Kapitel 2

Herskeren der forud kender enden

1. I hvilken retning må vi vende os for at få noget at vide om fremtiden?

LIGE fra det gamle Babylons tid og til vore dage har politiske herskere henvendt sig til astrologer, sandsigere og åndemedier for at høre hvad fremtiden vil bringe. De har søgt overnaturlig forudviden for at kunne varetage deres styre på en bedre måde. Men den politiske historie helt frem til i dag, nu hvor vi lever i sidste fjerdedel af det tyvende århundrede, viser at ingen af de oplysninger de har fået ad den vej, har gavnet dem. De politiske forhold i verden er i lave. De styrende ved ikke hvor de skal vende sig hen. Staterne lider store kvaler og griber til egenmægtige forholdsregler, og indbyggerne har al mulig grund til at frygte det værste. De kan ikke finde virkelig hjælp hos nogen på jorden. Det eneste de kan gøre hvis de ønsker hjælp, er at vende sig bort fra astrologer og åndemedier og den okkulte kilde til deres vildledende oplysninger, og at se hen til den øverste Hersker, den højeste Gud, ophavet til den kommende verdensregering!

2. Hvad må en gud kunne gøre i forbindelse med profetier for at kunne bevise sin guddommelighed?

² Ingen som er kendt med historien vil benægte at verdens nationer lige fra de tidligste tider har haft deres guder, både synlige og usynlige. Efter slutningen af den  anden verdenskrig i 1945 frafaldt Japans kejser for eksempel kravet om at han var en gud, en efterkommer af den japanske solgudinde Amaterasu, og dog er der den dag i dag mange traditionsbundne religionsudøvere der holder fast ved kejserdyrkelsen i solopgangens land. Nationernes såkaldte guder har haft deres profeter på jorden. Under kong Akabs og dronning Jesabels herredømme i landet Israel i det mellemste østen i det tiende århundrede før vor tidsregning, havde guden Ba’al for eksempel fire hundrede og halvtreds profeter, ifølge Første Kongebog, kapitel atten, vers toogtyve. Sådanne profeter fremsatte forudsigelser i deres guds navn. Hvis en profeti som var fremsat i en guds navn ikke gik i opfyldelse, beviste det at guden var falsk, at den ikke var nogen gud. Beviset for at en gud var sand, var netop at den kunne opfylde sine profetier.

3. Hvilket vidnesbyrd bør profeter kunne aflægge vedrørende deres guder?

³ Hvem har således, ved hjælp af profetiens afgørende prøve, bevist at han er den virkelige Gud, den levende og sande Gud? Nationernes guders profeter forventedes at træde frem som vidner på deres guders vegne og henvise til profetier som deres guder havde opfyldt. Har nogen af disse nationale guder fremsat profetier som er af værdi i dag, profetier som går i opfyldelse i vor moderne tid? Er der nogen historisk autoritet, ja er der nogen som helst, der kan fremlægge en eneste profeti af den art som bevis? Nej, ingen i dag kan gøre dette! Dog er der en Gud som er villig til at underkaste sig profetiens prøve for at bevise at han er den levende og sande Gud, den Gud der har forudviden og kan forudsige fremtiden og hvis profetier altid er  gået i opfyldelse. Han kan føre vidner som kan fremlægge historiske beviser til støtte for at han er en Gud der fremsætter sande profetier. Hvem er han? Hvad er hans navn?

4-6. Hvilken udfordring retter Esajas 43:9 mod nationernes guder?

⁴ En af hans profeter i det ottende århundrede før vor tidsregning var Esajas, Amoz’ søn, der boede i Juda rige i det mellemste østen. Inspirationens ånd kom over ham, og han blev brugt som talerør til at rette følgende udfordring mod alle nationernes guder:

⁵ „Lad alle folkene [nationerne, NW] samles, lad folkefærdene flokkes! Hvo blandt dem [nationernes og folkenes guder] kan forkynde sligt eller påvise ting, de har forudsagt [eller: lade os høre de første Ting, 1871-oversættelsen]? Lad dem [guderne] føre vidner og få ret, lad dem [nationerne og folkene] høre og sige: ’Det er sandt!’“ — Esajas 43:9.

