løbet af hele „evangeliealderen“ i de forløbne nitten hundrede år, altså forkyndelsen af et kommende rige. Den forkyndelse der var forudsagt, var derimod forkyndelsen af et oprettet rige. Det var et verdensomspændende forkyndelsesarbejde der skulle udføres fra og med 1914.

16. Hvordan blev vidnerne berørt af denne åbenbaring, og hvilket højdepunkt fandt sted i 1919?

¹⁶ Denne åbenbaring i kraft af „sandhedens ånd“ satte nyt liv i vidnegerningen. Som et storslået højdepunkt i 1919, det år genoplivningen fandt sted, samledes rigsvidnerne til deres første generalstævne efter krigen. Stævnet varede i otte dage og blev holdt i Cedar Point i Ohio. Tusinder fra De forenede Stater og Canada overværede det. Præsidenten for Watch Tower Bible and Tract Society, der i mellemtiden var blevet renset for de falske anklager, gav meddelelse om det nye rigsarbejde der skulle udføres. For en tilhørerskare på 7000 holdt han et offentligt foredrag.

17. Hvorfor havde fjenderne grund til at frygte, nu da vidnerne var blevet genoplivet?

¹⁷ Ved den overraskende genoplivning af vidnerne for Guds oprettede rige faldt der stor frygt på Rigets fjender, især i kristenheden. Hvis fjenderne havde grund til  at nære frygt dengang, hvor Rigets vidner kun udgjorde en lille rest, skulle de senere få langt større grund til at frygte. Vidnerne for Riget skulle i hele verden træde i forgrunden på en måde som Kristi disciple aldrig før havde gjort. Det var som om de blev opfordret til at indtage denne forgrundsstilling af en høj røst fra himmelen der sagde til dem: „Stig herop.“

18. Hvordan viste vidnerne i 1922 at de ikke veg tilbage for at udføre det arbejde som ville rette hele verdens opmærksomhed imod dem?

¹⁸ Ved at forkynde Riget ville de så at sige blive ophøjet til himmelen, idet de ville tiltrække sig hele verdens opmærksomhed. Men de veg ikke tilbage for dette. Ansporet af Guds animerende ånd gik de frygtløst i gang med arbejdet. Begejstringen voksede yderligere ved det andet generalstævne i Cedar Point, Ohio (i 1922), da Watch Tower Society’s præsident nåede frem til højdepunktet i sit temaforedrag og sluttede med den magtfuldt opfordring: „Forkynd, forkynd, forkynd Kongen og hans rige!“ Denne dynamiske opfordring til at forkynde Riget lige til det sidste, blev af de tusinder af stævnedeltagere modtaget med et tordnende bifald.

TIDEN INDE TIL AT AFLÆGGE ET VERDENSOMFATTENDE VIDNESBYRD

19. Hvorfor var det meget passende at Johannes efter beretningen om genoplivningen af de to vidner fortsatte med skildringen i Åbenbaringen 11:15-18?

¹⁹ Grunden til at der i 1919 kom „livsånd fra Gud“ ind i de undertrykte vidner, var at Riget skulle forkyndes i hele verden. Det var derfor meget passende at apostelen Johannes umiddelbart efter sin beretning om ophøjelsen af de to vidner, fortsatte med følgende skildring:

„Og den syvende engel blæste i sin trompet. Og høje røster lød i himmelen idet de sagde: ’Verdensherredømmet er nu  blevet vor Herres og hans Messias’, og han skal herske som konge i evighedernes evigheder.’

Og de fireogtyve ældste som sad på deres troner foran Gud, faldt på deres ansigter og tilbad Gud idet de sagde: ’Vi takker dig, Jehova Gud, du Almægtige, du som er og som var, fordi du har taget din store magt og er begyndt at herske som konge. Men nationerne blev vrede, og din egen vrede kom, og den fastsatte tid til at de døde skal dømmes, og til at give lønnen til dine trælle profeterne og til de hellige og til dem som frygter dit navn, de små og de store, og til at ødelægge dem der ødelægger jorden.’“ — Åbenbaringen 11:15-18.

20. (a) Havde den nyhed der blev forkyndt med høj røst, kun interesse for himmelen? (b) Hvad blev der nu behov for, i betragtning af det Jesus havde forudsagt?

