Gud — den gavmilde husvært
Kapitel 2
Gud — den gavmilde husvært
1, 2. Hvordan vil vi som „gæster“ her på jorden uvilkårligt reagere når vi tænker over hvor smukt og godt jorden er indrettet som bolig for os?
FORESTIL dig at du er ude at rejse i din ferie og leder efter et passende sted hvor du kan overnatte. Efter at have vandret temmelig langt i en egn hvor der er øde, kommer du så til en smuk have. Du ser et hus, og du går nærmere for at spørge om du måske kunne få logi. Til din overraskelse finder du et skilt på døren hvor der står: ’Velkommen! Træd indenfor, og føl dig blot hjemme!’ Du træder ind, og finder at huset er udstyret med alt hvad man kan ønske sig for at leve behageligt — vand, varme og lys, foruden et velforsynet spisekammer hvor der på døren står: ’Værsgo, tag for dig af retterne.’ Hvordan ville du reagere? Ville du ikke sige: ’Det var dog utroligt! Hvor må det være en flink og gavmild person der ejer dette hus.’?
2 Denne sammenligning illustrerer udmærket hvilket forhold mennesket befinder sig i over for jordens Skaber, Gud. Som en gavmild husvært har Skaberen sørget for dem der skulle have jorden til hjem. Prøv engang at overveje følgende:
3, 4. Hvordan er der sørget for lys, varme og kraftforsyning i vort hjem, jorden?
3 I et bogstaveligt hjem er der indlagt lys, som regel i loftet, foruden en natlampe med dæmpet lys for at beboerne ikke skal færdes i fuldstændigt mørke om natten. Vort fælles hjem, jorden, har solen som sin vigtigste lyskilde og månen med det dæmpede lys „til at herske om natten“. — 1 Mosebog 1:14-18.
4 I et hus er der elektriske installationer, så der kan leveres kraft til opvarmning, til drift af husholdningsmaskiner og så videre. Jorden har solen. Ikke alene modtager jorden til stadighed
et solbad af energi som både menneskene og vegetationen kan udnytte, men århundreders solskin har desuden bevirket at der i jorden er opsparet kolossale lagre af brændstof, specielt fossile brændstoffer som kul og olie. Som i et velforsynet hus er disse brændstoffer oplagret i jordens „kælder“, klar til brug når behovet opstår.5. Hvad findes der yderligere i „kælderetagen“ af dette „hus“, til gavn og glæde for os? (Job 28:1-6)
5 I denne „kælder“ har den kærlige Skaber også henlagt en rig forsyning af metaller, og han har sat mennesket i stand til at udvinde disse. Til glæde og nydelse for mennesket i almindelighed, og kvinden i særdeleshed, har han også anbragt skønne ædelsten i denne „kælder“, og dertil en mængde livsnødvendige kemiske stoffer.
6. (a) Hvordan vidner jordens „rørsystem“ om at der er en Skaber som har omsorg for os? (b) Hvordan er de bakker og bjerge som Gud har skabt, i sammenligning med de bjerge som mennesker har dynget sammen af sten og jord? (Salme 104:10, 11)
6 I et hus er der også brug for et godt rørsystem. Jorden har et „rørsystem“ som er et sandt under. Hvis mennesker kunne bygge et bjerg ved at stable jord og sten op i en stor dynge, ville de der boede på dette bjerg da kunne hente frisk og køligt vand i klare kilder der sprang frem på skråningerne? Vi har set sådanne kunstige bjerge i form af store slaggedynger ved miner, og de pynter bestemt ikke i landskabet. Tænk så på hvor vidunderligt de tekniske problemer er løst i jordens eget system af indviklede kanaler og underjordisk tryk, sådan at der er vand selv højt oppe i bjergene. Og de steder hvor der ikke falder ret megen regn, som i Saharaørkenen, behøver man visse steder kun at grave forholdsvis få meter ned for at finde vand.
7. Hvordan har Skaberen udstyret vort hjem med et selvfornyende „tæppe“? (1 Mosebog 1:11, 12)
7 Ligesom der i mange hjem er smukke og behagelige tæpper på gulvene, har Skaberen sørget for at jorden har et smukt tæppe i form af planter, blomster og skove. Med lidt dyrkning og havearbejde kan man ret hurtigt gøre et øde sted til en park! Områder som er hærget på grund af menneskers fremfærd kan snart igen dækkes af et grønt græstæppe. Forurenede vandløb kan, hvis forureningen bremses, rense sig selv på kort tid.
8. Hvordan kan man sige at vor gavmilde „husvært“ har fyldt husets „spisekammer“, som udtryk for sin forudseenhed og omsorg?