⁶ Med disse ord udfordres nationernes og folkenes guder til at vise deres profetiske evner. Hvem blandt disse nationale guder er i stand til at forudsige ting som dem der er profeteret om i de foregående vers i dette kapitel i Esajas’ profeti? Hvem blandt disse nationale guder kan i forvejen lade os høre de første ting der vil indtræffe i den nærmeste fremtid, for slet ikke at tale om de sidste ting der vil ske langt ude i fremtiden?

7. Hvem skulle optræde som vidner for dem, og hvem skulle høre disse vidner?

⁷ Lad disse nationale guder føre vidner på jorden som kan bekræfte at de har udtalt nøjagtige profetier og som dermed kan vise at de er sande og pålidelige guder, at de har ret og at de med fuld ret kan tilbedes som guder  der med usvigelig sikkerhed kan forudsige fremtiden. Eller lad de forsamlede nationer og folkeslag høre det vidnesbyrd der aflægges, så de kan fortælle om det og sige at vidnesbyrdet er korrekt, at det er sandt, at det er historisk troværdigt. De nationale guder der udfordres har ikke været i stand til at føre sådanne vidner. De har ingen vidner som kan aflægge et vidnesbyrd om hvilket vi kan sige: „Det er sandt!“

8. Hvordan præsenterer udfordreren sig?

⁸ Dernæst følger udfordrerens erklæring. Han præsenterer sig ved navn idet han (ifølge Kalkars bibeloversættelse) siger: „I ere mine Vidner, siger Jehova, og min Tjener, hvem jeg har valgt; for at I skulle vide det og troe mig, at jeg er det; før mig var ingen Gud dannet, og efter mig skal ingen være. Jeg, jeg er Jehova, og foruden mig er der ingen Frelser. Jeg har kundgjort det og reddede, jeg lod eder det vide, og ingen fremmed Gud var iblandt eder; og I ere mine Vidner, siger Jehova, at jeg er Gud. Fra alle Tider af er jeg den samme, og ingen reddes af min Haand, jeg handler, og hvo kan afvende det?“ — Esajas 43:10-13; se også New World Translation of the Holy Scriptures.

9. Hvem har Jehova gjort til sine vidner, og hvordan?

⁹ Udfordreren præsenterer sig modigt som Jehova. Mens de udfordrede guder ikke kan føre nogen vidner der kan bevise at de virkelig er guder, er Jehova i stand til at føre vidner. Hans vidner er parate. Han har allerede ført dem frem, og han henvender sig til dem og minder dem om hvordan de er blevet hans vidner. Hvem er de? Jehova taler til dem som en gruppe og kalder dem under ét: „Min Tjener, hvem jeg har valgt.“ De står i modsætning til nationerne og folkeslagene, hvis mange guder  Jehova udfordrer. Jehovas vidner er hans tjener, hans egen udvalgte nation. For at medlemmerne af denne nation enigt kan træde frem som hans vidner, har Jehova gjort dem til sin tjener, så de har kunnet lære ham at kende — så de kan vide hvem han er og tro på ham, og således forstå at han altid er den samme, den uforandrede, evige Gud. På denne måde er de blevet i stand til at tjene som hans vidner over for alle de afgudsdyrkende nationer og folkeslag i verden.

10. Hvad ligger der i udtalelsen om at der ikke blev dannet nogen gud før Jehova?

¹⁰ Før denne Gud, Jehova, blev der ikke dannet nogen gud. Dermed være ikke sagt at Jehova Gud selv blev dannet af en eller anden. Hvis vi, ligesom nutidens ateister, ville hævde at Jehova Gud er blevet dannet eller skabt, ville vi også være nødt til at spørge hvem der har skabt Jehova Gud. Det ville naturligt føre til spørgsmålet: Hvem har så skabt den der skabte Jehova Gud? Og: Hvem har skabt den der skabte den der skabte Jehova Gud? Og sådan kunne vi blive ved med at spørge igen og igen, uden nogen sinde at blive færdige. Gudsmysteriet ville blot blive endnu mere tåget, endnu mere indviklet, og det logisk tænkende menneske ville aldrig finde et tilfredsstillende svar. Man ville først holde op med at spørge når man nåede frem til en uskabt Skaber der altid har været til, en Skaber uden begyndelse. Profeten Moses, som var et af de vidner der udgjorde Jehovas kollektive „tjener“, skærer lige igennem idet han, henvendt til Herren Jehova, himmelens og jordens Skaber, siger: „Fra evighed til evighed er du, o Gud!“ — Salme 90:1, 2.