²⁰ Det budskab der blev forkyndt med høj røst i himmelen: „Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og hans Messias’, og han skal herske som konge i evighedernes evigheder,“ fortjente at blive gentaget på jorden. Nyheden om at Kristus havde overtaget sit verdensherredømme ved udløbet af hedningernes tider i 1914, havde ikke kun interesse for himmelen. Den angik også menneskehedens verden. Menneskene måtte høre den. Men hvordan skulle de kunne høre uden at der var nogen som forkyndte? Jesus forudsagde at nyheden ville blive forkyndt over hele jorden før enden på denne tingenes ordning indtraf. Resten af hans salvede disciple fik derfor til opgave at forkynde Riget efter sin åndelige genoplivning i 1919. — Mattæus 24:14; Markus 13:10; Romerne 10:14, 15; se også Esajas 32:15.

21. Hvorfor er det ikke formasteligt af Kristi disciple at forkynde Riget, sådan som kristenheden måske ville hævde, og hvorfor må de have den hjælp der omtales i Zakarias 4:6?

²¹ Det var således resten af Jesu Kristi salvede disciple der blev bemyndiget til og sendt ud for at forkynde. (Esajas 61:1-3) Hvis kristenheden synes det er formasteligt  af dem at udføre denne rigsforkyndelse, kunne man spørge hvorfor kristenheden da ikke selv forkynder Riget. Det er tydeligvis ikke den opgave kristenheden er optaget af. Derimod tager den del i politik og skænker den ukristne verdensorganisation De forenede Nationer sin velsignelse. Eftersom den salvede rest er så lille i sammenligning med kristenhedens mange hundrede millioner kirkemedlemmer, må den nødvendigvis have den hjælp som Jehova omtalte i Zakarias 4:6: „Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min Ånd.“

22. På hvem er Joel 3:1, 2 gået i opfyldelse, at dømme efter den forkyndelse der udføres?

²² Den hellige ånd, som Jehova forudsagde at han ville udgyde i de sidste dage, er ikke holdt op med at virke, for „resten“ gør stadig folk til Kristi disciple og døber dem i den hellige ånds navn. (Mattæus 28:19, 20; Joel 3:1, 2; Apostelgerninger 2:14-21) Hensigten med at Gud ville udgyde noget af sin ånd over „al slags kød“, var ifølge profetien at modtagerne skulle profetere. Kendsgerningerne viser at resten af Kristi salvede disciple har udført en sådan profetisk gerning over for alle nationerne til et vidnesbyrd om Guds rige. Følgelig må det være dem Guds ånd er udgydt over. Guds ånd står bag deres verdensomspændende forkyndelse. Det kan ikke bestrides.

23. Hvem blev der i de følgende tolv år profeteret om, og hvorfor var dette nødvendigt?

²³ Efter at den salvede rest havde profeteret om Guds rige i tolv år, var dens medlemmer efterhånden blevet bedre oplyst om Jehova, den udgydte ånds himmelske kilde. De havde øget deres vidnesbyrd om ham og havde alle vegne kundgjort hans navn som det største navn der  findes. De havde virkelig sat sig for at være hans vidner og at leve op til det de var, ’et folk for hans navn’. (Esajas 43:10-12; Apostelgerninger 15:14) Lad os ikke forklejne deres gerning der går ud på at vidne om såvel Jehova som hans Messias, og regne den for at være uden betydning. Ifølge profetien i Joel 3:1-5 måtte denne gerning nødvendigvis gå forud for ’Jehovas store og frygtelige dag’. Hvis ikke folk blev underrettet, kunne de ikke påkalde den rette og opnå frelse når ’dagen’ kom. I Joel 3:5 får vi at vide at „enhver, som påkalder [Jehovas] navn, skal frelses“. Vidnesbyrdet om Jehova måtte altså aflægges.

