Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Når kriminalitet og uretfærdighed bliver fjernet

Når kriminalitet og uretfærdighed bliver fjernet

Kapitel 14

Når kriminalitet og uretfærdighed bliver fjernet

1. På hvilken måde gør verden det vanskeligt at leve efter det der er ret og rigtigt?

HVOR godt et menneske man end prøver på at være, så er man omgivet af forhold der gør det vanskeligt for én — er det ikke rigtigt? I forretningsverdenen med dens kamp for økonomisk overlevelse udsættes man for pres til at snyde for at kunne klare sig i konkurrencen. I hverdagen er vi omgivet af umoralitet, stofmisbrug, dårligt sprog, had og hævngerrighed. Underholdningsverdenen og propagandamedierne er i stor udstrækning med til at få alt dette til at forekomme normalt og rigtigt.

2. Erkender mennesker hvilken virkning et dårligt miljø kan have?

2 Ikke desto mindre er mange klar over hvor kraftig en påvirkning et dårligt miljø kan øve, og nogle flytter fra ét kvarter til et andet i håb om at finde bedre forhold, måske især for deres børns skyld. De ved at et dårligt miljø kan belaste de gode principper som de har lært deres børn.

3, 4. (a) Hvordan blev det gamle Israels folk berørt af sine omgivelser? (b) Hvad har bidraget mest til dannelsen af et dårligt miljø?

3 Selv i det gamle Israel under Moseloven, der jo ellers var god, var miljøet ikke altid gunstigt for den sande tilbedelse af Gud. Israel var omgivet af folkeslag der dyrkede afguder. (5 Mosebog 13:6, 7, 12, 13) Og israelitterne var syndere, ligesom alle andre mennesker. Skønt Loven hjalp mange af dem til at holde fast ved den sande tilbedelse af Gud, var de fleste ulydige. (2 Krønikebog 36:15, 16) De gav efter for omgivelsernes pres. Dertil kommer at Satan Djævelen i de mange århundreder siden menneskets syndefald har øvet en stærk påvirkning for at modvirke at folk skulle få kundskab om Gud. Apostelen Paulus skrev:

4 „Hvis nu den gode nyhed som vi forkynder, virkelig er tildækket, er den tildækket blandt dem som går til grunde, blandt hvem denne tingenes ordnings gud har forblindet de ikketroendes forstand, for at lysskæret fra den herlige gode nyhed om Messias, som er Guds billede, ikke skal trænge igennem.“ — 2 Korinter 4:3, 4.

ET ÆNDRET MILJØ

5, 6. Hvad har Gud til hensigt at gøre ved det nuværende miljø?

5 Det er altså tydeligt at et ændret miljø i høj grad ville hjælpe syndige mennesker til at ’forny deres sind’ så de adlød Guds gode principper. (Romerne 12:2) Gud har til hensigt at indføre netop et sådant miljø under Jesu Kristi tusindårige styre.

6 Allerførst må den onde tingenes ordning forsvinde; Gud vil udslette den. (1 Johannes 2:17) Dernæst må Djævelen, „denne tingenes ordnings gud“, bindes så han ikke kan påvirke menneskeheden til oprør mod Jehova Gud. (Åbenbaringen 20:1, 2) Denne påvirkning har han øvet ved at bedrage dem og spille på deres ufuldkommenheder for at bringe dem til at synde, hvilket medfører døden som løn. — Åbenbaringen 12:9; Hebræerne 2:14, 15.

7-12. Beskriv de forhold der vil blive indført ved Kristi riges styre.

7 I Salmerne får vi et profetisk glimt af de forhold der vil råde når Kristus hersker over jorden som konge:

8 „I hans dage blomstrer retfærd, og dyb fred råder.“ „Korn skal der være i overflod i landet.“ „Af jorden spirer sandhed frem, fra Himlen skuer retfærd ned. Derhos giver [Jehova] lykke, sin afgrøde giver vort land.“ — Salme 72:7, 16; 85:12, 13.

9 Og profeten Esajas skrev om Jesus Kristus:

10 „På hans skulder skal herredømmet hvile; og hans navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste. Stort bliver herredømmet, endeløs freden over Davids trone og over hans rige, at det må grundes og fæstnes ved ret og retfærd fra nu og til evig tid. Hærskarers [Jehovas] nidkærhed gør det.“ — Esajas 9:6, 7.

