Når sygdom og død er endt
Kapitel 15
Når sygdom og død er endt
1. Hvad har frygten for døden ofte fået mennesker til at gøre?
BLANDT alle de ting der har voldt menneskeheden sorg og lidelser, står sygdom og død øverst på listen. Alene frygten for døden har så at sige kunnet trælbinde folk, og under trusler om døden er mange blevet tvunget til at handle imod deres egen samvittighed — for eksempel under nazismen, hvor nogle blev skræmt og truet til at forråde deres egne venner. (Hebræerne 2:15) Hvor vil det blive en befrielse for menneskeheden når disse fjender, sygdom og død, er borte! — 1 Korinter 15:26.
2, 3. (a) Hvilke andre ulemper vil fjernelsen af døden bringe til ophør? (b) Hvad er vi allerede nu befriet for, på grund af Guds løfte om at fjerne døden?
2 Kun Skaberen kan hjælpe mennesker ud af denne sørgelige situation. Han har ikke alene lovet at gøre det, men han har også lagt grundlaget for at døden kan blive fjernet fuldstændig og for evigt under ’de nye himle’, Jesus Kristus og hans medkonger og medpræster. Gud lover menneskeheden at „han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere“. For at styrke os i vor tro og forvisning tilføjer han: „Disse ord er troværdige og sande.“ (Åbenbaringen 21:4, 5) Når sygdom og død bliver fjernet vil alderdommens skæmmende virkninger, for eksempel den rynkede hud og de grå hår, også forsvinde.
3 Hvis vi kender dette guddommelige løfte og tror på det, vil det lette os for en stor del af den sorg døden bringer. Vi vil ikke „sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb“. — 1 Tessaloniker 4:13.
IKKE ET NYT HÅB
4. Hvordan kan vi sige at håbet om dødens afskaffelse ikke er noget nyt håb?
4 Dette håb er ikke noget nyt. For flere tusind år siden var der mænd og kvinder som tjente Gud og fandt trøst og styrke i dette håb. De vidste at de ville dø, men de nærede også den tiltro til Gud at de ville blive oprejst og få mulighed for at leve evigt. Nogle af disse trofaste blev endda øjenvidner til de opstandelsesmirakler som Gud udførte ved sine profeter og ved Jesus og apostlene. De der blev oprejst dengang døde selvfølgelig igen på et tidspunkt. Men Guds tjenere så frem til „en bedre opstandelse“ under det messianske rige, hvor ingen vil dø igen medmindre de med vilje handler ulydigt. — Hebræerne 11:16, 35.
5. Hvordan ved vi at Abraham, Job og Daniel var forvissede om at de ikke skulle forblive døde for evigt?
5 Abraham viste på enestående måde sin tro på opstandelsen. (Hebræerne 11:17-19) Den trofaste og udholdende Job talte om at hvile i Sheol, graven, og blive husket af Gud til hans fastsatte tid. (Job 14:13) Og da profeten Daniel bad om at få forståelse af den langtrækkende profeti han udtalte, og som skulle opfyldes ved „endens tid“, sagde Guds engel til ham: „Læg dig til hvile og stå op til din lod ved dagenes ende!“ — Daniel 12:8, 9, 13.
HVEM VIL FÅ EN JORDISK OPSTANDELSE?
6. (a) Hvilke to hovedgrupper af mennesker vil få en jordisk opstandelse? (b) Hvilken indstilling vil de der før døden var tjenere for Gud, vise?
6 Opstandelsen fra de døde bliver kun det første skridt i Guds hensigt som tager sigte på den fulde genrejsning af de døde. Når de kommer op af gravene vil de blive modtaget og budt velkommen af ’den store skare’ som har overlevet „den store trængsel“, efter ødelæggelsen af den nuværende onde tingenes ordning. Der vil være to grupper af mennesker som oprejses til liv på Jorden: (1) dem der har vist sig trofaste mod Gud i fortiden, blandt andet dem der nævnes i Hebræerbrevets ellevte kapitel, og (2) dem der ikke har været tjenere for Gud før døden. „Der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige,“ sagde apostelen Paulus. (Apostelgerninger 24:15) Den første gruppe vil ikke finde det vanskeligt at lære om de foranstaltninger til liv Gud har truffet gennem Kristi offer, og benytte sig af disse. De vil med glæde leve i lydighed mod de love der til den tid vil eksistere. Disse trofaste regner Gud allerede nu, mens de endnu er i graven, for „levende“, fordi han med sikkerhed vil oprejse dem. — Luk. 20:37, 38.