24. Hvilket nyt navn antog den salvede rest i 1931, og hvordan kan vi sige at dette ikke kun var en symbolsk handling?

²⁴ Det var derfor ikke helt tilfældigt at de mange tusind der søndag den 26. juli 1931 overværede de internationale bibelstudenters internationale stævne i Columbus, Ohio, gav deres uforbeholdne tilslutning til en resolution om at de ville kaldes ved et bibelsk navn af stor betydning. Det navn stævnedeltagerne antog ved at vedtage resolutionen, var „Jehovas Vidner“. Efter det internationale stævne i Columbus vedtog de internationale bibelstudenters menigheder over hele jorden en tilsvarende resolution. Derved erklærede de at de var vidner for Jehova. Dette var ikke kun en symbolsk handling fra de åndelige israelitters side. Ved at opfylde de forpligtelser navnet indebærer, har „restens“ medlemmer vist sig værdige til den nye betegnelse.

25. Hvordan er de genoplivede rigsvidner kommet til at indtage en fremtrædende stilling i forbindelse med det guddommelige navn og i forbindelse med den forpligtelse der fremgår af Esajas 43:10-12?

²⁵ Det kan ikke bestrides at der var kommet „livsånd fra Gud“ ind i den salvede rests medlemmer og at Gud  havde kaldet dem til at indtage en fremtrædende stilling for øjnene af alle deres fjender. Uden at frygte fjenderne havde de efterkommet Guds opfordring: „Stig herop.“ (Åbenbaringen 11:11, 12) De skammede sig ikke over at bære Guds navn, det helligste af alle navne. Ved at forkynde og profetere på grundlag af dette navn fra hus til hus og fra by til by, har de gjort navnet kendt og ophøjet det på hele jorden. De er de nutidige forkæmpere for det største navn i universet! Sørgeligt nok levede de kødelige israelitter i fortiden som folk betragtet ikke op til de profetiske ord i Esajas 43:10-12, som i første række var henvendt til dem: „Mine vidner er I, så lyder det fra [Jehova], min tjener, hvem jeg har udvalgt . . . I er mine vidner, lyder det fra [Jehova]. Jeg er fra evighed Gud.“ Men den nutidige rest af de åndelige israelitter har med glæde påtaget sig den forpligtelse at være vidner for Jehova.

26. Hvilken åndelig tilstand som menigheden i Sardes i Lilleasien befandt sig i, ønsker den genoplivede rest ikke at vende tilbage til?

²⁶ Nu da de åndelige israelitters rest er blevet genoplivet ved hjælp af ’livsånden fra Gud’, ønsker den ikke igen at komme i den tilstand som menigheden i det gamle Sardes i Lilleasien befandt sig i. Til denne menighed sagde Jesus Kristus:

„Dette siger han som har Guds syv ånder og de syv stjerner: ’Jeg kender dine gerninger, og jeg ved at du har ry for at være levende, men du er død. Bliv vågen og styrk det der er tilbage og som var ved at dø, for jeg har ikke fundet dine gerninger fuldt gennemført i min Guds øjne. Du må derfor stadig huske på hvad du har modtaget og hørt, og du må blive ved med at holde dig til det, og ændre sind. Ja, hvis du ikke vågner op, vil jeg komme som en tyv, og du vil slet ikke vide i hvilken time jeg kommer over dig.’“ — Åbenbaringen 3:1-3.

27. Hvad ønsker den salvede rest ikke at miste, og hvilke ord lægger den sig derfor på sinde?

 ²⁷ I denne verden, der befinder sig i religiøst mørke, ønsker den salvede rest af åndelige israelitter at skinne som lysspredere der kaster lys over Guds navn og over hans hensigter i forbindelse med menneskenes frelse. De vogter sig for at miste det privilegium det er at tjene kollektivt som en åndelig lampestander. De lægger sig de ord på sinde som den herliggjorte Jesus Kristus henvendte til menigheden i det gamle Efesus:

„Du må . . . ændre sind og gøre de tidligere gerninger. Ellers kommer jeg til dig, og jeg vil flytte din lampestander fra dens plads, medmindre du ændrer sind.“ — Åbenbaringen 2:5.

„EN STOR SKARE“ PÅKALDER GUDS NAVN

28. Hvorfor gjorde den salvede rest ikke samme erfaring under den anden verdenskrig som den havde gjort under den første verdenskrig, selv om ’vilddyret fra havet’ nu igen førte krig imod den?

