Tiden for verdensherredømmets indførelse forudsiges
Kapitel 5
Tiden for verdensherredømmets indførelse forudsiges
1, 2. Hvad kundgjorde Nebukadnezar angående Gud omkring år 600 f.v.t.?
LAD os nu kaste et blik på verdenskortet og finde landene Irak, Tyrkiet, Syrien, Libanon, Jordan og Israel. Hvis disse landes herskere havde levet omkring begyndelsen af det sjette århundrede før vor tidsregning, ville de have været underlagt det tredje verdensriges overherredømme, og de ville have modtaget følgende officielle budskab fra Babylon:
2 „Kong Nebukadnezar til alle folk, stammer og tungemål, som bor på hele jorden: Fred være med eder i rigt mål! De tegn og undere, den højeste Gud har øvet mod mig, finder jeg for godt at kundgøre. Hvor store er dog hans tegn, hvor vældige dog hans undere! Hans rige er et evigt rige, hans herredømme fra slægt til slægt.“ — Daniel 4:1-3.
3. Hvordan var Nebukadnezars herredømme i sammenligning med Guds?
3 Med disse vidtfavnende ord henledte den daværende babylonierkonge ikke opmærksomheden på sit eget babyloniske imperium, bibelhistoriens tredje verdensrige, men på den højeste Guds rige og herredømme. Regnet fra den assyriske hovedstad Nineves ødelæggelse i 632 f.v.t. (som Nebukadnezar var med til at udvirke) frem til Babylons fald for perserkongen Kyros’ hånd i 539 f.v.t., bestod Nebukadnezars babyloniske rige og hans dynasti i omkring treoghalvfems år, altså mindre end et århundrede. Men den højeste Guds rige og herredømme varer fra slægt til slægt; det er uden ende, det består til evig tid. Jehovas rige og herredømme er mere omfattende, ikke alene tidsmæssigt, men også hvad udstrækning angår. Nebukadnezars rige omfattede en del af det sydvestlige Asien, samt Mellemøsten og til sidst også Ægypten, men den højeste Guds herredømme er universelt; det omfatter både himmelen og jorden. Den højeste Gud er den universelle Suveræn, og det for evigt!
4. Kundgjorde Nebukadnezar således at der fandtes en gud der var højere end Marduk?
4 Folkeslag og stammer i vor tid, blandt andet i Indien, har deres guder. Også det gamle Babylon havde sine guder. Men Nebukadnezar, der tilbad den babyloniske gud Marduk, følte sig nødsaget til at kundgøre for hele verden at der fandtes en højere Gud, en Gud som gjorde tegn og undere der var store og vældige og som beviste at han virkelig var til. Dette var indholdet af Nebukadnezars kundgørelse.
NEBUKADNEZARS DRØM OM DET STORE TRÆ
5, 6. Hvilken gammel træstub interesserer os nu?
5 Vi er alle interesseret i træer. Vi kan plante et træ, men vi må alle indrømme at træer ikke er skabt af mennesker. De var her på jorden tusinder af år før mennesket kom til i 4026 f.v.t. Nogle træer er forbløffende på grund af såvel deres højde som deres alder. Det gælder for eksempel de kæmpemæssige rødtræer i den amerikanske stat Californien.
6 Kong Nebukadnezar beretter om et træ som er højere end det højeste amerikanske rødtræ, Sequoia sempervirens, der måler 112 meter. Hvilket brag må der ikke have lydt da dette træ blev fældet! Stubben og dens omfattende rodnet fik lov at blive i jorden. Tæt omkring stubben blev der lagt bånd af jern og kobber for at den ikke skulle skyde grene igen. For evigt? Nej, i en periode på to tusind fem hundrede og tyve år. Kunne en træstub holde sig i live så længe? Den omtalte træstub gjorde det. Og regnet fra det tidspunkt da Nebukadnezar lod kundgørelsen om denne træstub lyde, ville disse to tusind fem hundrede og tyve år ende på et tidspunkt her i det tyvende århundrede. Er træstubben da blevet løst i vor tid? Og har dette nogen betydning for os? Det kan vi få svar på.