8 Ganske som der til et hjem hører et velforsynet spisekammer, har jorden et „spisekammer“ med alle slags fødevarer, 1 Mosebog 1:28.
nemlig markerne, frugthaverne og havene. Overvej hvilken visdom det har krævet at udtænke alt dette på forhånd: vegetationen i havene og på landjorden, deriblandt kornet, træerne og buskene som regelmæssigt og rigeligt i tusinder og atter tusinder af år kunne bære deres frugter, nødder og bær — til stadig opretholdelse af livet for alle slags dyr på jorden og i havet, og endelig for mennesket selv! Lageret slipper aldrig op. Og jorden kan rigeligt brødføde mange flere, indtil en passende befolkningsmængde er nået og Gud erklærer at jorden er ’opfyldt’. —9. Kan menneskene gøre krav på æren for at have indrettet og udstyret dette smukke hjem? (Job 38:4, 26, 27)
9 Der er bestemt ingen af os der kan gøre krav på noget af æren for at have indrettet denne dejlige bolig. Bibelen fortæller os at „himlen er [Jehovas] * himmel, men jorden gav han til menneskens børn“. (Salme 115:16) Vort bosted, jorden, er udstyret med alt hvad der skal til for at man kan glæde sig over livet, hvilket alt sammen viser, at den med omtanke er blevet beredt til os. Og så får vi det hele gratis! Kunne vi ønske os noget mere overbevisende vidnesbyrd om at der findes en Skaber som ikke alene har magt og visdom, men også er kærlig og gavmild? Han har så at sige stillet det hele frem så vi kan ’tage for os af retterne’, idet han ’både lader sin sol stå op over onde og gode, og lader det regne på retfærdige og uretfærdige’. (Mattæus 5:45) Hvis ikke menneskene havde forvaltet jorden dårligt og misbrugt dens ressourcer og muligheder, ville alverdens landes indbyggere kunne finde sand glæde ved livet på denne skønne planet.
10. Hvad kan man, i betragtning af det her nævnte, sige om den teori at jordens tilblivelse skyldes blinde kræfters spil?
10 Den omstændighed at jorden i hundreder af år, uden særlig opmærksomhed fra menneskenes side, har dækket ethvert af vore behov, rejser alvorlig tvivl om den teori at jorden skulle være blevet til ved blinde kræfters spil. Hvis man antog denne teori, hvordan ville man da forklare at jorden i det ene årtusind efter det andet har kunnet forsyne hele sin befolkning af mennesker og dyr med alt hvad disse behøvede? Det i sig selv vidner tydeligt om et formål og en hensigt. Blinde kræfter er hverken i stand til at have et formål eller fatte en hensigt. —11. Hvilke faktorer tyder på at jordens skabelse ikke blot er et eksperiment — et tidsbegrænset forsøg eller et stykke legetøj i Skaberens hænder? (Esajas 45:18)
11 Ja, hele den fortræffelige måde hvorpå jorden er indrettet som vort hjem er et overbevisende vidnesbyrd om at den er skabt, og mere end det: at den er skabt i en bestemt hensigt og ikke blot er et eksperiment eller et stykke legetøj i hænderne på et eller andet overmenneskeligt væsen. Desuden er den skabt til at eksistere for evigt. „Aldrig i evighed rokkes den [jorden],“ skrev en salmedigter under inspiration fra Gud. — Salme 104:5.
12, 13. Hvilke udtalelser af Gud viser at det ikke var nødvendigt at rette på det jordiske skaberværk efter skabelsen?
12 Bibelens beretning om hvordan jorden blev beredt som bolig for menneskene, stemmer ganske overens med den slutning at Gud har en hensigt med den. Vi læser at Gud, da han havde fuldført de indledende skabelseshandlinger i forbindelse med at tildanne og berede jorden, udtalte at skaberværket var „godt“. Da hele værket var til ende erklærede han at det var „såre godt“. (1 Mosebog 1:4, 10, 12, 18, 21, 25, 31) Denne guddommelige udtalelse betyder at værket var fuldkomment og opfyldte sit formål uden mindste mangel. Dets fuldkommenhed oversteg alt hvad vi ufuldkomne mennesker kan forestille os. — Salme 145:3-5, 16.
13 At det jordiske skaberværk blev erklæret for at være „såre godt“ betyder også at Gud ikke behøver at gribe ind fra tid til anden for at sikre at jorden bliver ved med at frembringe de ting som menneskene skal bruge. Nej, for tusinder af år siden har han én gang for alle brugt en periode til at berede og udruste denne planet til på ubestemt tid at opfylde det formål der var tiltænkt den. Dette er samtidig et strålende udtryk for Skaberens visdom. På hvilken måde?
GUDS FORUDSEENHED
14, 15. Hvori viste Gud særlig forudseenhed dengang jorden blev skabt?
