Kapitel 116

Apostlene forberedes på Jesu bortgang

MINDEHØJTIDEN er nu afsluttet, men Jesus og hans apostle befinder sig stadig i værelset ovenpå. Skønt Jesus snart skal forlade dem, har han endnu meget at sige. „Lad ikke jeres hjerte foruroliges,“ siger han trøstende. „Tro på Gud.“ Men han tilføjer: „Og tro på mig.“

„I min Faders hus er der mange boliger,“ fortsætter Jesus. „Jeg går hen for at berede jer en plads . . . for at I også kan være hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, dér kender I vejen.“ Apostlene forstår ikke at Jesus taler om himmelen, så Thomas spørger: „Herre, vi ved ikke hvor du går hen. Hvordan kender vi vejen?“

„Jeg er vejen og sandheden og livet,“ svarer Jesus. Ja, det er kun ved at anerkende Jesus og efterligne hans eksempel at nogen kan komme ind i Faderens himmelske hus, for Jesus siger: „Ingen kommer til Faderen uden gennem mig.“

„Herre, vis os Faderen,“ anmoder Filip, „og det er nok for os.“ Filip ønsker åbenbart at Jesus skal give dem et syn af Gud, ligesom de syner Moses, Elias og Esajas fik i fortiden. Men apostlene har jo noget der langt overgår sådanne syner, for som Jesus bemærker: „Så lang tid har jeg været hos jer, og dog har du, Filip, ikke lært mig at kende? Den der har set mig, har også set Faderen.“

Jesus genspejler sin Faders personlighed så fuldkomment at det at være sammen med Jesus og iagttage ham, er som at se Faderen. Men Jesus erkender at Faderen står over Sønnen: „Det jeg siger til jer, siger jeg ikke ud fra mine egne ideer.“ Meget passende giver Jesus sin himmelske Fader al ære for sin undervisning.

Hvor må det være opmuntrende for apostlene at høre det Jesus nu siger: „Den der tror på mig, han vil også gøre de gerninger jeg gør; og han vil gøre større gerninger end disse.“ Jesus mener ikke at hans disciple vil have større mirakuløse evner end han har. Nej, han mener at de vil forkynde i en meget længere tidsperiode, i et langt større område, og for mange flere mennesker end han har kunnet.

Jesus vil ikke svigte sine disciple efter sin bortgang. „Hvad I end beder om i mit navn,“ lover han, „det vil jeg gøre.“ Dernæst siger han: „Jeg vil anmode Faderen, og han vil give jer en anden hjælper til at være hos jer for evigt, sandhedens ånd.“ Senere, efter at Jesus er steget til himmelen, udgyder han den hellige ånd, denne anden hjælper, over sine disciple.

Jesu bortgang er nær. Derfor siger han: „Endnu en kort tid og verden ser mig ikke mere.“ Jesus vil blive en åndeskabning som ingen mennesker kan se. Men på ny lover han sine trofaste apostle: „I ser mig, for jeg lever og I skal leve.“ Ja, Jesus vil ikke alene vise sig for dem i menneskeskikkelse efter sin opstandelse, men når tiden er inde vil han også oprejse dem som åndeskabninger til himmelsk liv sammen med sig.

Jesus fremsætter nu denne enkle regel: „Den der har mine bud og holder dem, det er den der elsker mig. Og den der elsker mig, vil blive elsket af min Fader, og jeg vil elske ham og vil vise mig tydeligt for ham.“

Apostelen Judas, han der også bliver kaldt Taddæus, afbryder: „Herre, hvad er der sket siden du har i sinde at vise dig tydeligt for os og ikke for verden?“

„Hvis nogen elsker mig,“ svarer Jesus, „vil han overholde mit ord, og min Fader vil elske ham . . . Den som ikke elsker mig, overholder ikke mine ord.“ I modsætning til Kristi lydige disciple, ignorerer verdens mennesker hans undervisning. Dem vil han derfor ikke åbenbare sig for.