²⁸ I årene 1939-1945 blev menneskeheden hjemsøgt af endnu en verdenskrig. Gjorde den genoplivede rest af de åndelige israelitter, der siden 1931 havde været kendt som Jehovas Vidner, nu samme erfaring som under den første verdenskrig? Nej, selv om „resten“ blev udsat for den værste religiøse forfølgelse, idet ’vilddyret fra havet’ atter førte krig imod den, gik det ikke sådan. Den voldsomme forfølgelse fik ikke bugt med det forkyndelsesarbejde den salvede rest udførte. Restens medlemmer lod sig ’fortsat fylde med ånd’ fra deres himmelske Livgiver. (Efeserne 5:18) De holdt sig i live i åndelig henseende ved stadig at vidne om Riget, om nødvendigt under jorden. Når civile og militære regeringer forbød dem at forkynde den gode nyhed om  Jehovas oprettede rige, bad de Gud om mod til trofast at fortsætte med at opfylde missionsbefalingen.

29. Hvordan er det gået „resten“, i lighed med det der siges i Apostelgerninger 4:31?

²⁹ Dette gav samme resultat som en tilsvarende bøn gjorde for menigheden i Jerusalem efter at de religiøse myndigheder havde befalet apostlene at holde op med at forkynde Kristus. „Og de blev alle som én fyldt med den hellige ånd og talte Guds ord med frimodighed.“ (Apostelgerninger 4:31) Til den dag i dag har „resten“ vist at den er fyldt med hellig ånd, og den taler fortsat „Guds ord med frimodighed“. Derfor er dens „lampestander“ ikke blevet flyttet fra sin plads.

30. (a) Hvad gør den salvede rest i forbindelse med Guds navn? (b) Hvorfor er der i betragtning af Åbenbaringen 6:14-17, grund til at spørge om „restens“ medlemmer er de eneste der opnår at blive frelst på Jehovas dag?

³⁰ Medlemmerne af den salvede rest påkalder Jehovas navn og forkynder det i hele verden. Men er de de eneste der i dag kan gøre sig håb om at blive frelst når „[Jehovas] store og frygtelige dag kommer“? (Joel 3:4, 5) Det er et spørgsmål som mange der ikke hører til „resten“ gerne vil have svar på. Om Jehovas „frygtelige dag“ siges der nemlig i Åbenbaringen 6:14-17:

„Og himmelen [de politiske regeringer som menneskene er underlagt] forsvandt som en skriftrulle der rulles sammen, og hvert bjerg og hver ø blev flyttet fra sit sted. Og jordens konger og stormændene og de højere officerer og de rige og de stærke og hver træl og fri skjulte sig i hulerne og i bjergenes klipper. Og de bliver ved med at sige til bjergene og til klipperne: ’Fald over os og skjul os for hans ansigt som sidder på tronen og for Lammets vrede, for deres vredes store dag er kommet, og hvem kan bestå?’“

31. (a) Hvad er svaret på det spørgsmål de nævnte personer stiller med hensyn til at redde livet på Jehovas dag? (b) Hvem søger ikke jordisk beskyttelse sammen med jordens konger og deres tilhængere?

 ³¹ Svaret på det spørgsmål der her stilles af de nævnte personer som ikke har påkaldt Jehovas navn, er at ikke en eneste af dem vil stå godkendt og blive skånet på Guds „store dag“. De vil blive tilintetgjort i det symbolske stormvejr der omtales i det følgende kapitel, i Åbenbaringen 7:1-3. Derefter får vi oplysning om de 144.000 trælle for Gud der er beseglet på deres pander med „et seglstempel fra den levende Gud“. De benævnes som israelitter, ikke kødelige, omskårne israelitter som dem der bifaldt at Guds lam blev slagtet, men åndelige israelitter der følger Lammet Jesus og anerkender ham som Messias. (Åbenbaringen 7:4-8; 14:1-5) Hvad åbenbarer sig dernæst for vore øjne? Et stort antal mennesker der ikke sammen med jordens konger og deres tilhængere råber til bjergene og klipperne (de jordiske regeringer) for at disse skal skjule dem for Guds og Lammets vrede. De frygter ikke Guds vrede.