STORHERSKERENS EGEN BERETNING
7, 8. Hvorfor blev Nebukadnezar nødt til at fortælle Daniel sin drøm?
7 Lad os først finde ud af hvordan herskeren over det babyloniske rige, bibelprofetiens tredje verdensrige, blev opmærksom på denne træstub. I den kundgørelse han udsendte i sit rige, læser vi: „Jeg, Nebukadnezar, levede tryg i mit slot og livsglad i mit palads. Men da skuede jeg et drømmesyn, og det slog mig med rædsel, og tankebilleder på mit leje og mit hoveds syner forfærdede mig. Derfor påbød jeg, at alle Babels vismænd skulle føres frem for mig, for at de skulle tyde mig drømmen.“ Hvad skete der da?
8 „Så kom drømmetyderne, manerne, kaldæerne og stjernetyderne ind, og jeg sagde dem drømmen, men de kunne ikke tyde mig den. Men til sidst trådte Daniel, som har fået navnet Beltsazzar efter min guds navn, og i hvem hellige guders ånd er, frem for mig, og jeg sagde ham drømmen.“ — Daniel 4:4-8.
9. Hvilken profetisk hjælp har vi i dag i Daniels sted?
9 Nebukadnezars erfaring viser hvor tomt og nytteløst det er når politikere og nationale ledere søger hjælp hos astrologer og clairvoyanter og andre okkultister for at finde ud af hvad fremtiden vil bringe. Statsledere i dag har ikke profeten Daniel at kunne henvende sig til, men vi har Daniels profetiske bog. Heri kan vi få oplysning om ting der allerede har sat sit præg på vort tyvende århundrede og om hvad der venter vor generation i den nærmeste fremtid. Nebukadnezars drøm og Daniels tydning af den, samt drømmens forbilledlige opfyldelse der står som en garanti for drømmens profetiske værdi — alt dette er af interesse for os nu. Lad os derfor høre efter mens Nebukadnezar fortæller Daniel sin betydningsfulde drøm. Han sagde:
10, 11. Hvad skete der med det træ kongen så i sin drøm?
10 „Dette var mit hoveds syner på mit leje: jeg skuede, og se, et træ stod midt på jorden, og det var såre højt. Træet voksede og blev vældigt, dets top nåede himmelen, og det sås til jordens ende; dets løv var fagert, dets frugter mange, så der var føde til alle derpå; under det fandt markens dyr skygge, i dets grene boede himmelens fugle, og alt kød fik næring deraf.
11 Og videre skuede jeg [kong Nebukadnezar] i mit hoveds syner på mit leje, og se, en vægter, en hellig, kom ned fra Himmelen. Han råbte med høj røst: ’Fæld træet, hug grenene af, afriv løvet og spred frugterne; dyrene skal fly fra deres bo derunder og fuglene fra dets grene! Dog skal I lade stubben med rødderne blive i jorden, men bunden med en kæde [men i Baand, 1871-overs.] af jern og kobber i markens græs; af himmelens dug skal han vædes, og som dyrene skal han æde markens urter; hans menneskehjerte skal fratages ham og et dyrehjerte gives ham, og syv tider skal gå hen over ham. Således er det fastsat ved vægternes råd, og ved de helliges bud er sagen afgjort, for at de levende må sande, at den Højeste er Herre over menneskenes rige og kan give det, til hvem han vil, og ophøje den ringeste blandt menneskene til hersker over det!’“ — Daniel 4:10-17.
12. Hvilke spørgsmål opstår i forbindelse med træet der blev fældet?
12 Ifølge denne beskrivelse af drømmen som kong Nebukadnezar gav Daniel, var dette træ højere end alle andre træer. Det var synligt for alle jordens beboere, og ingen kunne undgå at se det. Det var et godt træ. Skønt det ikke kaldes „livets træ“ var det et livsopretholdende træ, for det bar frugt i mængde, nok til at alle på jorden kunne leve af det. Hvorfor skulle det da fældes, ligesom det fremtrædende træ der beskrives i Ezekiels profeti, kapitel enogtredive, versene tre til fjorten? Hvordan kunne den fældede træstamme omtales som „han“ og siges at have et „menneskehjerte“ der skulle fratages det så det i stedet fik et „dyrehjerte“? Hvordan kunne dét at træet blev fældet og at stammen blev liggende i markens græs i „syv tider“, bevise at „den Højeste er Herre over menneskenes rige og kan give det, til hvem han vil, og ophøje den ringeste blandt menneskene til hersker over det“? Ifølge den himmelske „vægter“ eller engel var dette formålet med de begivenheder kongen så skildret i sin drøm.