11. Hvorfor blev der ikke dannet nogen gud før Jehova?

 ¹¹ Hvorfor sagde Jehova da: „Før mig blev ingen Gud dannet“? (Esajas 43:10, NW) Det sagde han fordi de afgudsdyrkende nationer i verden havde dannet deres egne falske guder, men de havde ikke dannet Jehova som Gud, og de eksisterede ikke forud for Jehova så de på det tidspunkt kunne have dannet blot en enkelt af deres falske guder. Som den der havde skabt jorden og dens beboere var Jehova til før nogen af nationerne. Af den grund havde de afgudsdyrkende nationer ikke dannet nogen gud før Jehova.

12. Hvorfor vil der ikke blive dannet nogen gud efter Jehova?

¹² Men ikke nok med det. Jehova siger også: „Efter mig er der fortsat ingen.“ (NW) Eftersom Jehova er Gud „fra evighed til evighed“, vil han aldrig forlade skuepladsen. De afgudsdyrkende nationer, der ikke er evige, vil forsvinde fra den jordiske skueplads i den forestående verdenstrængsel som bliver den største nogen sinde, hvorimod den evige Gud, Jehova, vil forblive for bestandig. Nationerne vil altså ikke være her efter Jehova, men han efter dem. Af den grund vil de afgudsdyrkende nationer ikke kunne fortsætte med at danne falske guder efter Jehova. Deres hjemmelavede guder vil forgå sammen med dem. (Esajas 2:18-21) Men Jehova, profetiens sande Gud, lever videre i al evighed. Hans trofaste vidner vil også leve evigt, og de vil altid mundtligt kunne bekræfte at Jehova er Gud.

13. Hvilke eksempler er der på at nogle guder ikke har overlevet Jehova?

¹³ Mange af oldtidens nationer — Babylon, Assyrien, Medo-Persien, Edom (Idumæa), Moab, Ammon og andre — er forsvundet for længe siden, og deres menneskeskabte guder er forsvundet sammen med dem. Med hensyn  til disse nationale guder kan Jehova Gud sige: „Efter mig er der fortsat ingen. Jeg — jeg er Jehova, og ud over mig er der ingen frelser.“ — Esajas 43:10, 11, NW.

DEN EVIGE GUD FØRER VIDNER

14, 15. Hvordan gjorde Jehova, uden andres hjælp, nogle til sine vidner?

¹⁴ For at skaffe vidner måtte denne Gud, der er uden begyndelse og som derfor ikke er dannet af nogen, gøre, sige eller profetere noget i overværelse af nogle som kunne få gavn af det. Og det gjorde han. Han gjorde nogle til vidner ved at gøre noget for dem, så de med rette kunne udtale sig om ham. Ja, han frelste disse vidner, sådan som han havde forudsagt at han ville gøre — og det uden nogen af de såkaldte guders medvirken. På den måde gav han et synligt bevis på at han var Gud, den eneste levende og sande Gud. Det henleder de næste ord hos profeten Esajas vor opmærksomhed på:

¹⁵ „Jeg har forkyndt det og frelser, kundgjort det, ej fremmede hos jer; I er mine vidner, lyder det fra [Jehova]. * Jeg er fra evighed Gud, den eneste også i fremtiden. Ingen frier af min hånd, jeg handler — hvo gør det ugjort?“ — Esajas 43:12, 13.

16. Hvem måtte de der blev frelst, tilskrive deres frelse?

¹⁶ De der blev frelst kunne ikke tilskrive nogen anden deres frelse end Ham der på forhånd havde sagt at han ville frelse dem. Han lod frelseshandlingen kundgøre vidt og bredt. De mennesker han havde frelst, var derfor forpligtede til at være hans vidner og bekræfte det som andre blot havde hørt om. Han havde vist sig at  være den sande Gud, og han manglede ikke pålidelige vidner til at bekræfte dette.

17. Hvorfor kan ingen modsætte sig hans indgriben?

¹⁷ Desuden var han den almægtige Gud, for ingen kunne udfri hverken sig selv eller andre af hans hånd. Når Jehova handler, kan ingen modsætte sig det eller gøre det ugjort. Hvad han forudsiger eller profeterer, har han også magt til at gennemføre.