7. Hvad vil man gøre for dem der ikke tjente Gud før de døde?
7 De der ikke tidligere har tjent Gud, må, efter deres opstandelse, lære om den sande Gud Jehova og hans kærlige foranstaltninger gennem Jesus Kristus. ’Den store skare’ der har overlevet trængselen, vil få det ansvar at undervise dem. (Romerne 10:14) Disse opstandne skal have den gode nyhed forklaret, for Gud har sagt at ’i Jesu navn skal hvert knæ bøje sig, deres i himmelen og deres på jorden og deres under jorden [i graven], og hver tunge åbent anerkende at Jesus Kristus er Herre til herlighed for Gud, Faderen’. — Filipperne 2:10, 11.
8. Vil de opstandne blive dømt på grundlag af deres gerninger i fortiden? På hvilket grundlag vil de blive dømt?
8 Det vil blive krævet af de opstandne at de er lydige mod de love der gælder til den tid, og de vil blive dømt ’ud fra de ting der står skrevet i skriftrullerne, efter deres gerninger’. (Åbenbaringen 20:12) Disse ’skriftruller’ repræsenterer øjensynlig det som Gud åbenbarer angående sin vilje med menneskeheden i løbet af denne tusindårige periode.
IKKE ØJEBLIKKELIG FULDKOMMENHED
9. Hvilken stilling vil ’den store skare’ indtage?
9 Medlemmerne af ’den store skare’ vil ikke blive fuldkomne straks efter at „den store trængsel“ er forbi. Men de overlever ødelæggelsen af denne tingenes ordning på grund af deres tro og lydighed, og de vil danne grundvolden for ’den nye jord’. (Åbenbaringen 7:14-17; se også Esajas 51:16, NW) De vil uden tvivl fortsætte trofast og gøre hurtige fremskridt mod fuldkommenhed samtidig med at de efterlever det der står i „skriftrullerne“. — Salme 37:30, 31.
10. Hvordan vil det gå med de handicap som medlemmerne af ’den store skare’ og de opstandne måske har haft?
10 Hvad med de medlemmer af ’den store skare’ som lider af alvorlige svagheder, som for eksempel hjertesygdomme, lammelser og blindhed, eller som mangler arme eller ben? Det er rimeligt at tro at de på et tidligt tidspunkt vil blive helbredt for disse handicap. Da Jesus var på jorden udførte han sådanne helbredelser. Han helbredte visne hænder og arme, gjorde lammede lemmer raske igen og gav blinde synet tilbage — på stedet. Det var ikke sådan at de manglende eller syge lemmer gradvis voksede ud eller blev raske. (Lukas 6:8-10; Johannes 5:5-9) Ligeledes er det logisk at tro at de opstandne vil komme til live i et sundt legeme. Dette gjaldt alle dem som ifølge Bibelen fik en opstandelse. (Lukas 8:54, 55) For eksempel var Lazarus ved at gå i forrådnelse, men han kom ud af graven med et helt og sundt legeme. (Johannes 11:39-44) Gud gav i fortiden dette løfte til sit folk, som han ville føre tilbage til dets land: „Ingen indbygger siger: ’Jeg er syg!’ Folket der har sin synd forladt.“ Folk vil være i stand til at udføre det tilværelsen normalt kræver af dem, skønt de endnu ikke er fuldkomne. — Esajas 33:24.
HVORDAN FULDKOMMENHEDEN OPNÅS
11. (a) Hvordan vil fuldkommenheden blive nået? (b) Hvorfor må der finde en åndelig forandring sted før der kan finde fysisk helbredelse sted?
11 Det ser imidlertid ud til at den fulde legemlige fuldkommenhed kun opnås i samme grad som den enkelte, i kraft af sin tro på Kristus, gør åndelige fremskridt med hensyn til at ’iføre sig den nye personlighed’. Man er måske allerede blevet helbredt for større fysiske skavanker, og når man så fortsætter med at gøre det rette, vil man nærme sig fuldkommenheden mere og mere. Man vil konstant nyde godt af Guds foranstaltning til helbredelse gennem Kristi sonoffer. (Åbenbaringen 22:2) Kristus vil barmhjertigt fjerne alle ens ufuldkommenheder. Den åndelige forandring må foretages først, for døden forårsages af synden, og man kan ikke nå til fysisk fuldkommenhed uden at synden først er helt fjernet fra ens personlighed. Bibelen forbinder altid sygdom med synd. — Lukas 5:18-25; 1 Korinter 15:56; Romerne 6:23.