Jesus har under sin jordiske tjeneste lært sine apostle mangt og meget. Men hvordan skal de kunne huske det alt sammen når de, selv på dette fremskredne tidspunkt, har så svært ved at fatte Jesu ord? Lykkeligvis lover Jesus dem: „Hjælperen, den hellige ånd, som Faderen vil sende i mit navn, den vil lære jer alt og minde jer om alt hvad jeg har fortalt jer.“

Igen siger Jesus trøstende: „Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer. . . . Lad ikke jeres hjerte foruroliges.“ Ja, Jesu bortgang er nær, men han forklarer: „Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg.“

Jesus har kun kort tid tilbage sammen med dem. „Jeg skal ikke tale meget med jer mere,“ siger han, „for verdens hersker kommer. Og han har ikke noget tag i mig.“ Satan Djævelen, der gik i Judas og derved fik tag i ham, er denne verdens hersker. Men Jesus har ingen syndige tilbøjeligheder som Satan kan udnytte for at få ham til at holde op med at tjene Gud.

Jesu nære forhold til apostlene

Efter mindemåltidet har Jesus opmuntret sine apostle i en uformel, fortrolig samtale. Måske er det nu over midnat. Jesus siger derfor: „Rejs jer, lad os gå herfra.“ Men før de tager af sted, får Jesu kærlighed til apostlene ham til at fremsætte en tilskyndende billedtale.

„Jeg er det sande vintræ, og min Fader er vinavleren,“ begynder han. Den store Vinavler, Jehova Gud, plantede dette symbolske vintræ da han ved Jesu dåb i efteråret år 29 salvede ham med hellig ånd. Jesus fortsætter med at vise at vintræet symboliserer mere end ham selv; han siger: „Enhver gren på mig som ikke bærer frugt, tager han væk, og enhver som bærer frugt, renser han, for at den kan bære mere frugt. . . . Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, men kun hvis den forbliver på vintræet, således kan I heller ikke, hvis ikke I forbliver i samhørighed med mig. Jeg er vintræet, I er grenene.“

På Pinsedagen, 51 dage senere, bliver apostlene og andre gjort til grene på dette vintræ da den hellige ånd udgydes over dem. Med tiden vil 144.000 blive grene på dette symbolske vintræ. Sammen med vintræets stamme, Jesus Kristus, udgør de et symbolsk vintræ der frembringer Guds riges frugter.

Jesus forklarer hvad der skal til for at frembringe frugt: „Den der forbliver i samhørighed med mig, så jeg forbliver i samhørighed med ham, han bærer megen frugt; skilt fra mig kan I nemlig slet intet gøre.“ Hvis en person ikke bærer frugt, siger Jesus at han ’kastes ud som en gren og visner; og man samler disse grene og kaster dem i ilden og de brændes’. På den anden side giver Jesus også dette løfte: „Hvis I forbliver i samhørighed med mig, og mine udtalelser forbliver i jer, kan I bede om hvad I vil, og det vil ske for jer.“

Jesus siger videre til sine apostle: „Min Fader er herliggjort ved dette at I bærer megen frugt og viser at I er mine disciple“. Den frugt Gud ønsker at grenene skal bære, er at de lægger kristuslignende egenskaber for dagen, især kærlighed. Og eftersom Kristus var en forkynder af Guds rige, består frugten også i at de gør disciple, sådan som han har gjort.

„Forbliv i min kærlighed,“ tilskynder Jesus. Hvordan kan hans apostle gøre dette? „Hvis I holder mine bud,“ siger han, „vil I forblive i min kærlighed.“ Han fortsætter med at sige: „Dette er mit bud, at I skal elske hinanden ligesom jeg har elsket jer. Ingen har større kærlighed end den, at han sætter sin sjæl til for sine venner.“

Nogle få timer senere vil Jesus selv vise denne enestående kærlighed ved at give sit liv for sine apostle og for alle andre der vil tro på ham. Hans eksempel bør bevæge hans disciple til at vise hinanden den samme selvopofrende kærlighed. Denne kærlighed skal være deres kendetegn, for som Jesus tidligere har sagt: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“

Jesus viser hvem der er hans venner, med ordene: „I er mine venner hvis I gør hvad jeg befaler jer. Jeg kalder jer ikke længere trælle, for en træl ved ikke hvad hans herre gør. Men jeg har kaldt jer venner, for alt det jeg har hørt fra min Fader har jeg gjort jer bekendt med.“

Tænk at kunne være Jesu nære venner! Men for at bevare dette dyrebare venskab må hans disciple „fortsat bære frugt“. Hvis de gør det, siger Jesus, ’vil Faderen give dem hvad de end beder ham om i Jesu navn’. Det er en stor belønning for at bære Rigets frugter! Efter endnu en gang at have tilskyndet apostlene til at „elske hinanden“, forklarer Jesus at verden vil hade dem. Han giver dog denne trøst: „Når verden hader jer, så ved I at den har hadet mig før jer.“ Jesus viser derefter hvorfor verden hader hans disciple, idet han siger: „Fordi I ikke er en del af verden, men jeg har valgt jer ud af verden, derfor hader verden jer.“