32. Hvem tilskriver medlemmerne af ’den store skare’ deres frelse, og hvordan er dette til gavn for dem?

³² Lad os, mens vi nu læser Åbenbaringen 7:9-17, hæfte os ved at denne talløse folkeskare siges at ’komme ud af den store trængsel’:

„Se! en stor skare, som ingen var i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål stod foran tronen og foran lammet, klædt i lange, hvide klæder; og der var palmegrene i deres hænder. Og de bliver ved med at råbe med høj røst og sige: ’Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.’

. . . ’Disse som er klædt i de lange, hvide klæder, hvem er de og hvor er de kommet fra?‘ . . . ’Det er dem der kommer  ud af den store trængsel, og de har vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor er de foran Guds trone; og de yder ham hellig tjeneste dag og nat i hans tempel; og han som sidder på tronen vil slå sit telt op over dem. De skal ikke sulte mere eller tørste mere, heller ikke skal solen eller nogen stærk hede brænde dem, for Lammet, som er i tronens midte, vil være hyrde for dem og lede dem til kilder med livets vand. Og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.’“

33. Hvori adskiller ’den store skare’ sig fra de 144.000 åndelige israelitter, og hvorfor kan den tjene Gud i hans åndelige tempel?

³³ De der udgør denne talløse ’store skare’ hører ikke med til de åndelige israelitter, hvis antal er fastsat til 144.000. De er ikke beseglet på deres pander med „et seglstempel fra den levende Gud“. De ses ikke stående på det himmelske Zions bjerg sammen med Guds lam. De omtales ikke som „købt fra menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og for Lammet“. I sammenligning med de 144.000 åndelige israelitter betragtes de, hvad deres nationalitet angår, som hedninger eller ikke-jøder, folk fra nationerne. Alligevel har de lært Jehova Gud at kende, og de anerkender ham som den der sidder på universets trone, som den suveræne over hele universet. De ved og bekender hvem det slagtede Guds lam er, for de tror på dets blods rensende kraft som et middel til at kunne stå rene foran Guds trone. I denne rensede tilstand yder de ham hellig tjeneste dag og nat i hans åndelige tempels jordiske forgårde.

34. Hvilke „får“ består ’den store skare’ af, og hvilket håb har de om fremtidigt liv?

³⁴ Hvilket håb har de? Ikke et himmelsk håb. I Åbenbaringen 7:17 sammenlignes de med får, og Lammet er deres hyrde. De „kilder med livets vand“ som han leder dem til, er „kilder“ hvorfra der strømmer guddommelige  foranstaltninger som hjælper dem til at opnå liv som fuldkomne mennesker i det jordiske paradis der er givet løfte om. De hører med til de symbolske „får“ som „den rigtige hyrde“ har sat sin menneskesjæl til for. Efter at Jesus havde talt om den „fold“ som Johannes Døber i sin egenskab af ’dørvogter’ åbnede døren til i år 29, sagde han videre: „Og jeg har andre får, som ikke hører til denne fold; dem bør jeg også føre, og de vil høre efter min stemme, og de vil blive én hjord, én hyrde.“ (Johannes 10:3, 16) Følgelig består den ’store skare’ der omtales i Åbenbaringen 7:9-17, af „andre får“ som lever i dag og som har forpligtet sig til at følge Jesus Kristus, „den rigtige hyrde“.

35. Hvem bliver ’den store skare’ ført sammen med, så de kommer til at udgøre „én hjord“ under „én hyrde“?

³⁵ Sammen med hvem er denne ’store skare’ da blevet „én hjord“ under „én hyrde“? Sammen med „fårene“ i den anden „fold“, nemlig resten af den „lille hjord“ af åndelige israelitter. (Lukas 12:32; 1 Peter 2:25) Selv om ’den store skare’ ikke er med i den nye pagt som Jesus Kristus har formidlet mellem Gud og det åndelige Israel, forener han den med den salvede rest, så de kommer til at udgøre „én hjord“ i én fold. Siden hvornår har „den rigtige hyrde“ været i færd med dette?

36, 37. (a) Hvilken begivenhed markerede at indsamlingen af ’de andre får’ var begyndt? (b) Hvilket håb blev til deres store glæde stillet dem i udsigt?