12. Hvilken kamp har enhver tjener for Gud nu i forbindelse med at ændre sin personlighed, og hvorfor?
12 Apostelen Paulus beskriver den „kamp“ der nu må udkæmpes af alle som prøver at ændre deres personlighed så de bliver til fuldt behag for Gud. Han siger: „Det jeg gerne vil, det praktiserer jeg ikke; men det jeg hader, det gør jeg. . . . For det gode jeg gerne vil, det gør jeg ikke, men det onde som jeg ikke vil, det praktiserer jeg. . . . så er det ikke mere mig der udvirker det, men synden som bor i mig.“ (Romerne 7:15-20) På grund af arven fra Adam er alle mennesker født „i misgerning“, i synd. (Salme 51:7) Desuden har alle forøget denne synd i løbet af deres eget liv, idet omgivelserne har haft en nedbrydende indflydelse.
13. Hvad kan man gøre ved (a) de slette tilbøjeligheder man har fået gennem omgivelsernes påvirkning? (b) de slette, nedarvede tilbøjeligheder?
13 Allerede i dag kan man, ved hjælp af Guds ord og Guds ånd, og ved samværet med Guds tjenere, fuldstændig aflægge dårlige vaner som man har fået fra sine omgivelser. Men det er anderledes med de træk man har arvet og som derfor er en del af en selv, fysisk og mentalt. Man kan ganske vist bekæmpe disse svagheder med ret gode resultater, for apostlene fortæller os at vi kan ’forny vort sind’, ’iføre os den ny personlighed’, ’frembringe åndens frugter’, ’bevare en god samvittighed’ og ’bevare en god adfærd’. (Romerne 12:2; Efeserne 4:24; Galaterne 5:22, 23; 1 Peter 3:16; 2:12) Men ved sådanne anstrengelser alene kan vi ikke fuldstændig fjerne disse dårlige nedarvede tendenser. Om sin egen situation sagde apostelen: „Jeg elendige menneske! Hvem vil befri mig fra det legeme der lider denne død? Tak til Gud gennem Jesus Kristus, vor Herre! Jeg selv, derfor, træller altså med sindet for Guds lov, men med kødet for syndens lov.“ — Romerne 7:24, 25.
14. (a) Når en kristen synder på grund af de svagheder han har arvet, hvad kan han da gøre for at forblive i Guds gunst? (b) Hvordan vil man til sidst blive befriet for alle nedarvede svagheder, som er årsag til synd og sorger?
14 Allerede nu kan den kristne få tilgivelse for sine synder ved at tro på Jesus Kristus og det offer han bragte for vore overtrædelser. Og samtidig med at han beder om tilgivelse må han gøre sit bedste for at følge den rette kurs. Han må aldrig slække på sin kamp imod de forkerte tilbøjeligheder, og med hjælp fra Guds ånd behøver han ikke at tabe kampen. Hans samvittighed kan blive ren. (Romerne 8:2, 11-13; Hebræerne 9:14) Men i den nye tingenes ordning vil Kristus lade os få fuld gavn af sit offer, så de svagheder vi har arvet fra vore forfædre, de fejl der har ligget i arvemassen, vil blive rettet. Man vil blive helbredt i enhver henseende. Hvilken lettelse! Hvilken befrielse når man vil blive i stand til at gøre alt det gode man i sit hjerte ønsker at gøre — altid! Tak til Gud gennem Jesus Kristus!
15. (a) Hvornår vil det ikke længere være en kamp at gøre det rette til hver en tid? (b) Hvordan fremhæver apostelen Paulus dette i Første Timoteusbrev 1:8, 9? (c) Hvordan var Jesus et eksempel på at en retfærdig ikke behøver en lov der forbyder mord, tyveri og så videre?