For yderligere at forklare årsagen til verdens had, siger Jesus videre: „Alt dette vil de gøre mod jer på grund af mit navn, fordi de ikke kender ham [Jehova Gud] som har sendt mig.“ Jesu mirakuløse gerninger domfælder i virkeligheden dem der hader ham, for han siger: „Hvis jeg ikke havde gjort de gerninger iblandt dem som ingen anden har gjort, havde de ingen synd; men nu har de både set og hadet såvel mig som min Fader.“ Som Jesus siger er skriftstedet på den måde gået i opfyldelse: „De hadede mig uden grund.“

Som Jesus har gjort tidligere, trøster han nu igen disciplene ved at love at sende dem hjælperen, den hellige ånd, som er Guds mægtige, virksomme kraft. „Han [vil] vidne om mig; og I selv skal vidne.“

Yderligere afskedsformaninger

Jesus og apostlene skal til at forlade værelset ovenpå. „Jeg har sagt jer disse ting for at I ikke skal bringes til snublen og fald,“ fortsætter Jesus. Derefter fremsætter han en alvorlig forudsigelse: „Man vil udstøde jer af synagogen. Ja, den time kommer da enhver som dræber jer vil mene at han har ydet Gud en hellig tjeneste.“

Det er tydeligt at disse ord foruroliger apostlene stærkt. Jesus har før sagt at verden ville hade dem, men han har aldrig sagt så direkte at de ville blive slået ihjel. „Jeg fortalte jer imidlertid ikke disse ting i begyndelsen,“ forklarer Jesus, „fordi jeg jo var hos jer.“ Hvor er det godt at han nu forbereder dem på det før han forlader dem!

„Men nu,“ fortsætter Jesus, „går jeg til ham som har sendt mig, og dog er der ingen af jer der spørger mig: ’Hvor går du hen?’“ Tidligere på aftenen har apostlene spurgt Jesus om hvor han gik hen, men nu er de så rystede over hans udtalelser at de ikke spørger ham om mere. Som Jesus siger: „Fordi jeg har sagt jer disse ting, har bedrøvelse fyldt jeres hjerte.“ Apostlene er ikke kun bedrøvede fordi de har fået at vide at de vil blive udsat for voldsom forfølgelse og blive dræbt, men også fordi deres Herre forlader dem.

Jesus forklarer: „Det er til gavn for jer at jeg går bort. For hvis jeg ikke går bort, vil hjælperen afgjort ikke komme til jer; men når jeg går bort, vil jeg sende ham til jer.“ Som menneske kan Jesus kun være ét sted ad gangen, men når han er i himmelen, kan han sende hjælperen, Guds hellige ånd, til sine disciple uanset hvor på jorden de måtte være. På den måde tjener det et gavnligt formål at Jesus går bort.

Jesus siger at den hellige ånd vil „give verden overbevisende vidnesbyrd om synd og om retfærdighed og om dom“. Verdens synd, dens manglende tro på Guds søn, vil blive afsløret. Desuden vil der blive givet overbevisende vidnesbyrd om at Jesus er retfærdig når han bliver taget op til Faderen. Og at det ikke er lykkedes Satan og hans onde verden at bryde Jesu uangribelighed, er et overbevisende vidnesbyrd om at denne verdens hersker har fået en ugunstig dom.

„Jeg har meget endnu at sige jer,“ fortsætter Jesus, „men I er ikke i stand til at bære det i øjeblikket.“ Derfor lover han at når han udgyder den hellige ånd, Guds virksomme kraft, over dem, vil den hjælpe og lede dem til forståelse af disse ting efterhånden som de kan fatte dem.

Det er især svært for apostlene at forstå at Jesus skal dø og vise sig for dem efter sin opstandelse. De spørger hinanden: „Hvad betyder det han siger til os: ’Om kort tid ser I mig ikke, og igen om kort tid skal I se mig,’ og: ’fordi jeg går til Faderen’?“

Jesus ved at apostlene vil spørge ham, så han forklarer: „Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: I skal græde og klage, men verden vil glæde sig; I vil blive bedrøvede, men jeres bedrøvelse vil blive vendt til glæde.“ Senere samme dag, om eftermiddagen når Jesus dræbes, vil de religiøse ledere glæde sig mens disciplene vil være bedrøvede. Men deres bedrøvelse vil blive vendt til glæde når Jesus bliver oprejst! Og deres glæde vil vare ved når han på Pinsedagen giver dem kraft til at være hans vidner ved at udgyde Guds hellige ånd over dem!