14 Jo, tænk på hvilken indsigt og forudseenhed det har krævet fra Guds side at indrette jorden sådan at den på ubestemt tid kunne sørge for livets opretholdelse. Før menneskene kom ind i billedet var der sørget fuldt tilstrækkeligt for dyrene, idet der var rigeligt med føde til rådighed i form af vegetation. Siden fik det første menneskepar befaling om at ’blive mangfoldige og opfylde jorden’. (1 Mosebog 1:28) Det betød at menneskeslægten ville komme til at tælle flere milliarder, og jorden ville stadig kunne give føde til planter, dyr og mennesker. Det har den også gjort, endda på trods af at millioner af kvadratkilometer ligger uopdyrket hen og at menneskene selv har været med til at gøre andre områder ufrugtbare. Om den vidunderlige måde hvorpå Gud har sørget for alt, skrev salmisten i sin taknemmelighed og værdsættelse:
15 „Du [Jehova] lader græs gro frem til kvæget og urter til menneskets tjeneste, så du frembringer brød af jorden og vin, der glæder menneskets hjerte, og lader ansigtet glinse af olie, og brødet skal styrke menneskets hjerte. Hvor mange er dine gerninger, [Jehova], du gjorde dem alle med visdom; jorden er fuld af, hvad du har skabt!“ — Salme 104:14, 15, 24.
16. Har vi grund til at frygte at jorden en dag ikke mere kan frembringe tilstrækkelig føde til alle? (Salme 65:10)
16 Hvor megen føde er jorden i stand til at frembringe? Direktøren for De forenede Nationers bureau til koordination af særorganisationernes arbejde har udtalt at jorden kunne brødføde mindst 38 milliarder mennesker (næsten ti gange jordens nuværende befolkning) hvis landbrugsjordens ydeevne blev fuldt udnyttet. Dette ville selvsagt kræve et bedre internationalt samarbejde end man har i øjeblikket.
GUD VIL BORTVISE DE „GÆSTER“ DER MISBRUGER HANS „HUS“
17. Kan man anklage Gud for i særlig grad at velsigne nogle, for eksempel sine tilbedere, med materiel overflod? (Salme 36:8, 9)
17 Menneskeheden som helhed har ingen grund til klage over den jord den har fået som bosted, men burde snarere påskønne dens rigdom. Man kan heller ikke anklage Gud for at have vist partiskhed. Selv de der ikke tilbeder ham, har nydt godt af hans gavmildhed. I byen Lystra i Lilleasien sagde apostelen Paulus til en gruppe mennesker der tilbad guderne Zeus og Hermes (Merkur): „I de forgangne generationer har [Gud] tilladt alle nationerne at gå deres egne veje, skønt han ikke har ladet sig være uden vidnesbyrd, idet han har gjort godt, har givet jer regn fra himmelen og frugtbare tider, har mættet jeres hjerter med føde og glæde.“ — Apostelgerninger 14:16, 17.
18. (a) Har menneskene i almindelighed takket Gud eller givet ham æren for den godhed han har vist mod alle? (b) Hvem har skylden for den ulighed der er i fordelingen af goderne fra Gud?
18 Men desværre har de fleste mennesker været utaknemmelige „gæster“ hos Skaberen. De har i stor udstrækning behandlet jorden og dens gode ressourcer med ødselhed og manglende respekt. Nogle har i deres begær tiltaget sig store jordarealer og mængder af fødevarer; dermed har de vist at de er ligeglade med deres Jakob 4:1, 2.
medmennesker, de øvrige „gæster“ på jorden, og som resultat er mange blevet berøvet selv det nødvendigste. Begær har desuden affødt grusomme og ødelæggende krige. — Jævnfør19, 20. (a) Er der håb om at mennesker selv kan bringe orden i forholdene på jorden, til gavn for alle? (b) Hvad er det rimeligt at tro at Gud, som en fornuftig husvært, vil gøre?
19 I denne situation er det et spørgsmål om der overhovedet kan blive bragt orden i forholdene her i jordens „hus“. Menneskeligt set er det umuligt. Det er som kong Salomon skrev: „Kroget kan ej blive lige, og halvt kan ej blive helt.“ (Prædikeren 1:15) Men Gud er, som den gode husvært, interesseret i sit „hus“ og dets beboere. Ville en fornuftig husvært ikke bortvise beboere som ødelagde hans ejendom, og derefter rense ejendommen til gavn for de beboere som ville påskønne den? Skulle vi ikke forvente at Gud ville gøre det samme? — Åbenbaringen 11:18.
20 Hvordan vil Skaberen da rense jorden, som nu i hundreder af år har været misbrugt? Har han til hensigt at bevare den ren i fremtiden? Er det muligt at jorden i al evighed kan blive et paradisisk hjem, en dejlig have for menneskene?
[Fodnote]
^ par. 9 Overalt hvor den autoriserede danske oversættelse af 1931 gengiver Guds navn med HERREN, viser vi at det er en gengivelse af grundtekstens JHVH ved at skrive [Jehova].
[Studiespørgsmål]
[Illustration på side 20]
Ligesom et velforsynet hus vidner om at ejeren er klog og gavmild. . .
[Illustrationer på side 21]
. . .sådan vidner jordens rigdom og frugtbarhed om at den er dannet af en gavmild Skaber