15 Under Kristi tusindårige styre vil man gradvis kunne blive mere og mere aflastet for den byrde som de syndige tilbøjeligheder udgør. Man vil i stadig højere grad gøre det rette. Når da fuldkommenheden nås, vil man ikke længere behøve at kæmpe for at gøre det rette. Det vil falde helt naturligt. Man vil ikke have den mindste tilbøjelighed til at stjæle eller begå umoralitet, eller til at hade eller bagtale andre. Apostelen Paulus sagde om Moseloven, hvori disse ting var forbudt: „Nu ved vi at Loven er god, forudsat man bruger den lovmæssigt, idet man forstår dette: at loven ikke er fremsat for et retfærdigt menneske, men for lovløse og uregerlige, ugudelige og syndere.“ (1 Timoteus 1:8, 9) Et fuldkomment menneske behøver ingen lov til at advare ham mod at gøre disse onde ting. Da Jesus var på jorden var det naturligt for ham at gøre det rette. Han „elskede retfærdighed og hadede lovløshed“. (Hebræerne 1:9) At gøre det gode og afvise det onde var altid det der lå ham nær, en reaktion der udsprang af hans hjerte. Tænk blot på hvordan han reagerede på Satans fristelse, eller på Peters misforståede forsøg på at få ham til ikke at gøre det Gud havde anvist ham. — Mattæus 4:1-11; 16:21-23.
DE OPSTANDNE MODTAGES
16. (a) Vil de opstandne kunne genkende sig selv, og vil deres venner kunne genkende dem? (b) Hvad er Guds hensigt med at give mennesker livet igen ved en opstandelse? (c) Vil et menneskes handlinger i fortiden få nogen indflydelse på dets liv efter opstandelsen?
16 Når Gud oprejser mennesker vil han genskabe hver eneste med hele det livsmønster, den personlighed og den hukommelse vedkommende havde. Den opstandne vil kunne genkende sig selv. De der før har kendt ham, vil også kunne genkende ham på hans udseende og alt hvad der er karakteristisk for ham. Han kan så genoptage sit liv efter den afbrydelse som døden har været skyld i, og leve videre med de samme træk, tilbøjeligheder og motiver som han før har haft. Men han vil ikke blive krævet til regnskab for sine tidligere synder og fejltagelser. Hvorfor ikke? Fordi Gud har givet ham livet igen med det formål at give ham lejlighed til at benytte sig af Kristi offer og blive befriet for synd. Hvis han har foretaget sig noget dårligt i fortiden vil det selvfølgelig have indvirket på hans personlighed, og de slette spor det har sat i hans karakter må overvindes. Jo mere uretfærdig hans tidligere levevis var, jo mere må han ændre sig. Og nogle vil måske ikke tage imod denne lejlighed til at ændre sig. — Esajas 26:10.
17. Vil en der døde for mange hundrede år siden, føle at der er gået lang tid mellem hans død og hans opstandelse?
17 For den der oprejses vil perioden hvor han var død kun blive opfattet som et øjeblik, da døden jo er det samme som ikke at være til. I Bibelen sammenlignes døden med en dyb søvn. (Johannes 11:11-14; 1 Tessaloniker 4:13, 14; Prædikeren 9:5, 10) Tusinder af år eller en enkelt dag vil blot synes som et øjeblik. For den oprejste vil det være ligesom at forlade den nuværende onde tingenes ordning gennem en dør, og komme ind i den retfærdige nye tingenes ordning.
18. (a) Hvad må de opstandne lære? (b) Hvordan vil det rimeligvis gå til at de opstandne ikke kaldes frem til en verden der er dem totalt ukendt, og hvor en ’kommunikationskløft’ skiller dem fra andre?
18 Den der er død for mange år siden vil selvfølgelig blive overrasket over at finde jorden og forholdene på den så forandrede. Medlemmerne af ’den store skare’ må oplyse ham om de gerninger Gud har gjort i mellemtiden, specielt i forbindelse med sin søns sonoffer. Han må også lære at de gode forhold er et resultat af Kristi riges styre. Det vil være i harmoni med Guds kærlige godhed at formode at de døde vil blive modtaget af deres familie og venner, som det skete i de tilfælde hvor Bibelen fortæller om opstandelser i fortiden. (Lukas 7:12-15; 8:49-56; Hebræerne 11:35) Efter en periode med oplæring vil de opstandne da kunne tage imod og hjælpe andre af deres nærmeste som nu oprejses. De vil således ikke blive bragt til live i en helt fremmed verden, men stå op til et kærligt fællesskab hvor der ikke er nogen ’kommunikationskløft’. Denne proces vil fortsætte indtil alle de genløste døde til sidst har fået en opstandelse. Hvor vil det blive en glædelig tid!