11 I en beskrivelse af det gunstige miljø som den nye tingenes ordning vil bringe, siger Esajas:

12 „Den retfærdiges sti er jævn, du jævner den retfærdiges vej. Ja, vi venter dig, [Jehova], på dine dommes sti; . . . når dine domme rammer jorden, lærer de, som bor på jorderig, retfærd.“ — Esajas 26:7-9.

13. Vil det blive lettere for de opstandne at lære sandheden om Gud til den tid? Begrund svaret.

13 Når Jehovas domme forkyndes og håndhæves over hele jorden, vil ’den store skare’ som overlever ødelæggelsen af den nuværende tingenes ordning og kommer ind i den nye ordning, kunne undervise dem der får en opstandelse, uden at onde modstandere af Gud og Kristus lægger dem hindringer i vejen. (Åbenbaringen 7:9, 10, 14-16) Hvor meget klarere vil sandheden ikke træde frem, når der råder retfærdighed og fred! Hvor meget lettere vil det ikke blive for dem der bliver undervist, at adlyde og ’jævne’ deres vej!

14. Hvordan har denne tingenes ordning fremhævet de dårlige tilbøjeligheder vi har arvet fra vore ufuldkomne stamfædre?

14 I dag er der mennesker der begår forbrydelser, og nogle af dem bliver hvad vi kalder ’forhærdede forbrydere’. Alle har tilbøjelighed til at synde i den ene eller den anden retning. (Romerne 6:19) Alle har arvet disse svagheder. (Salme 51:7) Nogle har måske arvet en tendens til at blive ophidsede og voldsomme. Nogle er måske mere aggressive end andre og vil gerne ’tage loven i deres egen hånd’ når de mener der er begået en uretfærdighed. Andre falder måske lettere for umoralitet, alkoholmisbrug eller andet. Normalt ville kun forholdsvis få af disse begå noget egentlig kriminelt. Dette ville kun ske hvis de levede i et dårligt miljø hvor de slette tilbøjeligheder blev fostret og næret, og hvis de kom ud i en situation der gav dem en lejlighed eller tilskyndelse til at begå en forbrydelse. — 1 Korinter 15:33.

15. (a) På hvilken måde vil miljøet under Kristi rige styrke de gode tilbøjeligheder? (b) Hvad må den enkelte gøre for få del i denne højnelse?

15 Men når denne onde verden bliver fjernet og Satan bliver bundet så han ikke længere kan gøre sig gældende, kan menneskeheden gradvis blive højnet. De gode tendenser vil blive næret og tilskyndet af det gode miljø; de dårlige træk vil blive modvirket. Slette ønsker og handlinger vil virke forkerte og malplacerede og blive betragtet som noget man bør aflægge. Det vil selvfølgelig kræve en indsats af hvert menneske at ’aflægge vrede, slethed og skammelig tale’ og at ’iføre sig den nye personlighed, som gennem nøjagtig kundskab fornys efter billedet af ham som skabte den’. (Kolossenserne 3:8-10) Man må have et stærkt ønske om at ændre sig for Gud vil at hans undersåtter skal være lydige af egen fri vilje. (Salme 81:12-14) Under Kristi og hans medkongers og medpræsters administration vil den der foretager disse forandringer blive hjulpet på enhver mulig måde og ikke modvirket i sine bestræbelser. — Åbenbaringen 7:17.

DE DER IKKE MODTAGER LIVET

16, 17. (a) Hvem vil ikke få evigt liv i den nye tingenes ordning? (b) På hvilken måde bragte de religiøse ledere på Jesu tid sig selv i stor fare?

16 Kun de der ’bespotter helligånden’ vil dø under den nye tingenes ordning. (Mattæus 12:31, 32) Denne synd består i med overlæg at handle oprørsk og bespotteligt mod Gud. Hvorfor er det en synd ’mod den hellige ånd’?