18. Hvordan gentog Jehova sin frelseshandling, men i større målestok?

¹⁸ Jehova havde allerede én gang frelst sin „tjener“ eller sine vidner, nemlig i 1513 f.v.t., og han kunne gøre det igen, endda i større målestok. Han havde udfriet israelitterne fra det ægyptiske rige dengang dette var et verdensrige, det første verdensrige som omtales i Bibelen. Senere ville han atter udfri sin tjener, denne gang fra det babyloniske rige, bibelhistoriens tredje verdensrige, som heller ikke ville være i stand til at hindre hans indgriben. Denne udfrielse skulle finde sted i det sjette århundrede før vor tidsregning, og den almægtige Gud peger frem til den to hundrede år i forvejen idet han videre siger gennem sin profet Esajas: „Så siger [Jehova], eders genløser, Israels Hellige: For eder gør jeg opbud mod Babel og fjerner deres fængsels portslåer, mens kaldæerne bindes i halsjern [også kaldæerne på skibene med deres klageråb, NW]. Jeg, [Jehova], jeg er eders Hellige, Israels skaber eders konge.“ — Esajas 43:14, 15.

19. Hvordan fik genløseren, Jehova, de kaldæiske sømænd til at bryde ud i klageråb?

¹⁹ Den Gud der var ansvarlig for den israelitiske nations grundlæggelse omtaler her sig selv som sit fangne folks genløser, som om han allerede havde løskøbt eller  udfriet det fra det babyloniske verdensrige. For sit folks skyld ville han opbyde medernes og persernes forenede militærstyrker under Kyros den Store for at omstyrte det babyloniske rige. Ingen af de babyloniske skibe på Eufratfloden, hvad enten det var krigsskibe eller handelsskibe, ville kunne hindre byens fald. I stedet for sejrsråb ville sømændene udstøde klageråb. Det var intet under, for deres skibe strandede da strategen Kyros i 539 f.v.t. ledte Eufratflodens vand bort fra sit normale løb for at hans tropper kunne vade ned i flodlejet og skaffe sig adgang til byen gennem de porte der vendte ud mod floden.

20. For hvem brød Kyros den Store fængselets portslåer, og hvordan?

²⁰ Det babyloniske verdensrige havde nægtet at åbne fangenskabets porte for israelitterne, der levede her som landflygtige, langt over tusind kilometer fra deres ødelagte hjemland, Juda rige med hovedstaden Jerusalem. Men som en opfyldelse af Esajas’ profeti (44:28 til 45:4) blev erobreren Kyros ledet til at bryde fængselets portslåer og lade de frihedselskende israelitiske fanger vende tilbage til deres ødelagte land i 537 f.v.t. Jehova Gud, profetiens opfylder, lod gælden til befrieren Kyros skrive på sin regning. Som Israels genløser betalte han Kyros en passende løn. — Esajas 43:3, 4.

21. Hvem viste sig således at være de udfriede israelitters konge?

²¹ Efter at Jerusalem og dets tempel var blevet ødelagt af babylonierne i 607 f.v.t., sad de israelitiske konger ikke længere på ’Jehovas trone’ i denne regeringsby. (1 Krønikebog 29:23) Men nu, i 537 f.v.t., viste Jehova Gud, ved at udfri de landflygtige israelitter fra Babylon, at han stadig var deres himmelske konge. (Esajas 52:7;  Mattæus 5:35) Det var deres Gud, og ikke et menneske, der var deres konge. De var først og fremmest hans undersåtter. De skyldte ham deres loyalitet, og det var ham, og ikke hans jordiske redskab, perseren Kyros, de kunne takke for deres udfrielse fra Babylon. Han havde forudsagt at han ville løskøbe dem fra det babyloniske fangehus, og han kunne aldrig bryde sit ord. Derved blev de selv hans vidner, ligesom deres forfædre havde været.

22, 23. (a) I hvilken henseende kan Jehova med rette sige: „Jeg er den første og den sidste“? (b) Hvem kan bevidne dette?