TYDNINGEN AF DRØMMEN
13, 14. (a) Hvilke spørgsmål måtte besvares i forbindelse med Gud, der lod træet fælde? (b) Hvem var det høje træ et billede på, og hvorfor?
13 Kan den højeste Gud i sin egenskab af den øverste Hersker give ordre til at et rige, et imperium, et verdensrige, skal fældes ligesom et himmelhøjt træ, og kan han derefter indsætte en anden konge og overdrage ham kongemagten, selv om det er en der kommer fra det ringeste lag i samfundet?
14 Dét var de brændende spørgsmål Daniel måtte besvare da kong Nebukadnezar nu bad ham om at tyde drømmen om træet. (Daniel 4:18) Men hvorfor blev Daniel urolig da den højeste Gud åbenbarede ham drømmens betydning, og hvorfor måtte Nebukadnezar forsikre Daniel om at han ikke skulle være bange for at forklare hvad drømmen betød? Grunden var at fældningen af det vældige træ i første række hentydede til Nebukadnezar selv. Derfor ønskede Daniel at denne ildevarslende drøm måtte gå i opfyldelse på en anden, på fjender som hadede kongen. (Daniel 4:19) Daniel besvarer vore spørgsmål idet vi hører ham sige:
15-17. (a) Hvis hjerte var det der kunne forvandles fra et menneskehjerte til et dyrehjerte? (b) Hvordan skulle Nebukadnezar erfare denne fornedrelse?
15 „Det træ, du så, og som voksede og blev vældigt, så toppen nåede himmelen og det sås over hele jorden, . . . det er dig selv, o konge, som er blevet stor og mægtig, hvis storhed er vokset, så den når himmelen, og hvis herredømme rækker til jordens ende.“ — Daniel 4:20-22.
16 Det himmelhøje træ stod altså for herredømme, et verdensherredømme udøvet af en hersker som havde fået denne magt overdraget. Det var denne hersker der havde et „menneskehjerte“ der kunne udskiftes med eller forvandles til et dyrehjerte. En sådan forandring ville være ensbetydende med et fald, en nedværdigelse, ikke sandt? Denne nedværdigelse fandt sted i overensstemmelse med den højeste Guds vilje og hensigt, den Gud der er „Herre over menneskenes rige“, for Daniel sagde videre til Nebukadnezar:
17 „Og når kongen så, at en vægter, en hellig, steg ned fra Himmelen og bød: Fæld træet og ødelæg det! Dog skal I lade stubben med rødderne blive i jorden, men bunden med en kæde [men i Baand, 1871-overs.] af jern og kobber i markens græs; af himmelens dug skal han vædes, og med markens dyr skal han dele lod, indtil syv tider er gået hen over ham — så betyder det, o konge, og det er den Højestes råd, som er udgået over min herre kongen: Du skal udstødes af menneskenes samfund og bo blandt markens dyr; urter skal du have til føde som kvæget, og af himmelens dug skal du vædes; og syv tider skal gå hen over dig, til du skønner, at den Højeste er Herre over menneskenes rige og kan give det, til hvem han vil.“ — Daniel 4:23-25.