³⁶ Siden 1935. I slutningen af maj dette år afholdt Jehovas kristne vidner et femdages stævne i Washington, D.C., U.S.A. Til dette stævne havde man specielt indbudt mennesker som havde sluttet sig til den salvede rest men som var interesseret i at overleve „den store  trængsel“ og at komme ind i Guds nye orden med dets jordiske paradis uden at skulle dø. Disse mennesker tragtede ikke efter at komme i himmelen. Evigt liv på en paradisisk jord ville fuldt ud opfylde deres hjertes ønske.

³⁷ Stor var derfor deres glæde da præsidenten for Watch Tower Bible and Tract Society ved dette stævne i Washington talte om den ’store skare’ der beskrives i Åbenbaringen 7:9-17. Han forklarede at denne skare ikke var en åndelig eller åndsavlet skare der ville opnå himmelsk natur for at kunne bistå Kristi 144.000 medarvinger. Der var tydeligvis tale om en jordisk skare, hvis medlemmer havde håb om evigt liv som fuldkomne mennesker i det jordiske paradis under Kristi rige. Ved hjælp af „den rigtige hyrde“, Jesus Kristus, var Jehova Gud nu begyndt at indsamle denne skare så den kunne tjene aktivt sammen med den salvede rest.

38. Hvordan reagerede ’den store skare’ på det håb der blev fremholdt for den, og hvilket håb er de som søger Gud, siden blevet henvist til?

³⁸ Hundreder af disse stævnedeltagere i Washington, havde aldrig følt sig særlig tiltrukket af udsigten til at blive medarvinger med Kristus. Men nu da det jordiske håb der fremholdes i Åbenbaringen 7:9-17 blev forklaret for dem, appellerede dette meget stærkt til dem, og de tog imod det med dyb værdsættelse. De hilste disse oplysninger med et kraftigt bifald. Da foredraget om ’den store skare’ senere blev trykt i Vagttaarnet, reagerede tusinder af bladets læsere på samme måde. Det jordiske håb appellerede til deres „ånd“, deres hjertes higen. Siden er søgende mennesker i hele verden hovedsagelig blevet henvist til det håb der gælder ’den store skare’. Hundredtusinder har ladet sig døbe i Guds søns  navn og har fået udsigt til at opleve virkeliggørelsen af dette vidunderlige håb.

39. I betragtning af hvilke forskelle mellem ’de andre får’ og den salvede rest kunne man spørge om de indviede og døbte „andre får“ har den hellige ånd?

³⁹ Disse indviede og døbte „andre får“ der udgør ’den store skare’, er naturligvis ikke blevet avlet til at være Guds åndelige børn som har en himmelsk arv i vente. De er ikke åndelige israelitter. De er ikke parthavere i den nye pagt, med mulighed for at blive Gud „et kongerige af præster og et helligt folk“. (2 Mosebog 19:5, 6) De er ikke blevet beseglet med Guds ånd som et forskud på en himmelsk arv. De er ikke blevet salvet med Guds ånd til at være medarvinger med Kristus i hans himmelske rige. (Esajas 61:1-3; 1 Johannes 2:20, 27; 2 Korinter 1:21, 22) Har de alligevel Guds hellige ånd?

40. Hvordan hjælper Bibelen os til at se om et menneske der har viet sig til Gud behøver at være avlet som følge af Guds ånd for at den hellige ånd kan virke på det?

⁴⁰ Svaret er et eftertrykkeligt ja. De der udgør ’den store skare’ har hele tiden samarbejdet med den åndsavlede, salvede rest, og der er overvældende beviser for at Guds hellige ånd virker på dem. Man behøver ikke nødvendigvis at være avlet ved hjælp af Guds ånd for at Guds aktive kraft kan virke på én. Tag blot profeten Moses, dommerne Otniel, Gideon og Samson, eller kong David og Johannes Døber. Ja, tag alle de førkristne profeter som fik Jehovas ånd og blev inspireret til at skrive Bibelens bøger fra Første Mosebog til Malakias’ bog. Selv om disse mænd i fortiden ikke havde et himmelsk håb, lod Jehova Gud sin ånd komme over dem  fordi de havde viet sig til ham og i kærlighed stillede sig til rådighed for at tjene ham. Gud iklædte dem sin virksomme kraft. Han fyldte dem med sin hellige ånd. Den virkede på dem.