17 Lad os tage farisæerne som et eksempel. De bragte sig selv i stor fare for at begå denne synd, og nogle af dem gjorde det åbenbart. Når de ikke antog Jesus som Messias kunne det simpelt hen være af mangel på tro, som tilfældet var med Saulus, der senere blev apostelen Paulus. (1 Timoteus 1:12, 13) Men da Jesus talte om den utilgivelige synd, havde farisæerne netop været vidne til hvordan Guds ånd virkede i Jesus med kraftige ord og gerninger. Da de og vidste at Guds ånd virkede gennem Jesus, var de faktisk skyldige i bespottelse mod den hellige ånd. Hvorfor? Fordi de erklærede at Jesus gjorde sine gerninger i dæmonernes kraft. Farisæerne havde et helt igennem selvisk formål med dette, nemlig at vildlede folk så de selv kunne holde fast ved deres førerstilling. — Mattæus 12:22-30.

18. Kan en kristen miste udsigten til evigt liv?

18 Dette kunne også være tilfældet med nogle der blev kristne og derefter med overlæg vendte sig bort fra den rene tilbedelse af Gud. I Hebræerbrevet 10:26, 27 står der: „For hvis vi med vilje øver synd efter at have modtaget den nøjagtige kundskab om sandheden, er der ikke længere noget slagtoffer for synder tilbage, men en frygtelig forventning om dom.“ — Se også Hebræerbrevet 6:4-6.

19. (a) Hvad menes der med ’en synd der er til døden’? (b) Hvordan bør en sand kristen betragte et menneske der åbenbart begår denne form for synd? (c) Kan en kristen afgøre om et menneske har begået en utilgivelig synd? Begrund svaret.

19 Apostelen Johannes omtaler desuden en „synd som er til døden“ i modsætning til en synd som ikke er til døden. (1 Johannes 5:16, 17; se også Fjerde Mosebog 15:30.) En sand kristen vil ikke have samkvem med en der hævder at være kristen men som, så vidt det ser ud, spotter Guds ånd og åbenbart synder med vilje og uden tegn på anger. (2 Johannes 9-11) Den kristne vil ikke bede for en sådan. Men selvfølgelig kan han ikke se ind i andres hjerte, og han kan ikke afgøre om et menneske virkelig har begået den utilgivelige synd. Han kan ikke udelukke at vedkommende senere vil angre og omvende sig. Han erkender at det er Kristus der er Guds dommer, og at han kan ransage „nyrerne“ (de inderste følelser og tanker) og „hjertet“ (det vigtigste sæde for motiverne). Kristus kan afgøre om et menneske har spottet den hellige ånd. — Åbenbaringen 2:23; Johannes 5:22, 30.

20. Hvordan vil det under Kristi tusindårige styre gå med uforbederlige syndere som ikke angrer?

20 Under Kristi tusindårige styre vil den slags uforbederlige mennesker dø. At de for evigt vil være døde fremgår af at de ifølge Bibelens billedsprog bliver kastet i den symbolske ’ildsø’, som er „den anden død“, til forskel fra den død vi har arvet fra Adam. (Åbenbaringen 20:14, 15) Hvis nogen forstyrrer freden i denne nye tingenes ordning, vil de altså ikke få lov til at blive der og fortsat volde vanskeligheder.

EN BEDRE TILVÆRELSE ALLEREDE NU

21, 22. (a) Behøver man at vente til Kristi tusindårige styre for at få en bedre og lykkeligere tilværelse? (b) Kommentér apostelen Paulus’ udtalelse om dette i Første Timoteusbrev 4:8.

21 Men til dem der nu læser denne bog, vil vi sige som en af apostlene skrev til nogle der ønskede at blive modne tjenere for Gud: „Men i jeres tilfælde, I elskede, er vi overbeviste om det der er bedre og som medfører frelse.“ (Hebræerne 6:9) Vi behøver ikke at vente til Kristi tusindårige styre med at få en god begyndelse i tjenesten for Gud. Vi kan og bør begynde allerede nu.

22 Apostelen skrev også: „Gudhengivenhed er gavnlig til alt, idet den indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme.“ (1 Timoteus 4:8) Vi kan være fri for mange af denne verdens forviklinger; vi kan opnå fred i sindet og finde en mening med livet. Vi kan glæde os over tilværelsen og få et bedre forhold til vor familie og vore medmennesker. Men mere end det; vi kan med forventning se frem til muligheden for at overleve den kommende „store trængsel“ med vished for at kunne glæde os over livet i fuldt mål i Guds nye tingenes ordning.