18. Hvordan pegede Daniel på drømmens lyse side?
18 Men hvad så når de „syv tider“ var gået hen over kongen i denne fornedrede tilstand? Hvad skulle der så ske? Nebukadnezars drøm svarede ikke direkte på dette spørgsmål, men det gjorde Daniels tydning. Daniel pegede på drømmens lyse side idet han sagde til kongen: „Men når der blev givet påbud om at levne træets stub med rødderne, så betyder det, at dit rige atter skal blive dit, så snart du skønner, at Himmelen har magten. Derfor, o konge, lad mit råd være dig til behag. Gør ende på dine synder med retfærd og på dine misgerninger med barmhjertighed mod de fattige, om din lykke måske kunne vare!“ — Daniel 4:26, 27.
19. (a) Hvornår begyndte drømmen at gå i opfyldelse på kongen, og hvordan? (b) Hvorfor blev tronen holdt ledig så han kunne vende tilbage til den?
19 På trods af Daniels modige råd fortsatte Nebukadnezar med at vandre i hovmod over at han var den absolutte enehersker over det babyloniske verdensrige, bibelprofetiens tredje verdensrige. Et måneår senere vandrede han på taget af det kongelige palads i Babylon. Da gik det som Daniel fortæller: Kongen udbrød: „’Er dette ikke det store Babel, som jeg byggede til kongesæde ved min vældige magt, min herlighed til ære?’ Men før kongen endnu havde talt ud, lød en røst fra Himmelen: ’Det gives dig til kende, kong Nebukadnezar, at dit kongedømme er taget fra dig! Af menneskenes samfund skal du udstødes og bo blandt markens dyr; urter skal du have til føde som kvæget; og syv tider skal gå hen over dig, til du skønner, at den Højeste er Herre over menneskenes rige og kan give det, til hvem han vil!’“ — Daniel 4:28-32.
ET PROFETISK BILLEDE AF VIRKELIGHEDEN
20-22. Hvordan blev verdensherskeren som et dyr?
20 Det der nu fandt sted, var et profetisk billede af en langt større virkelighed. Nebukadnezars drøm begyndte altså at gå i opfyldelse på en mand der sad inde med verdensherredømmet.
21 Det vældige symbolske træ blev nu hugget om og faldt bragende til jorden i hele sin længde. Kun stubben fik lov at blive stående, men bundet med bånd af jern og kobber som skulle hindre dens vækst i de fastsatte „syv tider“. Den mægtige Nebukadnezar måtte forlade sin kongetrone. Den Højeste, som er „Herre over menneskenes rige“, gennemtvang dette ved at slå babylonierkongen med vanvid, idet han forvandlede hans hjerte fra et der kendetegnede en mægtig hersker til et der kendetegnede et dyr, en okse der lever af græsset på marken. Sandsynligvis huskede kong Nebukadnezars hofembedsmænd drømmen og Daniels tydning, og frygtede af den grund for at sætte en anden på tronen i hans sted. Men i første række var det den højeste Gud der holdt rigets trone i beredskab til Nebukadnezar, så han kunne vende tilbage til magten når de fastsatte „syv tider“ var udløbet. — Daniel 5:18-21.
22 Tingene udviklede sig nøjagtig som stemmen fra himmelen havde sagt til den pralende verdenshersker: „I samme stund fuldbyrdedes ordet på Nebukadnezar, han blev udstødt af menneskenes samfund og åd græs som kvæget, og hans legeme vædedes af himmelens dug til hans hår blev langt som ørnefjer og hans negle som fuglekløer.“ — Daniel 4:33; jævnfør Apostelgerninger 12:21-23.
23. Hvordan ved vi at kongens sygdom ikke medførte at Babylon blev omstyrtet?
23 Betød denne fornedrelse af kong Nebukadnezar at det babyloniske rige nu blev omstyrtet? Nej, på ingen måde! Ifølge den højeste Guds råd eller beslutning skulle dette rige endnu i nogle årtier stå som det tredje verdensrige, der nu svarede til den bundne stub af det vældige træ Nebukadnezar så i drømmen. Profeten Daniel fortsatte med at tjene den vanvittige konge, idet han var sat til „herre over hele landsdelen Babel og til overherre over alle Babels vismænd“. Og Daniels tre hebraiske venner, Hananja, Misjael Og Azarja, fortsatte med at have del i styret af denne landsdel. (Daniel 1:11-19; 2:48, 49; 3:30) Der kan næppe være nogen tvivl om at disse fire fremtrædende mænd blandt de landflygtige jøder i Babylon holdt øje med tiden under kongens sygdom og ventede på den dag han ville få sin forstand igen og atter kunne sætte sig på tronen — som en hedensk hersker der grundigt havde lært at „den Højeste er Herre over menneskenes rige og kan give det, til hvem han vil“. Dette indtraf ved udløbet af ’de syv tider’.