41. Hvordan har Gud sørget for at arbejdet med at forkynde Riget og gøre disciple er blevet udført i verdensomfattende målestok, selv om den salvede rest kun udgør et lille antal?

⁴¹ Hvor mange medlemmer tæller resten af de åndelige israelitter som er salvet med hellig ånd i dag? Ifølge det antal der nyder symbolerne, brødet og vinen, ved den årlige fejring af Herrens nadver eller aftensmåltid, tæller de for øjeblikket omkring 10.000. Men de døbte kristne hvis ånd reagerer positivt på håbet om evigt liv i et paradis her på jorden, tæller over to millioner. Hvem udfører da hovedparten af arbejdet med at forkynde Riget og gøre disciple i hele verden? (Mattæus 24:14; 28:19, 20) De få aldrende medlemmer der er tilbage af den salvede rest kunne umuligt udføre det meste af arbejdet. Derfor har Guds ånd virket med vældig kraft på den store skare „andre får“ og sat dem i stand til, sammen med den salvede rest, at udføre en verdensomfattende vidnegerning uden sidestykke i kristendommens historie.

42, 43. (a) Hvem tilskrives æren for den verdensomfattende forkyndelse der er udført? (b) I betragtning af hvilke bibelske udsagn er forkynderne overbevist om at englene har ledet dem i deres arbejde?

⁴² Forkyndelsen af Rigets evangelium lyder nu på hele jorden i 210 lande og øområder. Over 40.000 menigheder af aktive rigsforkyndere fryder sig over et åndeligt paradis som omspænder hele jorden. *

 ⁴³ Denne omfattende forkyndelse af Guds rige, der nu er nået ud til jordens fjerneste egne, kræver en ihærdig indsats af alle som er med til at udføre den; og de får ingen betaling for deres arbejde. (Mattæus 10:8) Men disse rigsforkyndere, disse kristne vidner for Jehova, tager ikke selv æren for denne storslåede bedrift. De vedgår at de blot er redskaber i Guds hånd. At de har mod og styrke til at udføre dette forudsagte arbejde, tilskriver de Guds ånd. De ved at englene også har ledet og støttet dem under udførelsen af det arbejde Gud godkender. De tror på det der siges i Hebræerbrevet 1:14, nemlig at de himmelske engle er „ånder til offentlig tjeneste, udsendt for at tjene dem som skal arve frelse“. Og de ved at Jesus med henblik på vor tid, „afslutningen på tingenes ordning“, sagde: „Han vil sende sine engle ud med kraftig trompetlyd, og de skal samle hans udvalgte fra de fire vinde, fra himlenes ene ydergrænse til deres anden ydergrænse.“ — Mattæus 24:3, 30, 31.

44. (a) Hvorfor skulle det ikke undre os at engle bruges på den måde? (b) Hvem ville ifølge profetien medvirke når de sande kristne skulle skilles ud fra de navnkristne og når den store skare „andre får“ skulle indsamles?

⁴⁴ Skulle dette undre os? Nej. Allerede i førkristen tid blev Jehova Guds trofaste tilbedere ledet og hjulpet af engle fra himmelen. (1 Mosebog 32:1, 2, 24-30; 2 Mosebog 14:19, 20; 2 Kongebog 6:15-17; Esajas 37:36; Salme 34:8) Vi oplever nu den tid hvor Guds riges sande arvinger indsamles og skilles ud fra de navnkristne i kristenheden, og det er ifølge Mattæus 13:39-43, 49, 50 og Åbenbaringen 14:6 en tid hvor den salvede rest ville få hjælp af engle. Følgelig er de usynlige  engle under kongen Kristus med til at lede indsamlingen af resten af hans salvede disciple, „hans udvalgte“. Jesus benytter også de engle der står under hans befaling, til at indsamle et langt større antal mennesker end dem der udgør den salvede rest, nemlig ’den store skare’ som hører til hans „andre får“. — Mattæus 25:31-46; Johannes 10:16.

EN BILLEDLIG OPSTANDELSE

45, 46. (a) Hvorfor er der ingen grund til at lade hånt om de ringe begyndelsers dag, i betragtning af det storslåede mirakel der forudskildres i Ezekiel 37:1-14? (b) Hvad ville Jehova indgive de landflygtige israelitter så de kunne vende tilbage og bosætte sig i deres eget land?