Jesus sammenligner apostlenes situation med en kvinde i fødselsveer, idet han siger: „En kvinde er bedrøvet når hun føder, fordi hendes time er kommet.“ Han påpeger imidlertid at så snart barnet er født husker kvinden ikke længere sine trængsler, og han opmuntrer sine apostle med ordene: „Derfor er I også nu bedrøvede; men jeg skal se jer igen [når jeg bliver oprejst], og jeres hjerte vil glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.“

Hidtil har disciplene ikke bedt i Jesu navn. Men nu siger Jesus: „Hvis I beder Faderen om noget, vil han give jer det i mit navn. . . . For Faderen selv holder af jer, fordi I har holdt af mig og har fået tro på at jeg er udgået som Faderens sendebud. Jeg er udgået fra Faderen og er kommet til verden. Endvidere forlader jeg verden og går til Faderen.“

Jesu ord er til stor opmuntring for apostlene. „Derfor tror vi at du er udgået fra Gud,“ siger de. „Tror I nu?“ spørger Jesus. „Se! Den time kommer, ja den er kommet, da I skal spredes hver til sit og vil efterlade mig alene.“ Hvor mærkeligt det end lyder vil dette ske før natten er omme!

„Jeg har sagt jer disse ting for at I kan have fred ved hjælp af mig.“ Til sidst siger Jesus: „I verden har I trængsel, men fat mod! Jeg har besejret verden.“ Jesus har besejret verden ved at gøre Guds vilje trofast, trods Satans og hans verdens forsøg på at bryde hans uangribelighed.

Den afsluttende bøn i værelset ovenpå

Af dyb kærlighed til apostlene har Jesus forberedt dem på sin forestående bortgang. Efter nu at have formanet og trøstet dem, løfter han sine øjne mod himmelen og beder til sin Fader: „Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham myndighed over alt kød, for at han kan give dem — hele det antal som du har givet ham — evigt liv.“

Hvilken betagende tanke — evigt liv! Eftersom Jesus har fået „myndighed over alt kød“, kan han anvende værdien af sit sonoffer til gavn for hele den døende menneskehed. Men han giver kun „evigt liv“ til dem Faderen godkender. Jesus uddyber dette tema yderligere i sin bøn:

„Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ Ja, frelsen afhænger af at vi lærer både Gud og hans søn at kende. Men kundskab er ikke nok.

Man må lære Gud og Jesus indgående at kende, og opdyrke et venskab med dem der bygger på forståelse. Man må anlægge samme syn på tingene som de har. Og frem for alt må man stræbe efter at afspejle deres uforlignelige egenskaber i omgangen med andre.

Jesus beder derefter: „Jeg har herliggjort dig på jorden, idet jeg har fuldført den gerning du har givet mig at gøre.“ Eftersom Jesus har fuldført sin opgave indtil nu, og véd at han også vil gøre det fremover, beder han: „Så herliggør du mig nu, Fader, hos dig selv med den herlighed som jeg havde hos dig før verden blev til.“ Ja, han beder om at han må få sin tidligere himmelske herlighed tilbage ved en opstandelse.

Jesus opsummerer derpå det der har været hans vigtigste opgave på jorden: „Jeg har gjort dit navn kendt for de mennesker du gav mig ud af verden. De var dine, og du gav mig dem, og de har overholdt dit ord.“ Jesus brugte Guds navn, Jehova, under sin tjeneste og benyttede den rette udtale af det, men dette var ikke den eneste måde hvorpå han gjorde Guds navn kendt for sine apostle. Han gav dem også større kundskab om Jehova, hans personlighed og hans hensigter.

Idet Jesus erkender at Jehova er overordnet ham, indrømmer han ydmygt: „De udtalelser som du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem og er virkelig blevet klar over at jeg er udgået som dit sendebud, og de har fået tro på at du har udsendt mig.“

Jesus skelner mellem sine disciple og resten af menneskeheden idet han siger til sin Fader: „Jeg beder ikke for verden, men for dem som du har givet mig . . . Da jeg var hos dem plejede jeg at våge over dem . . ., og jeg har bevaret dem, og ingen af dem har lidt undergang undtagen undergangens søn,“ nemlig Judas Iskariot. I dette øjeblik er Judas på vej hen for at forråde Jesus og er således, uden at vide det, med til at opfylde profetierne i Skriften.