24. Hvad sagde kongen om den Højeste da han atter blev rask?
24 Kongen fortæller selv hvad der skete: „Men da tiden var omme, løftede jeg, Nebukadnezar, mine øjne til himmelen og fik min forstand igen, og jeg priste den Højeste og lovede og ærede ham, som lever evindelig, hvis herredømme er evigt, og hvis rige står fra slægt til slægt. Alle, som bor på jorden, er for intet at regne; han handler efter sit tykke med himmelens hær og med dem, som bor på jorden, og ingen kan holde hans hånd tilbage og sige til ham: ’Hvad gør du?’“ — Daniel 4:34, 35.
25. Hvad skete der med træstubben på det tidspunkt?
25 I den profetiske drøms opfyldelse på Nebukadnezar selv blev båndene af jern og kobber som omsluttede stubben af det vældige træ, nu løsnet og fjernet. De bogstavelige „syv tider“ var forbi, og den raske konge blev behørigt genindsat i sit embede. Nebukadnezar bekræfter dette idet han videre siger: „I samme stund fik jeg min forstand igen; jeg fik også min herlighed og glans igen, mit rige til ære; mine rådsherrer og stormænd søgte mig, jeg blev genindsat i mit rige, og endnu større magt blev mig givet.“ (Daniel 4:36) Hvilket „helbredelsestegn“ der således blev gjort af den højeste Gud! — Daniel 4:2; Apostelgerninger 4:22.
26. Hvilke hebræere søgte sandsynligvis også kongen, og hvorfor?
26 Det synes i høj grad på sin plads at Daniel, Hananja, Misjael og Azarja, som stormænd i kongens tjeneste, var med blandt dem der „søgte“ den genindsatte konge som et tegn på deres loyalitet over for ham og for at vise at de havde værnet om hans kongelige interesser under hans sindssygdom. (Jævnfør Anden Samuelsbog 19:11-15.) Disse fire tilbedere af Jehova Gud ville navnlig være interesseret i at se hvordan den ydmygelse deres Gud havde tilføjet kongen, havde virket på ham. Mere end alle andre i kongens tjeneste værdsatte de at Nebukadnezar anerkendte den Højestes universelle suverænitet, idet han betegnede ham som „Himmelens konge“ der hersker for evigt. De så hvordan denne himmelske konge havde givet kongemagten tilbage til en mand der i „syv tider“ havde været „den ringeste blandt menneskene“ idet han havde været fornedret til dyrenes stade. (Daniel 4:17) De forstod hvad Jehova havde gjort!
„SYV TIDER“
27. Hvor langt et tidsrum har man længe anset ’de syv tider’ for at være?
27 Hvor længe varede disse „syv tider“ hvori Nebukadnezar havde mistet forstanden og ikke evnede at udøve sin kongemagt? I værket „Jødernes oldtidshistorie“, der blev skrevet på græsk i det første århundrede af jøden Flavius Josefus, betragtes disse „syv tider“ som „syv år“. (Tiende bog, kapitel X, 6. afsnit) I det følgende århundrede gengav den græske oversætter Theodotion fra Pontus i Lilleasien, der i årene 180 til 182 oversatte Daniels bog, det hebraiske udtryk med „syv år“ (hepta étē). Flere jødiske kommentatorer forstår at „tider“ her er ensbetydende med „år“. Sådan gengives det endda direkte i en række nyere bibeloversættelser. Den katolske New American Bible siger: „Mens syv år går hen over ham.“ (Daniel 4:13, 20, NA) A New Translation af James Moffatt og The Complete Bible — An American Translation siger også „syv år“. (Se endvidere fodnoten til Daniel 4:13 i Buhls danske oversættelse.)