23, 24. (a) Da vi nu har set hvad Guds ord siger, skal vi da vente eller søge et andet sted for at finde sandheden? (b) Behøver vi at lede efter en anden Messias eller håbe på at en stor mand skal fremstå og udfri os? (c) Hvad er da det rigtige at gøre?

23 Vi befinder os i en situation der ligner den Israels folk var i, da det var ved at drage ind i det forjættede land. Moses sagde til folket: „Budet, som jeg i dag pålægger dig, er dig ikke ufatteligt og er heller ikke langt borte. Det er ikke i Himmelen, så du måtte sige: ’Hvem skal stige op til Himmelen for os og hente det ned til os og kundgøre os det, så vi kan handle derefter?’ Ikke heller er det hinsides havet, så du måtte sige: ’Hvem skal drage over havet for os og hente det til os og kundgøre os det, så vi kan handle derefter?’ Nej, ordet er dig ganske nær, i din mund og i dit hjerte, så du kan handle derefter.“ — 5 Mosebog 30:11-14.

24 Egentlig er det slet ikke svært for os at lære hvad Gud kræver af os, og at gøre det. Jesus Kristus vil hjælpe os hvis vi viser tro og handler efter denne tro. (Mattæus 11:28-30) Vi behøver ikke at vente på at en eller anden skal fare til himmelen for at få det budskab vi har behov for. Det har Jesus Kristus gjort, og vi har hans bud i Bibelen. Vi behøver heller ikke at rejse til et fjernt land — „drage over havet“ — for at hente en eller anden visdom eller filosofi fra andre mennesker. Vi behøver ingen højere uddannelse, og vi skal ikke gennemsøge enhver nutidig og fortidig religion for at finde sandheden. Vi har allerede læst om Guds hensigt i Bibelen. Den har vi i vor mund og i vort hjerte. Det er „denne gode nyhed om riget“. (Mattæus 24:14) Det er som en af Kristi apostle sagde: „Hvis du offentligt bekender det ’ord i din egen mund’, at Jesus er Herre, og tror i dit hjerte at Gud oprejste ham fra de døde, vil du blive frelst. For med hjertet tror man til retfærdighed, men med munden bekender man offentligt til frelse.“ — Romerne 10:5-10.

25. Kræver Gud noget stort og enestående af os? Hvad kræver han?

25 Gud kræver altså ikke at vi skal gøre noget stort og enestående, men han siger: „Det er sagt dig, o menneske, hvad der er godt, og hvad [Jehova] kræver af dig: hvad andet end at øve ret, gerne vise kærlighed og vandre ydmygt med din Gud.“ (Mika 6:8) Er dette ikke rimeligt — ja, faktisk hvad alle burde gøre?

26, 27. Hvad kan vi gøre for at få en god begyndelse allerede nu?

26 Du kan altså gøre en god begyndelse allerede nu ved at fjerne enhver uretfærdighed fra din livsførelse. For at undgå at et dårligt miljø skal slå dig ud af den rette kurs, må du holde dig borte fra nært samkvem med mennesker der giver sig af med det urette. Til nogle der stræbte efter at tjene Gud skrev Paulus: „I mit brev skrev jeg til jer at I skulle holde op med at omgås utugtige, jeg mente ikke helt og holdent denne verdens utugtige eller havesyge og udsugere eller afgudsdyrkere. Ellers måtte I jo gå ud af verden.“ (1 Korinter 5:9, 10) Måske har du venner eller arbejdskammerater som begår urette handlinger, og du kan naturligvis ikke helt undgå at komme i berøring med dem. Men du behøver ikke at være fælles med dem om det urette de gør, eller hele tiden dyrke nært samkvem med dem. Det rette fællesskab at søge er samværet med kristne der gør det rette, hvad du selv vil kunne se. Dette samvær vil styrke dig. — Hebræerne 13:7.

27 Når du så gør dette, skal du ikke lade dig rokke fra din kurs. Stol på Gud og sæt din lid til at han helt og holdent vil fjerne uretfærdighed, forbrydelser og ulykke i sin retfærdige nye tingenes ordning. — Esajas 32:1, 16-18.

[Studiespørgsmål]

[Illustrationer på side 159]

Et dårligt miljø fremmer kriminaliteten

[Illustration på side 160]

Under Jesu Kristi herredømme vil det sunde miljø fremme en god adfærd