⁴⁵ Der er således ingen grund til at ’lade hånt om de ringe begyndelsers dag’. (Zakarias 4:10) Det var i sandhed en forbløffende kæde af begivenheder der blev sat i gang i 1919, da livsånd fra Gud kom ind i den tilsyneladende døde salvede rest. (Åbenbaringen 11:11) Den almægtige Gud udvirkede et nutidigt opstandelsesmirakel. Det minder os om noget tilsvarende som profeten Ezekiel så da han fik et syn af en dalslette som var fyldt med løse knogler fra et stort antal døde israelitter. Der kom kød på knoglerne, men legemerne var stadig døde. På Guds befaling profeterede Ezekiel da over dem. Og hvad skete der? „Ånden kom i dem, og de blev levende og rejste sig på deres fødder, en såre, såre stor hær.“ — Ezekiel 37:1-10.

⁴⁶ Ville Ezekiels syn blive opfyldt på Guds udvalgte folk, som på det tidspunkt førte en hensygnende tilværelse i Babylon? For at forsikre de landflygtige om at dette genoprettelsessyn ville gå i opfyldelse, inspirerede  Jehova Ezekiel til at sige: „Jeg indgiver eder min Ånd, så I bliver levende, og jeg bosætter eder i eders land; og I skal kende, at jeg er [Jehova]; jeg har talet, og jeg fuldbyrder det, lyder det fra [Jehova].“ — Ezekiel 37:11-14; jævnfør Esajas 32:15-18.

47. (a) I hvilken hensigt gav Jehova medlemmerne af sin salvede rest del i sin ånd da han udfriede dem fra det symbolske fangenskab?(b) Hvordan har denne genoplivning og resultatet heraf været i overensstemmelse med ordene i Romerbrevet 8:11?

⁴⁷ Her i det tyvende århundrede, efter den første verdenskrigs afslutning i 1918, blev medlemmerne af den salvede rest i åndelig forstand genoplivet, og de drog ud fra fangenskabet i Babylon den Store, den falske religions verdensimperium, for at genoptage deres tjeneste for Riget. Med dette for øje førte Jehova dem tilbage til deres retmæssige domæne på jorden. Han skænkede dem atter sin gunst. Han gav dem sin ånd så de frimodigt og uforfærdet kunne tjene Rigets sag. „Hvor Jehovas ånd er, er der frihed.“ (2 Korinter 3:17) Fra det tidspunkt har den udfriede rest i sandhed vist sig at være levende i sin kongelige tjeneste, og det samme gælder dens medarbejdere, ’den store skare’ symbolske får der siden er kommet til! Dette skyldes Jehovas hellige, virksomme kraft, for i Romerbrevet 8:11 læser vi: „Hvis nu hans ånd som oprejste Jesus fra de døde bor i jer, vil han der oprejste Kristus Jesus fra de døde også gøre jeres dødelige legemer levende gennem sin ånd, som bor i jer.“

48. Hvilken kraft er med den salvede rest og ’den store skare’?

⁴⁸ Gå da enigt fremad, du salvede rest og du ’store skare’! Den uovervindelige kraft som står bag Guds kommende nye orden, er med jer. (Zakarias 4:6) Mens  I fortsat forkynder „den gode nyhed om riget“ vil I stadig møde hån og lidelse. Men I gør det for Jehova Guds og Kristi skyld, og det er den højeste ære et menneske kan opnå. Husk at „hvis I bliver skældt ud for Kristi navns skyld, er I lykkelige, for herlighedens ånd, ja Guds ånd, hviler over jer“. (1 Peter 4:14) At Guds riges fjender skælder jer ud og håner jer, er ikke et tegn på Guds mishag. Tværtimod. At I udholder det, er et tegn på at I har Guds ånd — og at hans ånd hviler over jer, er ikke en skændsel men en ære. Det er en hæder for jer og gør jer lig Kristus. Det viser at I er værdige til den herlige tjeneste i Guds kommende nye orden. I kan prise jer lykkelige, for I er højt begunstigede!

[Fodnote]

[Studiespørgsmål]