28. Hvilken slags år var der tale om i kongens tilfælde?
28 Eftersom perioden blev fastsat af Bibelens Forfatter, Jehova Gud, må der være tale om syv bibelske måneår. Gamle inskriptioner siges at vise at der var adskillige år hvor Nebukadnezar ikke foretog sig noget som helst. Disse år kan meget vel falde sammen med de „syv tider“ hvori han som følge af sit vanvid ikke var i stand til at beklæde tronen.
29. Blev drømmens fulde hensigt nået med dens opfyldelse på kong Nebukadnezar?
29 Men er det så alt hvad der er at sige om sagen? Der er ingen grund til at tvivle på at Nebukadnezars drøm om det himmelhøje træ var profetisk, eftersom den blev inspireret af Jehova Gud. Men skulle drømmen udelukkende have denne fortidige opfyldelse på en enkelt mand, kong Nebukadnezar — for at han kunne lære en lektie angående herredømme? Var det alene gennem kong Nebukadnezars personlige erfaring at „de levende [skulle] sande, at den Højeste er Herre over menneskenes rige og kan give det, til hvem han vil, og ophøje den ringeste blandt menneskene til hersker over det“? (Daniel 4:17) Var det et herredømme af den ringeste slags Gud ville sætte over menneskene når han ophøjede „den ringeste blandt menneskene“ til hersker over menneskenes rige? Bestemt ikke! (Daniel 4:36, 37) Af hensyn til „de levende“ i dette betydningsfulde tyvende århundrede, må Nebukadnezars drøm have endnu en opfyldelse, en mere vidtrækkende opfyldelse. Og det får den!
30. Hvordan kan vi sige at træet skildrer Jehovas universelle suverænitet?
30 Fortidige kendsgerninger bekræfter at babylonierkongens drøm fik en første opfyldelse. Hvordan påviser senere kendsgerninger at drømmen også har en større og fuldstændig opfyldelse? Lad os undersøge det nærmere. Nebukadnezar, der dengang blev skildret ved det vældige træ, var hersker over det babyloniske rige. I denne egenskab symboliserede han et herredømme på verdensplan, et der anerkendtes i hele verden. Træet som han billedligt blev fremstillet ved, stod ligeledes for et herredømme som var langt større end det babylonierkongen selv sad inde med. Hvilket herredømme var dengang større end det der blev udøvet af kong Nebukadnezar, som ikke havde nogen rival på hele jorden? Det kunne kun være det herredømme der tilhørte den som Nebukadnezar anerkendte som „den Højeste“, „Himmelens konge“. (Daniel 4:34, 37) Af den grund må vi sige at det himmelhøje, livsopretholdende træ i drømmen symboliserede den Højestes, Jehova Guds, UNIVERSELLE SUVERÆNITET, specielt i forhold til vor jord. Hans universelle suverænitet er evig, hans overherredømme varer fra slægt til slægt.
31. Hvilke spørgsmål giver dét at træet tillægges denne betydning, anledning til?
31 At træet tillægges denne betydning giver uvilkårligt anledning til nogle spørgsmål, ikke sandt? Hvordan kunne et sådant træ for eksempel fældes? Og det oven i købet på befaling af den universelle Suveræn, den højeste Gud, selv? Hvordan bliver det rejst igen? Det forklares i Guds eget skrevne ord, Bibelen.
32, 33. Hvordan stod Davids rige for Guds suverænitet?
32 I lang tid var Jehovas universelle suverænitet repræsenteret her på jorden. Hvordan? Hvor? Hvornår? Den var repræsenteret ved det rige han oprettede for sit udvalgte folk, Israels tolv stammer. Det gjaldt især da Jehovas salvede, kong David, blev gjort til konge over alle Israels tolv stammer, hvorefter han flyttede sit regeringssæde til Jerusalem, som han erobrede fra de hedenske jebusitter. Dette skete i 1070 f.v.t.