²² Hvis alt dette ikke beviste at han var den eneste levende og sande Gud, hvad mere kunne man da kræve af ham? Fra først til sidst, fra en evig fortid til en evig fremtid, sidder han alene inde med guddommelighed. Han mangler ikke vidner på jorden som kan bekræfte at han er Gud. Fra sin ophøjede, guddommelige stilling kan han tillidsfuldt rette endnu en udfordring mod alle nationernes guder:

²³ „Så siger [Jehova], Israels konge, dets genløser, Hærskarers [Jehova]: Jeg er den første og den sidste, uden mig er der ingen Gud. Hvo der er min lige, træde frem, forkynde og godtgøre for mig: Hvo kundgjorde fra urtid det kommende? De forkynde os, hvad der skal ske! Ræddes og ængstes ikke! Har ej længst jeg kundgjort og sagt det? I er mine vidner: er der Gud uden mig, er der vel anden klippe? Jeg ved ikke nogen.“ — Esajas 44:6-8.

24, 25. Hvorfor er det en ære at blive tiltalt som hans vidner?

²⁴ Hvordan betragter vi denne sag i dag? Ville vi føle os beærede hvis Bibelens Gud, Jehova, sagde til os: „I er mine vidner“? Det ville vi have god grund til at  gøre, for derved ville vi komme i et meget ærefuldt selskab.

²⁵ Profeten Esajas var selv et af Jehovas vidner. Hele hans profetiske bog på seksogtres kapitler, og de mange citater fra den i de inspirerede kristne skrifter, fra Mattæus til Åbenbaringen, vidner alt sammen til overmål om at han var et fremtrædende vidne for Jehova. Og hvordan med Jesus Kristus selv? Kan nogen i himmelen eller på jorden benægte at han også var et vidne for Jehova? Ingen har nogen sinde eller noget sted overgået ham i denne henseende. Født som jøde eller israelit tilhørte Jesus Kristus den nation som ordene i Esajas 43:10 blev henvendt til: „Mine vidner er I, så lyder det fra [Jehova], min tjener, hvem jeg har udvalgt.“ Om så ingen anden på jorden vil gøre det, kalder apostelen Johannes ham „Jesus Kristus, ’det trofaste vidne’“. Johannes citerer også den opstandne Jesus for disse ord: „Dette siger Amen, det trofaste og sande vidne, Guds skaberværks begyndelse.“ — Åbenbaringen 1:5; 3:14.

NUTIDIGE VIDNER FOR JEHOVA

26, 27. (a) Hvorfor må sande kristne også være vidner for Jehova? (b) Hvilket imperium har han udfriet dem fra?

²⁶ Eftersom Jesus Kristus var et Jehovas vidne og åbent bekendte dette, er det da helt malplaceret at hans trofaste disciple i dag også regner sig for at være Jehovas vidner og åbent bekender dette? Naturligvis ikke! Disse disciple der trofast efterligner Jesus Kristus, bestræber sig for at leve op til deres erklæring om at være Jehovas vidner ved at aflægge vidnesbyrd om Jehova og hans rige i hele verden, i overensstemmelse med Jesu profetiske ord i Mattæus 24:14. De tilbeder Jehova, hvis  vidner de er, som den eneste levende og sande Gud. De anerkender ham som den der har udfriet dem fra en politisk-religiøs organisation der er langt mægtigere end fortidens Babylon ved Eufratfloden, nemlig det der i Bibelens sidste bog kaldes Babylon den Store.

²⁷ Mange bibellæsere har ment at Babylon den Store var et symbol på den katolske kirke med sit hovedsæde i byen Rom på de syv høje. Andre har opfattet det som et symbol på den blodbesudlede kristenhed med sin babyloniske forvirring af religiøse sekter. Men Bibelen viser at Babylon den Store er hele den falske religions verdensimperium, kristenheden indbefattet. — Åbenbaringen 14:8; 17:3 til 18:4.

28. Hvem er den større Kyros, og hvordan har han handlet som en ørn?

²⁸ Ikke kristenheden, men den bibelske kristendom, står fuldstændig adskilt fra Babylon den Store. Der findes i dag sande kristne som kan bevidne at Jehova har udfriet dem fra det religiøse verdensimperium der kaldes Babylon den Store. Ud fra Bibelens profetier ved de at Jehova havde forudsagt denne nutidige udfrielse, ligesom han også havde forudskildret den ved at udfri den angrende rest israelitter fra fortidens Babylon i 537 f.v.t. De ved at Jehova for at udfri dem brugte en som var mægtigere end fortidens Kyros den Store, der kom fra øst for at omstyrte Babylon som verdensmagt. Til at udfri sine nutidige vidner brugte Jehova den der var blevet salvet med hellig ånd ved sin dåb i Jordanfloden, nemlig Jesus Kristus. Denne salvede er den modbilledlige Kyros, der hurtigt som ørnen kom for at udfri Jehovas nutidige vidner fra det store Babylon. De udfriede vidner er Jehova meget taknemmelige fordi han  har hidkaldt denne større Kyros til som en ørn at slå ned på Babylon den Store og udfri dem fra det religiøse fængsel.