GUD BLIVER „ALT FOR ALLE“
19. Hvornår vil de der lever på jorden få tilkendt evigt liv?
19 Ved slutningen af de tusind år vil det sidste spor af synden og den deraf følgende død være udslettet. (1 Korinter 15:26) Men når alle på jorden til den tid er fuldkomne, vil de da ikke kunne synde? Jo. Bibelen åbenbarer at de der opnår denne tilstand ikke vil få tilkendt evigt liv før de har vist sig trofaste under et sidste angreb fra Satan Djævelen. Når den fulde genrejsning er nået gennem Kristi rige og præstedømme, vil Kristus give riget tilbage til Gud, og mennesket vil da stå i samme forhold til Gud som Adam gjorde. Forholdene vil da være genoprettet så de er som de var i begyndelsen, og hvert menneskes endelige og evige skæbne skal da afgøres af Gud alene. Gud tillader dette angreb fra Satan og hans hærskarer af dæmoner.
20. Hvilken prøve vil jordens fuldkomne beboere blive udsat for når de tusind år er til ende?
20 Åbenbaringen 20:7-10 beskriver den prøve der kommer over jordens beboere: „Og når de tusind år er til ende, vil Satan blive løst af sit fængsel [afgrunden, hvori han blev anbragt lige før de tusind år begyndte], og han vil gå ud og vildlede de nationer der er ved jordens fire hjørner, Gog og Magog, for at samle dem til krigen. Tallet på disse er som sandet ved havet [et ikke angivet tal, som mennesker følgelig ikke kan fastslå]. Og de rykkede frem over jordens bredde og omringede de helliges lejr og den elskede by. Men ild kom ned fra himmelen og fortærede dem. Og Djævelen, som vildledte dem, blev kastet i ild- og svovlsøen, hvor både vilddyret og den falske profet allerede var; og de skal pines dag og nat i evighedernes evigheder.“ — Jævnfør Åbenbaringen 20:1-3.
21. (a) Hvilket stridsspørgsmål vil igen blive rejst? (b) Hvad vil resultatet blive?
21 Denne profeti viser at nogle af de mennesker der til den tid lever på jorden, vil slutte sig sammen for at angribe de trofaste på jorden. Det vil være Satan og hans dæmoner der indgiver dette i dem. Men hvorfor vil fuldkomne mennesker handle sådan? Jo, ligesom Adam og Eva vil de forsøge at blive uafhængige af Gud. De vil føle sig overbevist om at de nu har en chance for dette. Satan gør på denne måde et sidste forsøg på at vinde kampen i det store stridsspørgsmål han oprindelig rejste, nemlig spørgsmålet om Guds herredømmes retmæssighed. Det vil ikke lykkes for ham; for de trofaste, der sikkert vil udgøre det store flertal af menneskeheden, vil stå fast. Så vil Satan og de der følger ham, blive kastet i „ildsøen“. Det er „den anden død“, hvor de i al evighed fængsles eller fastholdes i en tilstand af ikke-eksistens. (I gamle dage blev fangevogtere ofte benævnt som „bødler“ eller „bøddelknægte“, bogstaveligt „pinere“; derfra udtrykket „de skal pines dag og nat i evighedernes evigheder“. Se Mattæus 18:34 i NV og da. aut.)
22. (a) Hvordan kan Gud trygt tilkende evigt liv til dem der forbliver trofaste under den sidste prøve? (b) Hvilket eksempel har vi på at Gud kan kende en person så grundigt at han ved at vedkommende aldrig vil synde?