33 Samme år sørgede kong David for at Jehovas hellige ark, pagtens ark, blev ført op til byen og anbragt i et telt der var opslået tæt ved hans kongelige palads. Således begyndte Jehova så at sige at herske i Israels hovedstad Jerusalem, og man sagde om den israelitiske konge at han sad på ’Jehovas trone’. (1 Krønikebog 29:23; 16:1-31) Kong David anerkendte gentagne gange at Jehova var hans himmelske konge, Israels virkelige Hersker. (Salme 5:3; 24:7-10; 68:25; 145:1) Det er således tydeligt at dette rige med Jerusalem som hovedstad og David og hans kongelige efterkommere siddende på ’Jehovas trone’, repræsenterede Jehovas universelle suverænitet med hensyn til vor jord. — 2 Krønikebog 13:5, 8.
34. Hvornår blev dette symbolske træ fældet, og hvordan?
34 Det må logisk nok være Jehovas universelle suverænitet udtrykt på denne måde — gennem kong David og hans efterfølgere på tronen i Jerusalem — der blev skildret ved det kolossale træ i Nebukadnezars drøm. I drømmen blev dette altdominerende træ hugget om. I overensstemmelse hermed blev Guds suverænitet, sådan som den blev udøvet gennem den davidiske kongerække i Jerusalem, styrtet, hugget om, bragt til ophør. Dette skete i 607 f.v.t., da Nebukadnezar af Babylon ødelagde Jerusalem og dets tempel og førte Zedekias, den sidste konge af Davids slægt som sad på tronen, i landflygtighed, hvor han døde. Det var Jehova der lod det symbolske træ hugge om, for han benyttede Nebukadnezar som sin „tjener“ til at udvirke dets fald. Jehova tog selv ansvaret for at have omstyrtet dette synlige udtryk for sit suveræne herredømme over jorden. — Jeremias 25:8-11, 17-29; Ezekiel 21:22-27.
35. Af hvilken grund blev der lagt metalbånd omkring træstubben?
35 På det tidspunkt lagde Gud snærende bånd, billedligt fremstillet ved båndene af jern og kobber, omkring den ’stub’ der blev tilbage af hans suverænitet udøvet gennem en kongelig efterkommer af kong David. „Stubben“ blev hindret i at sætte kongelige skud der kunne vokse og føre til at Guds suverænitet atter blev udøvet gennem en davidisk konge. Hvor længe skulle Jehovas universelle suverænitet forblive i denne fornedrede tilstand? I „syv tider“, der profetisk blev skildret ved de „syv år“ hvori Nebukadnezar var sat fra tronen og levede som et dyr på marken. Hvor lang tid omspænder disse „syv tider“?
36. Hvorfor kunne ’de syv tider’ ikke være ensbetydende med 2520 bogstavelige dage?
36 I forbindelse med Bibelens profetier varer en „tid“ eller et måneår gennemsnitlig 360 dage, det vil sige tolv månemåneder på hver 30 dage i gennemsnit. (Jævnfør Første Mosebog 7:11 til 8:4.) De omtalte „syv tider“ eller „syv år“ må derfor udgøre 7 gange 360 dage, eller i alt 2520 dage. Skal disse 2520 dage i dette tilfælde opfattes bogstaveligt? Hertil kan vi spørge om Jehovas universelle suverænitet med hensyn til jorden blev genoprettet syv måneår eller 2520 dage efter at Jerusalem i 607 f.v.t. var blevet ødelagt og det omkringliggende Judas land var lagt øde. Svaret er nej. I år 600 f.v.t. var de overlevende israelitter stadig landflygtige i Babylon; Jerusalem og Judas land lå stadig øde hen, og det babyloniske rige var stadig datidens verdensrige. Det var først treogtres år senere, i 537 f.v.t., at de landflygtige israelitter fik frihed af Babylons erobrer til at rejse og atter tage deres elskede hjemland i besiddelse. Men selv på det tidspunkt blev Davids teokratiske rige ikke genoprettet i Jerusalem.