29, 30. Hvad kan Jehovas vidner bekræfte med hensyn til Jehovas råd eller beslutning?

²⁹ Disse udfriede vidners tro på at Jehova er den sande Gud, er blevet styrket. De ved at han længe i forvejen havde forudsagt deres udfrielse, og de er helt på det rene med at han også har opfyldt sit ord. Det er trosstyrkende for dem at vide at han i dag sejrrigt har fuldbyrdet den beslutning han traf for længe siden. Spørg dem, og de vil bevidne at deres Gud har vist sig trofast mod sin profetiske erklæring i Esajas 46:8-11, hvor vi læser:

³⁰ „Kom dette i hu, lad jer råde, I frafaldne, læg jer det på sinde! Kom i hu, hvad er forudsagt før, thi Gud er jeg, ellers ingen, ja Gud, der er ingen som jeg, der forud forkyndte enden, tilforn, hvad der ikke var sket, som sagde: ’Mit råd står fast, jeg fuldbyrder al min vilje,’ som fra øst kalder ørnen hid, fra det fjerne mit råds fuldbyrder. Jeg taled og lader det ske, udtænkte og fuldbyrder det.“

DEN DER FORUD KENDER ENDEN

31, 32, Hvordan holdt Jehova fast ved det han havde besluttet at gøre mod Assyrien?

³¹ Det er denne uovervindelige Gud alle jordens nationer har med at gøre i dag. Da hans guddommelige råd eller beslutning altid står fast, er han den Gud der „forud forkyndte enden, tilforn, hvad der ikke var sket“. (Esajas 46:10) Det er på høje tid at jordens nationer tager denne Gud, Jehova, alvorligt, og oprigtigt overvejer  hans beslutning eller forsæt, der klart og tydeligt er beskrevet i hans ord, Bibelen. Han er i stand til at tage kampen op med en hvilken som helst verdensmagt i dag, uanset hvor svært den måtte være bevæbnet med atomvåben. I det sjette århundrede f.v.t. tog han kampen op med det babyloniske verdensrige, der nådeløst undertrykte hans vidner. Forinden havde han taget kampen op med et andet rige der havde angrebet hans vidner, nemlig det assyriske verdensrige, og sendt de sørgelige rester af dets erobringshære vaklende tilbage til hovedstaden Nineve i militær vanære. Med ordene i Esajas 14:24-27 havde han forudsagt hvad han ville gøre med det krigeriske Assyrien:

³² „Hærskarers [Jehova] har svoret således: Visselig, som jeg har tænkt det, så skal det ske, og som jeg satte mig for, så står det fast: Jeg knuser Assur i mit land, nedtramper ham på mine bjerge, hans åg skal vige fra dem, hans byrde skal vige fra dets skuldre. Det er, hvad jeg satte mig for imod al jorden, det er den hånd, som er udrakt mod alle folk. Thi Hærskarers [Jehovas] råd, hvo kuldkaster det? Hans udrakte hånd, hvo tvinger vel den tilbage?“

33, 34. Hvordan berørte det Sankerib at Jehova førte sin beslutning igennem?

³³ I dag, mere end 2700 år senere, kan vi med god ret spørge: Gik det sådan som Jehova havde tænkt det, og skete det sådan som han havde sat sig for? Knuste hærskarers Jehova den assyriske erobrer der trængte ind i hans eget forjættede land, og nedtrampede han ham på landets bjerge? For at få svar behøver vi blot at tænke tilbage på hin nat i år 732 f.v.t. Kong Sankeribs  delegation havde givet Jerusalem et sidste fredstilbud. Gennem sin profet Esajas sendte Jehova et spottende svar til Sankerib, som på det tidspunkt belejrede Libna, godt og vel tredive kilometer vest for Jerusalem. Derefter gik Sankeribs soldater til ro for natten, og 185.000 faldt i en søvn så dyb at de aldrig vågnede igen. Stille og ubemærket tildelte Jehovas engel dem dødsstødet.