22 De der trofast har stået fast for Guds herredømme eller suverænitet, vil da få tilkendt evigt liv. De vil ’blive levende’, det vil sige få tilsikret liv, liv i egentlig forstand. (Åbenbaringen 20:4-6) På den måde bliver Gud „alt for alle“. (1 Korinter 15:28) Men hvordan kan Gud trygt garantere at disse vil leve evigt? Fordi han nøjagtig ved hvem det er der elsker ham og aldrig vil vende sig bort fra ham. Jesus Kristus er et eksempel på denne evne hos Gud; Gud kendte ham så grundigt og fuldstændigt at Han kunne forudsige at Kristus ville være trofast under enhver prøve. Gud lod ligefrem på forhånd profeterne nedskrive mange detaljer om hvad Kristus ville gøre i lydighed mod Gud under svære trængsler. — Esajas 53:7, 11; Salme 40:8-11; 45:8.
GUDS HENSIGT MED JORDEN OPFYLDT
23. Hvordan vil alle kunne glæde sig over livet, med fuld lejlighed til at udnytte deres talenter og evner til gavn for andre?
23 Selv om det har taget tid, vil Guds hensigt med jorden altså blive fuldført. Jorden vil blive et herligt paradis, fyldt med mennesker der priser Gud og viser hinanden kærlighed. Men vil jorden da ikke blive overbefolket? Nej. Vi kan være sikre på at Gud ved hvor mange mennesker der kan bo på jorden uden at det bliver for trangt. Han kan afsætte rigeligt med plads til bjerge og have og til domæner for dyrelivet, foruden naturskønne områder med plads til adspredelse. Han vil ordne alle forholdene sådan at ingen vil føle at der er for snæver plads, som i vore dages storbyer. Livet vil være en glæde, og der vil være harmoni mellem alle mennesker. Da der stadig vil være forskel på de enkeltes personlighed og deres talenter og færdigheder, vil der være endeløse muligheder for at få interessante og glædelige oplevelser sammen med andre. Der vil være mange forskellige virkefelter med mulighed for at studere, forske og realisere planer, alt sammen med en sand og varig hensigt. Hver enkelt vil med sine talenter og muligheder kunne yde sit, til fælles bedste, og alle vil have energi og tid til at gøre det. — Jævnfør Esajas 40:29-31 og det princip der kommer til udtryk i Prædikeren 5:17-19.
24. (a) Hvilket forhold vil mennesker få til dyrene? (b) Vil der forekomme alvorlige ulykker?
24 Da Gud skabte manden og kvinden befalede han dem at underlægge sig jorden og udøve herredømme over dyrene. (1 Mosebog 1:28) Jorden blev skabt som en gave til mennesket — som dets hjem. (Salme 115:16) Mennesker vil derfor lære hvordan de kan tage sig af jorden og på den rette og kærlige måde herske over dyrene. Dyrene vil blive menneskenes venner og vil instinktivt respektere deres styre. Dette demonstrerede Gud da han i fortiden førte Israels folk ud af fangenskab i Babylon. (Hoseas 2:18) Når menneskene til den tid har alle deres evner og sanser i behold, vil de ikke komme ud for alvorlige ulykker. Betragt engang dyrene i deres naturlige omgivelser. Flagermusen kan, med sit „sonarudstyr“, flyve i mørke; den kan endda, uden at tage fejl, undgå noget så tyndt som en ståltråd. En fugl kan foretage en perfekt landing på en gren eller kvist. De er fuldt udrustede til den tilværelse de har fået, og de nyder livet. Vi kan være endnu mere sikre på at mennesket, der står over dyrene, vil komme til at føle sig fuldstændig hjemme i sine omgivelser.
25. Hvorfor vil livet aldrig blive kedeligt eller ensformigt?
25 Arbejde vil blive en glæde. Mennesker vil ikke længere behøve at spise deres brød ’i deres ansigts sved’, som det blev sagt til Adam efter at han havde syndet. (1 Mosebog 3:19) Ved at arbejde og ved at udnytte alle deres åndsevner vil mennesker være optaget af gøremål som virkelig har en mening og er værd at beskæftige sig med. Som det fremgår af det forbillede israelitterne udgjorde når de adlød Loven, vil der blive tid til at man kan være sammen med sine slægtninge og venner, og til at man kan stifte nye bekendtskaber. På hele jorden vil man have venner, som bliver ved med at være ens venner. Alt dette vil blive resultatet når man gør sig til ven med dem der har vist menneskeheden den største kærlighed, Jehova Gud og hans søn Jesus Kristus. — Johannes 15:14.
[Studiespørgsmål]
[Illustration på side 168]
Da Jesus Kristus var på jorden vakte han døde til live igen