37. Hvilken række verdensriger måtte gå forud for Guds rige?
37 Det medo-persiske rige havde nu overtaget verdensherredømmet som bibelprofetiens fjerde verdensrige, og perseren Kyros den Store sad inde med kongemagten. Zerubbabel, der både havde den juridiske og den naturlige arveret til Davids trone, blev derfor kun indsat som statholder over den persiske provins Juda. Medo-Persien svarede til brystet og armene af sølv på metalbilledstøtten i den inspirerede drøm som profeten Daniel måtte genkalde i kong Nebukadnezars erindring og tyde for ham. (Daniel 2:31, 32, 39) Ifølge den samme drøm og dens tydning skulle verdensherredømmet derefter udøves af det kobberlignende græske verdensrige og siden af det jernlignende romerrige med en udløber i form af de seneste århundreders britisk-amerikanske dobbeltverdensmagt. Først derefter ville Jehovas universelle suverænitet (skildret ved klippen) og hans rige (skildret ved stenen der blev revet løs) stille sig i vejen for rækken af de hedenske verdensriger. (Daniel 2:32-35, 44, 45) Dette fører os helt frem til det tyvende århundrede!
38. Hvornår ville de 2520 dage udløbe hvis de opfattes symbolsk?
38 I betragtning af denne billedstøtte, der fra hovedet ned til fødderne skildrede verdensrigernes forløb, er det således indlysende at ’de syv tider’ på 2520 dage må stå for en periode der er meget længere end de syv bogstavelige år Nebukadnezar levede som et dyr på marken. Hver af disse 2520 dage må derfor omregnes efter den bibelske regel: „For hvert år giver jeg dig en dag.“ (Ezekiel 4:6; se også Fjerde Mosebog 14:34.) Det vil sige at ’de syv tider’ hvori jorden skulle beherskes af hedenske verdensriger uden indblanding fra Guds riges side, skulle vare 2520 år fra det tidspunkt da babylonierne ødelagde Judas land (Jerusalem indbefattet). Tæller vi dette antal år frem fra midten af den syvende månemåned (15. tisjri) 607 f.v.t. kommer vi til den 15. tisjri, eller den 4./5. oktober, 1914 e.v.t.
39. Hvad skete der da båndene blev fjernet fra stubben?
39 På det tidspunkt ville Jehova Gud den Almægtige løsne jern- og kobberbåndene omkring den symbolske stub af hans universelle suverænitet. Han ville med andre ord tillade at der fremvoksede et kongeligt „skud“ fra den, så hans universelle suverænitet blev genoprettet over hele jorden. (Job 14:7-9; Esajas 11:1, 2) Dette skete ved at der, som forudsagt i Åbenbaringen 12:5-10, blev født et „drengebarn“, en regering der skulle „vogte alle nationerne med en jernstav“. I Nebukadnezars drøm om billedstøtten blev denne begivenhed skildret ved at „stenen“ blev revet løs fra klippen for at knuse den symbolske billedstøtte. (Daniel 2:34, 35) I sandhed en passende markering af udløbet af „hedningernes tider“ eller „nationernes fastsatte tider“, som Jesus Kristus profetisk omtalte i Lukas 21:24!
40. Hvad skulle de hedenske verdensriger da ophøre med at nedtræde?
40 Fra da af skulle den kongelige regering der blev repræsenteret ved fortidens Jerusalem under kongedømmet i Davids slægt ikke længere „nedtrædes“ af hedenske verdensriger. Det var derimod den der skulle nedtræde dem!
41. Hvad mere forudsagde Gud end tidspunktet for Nebukadnezars genindsættelse på tronen?
41 I betragtning af alt det foregående forstår vi at den universelle Hersker der forud kender enden, forudsagde mere end blot det tidspunkt da Nebukadnezar skulle genindsættes på tronen i det babyloniske verdensrige. Jehova Gud forudsagde samtidig hvornår han med magt ville indføre sit eget verdensherredømme, ved på ny at gøre sin retmæssige universelle suverænitet gældende over for vor jord. Da vi har fastslået tidspunktet for dette, er vi nu klar til at beskæftige os med den øverste befuldmægtigede som den universelle Suveræn, Jehova, benytter i denne forbindelse. Lad os gøre dette.
[Studiespørgsmål]