^{34 N}æste morgen må synet af soldaternes lejr have fyldt den pralende kong Sankerib med rædsel. Slået måtte han til sidst erkende at han ikke kunne stille noget op mod en Gud som Jehova. Sammen med de soldater der måtte have overlevet denne rædselsnat skyndte han sig derfor ud af Judas land, tilbage til den assyriske hovedstad, Nineve. Hvis Jehova kunne tilføje Sankeribs tropper et sådant nederlag over tredive kilometer fra Jerusalem, hvad kunne han så ikke gøre mod den assyriske hær hvis den rykkede nærmere og direkte belejrede Jerusalem? Det turde Sankerib slet ikke tænke på. Han forsøgte aldrig igen at true Jerusalem, den store Konges by. — Esajas 36:1 til 37:38; 2 Krønikebog 32:20-22.

35. I hvilken hensigt har han nu udrakt sin hånd?

³⁵ Disse historiske begivenheder der indtraf i fortiden, giver nutidens nationer rigeligt med stof til eftertanke — både den anglo-amerikanske verdensmagt, kommunistblokken og alle andre nationer, uanset partifarve. De er nu konfronteret med den samme Gud som fuldbyrdede det han havde sat sig for i forbindelse med kong Sankerib af det assyriske rige, der dominerede verden i det ottende og det syvende århundrede f.v.t.  Denne Gud, Jehova, har også kundgjort sin vilje i forbindelse med alle de nationer der optræder på verdensskuepladsen her i det tyvende århundrede, og det han har besluttet at gøre med dem vil med sikkerhed ske fyldest inden for den nuværende generations levetid. Han har åbenbaret os hvad han har sat sig for at gøre. Vi finder det beskrevet på Bibelens blade, og hvem er der på jorden i dag som evner at kuldkaste hans råd? Han udrækker nu sin almægtige hånd for at fuldbyrde sine afsagte domme, og selv ikke alle nationerne i forening kan tvinge hans hånd tilbage og afværge tilintetgørelsen.

HANS GODE LØFTER HOLDER STIK

36. Hvorfor er hans tanke og hans råd angående en verdensregering ikke blot tomme ideer?

³⁶ I dag trues menneskeheden med udslettelse i en tredje verdenskrig ført med atomvåben, og menneskets naturlige miljø trues med ødelæggelse. Hvordan står det da til med Jehovas beslutning om en verdensregering? Lige fra dengang mennesket kom på afveje og begyndte at ville styre selv, uafhængigt af sin himmelske Fader, har Jehova Gud haft en verdensregering i tanke som den eneste løsning på menneskehedens voksende problemer og vanskeligheder. Han traf øjeblikkelig beslutning om en sådan verdensomfattende regering, med sig selv som den øverste Hersker. Hans råd og tanke er ikke blot tomme ideer. Han ved nøjagtig hvordan han skal gennemføre det han har udtænkt og besluttet. Han ved hvordan hans tanker og vilje vil blive fuldbyrdet, og han kender på forhånd resultatet. Han er i besiddelse af al den nødvendige magt og styrke til  at nå dette storslåede resultat. Han er således den der ’forud forkynder enden’. Han er den hersker der fra begyndelsen kender afslutningen. (Esajas 46:10) På grund af sin nøjagtige forudviden om det han vil gøre, kaldes han „Jehova som gør disse ting der er kendt fra gammel tid“. — Apostelgerninger 15:17, 18; Amos 9:12.

37, 38. Hvad ved Jehova om herredømmet over jorden, ifølge Første Mosebog 3:15 og Åbenbaringen 11:15-18?