„Verden har hadet dem,“ siger Jesus videre i sin bøn. „Jeg beder dig ikke om at tage dem ud af verden, men om at våge over dem på grund af den onde. De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ Jesu disciple er i verden, det organiserede menneskesamfund som beherskes af Satan, men de må til enhver tid holde sig adskilt fra verden og dens ondskab.

„Hellige dem ved hjælp af sandheden,“ fortsætter Jesus, „dit ord er sandhed.“ Her kalder Jesus de inspirerede Hebraiske Skrifter, som han gang på gang har citeret, for „sandheden“. Men det han lærte sine disciple og som de senere nedskrev under inspiration som De Kristne Græske Skrifter, er også „sandheden“. Denne sandhed kan hellige mennesker, forandre deres liv fuldstændigt og skille dem ud fra verden.

Jesus beder „ikke blot for disse, men også for dem som gennem deres ord får tro på [ham]“. Jesus beder altså for dem der vil blive hans salvede disciple og for andre fremtidige disciple der vil blive samlet ind i ’den ene hjord’. Hvad beder han om for alle disse?

„At de alle må være ét, ligesom du, Fader, er i samhørighed med mig og jeg er i samhørighed med dig, . . . at de må være ét ligesom vi er ét.“ Jesus og hans Fader er ikke bogstaveligt én og samme person, men de er enige på alle områder. Jesus beder om at der må råde samme enhed mellem hans disciple, „så at verden kan vide at du har udsendt mig og at du har elsket dem ligesom du har elsket mig“.

På sine fremtidige salvede disciples vegne beder Jesus nu sin himmelske Fader om noget: „Hvor jeg er, dér skal de også være sammen med mig, for at de kan se min herlighed, den som du har givet mig, fordi du elskede mig før verdens grundlæggelse,“ altså før Adam og Eva satte afkom i verden. Længe før den tid havde Gud elsket sin enestefødte søn, der senere blev Jesus Kristus.

Som afslutning på sin bøn understreger Jesus på ny: „Jeg har bekendtgjort dit navn for dem, og jeg vil bekendtgøre det, for at den kærlighed hvormed du har elsket mig kan være i dem og jeg i samhørighed med dem.“ Apostlene har blandt andet lært Guds navn at kende ved personligt at erfare Guds kærlighed. Johannes 14:1–17:26; 13:27, 35, 36; 10:16; Lukas 22:3, 4; 2 Mosebog 24:10; 1 Kongebog 19:9-13; Esajas 6:1-5; Galaterne 6:16; Salme 35:19; 69:4; Ordsprogene 8:22, 30.

▪ Hvor går Jesus hen, og hvilket svar får Thomas angående vejen dertil?

▪ Hvad ønsker Filip åbenbart at Jesus skal gøre?

▪ Hvorfor har den der har set Jesus, også set Faderen?

▪ Hvordan vil Jesu disciple gøre større gerninger end han?

▪ I hvilken forstand har Satan ikke noget tag i Jesus?

▪ Hvornår plantede Jehova det symbolske vintræ? Hvornår og hvordan bliver andre en del af det?

▪ Hvor mange grene vil der til sidst være på dette vintræ?

▪ Hvilke frugter ønsker Gud at grenene skal bære?

▪ Hvordan kan vi blive Jesu venner?

▪ Hvorfor hader verden Jesu disciple?

▪ Hvilken forudsigelse foruroliger apostlene?

▪ Hvorfor spørger apostlene ikke om hvor Jesus går hen?

▪ Hvad har apostlene især svært ved at forstå?

▪ Ved hjælp af hvilket billede beskriver Jesus at apostlenes situation vil vende sig fra bedrøvelse til glæde?

▪ Hvad siger Jesus at apostlene snart vil gøre?

▪ Hvordan besejrer Jesus verden?

▪ I hvilken forstand får Jesus „myndighed over alt kød“?

▪ Hvad indbefatter det at lære Gud og hans søn at kende?

▪ På hvilke måder gør Jesus Guds navn kendt?

▪ Hvad er „sandheden“, og hvordan kan den „hellige“ en kristen?

▪ Hvordan er Gud, hans søn og alle sande tilbedere ét?

▪ Hvornår fandt „verdens grundlæggelse“ sted?