³⁷ I Bibelens allerførste bog, i Første Mosebog 3:15, bekendtgjorde den almægtige Hersker over al skabningen sin grundtanke vedrørende den verdensregering som alle jordens indbyggere ville få hårdt brug for. Og i Bibelens sidste bog, i Åbenbaringen 11:15-18, giver hele menneskehedens retmæssige Hersker en profetisk beskrivelse af hvordan han atter, efter mange års forløb, overtager sit herredømme:

³⁸ „Og den syvende engel blæste i sin trompet. Og høje røster lød i himmelen idet de sagde: ’Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og hans Messias’ [kvindens „sæd“, der profetisk er omtalt i Første Mosebog 3:15], og han skal herske som konge i evighedernes evigheder.’ Og de fireogtyve ældste som sad på deres troner foran Gud, faldt på deres ansigter og tilbad Gud idet de sagde: ’Vi takker dig, Jehova Gud, du Almægtige, du som er og som var, fordi du har taget din store magt og er begyndt at herske som konge. Men nationerne blev vrede, og din egen vrede kom, og den fastsatte tid til at de døde skal dømmes, og til at give lønnen til dine trælle profeterne og til de hellige og til dem som frygter dit navn, de små og de store, og til at ødelægge dem der ødelægger jorden.’“

39. På hvilken måde vil Jehova gøre det klart for os at han udøver sit herredømme?

 ³⁹ Føler vi ikke, når vi betragter verdensforholdene i dag, at det snart er på tide at Herren Gud den Almægtige ødelægger dem der ødelægger jorden? Vi ønsker ikke at jorden skal ødelægges i den grad at man ikke længere kan leve på den! Det er absolut nødvendigt at verdensherredømmet overtages af Herren Gud den Almægtige, der vil udøve det sammen med sin Messias. Han skal herske som konge i evighedernes evigheder, og han vil klart vise alle som bor på jorden at han har overtaget sit herredømme, ved at ødelægge dem der ødelægger hans ejendom, jorden. Åbenbaringen 11:15 omtaler magtovertagelsen som en kendsgerning, som om den allerede havde fundet sted. Denne erklæring er et guddommeligt løfte der ikke kan kaldes tilbage. Det vil med sikkerhed blive opfyldt!

40. Hvorfor vil hans løfter, som er mere storslåede end de løfter han gav Israel, med sikkerhed blive indfriet?

⁴⁰ Det er et gudgivent løfte der varsler godt for alle i den nuværende generation som længes efter en forenet verden under en verdensregering der ledes af en som trofast holder sit ord. Sandt nok forekommer Jehovas løfter næsten utrolige. Det han lover at gøre nu, er langt større end det han lovede at gøre for sit folk Israel over femten hundrede år før vor tidsregning. Og dog er han i stand til at opfylde disse storslåede løfter.

41, 42. Hvilke bedrifter som Jehova udførte, ligger til grund for ordene i Josua 21:44, 45?

⁴¹ For at udfri sit folk, Israel, fra trældommen i Ægypten måtte Jehova bryde det ægyptiske verdensriges magt. Derefter måtte han skille Det røde Havs vande for at hans udfriede folk kunne gå tørskoet over. Efter  dette måtte han lade vandene opsluge de forfølgende ægyptiske ryttere og stridsvogne og deres hovmodige Farao. Fyrre år senere måtte Jehova dæmme op for Jordanflodens vand så hans folk kunne gå over på den anden side, ind i det forjættede land. I seks år måtte han derefter kæmpe for dem, vælte Jerikos mure og underlægge dem størstedelen af landet, så det kunne uddeles til Israels tolv stammer. Men trods alle disse vældige hindringer indfriede Gud, der ikke lyver, sit løfte til sit folk. Denne historiske kendsgerning bevidnes af dommeren Josua, profeten Moses’ efterfølger, der skrev disse mindeværdige ord:

⁴² „Alle deres fjender gav [Jehova] i deres hånd. Ikke ét af alle de gode ord, [Jehova] havde talet til Israels hus, faldt til jorden; alle sammen gik de i opfyldelse.“ — Josua 21:44, 45; 23:10.

43. Hvilken tid nærmer sig da vi alle vil kunne bevidne: „Det er sandt!“?

⁴³ Nu nærmer vi os den store dag da alle som lever vil kunne bevidne at ikke ét af alle de gode løfter Gud har udtalt om en retfærdig verdensregering, er faldet til jorden. Han vil opfylde dem alle. Med fuld tillid til ham kan vi derfor gå i gang med at undersøge hans vidunderlige løfter om en kommende verdensregering. Hvilken lykke for os hvis vi bliver hans vidner og kan sige om hans løfte: „Det er sandt!“ — Esajas 43:9, 10.

[Fodnote]

[Studiespørgsmål]